His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare. Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales. Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet. Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind. Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed. Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22374Visninger
AA

7. Kapitel 7.

Emily's synspunkt..

Klokken var nok seks, da vi nåede hjem. Vi forventede selvfølgelig at far lå og sov. Det gjorde han også, sådan da.. Han sad i køkkenet og slumrede med en kop kaffe i hånden. Jeg viftede Niall ind i stuen, og mimede ordene: Han sidder ude i køkkenet! Niall nikkede, og vi listede forbi fjernsynet.

"Hm Hmmmmm!" lød det pludselig bag os. Vi stivnede begge to og vendte os om, og der stod far..

"Åh hej far.. Godmorgen. Øhm..."

"Og hvor har I så været hele natten?"

"Øhm.. vi var da hos Magnus!"

"I det der tøj? Og hele natten! Hvordan er det lige I ser ud! Emily. Må jeg så få en forklaring?!" 

Fordømt! Forbistrede ham! Fuck det der kunne godt lyde som noget fra Peter Pan eller skatteøen.. Men hvad pokker skulle jeg sige? 

"Vi var hos Magnus, kan du slet ikke huske, at jeg fortalte dig, at vi nok ville blive at sove, jeg sendte endda en besked.." Jeg forsøgte at smile opmuntrende til ham. 

"Den har jeg ikke modtaget. Så har du en anden undskyldning, du lige vil fyre af, inden du fortæller sandheden og modtager stuearrest?" 

"Det kan godt være du er blevet så oldgammel, at du ikke kan huske, at man faktisk godt kan miste forbindelse! Du skal nok se du ikke har modtaget den, fordi der var dårlig forbindelse? Okay!" Jeg hævede stemmen, for gud hvor var han dog irriterende, når han ligesom på forhånd allerede havde givet mig stuearrest, uden at lade mig forklare! Den... Oldning!

"Nick, du havde selvfølgelig en aftale, som du havde fortalt mig om, så du kan bare gå op og gå i bad og få pakket ud og det. Eller hvad du nu lige skal ordne." Niall så undskyldene på mig, nikkede til min far og forsvandt op af trappen. 

"Hvor er du bare.. virkelig langt ude!" hvæsede jeg. 

"Em. Du kan ikke forvente af mig, at I sådan bare kan blive væk en hel nat, og så komme hjem i den mundering! Hvis jeg ikke vidste bedre, så skulle man tro i havde festet hæmningsløst, og..."

"Og det siger du, at jeg ikke må eller hvad?" afbrød jeg hårdt. 

"Nej det gør jeg præcis ikke. Jeg siger, at jeg gerne vil vidde hvor du er, hvem du er sammen med, og hvad det er du laver! Du er min datter og dermed mit ansvar.."

"Har du hørt om privatliv?" 

"Det ord findes slet ikke i mit ordregister, når jeg har dig, som jeg skal beskytte."

"En ting er, at det faktisk er Niall du skal beskytte, men noget andet er, at jeg fanme godt kan klare mig selv! Jeg ved ikke, om du kan huske det her? Men du tvang mig til at gå til kampsport fra jeg var 5 til 10 år. Mon så ikke jeg kan forsvarer mig selv?" 

"Jeg vil være sikker i min sag, om jeg kan stole på dig."

"Jamen så bliv du sikker i det, jeg gider ikke det der! Du kan give mig stuearrest, så meget du vil! Du kan ikke holde mig her forevigt. Og ellers så kan du rende mig noget så grusomt!" råbte jeg, og vendte ryggen til ham, for at gå op på værelset. 

"Vi snakker om det senere." råbte han tilbage.

"I min bare røv.." hvæsede jeg tilbage. Jeg smækkede døren så hårdt jeg kunne, og kastede mig ned i sengen. Alle mine følser og tanker, ja alt kørte rundt. Jeg blev vred på Niall, men.. det var jo ikke hans skyld, i princippet, så de tanker lod jeg passerer. Jeg var vred på min far, for selvom jeg faktisk sad i saksen, omkring det der med at feste, så irriterede det mig noget så grænseløst, når han ville vidde alt om, hvad der foregår i mit liv. Men okay. Manden er ensom, og mangler en kvinde. Men jeg skal fanme heller ikke ende med en skrap stedmor, eller sådan en sukkersød dulle der giver én i hoved og røv, og så regner de med at man kan lide dem. 

