Inside of me

Caroline er 13 år gammel, bor i USA, og allerede godt på vej til at blive professionel danser. Hun danser i ALDC, Abby Lee Dance Company, som er et af de bedste i landet. Der er op og nedture, og for en 13-årig pige kan livet som danser være hårdt. Venner der svigter, presset til at vinde, og mangel på en almindelig dag.

23Likes
50Kommentarer
1374Visninger
AA

4. Amelia

Min mor opdager slet ikke noget, og da vi endelig kommer til dansestudiet kan jeg ikke lade være med at glemme det hele. Jeg skal ind og danse, det er det eneste jeg kan tænke på lige nu. Jeg hilser hurtigt på damen bag disken, og går ind for at klæde om. Isabell og jeg er de eneste indtil videre der er kommet.

De andre kommer løbende, Victoria, Sara, og Laura. Vi er alle sammen mellem 13 og 15 år gamle, jeg er den yngste, og nogle gange kan det være hårdt. Abby ligger mere pres på mig fordi jeg er den bedste, og den yngste. man vender sig til det, og når man har danset siden man var 2, ligesom mig, er det nemt at danse som om man er 15.

Abby kommer ind til os, men nogle pakker i armene.

"Er det kostumerne?" spørger jeg og hopper op og ned af glæde. Kostumerne er fantastiske, de viser en stor del af historien i dansen, og fuldender dansen. Abby nikker, og fordeler kostumerne ud til os. Vi får en smuk løs kjole til gruppedansen, som handler om en sommerflirt, der pludselig er forbi.

"Caroline. Jeg har et ekstra til dig her," Abby tager et helt fantastisk smukt sæt op af kassen, "Kan du huske den solo vi øvede sidste uge, til Hall Of Fame? Du skal optræde med den i denne weekend!" Jeg kigger lamslået på hende, jeg er vildt spændt på at optræde med den, det er en helt fantastik dans. Kostumet er er faktisk to dele. En kjole, med glimmer, og alt hvad der hører til en rigtig prinsesse kjole. Den er kort, og lidt ballerina stil. Udenover den skal jeg have en kedelig grå jakke, jakken vil skjule kjolen, og stadig gøre det muligt at danse.

"Caroline du tager dit solo kostume på, og kommer ind til mig om ti minutter. I andre tager gruppe kostumet på, og venter til jeg er færdig med Caroline." Abby går ud af døren, og Laura kommer hen til mig.

"Wow hvor er den smuk! udbryder hun, "næsten ynd a du skal have jakken på." Jeg griner af hende, og skynder mig  kostumet. Jeg skynder mig ind til Abby, som har gjort min scene klar. Der står en firkantet kasse midt på scenen, den er hård, så jeg kan hoppe op på den. Under dansen står jeg nemlig oppe på kassen, tager jakken af og smider den ned. Jeg lægger mig på knæ, og ruller mig sammen. En maske ligger på kassen, og jeg tager den på hvorefter jeg danser videre.

Ligesom en Sommerfugl, før er den en lave, grå og kedelig, så springer den ud. Og den viser sig at være smuk. Amelia ville elske kjolen, hun ville fortælle mig hvor fedt e kostume det er. Men hun er her ikke til at sige det længere.

 

"Skulderne ned! Kom så Caroline, det her er ikke for sjov!" Abby råber af mig igen, men Amelia fylder for meget i min hjerne til at jeg kan tænke på mine skuldre. "Fem minutter!" råber Abby for at overdøve musikken, "Det her nummer skal være klar til konkurrencen." Jeg skynder mig ud og tager min drikkedunk, den er ved at være tom så jeg går ud i gangen, hvor der står en vandmaskine.

Vandet risler stille ud af hanen, og fylder mine foldede hænder med koldt vand. Jeg slår det op mod mit ansigt, og et kuldechok skyder igennem mig. Mine hænder famler efter et håndklæde, og jeg tørrer mit ansigt.

Mine øjne strejfer det store røde ur, som hænger på væggen lidt mede af gangen, der er snart gået fem minutter så jeg skynder mig ind igen. På vej ind går jeg forbi et bord med forskellige ting, blandt andet står der en lyserød kugleben i en blyantsholder. Den minder mig om Amelia... 

Vi går ned af gaderne, og finder museet. Resten af klassen kommer, og lærerne, det er helt utroligt at de går så meget op i kunst. Vi skal på museum for at finde vores indre kunster, som lærerne udtrykker det. Vi går ind på museet, og efter rundvisningen, får vi lov til at gå alenen rundt. Amelia og jeg går rundt på museet, og er ved at dø af grin over billederne. Kunst er ikke lige os, vi stopper op. Lidt længere fremme sidder der en vagt, han ser ud til at ked sig. Amelia væder med at jeg ikke kan få fat i hans lyserøde kuglepen, jeg tager kampen op og smutter hen til ham.

