Inside of me

Caroline er 13 år gammel, bor i USA, og allerede godt på vej til at blive professionel danser. Hun danser i ALDC, Abby Lee Dance Company, som er et af de bedste i landet. Der er op og nedture, og for en 13-årig pige kan livet som danser være hårdt. Venner der svigter, presset til at vinde, og mangel på en almindelig dag.

23Likes
50Kommentarer
1416Visninger
AA

3. For sent.

"Så skal du op... det er nu... Caroline du skal altså op nu... STÅ SÅ OP." min krop spjætter og jeg sætter mig op i sengen. Vækkeuret fortsætter med at snakke og jeg kan høre min lillebror, Brad, på værelset vedsiden af, bevæge sig uroligt i sengen. I et split sekund springer jeg ud af sengen, og slukker for mit vækkeur. Det er en balletsko der kan spille forskellige melodier, og man kan optage lyd den spiller. Det lyder ikke godt, men det får mig ud af sengen.

Jeg tager røde hjemmesko på, og lister ud fra værelset. På vej ned tjekker jeg op på min lillebror, han ligger viklet ind i han dyne med spiderman på, og hans mund ligger halvt åben. Han ser så sød ud når han over, han er en rigtig lille guldklump. Jeg går ned af trappen, og finder noget morgenmad frem i det mørke køkken. Jeg kan ikke lide at tænde lyset om morgenen, det er ikke fordi jeg ikke kan lide lys eller sådan noget. Jeg foretrækker bare mørke omkring mig, måske har det noget at gøre med at danse. Når man optræder skinner lyset på en, og alt andet er mørke.

Jeg smører en sandwich med leverpostej, remulade og spegepølse. Det lyder nok ret klamt, men det smager godt! Du skulle tage at prøve det. Jeg tager en lille bid, mens jeg går ud mod udestuen. Udestuen er ligesom mit sted, jeg ejer det ikke og de andre kommer her også, men jeg føler mig godt tilpas. Jeg lukker stille døren bag mig, og tænder for musikken.

"Yeah, you can be the greatest, you can be the best."

Lyden af Hall of fame, flyder ud af højtalerne. Jeg lukker øjnene, og glider lige så stille ind i melodien. Den halv spiste sandwich ligger jeg på et lille bord, og mine fødder begynder at bevæge sig som om de styrer sig selv. Mine arme glider med, og min krop samler sig med melodien. Der er kun mig, ingen andre. Sangen og jeg er ét. En fantastisk følelse, som jeg ville ønske for alle at opleve. Følelsen af at det du laver, er det du er født til at lave. Af at det du laver, er dit liv.

Sangen ebber ud, og jeg kommer tilbage til virkeligheden. Min lillebror står i døren med sit kamera, hans hår sidder hulter til bulter, og hans nattøj er værre.

"Hey det min sandwich." siger jeg, og spiller sur. Smilet glider straks væk fra hans læber, og han kigger ned på sandwichen han har i hånden som om han ikke ved hvordan den endte der. Jeg griner af ham, og ugler hans hår endnu mere. Smilet kommer tilbage, og vi går sammen ud i køkkenet. Min mor, Jane, sidder og venter på os. Min far arbejder meget, så han er allerede kørt. Han plejer så nogle gange at komme tidligere hjem.

Jeg smører to nye sandwich, en til Brad, og en til mig selv. Skolebussen kommer snart sår vi skal skynde os. Jeg drikker det mælk mor har hældt op, og løber op på kontoret efter min taske.

"Tag min med." råber Brad efter mig.

"Er du for doven til selv at hente den?" råber jeg ned af trappen, og går derefter ind til kontoret. Min fars bord er ryddet og pænt, men vores fælles roder med skolebøger, parpier, pc spil og sådan nogle ting. Jeg er på vej ud af døren med vores tasker, da jeg ser en knap blinke. Jeg stiller taskerne op af dørkarmen, går hen til min fars computer og flytter stille på musen. Den ellers sorte skærm bliver hvid, far må have glemt at slukke computeren inden han gik.