*

Jeg tog et bad. Et langt bad, hvor jeg lod al vreden skylle med ud i afløbet. Da jeg kom tilbage på mit værelse med en stor skål popcorn og en sodavand, som jeg måtte vente med at hente, indtil far tog på indkøb. Jeg satte en film på og sprang alle måltider over, hvis man altså ikke tæller mine mange popcorn med.. 

¨Det bankede på min dør. Jeg sukkede højlydt, hvis det nu var min far..

"hvis det er min far, som har et umuligt behov for at vide alt om alle, så lad vær med at komme ind!" snerrede jeg, og der lød en lille latter bag den stadig lukkede dør. Den gik op på klem, og ind kom Niall. Han vinkede kejtet til mig, og jeg sendte ham et, måske lidt flabet smil til svar. 

"Er du sur på mig?" spurgte han og smed sig på min seng ved siden af mig. Jeg trak på skuldrene og rystede på hovedet. "Fedt svar." smilede han. 

"Det er jo ikke din skyld, at min far er kontrol-freak.." svarede jeg, og Nialls blik søgte mod vinduet. Han trak på skuldrene, og lignede én hvis hjerne arbejde på højtryk. 

"Men.. han vil jo bare passe på dig.." 

Jeg måbede. Det kunne han simpelthen bare ikke mene, at han ville holde med den gamle bondeknold af en far, jeg har mig.. Desuden, hvad vidste han om det? Det skulle ikke undre mig, hvis han selv blev sådan en skide streng far. Jeg kunne egentlig ikke se ham som far.. Og dog. Tanken om at Niall stod med en baby i favnen, gjorde ham en smule(MEGET MERE) tiltrækkende og... mmh lækker! Og hot.. Ej Em! Stop med at dagdrøm om ham!

"Seriøst? Jeg er.. hvad snart 18 og mangler ikke ret meget mere i gymnasiet! Jeg er snart myndig og kan sagtens klare mig selv!" 

"Måske, men derfor er der vel ikke noget i vejen med at han passer på dig. Han er din far, og vil bare sørge for at du har det godt.." 

"Måske, men den mand har sgu også levet sit liv vildt, dengang med min mor! Så hvorfor skal jeg miste min ungdom?! Bare fordi min mor ikke er her mere.." sukkede jeg, og af stress begyndte jeg automatisk at rydde op. Niall så på mig med forbavselse malet i ansigtet, og det var til at fnise over, men samtidig begyndte jeg at få kvalme, så jeg lod hver. Okay dårlig grund til at undgå et godt grin...

"Hvor.. hvor er din mor?" stammede Niall. Jeg så op på ham med et sæt. Tænk han ikke vidste det? Havde far ikke fortalt det? Har han virkelig undladt den vigtigste detalje i vores liv, som vi ellers altid har været så åbne overfor? 

"Min mor? Hun er død. Hun døde, da jeg var 7-8 år gammel. Hun fik kræft. Lægerne kunne næsten ikke gøre noget, fordi det stod så slemt til."

"Er du.. okay?"

"Jah.. altså. Hvis bare man er åben om det, så skal det nok gå. Jeg er kommet mig over det. Jeg siger ikke, at jeg ikke savner hende! Men.. efter at min far har sørget så meget, så har jeg ikke selv haft så meget..." Jeg stoppede op. Midt i sætningen. Så meget havde jeg alligevel aldrig afsløret. Jeg plejer at kunne stoppe mig selv, når det begynder at gå ind på alt for meget af mine egne følelser, men nu.. hvad sker der?!

"Tid til det?" spurgte Niall, og jeg nikkede bekræftende. Jeg var gået i stå med oprydningen, og vinduet virkede lige pludselig så skide interresant. Alle tankerne styrtede rundt i hovedet på mig, og jeg mærkede en hovedpine starte et fjernt sted. Niall rejste sig op, og lige pludselig mærkede jeg hans arme om mig, og hans dybe varme ånde ned i min hovedbund. Varmen fra hans krop gav  mig en følelse af at være tryg. At være tryg i en god vens arme, var guld vær. Det indså jeg nu..