"Heej... jeg skal lave en opgave til min skole. Jeg har glemt en kuglepen til at tage noter, må jeg ikke låne din?" jeg laver hundeøjne, og kan se på vagten at han er snot forvirret.

"Øhh.. selvfølgelig." siger han og rækker med kuglepennen. Vi går stille rundt om hjørnet, og løber så væk.

 

Døren smækker bag mig, og Abby kigger op. Hun giver tegn til at jeg skal starte igen, jeg går ud på gulvet, og stiller mig i startposition. Musikken starter, og jeg lukker øjnene i to sekunder. Musikken samler sig med mig, og dansen starter. Abby råber nogle ting af mig, men jeg lukker hende ude. Min underbevisthed opfatter tingene, og retter dem. Mine fødder bevæger sig af sig selv, og armene svinger automatisk med.

Masken sidder fast, og jeg smider jakken. Min krop drejer rundt i en flydende bevægelse, og jeg lander på jorden. Det giver et lille stod i kroppen, men jeg bider smerten i mig og daner færdigt.

 

Jeg sidder i bilen på vej hjem, stemningen er anspændt. Min mor var ude og nakke med Abby, hun synes ikke det var okay den måde hun talte til mig, når nu jeg arbejdeder så hårdt. Selv ligger jeg ikke mærke til det, jeg koncentrerer mig bare.

Men det lille "optog" gjorde at min mor tog mig hjem lige efter jeg var færdig med at øve dansen. Bare tanken om at de andre stadig danser gør mig sur, ikke på Abby, men min mor. Hvorfor skal hun også tage mig hjem? Hvorfor må jeg ikke danse, det er ikke hende Abby taler til?

"Mor," jeg tager en dyb indånding, "Vend bilen, jeg vil tilbage." Jeg siger det ligeud, og klemmer mine øjne lidt i, bange for hendes reaktion.

"Lille skat, du kommer igen i morgen." svarer hun med en sukkersød stemme.

"Men mor.." starter jeg, men hende blik i sidespejlet får mig til at stoppe. Jeg vil ikke gøre hende sur, eller ked af det, men jeg vil så gerne derhen. Jeg opgiver kampen for nu, men næste gang vil jeg ikke lade hende tage mig hjem. For jeg skal vinde den her solo, for at vise Abby hvad jeg duer til!

Min mor åbner døren for mig, og jeg træder ind til duften af lasagne. Min far kan ikke engang smøre nogle rugbrøds madder uden at huset springer i luften, så jeg skynder mig ud i køkkenet for at se hvem der har lavet mad.

"Vi skal da fejre det, børnene får det af vide i aften gør de ikke?"hører jeg en stemme sige, jeg kan ikke høre hvem den stammer fra.

"Nej, først i morgen, jeg tror ikke de synes det er noget vi skal fejre især ikke.." svarer min far, og stopper pludseligt da jeg træder ind i køkkenet.

"Faster!" råber jeg smider mig taske, og katser mig i armene på hende. Hun griner og svinger mig rundt, hun er min fars lillesøster, og selvom hun er mange år yngre, har de et godt forhold.

"Jeg kom lige forbi, og sover til weekenden." siger hun inden jeg overhovedet når at spørge om hvad hun laver her. Hun kan altid læse mine tanker, hun er ligesom den storesøster jeg aldrig har haft.

Vi sætter os alle til bordet, og spiser den lækre lasagne, fik jeg sagt at den er lækker? Klokken er kun syv, men jeg er allerede træt, jeg lægger mig op i min seng. Jeg har nattøj på, har børstet, men alligevel kan jeg ikke falde søvn. Jeg tager min mobil som ligger på sengebordet, og kigger efter om der er kommet nye beskeder.

Ingen.

Jeg åbner en ny besked, og begynder at skrive.

"Hej, jeg skal faktisk ikke noget på søndag. Så kan du være sammen der? Faster er her!:D"

Jeg sender beskeden til Amelia, og hun svarer heldigvis hurtigt så hun kan ikke være så sur på mig.

"Det lyder godt Caro. Glæder mig til at hilse på faster, længe siden;) ses i skolen."

En sten fra mine tanker blev lige fjernet der! Jeg lægger mig ned på puden, og falder hurtigt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...