Han var inde på en mail, jeg ved det er uhøflig, men jeg kan ikke lade være med at læse lidt.

"Kære Jack, vi ønsker at flytte dig til Wheeling Ohio, med forfrem..."

Jeg springer op, og når ikke at læse mere da min mor kalder efter mig. Jeg slukker for skærmen og løber ned af trapperne. Bussen kommer snart, og vi er nødt til at skynde os for at nå den. Jeg når ikke at binde mine sko ordenligt kan jeg mærke, da Brad og jeg løber ned af fortovet imod busstoppestedet. Solen skinner, og der er dejlig lunt.

Mor nåede at fortælle, at vi skal op og besøge Elizabeth her i weekenden. Hun er min mors "søster", hun blev adopteret da hun var helt lille. Hun er virkelig sød, og hendes kager smager fantastik. Jeg kan lige forestille mig hendes køkken, fyldt med dej, ager, køkkenredskaber. Den bedste duft af årstidens forskellige bagværker, tærter, småkager...

Vi når bussen, og jeg sætter mig ind til Amelia. Hun er min bedste veninde, vi gør alt sammen! Eller det vil sige, vi gør meget sammen. Hun kan godt lide min dans, og elsker at se mig danse. Hun har aldrig været træt af det. Det er det bedste ved hende.

"Har du lavet dansk opgaven?" spørger Amelia, og blinker med hendes øjne.

Jeg griner af hende, "Du må gerne kigge lidt." siger jeg til hende, og vi griner sammen.

Jeg er virkelig træt idag, jeg ved ikke lige hvad der sker. Jeg gider bare ikke i skole, heldigvis er det er en kort dag. Vi når skolen, elever i alle aldre sidder på bænke, og på græsset. Amelia og jeg sætter os på græsset sammen med nogle andre fra vores årgang.

 

Klokken ringer ud fra sidste time, og jeg skynder mig ud af klasse. Gangen er menneske tom, de andre tager det stille og roligt.

"Vent, Caro!" jeg stopper op halvejs henne af gangen, og kigger tilbage. Amelia indhenter mig, hendes smukke lyse hår flagrer bag hende. Jeg gad godt have sådan noget hår!

"Jeg har ekstra time i matematik, men kan du være samen efter? Mine forældre er ikke hjemme, så vi kan hygge os med film." siger hun til mig med et kæmpe smil å læberne. Jeg tøver. Jeg ville virkelig gerne, men jeg kan jo ikke.

"Ameli..." siger jeg sukkersødt til hende og sørger for at bruge hendes kælenavn, "Jeg skal danse." jeg smiler til hende, og tilføjer hurtigt at vi kan gøre det en anden dag.

"Er du sikker?" siger hun bebrejdende, "Du skal jo hele tiden danse." Hende stemme bliver lav, og hende øjne skinner på en mærkelig måde.

"Jeg er ked af det Caroline, men jeg kan ikke det her mere." hun vender rundt, og går væk fra mig. Det går som i slowmotion, hendes fødder drejer, hendes krop følger med. En tåre er trillet ned af hendes kind, den får mig til at indse at det er alvor. Jeg prøver at sige noget, men ved ikke hvad. Det er jo rigtig hvad hun siger, jeg skal danse alle dage. Hun ryster svagt på hovedet, og går ind i klasse værelset igen. Jeg handlede for sent, jeg var for sent til at snakke med hende. Jeg svigtede hende.

Jeg løber ud i bilen, hvad skal jeg sige til min mor? Hvis jeg fortæller hende hvad der er sket, vil hun ikke lade mig tage afsted i dag. Måske endda hele ugen! Jeg vil ikke svigte Abby, og de andre piger på mit hold.

Min hånd ligger sig om dårhåndtaget. Jeg kan se mit spejlbillede i bilruden. Et falsk smil dukker frem på mine læber, men man kan stadig se det i mine øjne. Jeg håber bare de ikke ser det.

At de ikke ser hvor knust jeg er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...