"Det.. har jeg aldrig tænkt over før. At.." stammede jeg, og tårerne begyndte at presse på. Alle minderne, både dem fra før min mor døde, imens hun var ved at dø og efter fløj rundt bag mine øjenlåg. Niall strøg mig over ryggen, og det føltes langt fra akavet. "At min far har sørget så meget. Jeg gav aldrig mig selv lov til det, nok mest for at min far ikke skulle bekymre sig, for han havde jo nok i forvejen at gøre med det ene og det andet.."

"Jeg.. kender det godt.. på en måde.." mumlede Niall.

 Jeg tror, der gik et splitsekund, døren åbnede og Niall stod i den anden ende af rummet. Ind af døren kom min far, og jeg skulede til ham. Han sukkede opgivende. 

"Niall, jeg.. vil gerne lige hurtig snakke lidt med min datter." Niall nikkede forstående, og min svarede med et undskyldende smil. Niall listede ud, og sendte mig et blik blandet af 'Vær-nu-sød-ved-din-far' og 'Det-skal-nok-gå'.. Jeg trak på skuldrene, og satte mig ned på sengen. Far satte sig på min kontorstol og rømmede sig.

"Undskyld Em, men.. det er kun fordi din gamle far, gerne vil sikre sig, at du har det godt!" 

"Det fint nok.." mumlede jeg til svar. 

"såh.. skal vi gå ud og spise i aften?" Jeg smilede og nikkede, gav mit far et kram og bad ham skrubbe ud, så jeg kunne få ryddet lidt mere op på mit værelse. Da jeg endelig kunne sidde i sengen med et tilfreds resultat, der skulle fejres med en cola fra køleren, ringede min mobil. Josh.. Skulle jeg tage den eller lade vær? 

"Ja hallo?"

"Emily?" lød Josh's overraskede stemme i telefonen. Det  provokerede mig, at han var overrasket over, at jeg havde taget telefonen. Måske der var en grund? Og når han endda er grunden selv..

"Ja?" 

"Jeg vil bare have nogen ting på plads. For jeg er så forvirret. Er vi kærester eller ej?"

Vreden boblede inde i mig. Jeg var ved at koge over. Det sitrede i mine fingre, og jeg havde brug for noget at kaste med.

"Om vi er kærester? Jeg har ikke brug for en kæreste, der smager af syv forskellige, når jeg kysser ham."

"Em, stop! Det var én, og jeg har sagt undskyld. Jeg var fuld. Hvad vil du mere have jeg skal gøre?" 

"Du skal svare på et simpelt spørgsmål. Hvor langt vil du gå, for at få mig til at tilgive dig?"

"Det er der er simpelthen for lat..." 

Jeg trykkede på den sorte knap med en rød plet på, og lagde min telefon fra mig. Det var slut. Det er hårdt, men det er sådan det bliver. At skulle se ham med tungen nede i halsen på en anden, det var bare for meget, og det gør det ikke bedre, at hendes navn starter med A, og hun tilfældigvis er min værste fjende. Ad. Bare ad med ad på. Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaad! Hendes navn er Ad. 

"Er du okay?" lød Nialls søde stemme bag mig. Jeg lukkede døren, og sendte ham et lidt for overgearet smil. 

"Jeg er i top humør!" Han rynkede øjenbrynene og rystede lidt på hovedet af mig. Vi fulgtes ned af trappen og ind i køkkenet, hvor far febrilsk ledte efter sine nøgler. "Stuebordet, far. De ligger på stuebordet." mumlede jeg. Han tog sine bilnøgler og vi smuttede. 

 

Nialls synvinkel

Vi sad i bilen på vej til en eller anden form for spissted! Emily og jeg sad på bagsædet, mens Daniel sad foran og kørte bilen.

