His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare. Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales. Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet. Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind. Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed. Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22367Visninger
AA

9. Kapitel 9.

Emilys synsvinkel..

 

Det kom bare pludseligt. Som om jeg ingen selvkontrol havde. Som om min krop bare havde brug for at afreagere på enten den ene eller den anden måde. Stenen landede flere meter væk, måske endda kilometer, efter jeg havde sparket til den. Mit ben fløj bare igennem luften og endnu en sten fløj flere meter bort. Jeg følte mig træt, irriteret og et eller andet sted uretfærdigt behandlet. Og nu lyder jeg som en møgunge, der ikke har fået sin vilje..

"Hey.. Emily?" Jeg så forvirret op, og der stod Amalie..

"Farvel." svarede jeg, og ville gå lige forbi hende, men hendes overraskende hurtige lynangreb om mit håndled, gjorde, at jeg ikke kunne gå videre.

"Nej Emily. Det kan godt være, jeg har været lidt af en bitch, men når jeg endelig kommer hen til dig med det gule eller blå flag for at slutte fred, så skal du forhelvede heller ikke stikke af som et ynkeligt teenagesbarn!" hvæsede hun. Jeg kunne ikke andet end at glo på hende. Hun var jo overhovedet ikke rask!

"For det første så er det et hvidt flag.." Hun rullede øjne, inden jeg fortsatte."Og for det andet.. hvorfor skulle vi slutte fred? Det virker jo til at du kan lide at være en bitch overfor mig, så hvorfor ikke bare fortsætte?"

"Åh i guder, at jeg er nødt til det her.." mumlede Amalie for sig selv. Det irriterede mig grænseløst, at hun ikke bare kom til sagen og fik det overstået. "Emily. Josh er ked af det. Han savner dig virkelig.."

"Så du mener jeg skal gå tilbage til ham eller hvad? Hvorfor snupper du ham ikke bare selv? Nu hvor du alligevel har raget rundt på ham.."

"Emily stop nu! Jeg prøver at hjælpe ham! Og ja dig.. Du kunne i det mindste bare blive venner med ham! Hans forældre er gået fra hinanden, han har mistet dig, og hans bror er på stoffer.. Emily, hvis du ikke vil hjælpe ham for min skyld, så gør det for hans skyld."

"Hvorfor, Amalie? Fordi du er blevet træt af ham selv? Fordi du vil videre til næste fyr? Tror du eller.. I ikke at jeg også blev såret over at finde jer to sammen?"

"Jo men.. vi var jo fulde og.., men Emily jeg er ikke dig, og jeg kan se på ham, at han har brug for dig, og desuden så kan jeg sgu heller ikke finde ud af det der følelsesmæssige.. og da især ikke med drenge.. De er SÅ besværlige.."

Jeg kunne egentlig godt give hende ret.. for det havde hun. Er der noget som er svært, så er det drenge der viser deres følelser, for.. hvordan skal man reagere? Skal man: "Argh det skal nok gå, lad os gå på pizzaria.." Eller: "Ej er du okay, lad os lave en kop te og snakke ud om det."

"Hvad vil han have mig til?" sukkede jeg.

"Han vil bare snakke! Han vil bare have en ven, der faktisk kender ham.." svarede Amalie frustreret. Et sted var jeg virkelig overrasket over at Amalie havde en så følsom side, men det at Josh gav udtryk for at han manglede mig, gjorde mig virkelig forvirret. For skulle jeg bare kaste mig i armene på ham? Det kunne da se godt ud, især efter jeg lige har kysset med Niall, som jeg stadig ikke har fået snakket med siden igår aftes.

"Okay.. men! KUN som venner! Intet andet!" understregede jeg kraftigt. Amalie nikkede. Hun vinkede akavet, inden hun begyndte at gå videre. Da hun var ude af syne, vendte jeg om og begyndte at gå tilbage. Tilbage til busstoppestedet for at komme hjem.

*

"Hej Emily, er det dig?" kaldte far ude fra køkkenet, fuld gang med at lave mad. 

