Hero [Oneshot story]

Rose Devoitry lever i anden verdenskrig, med en tysk familie som hader jøder, hun havde sig selv for sit manglende mod, til at sige fra for familiens aktiviteter. Indtil Juleaften, hvor hun endelig sige fra, men det for sine konsekvenser...

0Likes
0Kommentarer
433Visninger
AA

1. Donte be afarid

And then a hero comes along,

with the strength to carry on,

And you cast your fears aside

'Cause you know you can survive

So when you feel like hope is gone,

Look inside you and be strong.

And you'll finally see the truth,

That a hero lies in you

 

MARIAH CAREY - HERO

 

1944 den 24. december.

Udefra så alt normalt ud. Det store hvide hus, med de smukke vinduer der afslørede en familie samlede om juleaftens bord. De lange lysekroner kastede et blødt skær over dem, og fik deres strålende ansigter til at skinne med en unaturlig glød. Enhver udefra, ville kalde det en lykkelig familie. Nemlig, for ingen kunne se hvad jeg så. Her for enden af bordet, så jeg deres ansigter som det de virkelig var. Tynd bleg hud, med kolde døde øjne. Deres smilende ansigter var trukket op i en hånelig grimasse, mens de snakkede sammen. Jeg fik kvalme bare af at se på dem. Hvordan kunne de leve videre? Havde de ingen skam i livet? Jep, jeg var barn i en nazistisk familie. Folk der nød at torturere andre, kun fordi de havde en anden tro i livet.

Ifølge min familie, gjorde det jøderne beskidte at tro på noget andet end vi gjorde, og mindre menneskelig i forhold til dem. Det var klamt og afskyeligt, men det værste var – der var ingen der forsøgte at stoppe det. Heller ikke mig. Jeg turde ikke, bare tanken om at stå op og svare dem igen, fik mig til at ryste. Så der sidder jeg som den kujon jeg er, og spiller med på deres skuespil.

Tanken sværmer ned over mig og gir mig en massiv kvalme, især da min far begynder på en af sine ’jokes’ – ”Du skulle have set hans øjne! Han troede faktisk at jeg ville skåne hans liv? Hans sølle liv, men i stedet sagde jeg SNITZEL! Og bum, så var han væk!” Grinene sammenstemmer de andre, mens de skriger snitzel, med deres hæslige falske latter. Kvalmen bluser op, og jeg føler mig feberhed, som om det ikke er mig der står for de følgende handlinger.

-”Jeg hader jer.” Hvislede det iskoldt ud af mine læber. Jeg kunne smage mit raseri på tungen, og stirrede dem alle sammen i øjne. Nogle så chokeret ud, andre som om de så på et kryb de skulle til at knuse. ”Skrid af helvede til,” stemmen lød ikke som min, så iskold, så frygtløs, så ubarmhjertig. Med disse muntre ord, skubbede jeg mig væk fra bordet, og kylede min tallerken i væggen, hvor den splintrede i tusind stykker. Fuldstændig ligesom mit hjerte. Men nu var de mit overlevelsesinstinkt der talte, og jeg styrtede ud af den overdådige spisestue, med helvede lige i hælen.

Sneen dalede blødt, ned igennem de tætte træer, hvor de fleste hæftede sig fast til de stærke grene, men andre små individer modigt siksakkede ned til jorden. Lyden fra mine skridt blev dæmpet af den gennemkørte sne. Det var min eneste livslinje, da jeg ellers ville fare fuldstændig vild, uden hjulsporene der siksakkede gennem træerne, men altså – hvis jeg fulgte en vej hvor andre havde kørt, så måtte jeg da støde på noget før eller siden – ikke? Skoven tynde efterhånden ud, og en lang lige vej, med en masse grå huse ude til højre side blev afsløret. Rystende af kulde famlede jeg mig frem gennem sneen, men jeg havde ikke set husene på tæt hold, og hvis jeg havde så tror mig, jeg var løbet så hurtigt jeg kunne den anden vej.

Da jeg kom nærmere så jeg det tykke pighegn, der var i en stor bue rundt om husene. Husene var grå med en mat glans, som om det var forladt. Som om den havde mistet sin kærlighed, eller sin familie. Det skar mig direkte i hjertet, eller resterne af det. Tårerne pressede på, men jeg måtte ikke græde for hvad en der er der inde, kan det ikke være godt. Af pludselig indskydelse kiggede jeg mod højre, og synet der mødte mig fik mit hjerte til at slå voldsomt mod min spinkle brystkasse. Fem børn i gamle slidte laser kiggede på mig, med sultne vilde blikke. De lignede hinanden. Alle med et beskidt udseende og stål grå øjne, der betragtede mig både begærligt, men også med en vis forbløffelse, som om de ikke troede på det de så. Vi stirrede på hinanden, og efter adskillige minutter, sagde den største af dem, med en hæs stemme – ”Har du mad?” Intet hej, intet velkommen, intet smil. Kun et simpelt spørgsmål. Jeg nikkede langsomt, mens jeg åbnede den lille pose med mad, som jeg lynhurtigt havde hugget derhjemme fra, inden jeg løb ind i skoven. De kiggede overrasket på mig, og løb så hvad rammer og tøj kan holde, hen imod mig. En af pigerne skar sig på hegnet, da hun faldt i sin iver, og klynkede kort mens hendes blod dryppede rosa i sneen. Langsomt rakte jeg dem en halv kylling, som jeg blev nød til at flå i mindre stykker for at komme ind i gennem hegnet. De kastede sig over den med glæde, nogle græd endda, mens de åd med en rivende hast. Da de var færdig kiggede de på mig, som om jeg var noget specielt, som om jeg ikke var en kujon, som om jeg var en helt.                                           

1944 den 1. januar Engelsk avis

Når jeg skriver dette, er det med stor vantro. Hvem skulle tro at en pige på 14 år, fra en respekteret tysk familie, pludselig gør oprør og befrier hele 50 jøder, fra det lille fængsel sydfra Hamburg. Hvordan dette kunne ske, vides ikke. Hvordan en tysker rent faktisk kunne trodse de andre, og gå sin egen vej. Hun er et levende bevis på frihed, og det er derfor vi kæmper. For friheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...