"Skal vi på Nandos?" spurgte jeg spændt, Emily kiggede forvirret på mig "Øh....Hvad er Nandos?" Hvordan kan man ikke vide hvad Nandos er?! Det er næsten det bedste sted i verden! Man kan da ikke bare leve, uden Nandos i sit liv! Nandos er ligesom glæde i mad form! Emily må være en af de der mennesker, der aldrig tager ud og spiser! Det er jeg sikker på, der er ingen anden grund, til at hun ikke ved hvad Nandos er!

"Nick? Er du okay? Du ser helt.....forbavset ud" Emily lagde en hånd på min skulder, jeg kiggede op på hende "Hvordan kan du ikke vide hvad Nandos er?" spurgte jeg forvirret, Emily så overrasket ud over mit spørgsmål mens Daniel begyndte at grine "Nick, Vi har ikke Nandos i Danmark" HVAD! "What! Hvordan kan i leve sådan her?! Kan jeg bliver overført til et andet land? Hvor de har Nandos?!" spurgte jeg for sjovt, Daniel grinte bare videre mens Emily bare stirrede ud af vinduet, hun havde virket meget fraværende siden Josh-episoden, jeg forstod hende godt! Hvis det var mit hjerte, der var blevet knust på den måde......Så havde jeg ikke været ligeså stærk som hende, hun var i stand til at fake et smil!

"Så er vi her!" bekendt gjorde Daniel mens han parkerede bilen, Emily og jeg hoppede ud i hver vores side og fulgte efter Daniel, som førte vej.

 

Efter 2 timer på en hyggelig lille thai-restaurant, var vi på vej over imod bilen! Vi gik forbi en masse små butikker og da vi nåede til en kiosk, stoppede Daniel op "Lad os købe noget slik!" sagde han i en sjov stemme, jeg var ret sikker på at han havde bemærket at Emily var trist! Og at det var derfor han foreslog det. 

Vi gik alle 3 ind i kiosken, mens at Emily gik over imod slikket med sin far, så jeg en mulighed for at se til mine savnede venner! Jeg gik med hurtige skridt over imod sladderbladene!

Jeg stod og kiggede lidt rundt på bladene, før en overskrift fik min fulde opmærksomhed ´One Direction-Begravelse: Vennernes svære afsked´ What! Hvem var død?! Før jeg fik tænkt mig om, var jeg igang med at åbne bladdet og bladrede det igennem.

Da jeg fandt stedet hvor det stod, gik det op for mig at det var mig der var død! Det havde jeg ikke lige tænkt over! Det var en 5 siders lang artikel om hvordan jeg var død, drengenes tweets om min død, hvad drengende ville lave nu og min begravelse................Damn, jeg havde ikke lige regnet med at de ville gøre sådan et stort nummer ud af det! 

"Nick! Kommer du?" råbte Daniel ovre fra døren, hvilket hev mig ud af mine tanker! "Ja, 2 sekunder! Bare gå i forevejen!" råbte jeg tilbage og gik hurtigt over imod kassen, jeg skulle have det her blad! selvom jeg nok ikke måtte for Daniel, så var jeg nødt til det! Da jeg kom over til kassen og den unge fyr bag kassen havde scannet mit blad ind, hev jeg en 50'er op af lommen og rakte den til ham "Behold resten."  Jeg tog bladet og gemte det inden under min trøje, samtidig med at jeg gik ud af kiosken. 

 

"Skal vi se en film?" spurgte Daniel i det vi trådte ind derhjemme, Emily nikkede stille "Det kan vi godt" Jeg fakede et gab "Jeg er virkelig træt, så jeg vil gå ned og...øhm....Sove! Godnat!" sagde jeg hurtigt og gik med hurtige skridt ned i kælderen.

Jeg satte mig i min seng og hev bladet frem, jeg bladerede hurtigt op på den første side med artiklen. Uden at tænke over det, begyndte jeg at læse højt eller det var mere en hvisken "Hele verden er i sorg, efter Niall James Horan døde i en bilulykke for en lille måned siden. Selvom den private begravelse har fundet sted, besluttede Nialls familie og venner at holde en offentlig, for at give fans og andre lov til at kigge med hjemmefra" Det føltes så forkert at læse det her, måske var det fordi man normalt ikke læser om sin egen begravelse? Det har kommer til at lyde så selvglad, men det er ikke ment sådan! Overvej lige alle de mennesker der sørger lige nu over mig! Jeg får det helt dårligt, over den sorg jeg har forudsagt for alle de mennesker! 