"Øh.. jo det er det!" råbte jeg tilbage, imens jeg baksede med at få mine sko af. Jeg hængte min jakke ved siden af Nialls, og fik helt et chok over at se den. Men jeg lod det ligge og trippede forsigtigt ud i køkkenet, på vagt overfor Niall. Jeg satte mig på en stol og iagttagede far, der stod og lavede biksemad med spejlæg. 

"Hva.. hvis jeg må spørge.. Emily. Er der noget imellem dig og Niall?" spurgte far med en ret lav stemme. Jeg fløj forbavset op af stolen, og mærkede mit hjerte der galoperede af sted. Et øje blik var jeg bange for, at det ville galopere ud af halsen på mig. 

"Altså, noget i luften? Hvad mener du?" spurgte jeg desperat, hvilket måske godt kunne misforstås, som om jeg var irriteret.

"Jamen jeg mener bare at nogen gange, så kan I ikke være væk fra hinanden, og andre gange så er I enten begge ud af huset eller, så smutter den anden, når den ene kommer hjem og omvendt! Altså jeg troede det var nu, at unge mennesker som jer ville begynde at give mening.. men næh.."

"Altså far.. vi er ikke kærester, hvis det er det, du hentyder..!" indskød jeg forsigtigt.

"Nej nej! Men om I var venner eller uvenner eller... ja?"

Jeg trak på skuldrene og ledte efter svar i mit hoved. Jeg vidste faktisk ikke helt, hvad man kaldte sådan nogle som os. "Jeg ved det ikke.." 

"Hvad sagde du?"

"Jeg.. jeg ved det ikke.." forsøgte jeg en anelse højere, imens gråden overmanede mig. Far vendte sig, men jeg ville ikke have, at han skulle se, at jeg var ked af det, så jeg lod som om, noget havde opfanget min opmærksomhed ude i forhaven. Og det var der også. Niall, der med et bedrøvet blik var på vej op af fortovet men en faktapose. 

"Nå endelig kommer han.. så kan det jo være han ved det.." mumlede far. Det røg igennem det ene øre og ud igennem det andet. Jeg var blevet så opslugt af mine egne tanker, så selv da Niall kom ind, flygtede jeg ikke. For.. det nåede jeg ikke, inden far begyndte.. "Niall, ved du hvad der foregår?"

"øh...?"

"Emily vidste det ikke, men når du ikke er hjemme, så er Emily hjemme, når Emily er hjemme, så er du ikke hjemme, og nogen gange kan I ikke holde jer fra hinanden, men er det bare mig den gamle, der har misforstået alt?" 

"Øh altså.. jeg.. jo det ved jeg ikke, altså jeg går ud fra vi er venner?"

"Okay godt, for det ville være synd, hvis det hele skulle gå galt.. Jeg stoler sgu på jer!" I genspejlingen på vinduet så jeg far blinke til Niall. Han smilede akavet tilbage som svar, og jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv. 

"Far.. du ved godt Josh ikke?" Jeg vendte mig om, så jeg sad med fronten imod dem begge to. Niall stivnede, og satte sig mekanisk ned og legede med fars lighter. 

"Ja? Du havde slået op med ham ikke?" Jeg nikkede og kunne igen mærke gråden i halsen, der var på vej ud af sit skjul.

"Vi.Vidste du godt at.. hans forældre er gået fra hinanden?"

"Jah... altså jeg har da hørt lidt. Det går vidst ikke så godt for hans bror.." lød far bedrøvet. 

"Han.. sagde, han havde brug for mig igen, altså en at snakke med som forstod ham.. men jeg ved ikke.. om det er nogen særlig god idé.?" Far så fortvivlet på mig, og jeg så på Niall, der var hel væk i hans egen verden. 

"Han har det jo svært.. tænker jeg især nu med hans bror, men Em.. Altså du kunne jo mødes med ham, få snakket ud, hvis det ikke fungere for dig, så drop ham. Ej Em ikke spørg mig, jeg er en mand.. Jeg dur ikke til det følelsesmæssige. Hvad siger du Niall?" 

"Hvaa? Nå. Ja. Jo. Rigtig nok.." lød det kort og forvirret fra Niall, der hurtig forsvandt tilbage til hans egen verden. Jeg sukkede og traskede tilbage mod mit værelse, men da jeg var ude for fars synsvide, vente jeg mig om, og mine øjne faldt i et med et par andre øjne. Et par virkelig dybe blå øjne, der var fyldt til renden med blandede følelser. 

Jeg ville gerne snakke med ham, men hvad skulle jeg sige? Jeg kunne jo knap nok selv finde hoved og hale i det her. 

 

 

Nialls synsvinkel:

Jeg følte lidt at jeg havde stukket Daniel i ryggen, han havde spurgt mig om jeg ikke ville tage ned og købe noget mælk, og så havde han osse givet mig penge til at købe noget slik til mig selv. Men det var ikke derfor at jeg følte det! På vejen ned til fakta, var jeg gået forbi en musik-forretning, hvor de solgte gamle plader, cd´er og instrumenter! Jeg kunne ikke modstå fristen....Jeg var gået derind og havde taget en guitar op men uden at spille på den, ejeren så det og sagde til mig at hvis jeg var genert, måtte jeg gerne tage den med ud i baglokalet (Som osse var et studio) Og slå mig løs, på den betingelse at jeg skulle betale hvis jeg ødelagde noget. 

Jeg havde taget imod tilbudet, jeg havde siddet derude i en time før jeg blev nødt til at gå, fordi ellers ville Daniel nok begynde at tro, jeg var blevet bortført eller noget. Det havde været den mest fantastiske følelse, at spille og synge! Det var som et gensyn med en meget gammelven, som jeg havde savnet sindsygt meget. Ejeren som hed Jimmy, havde hørt mig spille og han synes at jeg havde talent.........Selvom jeg normalt var med i One Direction, så blev jeg glad for at han sagde det. Når men Jimmy havde tilbudt mig, hvis jeg selvfølgelig havde lyst....At præsentere mig for en af sine venner, som egede et pladeselskab. Jeg havde selvfølgelig takket nej! Jeg havde sagt at musik ikke var noget som jeg ville fører videre, men Jimmy begyndte bare at grine og sagde at: "Når musik er en del af dit hjerte, så ser alle det......Og jeg så det Nick" Jeg var gået lidt panik indvendig  men jeg havde bare trukket på skuldrene og havde sagt "Måske en skønne dag, men det er ikke det rette tidspunkt eller sted lige nu" Han havde nikket forstående mens jeg havde sat Guitaren. Jimmy havde sagt at jeg altid ville være velkommen der, idet jeg takkede ham og forlod stedet.

Den dårlige samvittighed havde fået mig til fuldstændig at glemme det med Emily! Hvilket nok var fint nok, men vi burde egentlig snakke om det selvom jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige......Ja, det var sgu lidt af en trist situation, fordi jeg vidste ikke hvad jeg følte for hende.....Og hvis jeg kunne lide hende....Så øhm...Så var det lidt forsent fordi hun skulle ´Snakke´ med Josh. 

For at være ærlig....Så var det ikke det der fyldte mest i mit hoved! Fordi inde i mit hoved foregik en kamp, jeg ville så gerne logge på skype.....Min skype og ringe til en af drengende! Jeg havde været så tæt på det, da ´min´ begravelse var slut! Jeg havde endda skrevet mit skype navn og kode ind, men jeg kunne ikke få mig selv til at trykke enter, fordi hvem ved hvad der ville ske? Jeg har set alle de der klamme krimi-film! 

"Nick?" Hov....Jeg havde helt glemt at jeg snakkede i telefon med Magnus, jeg rømmede mig og rejste mig fra min seng "Ja, undskyld! Jeg ved ikke lige hvad der skete" Jeg havde lige fortalt Magnus om Idas besættelse, af One Direction var grunden til at hun sad og græd, han havde underligt nok virket forstående. "Hey Nick! Min far har fødselsdag på Onsdag og jeg aner ikke hvad jeg skal købe til ham..........Vil du ikke hjælpe mig, med at finde noget til ham?" Jeg kendte ikke rigtig hans far, men han virkede flink nok og sjov "Jo, men altså jeg kender ikke din far! Jeg vil da gerne gå med dig, hvis det er det" Jeg var så træt!!! Klokken var kun omkring 21 og jeg var helt død, jeg satte mig igen ned i min seng "Thanks Nick! Så tager vi ud og kigger imorgen....Jeg havde ikke lige tænkt over at købe en gave til ham, da vi var i centeret! Men jeg smutter....Jeg bliver nødt til at gå ud og lufte Ben! Ses imorgen" Ben var deres hund, just saying! "Vi ses!" Jeg lagde på inden jeg lagde min mobil under min pude og lagde mig til at sove.