Jeg skimmede hurtigt, noget af det overflådige i artiklen og begyndte at læse igen "Resten af drengende er fuldstændig ødelagte af sorg, men det har ikke stoppet dem fra at skrive tweets om kollegaens død" Drengende vidste ikke, at jeg var i live....Så det ville sikkert være nogle virkelige triste beskeder......! Ville jeg overhovedet læse dem? Det var jeg nødt til!

"Harry Styles: I næsten tre år, har du været en del af mit liv. I næsten tre år, har du været som en bror for mig! Sleep tight my brother!" jeg sank en klump, som jeg havde i halsen........Før jeg begyndte på den næste "Zayn Malik: Himlen har igen fået en af sine engle, pas godt på ham deroppe! Han betyder en hel del for os! R.I.P Niall" Det var virkelig hårdt for mig at læse dem, fordi jeg ville aldrig få dem at se igen......Og de vidste jo ikke at jeg var okay! "Louis Tomlinson: Jeg forstår virkelig ikke, hvordan verden har råd til at miste sådan en fantastisk person.......R.I.P Nialler! Love you dude, always have, always will" Niall lad vær med at græd! Du mangler kun en! "Liam Payne: Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige....Jeg kan slet ikke se logikken, i hvad der er sket..Jeg mangler ord! R.I.P Niall James Horan, You will be missed."

Jeg manglede virkeligt de fire spader i mit liv, jeg savnede dem så sindsygt meget! Harry havde ret, de var mine brødre! Zayns tweet var virkeligt dybt og sødt.....Præcis ligesom ham! Han passer altid på mig......Eller han PASSEDE altid på mig....Det Louis havde skrevet var virkelig sødt......Hvis bare jeg kunne skrive en lille besked til dem....Bare et lille ´ilm´! Det ville da ikke være så slemt! Damn....Jeg elskede de drenge så meget...! Tænk at Liam manglede ord! Han plejede altid at være den, der vidste præcis hvad han skulle sige! Det har virkeligt ramt dem hårdt..

Jeg kiggede lidt på de billeder, der var sat ind, ved hver tweet var der et billede af mig og personen der havde skrevet det. Jeg grinte lidt Gode tider! Gode tider! Jeg kiggede over på den næste side.

"Drengende har valgt at gå hver til sit, the management er kommet med en udtalelse om at uden Niall Horan, Har de andre drenge ikke lyst til at blive i One Direction! De vil stadig holde kontakten og forblive bedste venner, men de vil desværre ikke lave musik sammen mere! Vi forstår dem godt her på forelaget" Hvad?! De kunne da ikke opgive deres drømme! Eller vores drøm! Nej! Nej! Nej! Drenge....Ærligt i er dumme i jeres hoveder! I kan da ikke bare opgive det, pga at jeg ikke er der mere! Hvad er det for noget?

"Drengende ved dog ikke hvad de så vil lave, men nu vil de bare tage noget tid og komme sig over tabet af deres ven. Vi håber dog at det ikke er det sidste vi får at se til de nu 4 flotte drenge" Forhelvede drenge! Det gjorde mig lidt sur! At de bare kastede alt det, vi havde arbejdet og kæmpet for i vasken! For crying out loud! Hvad skal der ske?

"Niall Horan blev begravet for lidt over en uge siden, men hans offentlige begravelse som varede godt og vel 2,5 time, blev holdt igår. Hvis du er en af dem, der gik glip af den følelsesladede ceremoni, så kan du se den på youtube og mange andre steder på nettet" jeg lukkede bladet og lagde det under min dyne.

Jeg fandt hurtigt min computer frem, heldigvis for mig var den stadig tændt! Selvom den nok ikke havde så godt af at være tændt så lang tid......