 

 

 

 

At tilbringe sin mandag morgen på et bibliotek med Magnus....Er meget bedre end at sidde helt alene og læse Harry Potter, på et sprog som man ikke kan læse. "Jeg er dansker og jeg aner ikke hvad det der betyder! Skal vi ikke bare se filmen på dansk?" Magnus tog opgivende bogen ud af hænderne på mig og smed den på borderet. "Jo....Med engelske undertekster!" Vi havde mødt for 10 minutter siden og vi havde allerede opgivet! "Hvad skal vi så lave?" Spurgte Magnus som tydeligvis allerede begyndte at kede sig, jeg studerede hurtigt det store åbne bibliotek, som ikke havde så meget som en lille computer! Eller jo det havde de.....Men de var virkelig gamle, langsomme og optaget af nogle gamle mennesker. Mit blik stoppede på bibliotekaren som stod og udlånte bøger til folk, hun var virkelig langsom og køen var virkelig lang, der var ellers en udlåner-disk mere men hun var den eneste der udlånte bøger.

"Lad os lige prøve det der!" Jeg pegede over på bibliotekaren, Magnus kiggede derover og grinte før han vendte sig ansigt om imod mig igen "Så Nick vil rigtig være bibliotekar!....Jeg må dog indrømme at jeg får lidt ondt af hende der! Lad os gøre det" Magnus sprang op fra sin stol og begyndte at gå derover af, jeg fulgte hurtigt efter ham.

Vi stilede os ved hendes udlåner-disk og Magnus rømmede sig "Hej! Det her kommer til at lyde rigtig underligt.....Men min ven Nick her, er fra udlandet og han har aldrig prøvet at udlåne bøger før......Så jeg tænkte på om han eventuelt måtte prøve det på den der? Så hjælper han jo på en måde osse dig!" Magnus pegede over imod den tomme disk, pigen så overrasket ud men nikkede så langsomt "Vent lige 2 sekunder, jeg sætter dem lige igang herovre" Sagde hun til kunden og gik med hurtige skridt over til den anden disk, hun tænde den og skrev en kode ind "Den fortæller alt hvad man skal gøre! Så bare følg instrukserne" Sagde hun hurtigt og gik tilbage til sin disk.

Jeg stillede mig bag disken mens at Magnus stillede sig på den anden side, han lavede ligesom et horn ud af sine hænder og holdte dem op foran munden "Mine damer og Herre! Vi har åben her ved Disk-2, det er for dem der er søde og dejlige!" Råbte han højt.....På et bibliotek!

Nogle af de bagerste i den anden kø, begyndte at komme over til os. En dame lagde hendes bøger på disken og sendte mig et smil. Jeg kiggede på skærmen hvor der stod "Vælg handling" Jeg gætter på udlån? Jeg trykkede på udlån og kørte det kort som kvinden havde lagt ovenpå sine bøger igennem sådan en kort maskine. Der kom billeder frem på skærmen af at man skulle køre bøgerne hen af sådan en skanner, jeg rakte kvinden hendes kort før jeg begyndte at køre bøgerne henover skanneren.

"Hurtigere Nick! Hurtigere!" Råbte Magnus, som havde overtaget kvindens pose som han nu stod og lagde bøgerne som jeg havde skannet ned i. Jeg grinte bare lidt og satte farten op, da jeg havde kørt den sidste bog igennem trykkede jeg på "Kvittering" og gav kvinden den i hånden før jeg sendte hende et smil "Tak drenge" Sagde hun og gik sin vej.

 

 

 

 

Vi havde stået og udlånt og afleveret bøger i over en time nu, pigens disk havde været folks andet valg! Fordi vi var hurtige ovre ved os og vi havde det sjovt med det! Vi havde lavet en lille konkurrence ud af det, med hvem der var hurtigst: Mig eller Magnus...Jeg var den stolte vinder!

"Nick? Magnus? Burde i ikke sidde og læse?" spurgte vores lærer da hun trådte ind på biblioteket, nok for at tjekke op på os men who cares? Magnus og jeg udvekslede hurtigt blikke før vi kiggede over på hende igen. "Jo, men jeg bad drengende om hjælp med det her, fordi jeg er rigtig dårlig til det" Pigen reddede os lige, Læren nikkede forstående mens hun igen vendte sit blik over imod os "Jeg forventer at i har læst Harry Potter færdigt til imorgen! Men i har fri fra Matematik og Fransk fordi lærene er på kursus" Uden noget ´Farvel´ eller noget, forlod vores lærer biblioteket.

"Jamen så har vi fri nu!" Sagde Magnus glad og hentydede til at vi skulle smutte, jeg vendte mig om imod pigen "Tusind tak for hjælpen! Og for at vi måtte prøve det der....Vi ses nok" Sagde jeg hurtigt inden jeg forlod stedet med Magnus.

 

 

 

 

Vi havde taget en bus og et tog....Og vi gik nu rundt på stroeget.......Nej, det var forkert.....Strojet....."Magnus, hvad er det nu det her sted hedder?" Magnus grinte kort og rømmede sig "Strøget" Grinede han. Vi var på Strøget....Jeg kunne ikke udtale det, men det behøvede jeg heller ikke. Det var en kæmpe gågade, hvor at der var virkelig mange små sidegader som gik på kryds og tværs. Der var sindsygt mange mennesker, men på en fed måde! Hvis det gav mening? Det var virkelig et fedt sted, selvom alle virkede som om at de havde travlt. 

"Vi skal derind!" Magnus pegede på en ´Stereo-studio´-butik og nærmest løb derind, jeg fulgte hurtigt efter mens Magnus løb nedenunder. Han havde retningen over imod tilbud.......Selvom det var en fødselsdagsgave forstod jeg ham godt! Det var jo finaskrise og alt muligt. 

Jeg fulgte efter Magnus som stod og kiggede på en the beatles-box, med alle CD'erne. Jeg stillede mig ved siden af ham og kiggede mig omkring, der var okay stort når man tænker på at der er 2 etager. I det jeg vendte mig om fik jeg øje på et hjørne, hvor der stod noget som jeg genkendte. "Jeg går lige derover" Jeg begyndte at gå derover imod, uden at vente på Magnus´ svar.

Jeg stoppede lige foran en lille afdeling fuld af One Direction, der stod to små piger på omkring 8 år tror jeg. Jeg gik over imod bøgerne og plakaterne mens de stod ved cd'erne og filmene. Jeg tog en af bøgerne op og begyndte lidt at bladrer i den, den stoppede på en side med et stort billede af os og så stod der som overskrift ´Venskabet´ Jeg begyndte stille at læse højt "De 5 drenge fra One Direction er ikke kun sammen når de laver musik, optræder eller lignede. De er sammen non-stop og kan ikke undvære hinanden....." Jeg stoppede med at læse op da det gik op for mig at pigerne stod hviskede sammen, mens de kiggede overimod mig. Jeg klappede hurtigt bogen sammen og satte den tilbage. Hvorfor er det egentlig at jeg altid læser højt? Og hvorfor kunne de ikke have gjort Harry Potter ligeså let at læse?

Jeg satte kurs over imod Magnus som nu stod med boxen i hånden, jeg kunne mærke at pigerne fulgte mig med deres øjne, men jeg valgte at ignorere det, fordi det var sikkert bare mig der var paranoid. "Magnus!" Han vendte sig hurtigt om imod mig, jeg gjorde tegn til om vi ikke skulle smutte videre. "Jeg skal lige købe den her! Jeg tror godt at min far kan lide the Beatles men jeg bliver pludselig i tvivl....Men han kan jo altid bytte den så...Fuck det! Jeg prøvede" Han gik over til kassen og lod manden bag den skanne varen ind, før han betalte og fik den tilbage i en pose.