Jeg klikkede mig ind på youtube og klikkede på søgefeltet ´Niall James Horan funeral´jeg trykkede enter og ventede på resultatet. 

 

Der kom en masse resultater frem, men den der fangede mit blik var en der hed ´Full video Niall Horan Funeral´ det var ikke så meget navnet der stjal min opmærksomhed, det var mere billedet....Det var nemlig af Liam, som stod ved en talerstol-ting, han havde tårer løbende ned af sine kinder og ved siden af ham stod drengende, med en hånd hver på Liams skuldre.........Hvorfor skulle jeg osse vidne? Mine allerbedste venner i verden, var udfra hvad jeg kunne se på billederne....Helt knuste! Det var ikke fair på nogen måde...Hvorfor kunne jeg ikke bare ringe til dem og fortælle dem sandheden? Fucking lorte regler! Som godt nok var for min sikkerheds skyld! Men alligevel.

Jeg trykkede ind på den, men trykkede på pause med det samme, for at lade den loade. Mon Daniel ville blive sur på mig, hvis han fandt ud af det her? Jeg tror at det er en ting mere, som jeg bliver nødt til at holde for mig selv! Jeg kan ikke engang fortælle det til Emily, ikke fordi jeg ikke stoler på hende..........Det ville bare være forkert at fortælle hende det! Hun har lige slået op med sin kæreste! Vores venskab handler udelukkende om at hun skal få det bedre, i hvert fald lige nu! 

"Hey Nick!" blev der råbt, i det min dør gik op og lidt efter kom Magnus løbende ned af trappen. Jeg lukkede hurtigt computeren "Mag-nus!" sagde jeg drillende, han grinte og hoppede nærmest over i min seng. "Det er alligevel noget af en crib! Du har dig!" sagde han imponeret, jeg nikkede "Ja, den er ganske udmærket! Men hvordan ved du hvor jeg bor? Stalker!" Magnus så fornærmet ud, kort inden han rystede på hovedet og sukkede "Jeg har gået i klasse med Emily, i flere evigheder! Så jeg ved godt hvor hun bor! Men det er første gang at jeg er her! Selvom hendes far virker rigtig gæstfri!" forklarede han og studerede rummet lidt. 

Jeg nikkede forstående "Okay, hvis du siger det! Har du slemme tømmermænd? Du var ret fuld igår" Magnus kiggede overrasket på mig, over min beskyldning. "Siger du! Jeg tror at du var den eneste, der havde drukket mere end mig!" grinede han. Jeg trak på skuldrene "Hende der Ida....Eller hvad hun...nu hed! Ved du om hun stadig er sur på mig?" Den person som ´Nick´ var.....Var måske lidt for ufølsom! Når man tænker på hvordan jeg behandlede Ida....Og Hvordan jeg afviste Matilde! Så det ville jeg lave om på! Fordi sådan var ´jeg´ ikke! Overhovedet!

Magnus grinte "Don't worry brow! Det eneste hun nok gør, er at skrive et tweet til One Direction om dig! Hun er skide sød normalt, men hun er lidt små sær!" hahahaha! Han havde lært navnet! Men godt at Ida ikke havde et billede af mig! Fordi så var det hele ødelagt! Men det er det ikke! I hvert fald ikke endnu!

"Jeg tror at jeg overlever, hvis de har retweeted det!" jeg lænede mig tilbage i sengen, så jeg ramte min pude med ryggen "Godt fordi ellers har du et problem! Ikke for noget, men de kender dig jo ikke!" påpegede Magnus selvsikker, han havde delvis ret! De kendte mig....For jeg var jo med i One Direction! Men de kendte ikke Nick! 

"Skal vi ikke lave noget?"  

"Jo, Hvad vil du lave?" spurgte Magnus stille, jeg trak på skuldrene "Lad os spille noget x-box!" 

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Hej Læsere! 

Jeg bliver ret stolt over at læse jeres kommentarer dernede, om at I vil læse mere! Det er personligt min første Fanfiction,  så hvis I har nogen former for kritik, så må I hellere end gerne skrive! 

Hilsen HannahBanana og Lindblad! <3

(Hannah og Line:D)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...