Da vi gik ud af butikken kunne jeg mærke at pigerne stadig kiggede på os, kunne de ikke være søde at lade vær?...Det gør mig paranoid! Jeg var vant til det som Niall, men nu var jeg jo Nick! Og han var hverken kendt eller noget i den retning.

"Lad os tage på macen!" Sagde Magnus begejstret og pegede den vej vi skulle.    

 

 

 

En time senere sad vi stadig på McDonald og snakkede selvom vi for længst var færdige med at spise. "Men savner du ikke at være i et forhold?" Magnus sendte mig et nysgerrigt blik, jeg trak på skuldrene "Jeg savner hende men det gik jo ikke, når jeg var her og hun var der" Jeg var blevet så vant til at lyve, at jeg var blevet helt god til det, faktisk ret sørgeligt. "Det er derfor jeg ikke forstår, hvorfor du kom til Danmark!" Han sendte mig et forvirret blik, jeg trak på skuldrene "Jeg fik muligheden for at prøve noget nyt og jeg kunne ikke sige nej" Jeg behøvede nærmest ikke engang at tænke over det, det var blevet noget af en vane.

"Nånår! Nick er rigtigt noget af en spontan-fyr!" Magnus sendte mig et drillende smil, jeg trak bare lidt på skuldrene "Man er vel nødt til at tage imod nogle af de chancer, som livet giver en" Jeg sendte ham et mystisk blik, som passede til min filosoferende tale.

"You're incecure, Don't know what for! You're turning heads when you walk though the doo-oor" 

Jeg bed mig i læben for at holde et smil inde, det var ikke hver dag at de spillede vores musik på McDonald, eller det kunne jeg ikke vide fordi jeg var ikke på McDonald hver dag.

"Ej, ikke den sang igen! Jeg er så død træt af den, min mor hørte den i radionen en gang og så var hun forelsket....Ja, min mor er akavet! Men hun er min mor" Magnus lagde sig henover boredet, jeg grinede bare lidt. 

Min mobil begyndte at ringe, jeg tog den hurtigt op af min lomme og så at det var Ida...Fair nok! Jeg trykkede på besvar og tog den op til øret "Hej Ida" Sagde jeg stille og en smule akavet, hvilket fik Magnus til at sætte sig op med et sæt og kigge på mig med et overraskende blik. "Hej Nick! Jeg tænkte på om du ikke ville med til en fest på fredag?" Jeg tror måske at jeg skulle holde mig lidt væk fra fester i den kommende tid, men hvordan siger man nej "Det kan jeg desværre ikke Ida! Jeg skal i byen med Magnus på fredag" Jeg havde ikke aftale noget med Magnus, så jeg sendte ham et undskyldene smil men inden at jeg nåede at se hans reaktion, havde han rejst sig, lænet sig henover borderet og havde snuppet min telefon. 

Han satte sig ned igen og sendte mig et fjovet smil, idet han tog telefonen op til øret "Idapigen! Nick og jeg har en sang til dig!" Magnus pegede op imod højtalerne for at vise, at det var den sang som vi skulle synge. WMYB var færdig men nu spillede de ´Gotta be you´! Jeg kunne ikke synge med! Så ville jeg blive opdaget! 

Jeg rystede på hovedet og mimede ´Jeg kender den ikke´Magnus nikkede overbevisende "Can we fall, One more time? Stop the tape and rewind!" Skreg Magnus ind i telefonen, mens at mennesker rundt omkring begyndte at kigge. "Kom nu Nick! Du kan godt, improvisation min ven!" Jeg rystede endnu engang på hovedet, mens Magnus sendte mig et dræberblik "Jeg begynder at synge endnu højere, hvis ikke at du synger med!" Det ville jo slet ikke være pinligt! Jeg kunne i princippet jo bare synge falsk og grimt? "It's gotta be yoooooooou! Only yoooooooooooooooou! It's got to be yooooooooou! Oh, Only yoooooooooooooooooooooou!" Skrålede jeg forfærdeligt, Magnus grinende og gav mig thumps-up "Jeg kan ikke mere" Bekendt gjorde han grinende og så sjov ud i hovedet nok pga. noget som Ida sagde. 

"Ja, okay! Vi ses min elskede smukke fantastiske skattebasse!" Magnus lagde på og gav mig telefonen igen, jeg kiggede spørgende på ham og tog imod den "Jeg skulle hilse og sige tak, hun var meget rørt over sangen....Jeg tror at hun tog det som en kærlighedserklæring...Men det er ikke vores problem!" Nu troede hun sikkert at jeg var forelsket i hende, men så igen...Det måtte hun sgu selv om.

Jeg begyndte stille at grine over ideen om at hun sikkert ligenu troede at jeg ville invitere hende ud, jeg var jo slet ikke tiltrukket af Ida eller noget.............Altså hun var en smuk pige men ikke min type! "Skal vi skride?" Spurgte Magnus små grinende, jeg tog en dyb indåndig for at stoppe med at grine og rejste mig "Lad os det."

Vi gik over imod udgangen, men Magnus stoppede op og tog fat i min arm da vi nåede til døren ud til "Jeg har glemt min pung deroppe! Vent her, jeg er straks tilbage!" Han slap mig og løb afsted. Jeg rystede lidt på hovedet af ham og grinede igen.

"Niall?" Jeg vendte mig om imod lyden "Ja?" Jeg fik øje på de to piger fra Stereo-studio, som så helt glade ud...Fuck.Mit.Liv....Jeg havde lige reageret på Niall! Jeg rystede på hovedet "Mit navn er Nick! Hvorfor kalder i mig Niall? Mit navn er Nick Bolton!" Jeg gik lidt i panik, så jeg gik i selv-sving. "Du er ikke død! Jeg er så glad for at se dig, tænk at du bare er i Danmark!" Sagde den ene begejstret, mens den anden gik over til mig og lagde sine arme om mig, Magnus kom gående tilbage med et forvirret blik klistret på ansigtet "Hvad sker der her?" Spurgte han akavet, jeg fik vredet mig ud af pigens greb og trak på skuldrene "Jeg aner det ikke! Jeg stod her helt alene og så gav hun mig pludselig et kram!" Prøvede jeg mens jeg var oppe og køre, den ene pige rystede på hovedet "Det er Niall Horan! Fra One Direction!" Skreg hun nærmest af begejstring, mens hun pegede på mig, som om at Magnus ville være i tvivl om hvem hun snakkede om.

"Hvem er Niall Horan? Eller hvad det var du kaldte ham" Spurgte Magnus forvirret, pigerne så overrasket ud "Et af medlemmerne, af One Direction! Som er et verdens...." Magnus afbrød hende "Jeg ved godt hvem One Direction er....Vil i høre en hemmelighed? Nick er ikke rigtig med i bandet, hvilket jeg heller ikke er! Vi sang bare med for sjovt, for at drille en veninde lidt....Men vi kan godt lade som om!................Det er altid godt at møde vores fans" Magnus var virkelig fantastisk! Han reddede lige totalt min røv uden at vide det, en dag vil jeg kunne takke ham! Den dag jeg vender tilbage som Niall Horan, den dag vil jeg takke ham.  

Han sendte ham luftkys mens vi forlod McDonald, da døren havde lukket sig bag os og vi gik over imod vores tog, begyndte Magnus og jeg at grine uden at udveksle et ord "Vi har åbenbart ligeså meget talent, som et verdens kendt band! Vi burde stille op i X-factor!" Sagde han sarkastisk, jeg trak på skuldrene "Selvom vi nok ville vinde, ville jeg synes at det var pinligt...Når vi har Zero talent!" Magnus nikkede sig enig i hvad jeg lige havde sagt "Let's get back!" 

 

 

_____________________________________________________________________________________________

Værsgo folkens at æd et nyt kapitel ! :D 

Vi håber I nød/nyder at læse det, og så er vi virkelig taknemmelige og glade for at læse jeres kommentarer, jeres likes og når i føjer vores Movella på jeres favoritliste! ;-) 

Hilsen HannahBanana.. & Lindblad <3 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...