His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare. Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales. Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet. Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind. Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed. Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22369Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Emily's synsvinkel..

 

Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Havde de snakket om mig? Havde Magnus lige spurgt Nick ud om mig? Godt nok havde jeg ikke snakket ret meget med ham, men vi var trods alt partnere i hjemkundsskab engang sidste år i en uge, og det gik da okay..? Nå men.. fuck ham.

Desuden så havde jeg andet at tage mig til! Nej.. det har jeg faktisk ikke.. udover at sidde på mit værelse i min seng med tv'et tændt på en eller anden random kanal, og så diskutere med mig selv, om jeg skal være så skide sød en datter, og sørge for at Niall ikke afslører, hvem han egentlig er, så det hele ikke bliver fucked' op, mere end nødvendigt. Eller om jeg skal være ligeglad?

'I got a textmessage, I got a textmessage, and you do not!' brummede og bragede min mobil. Det var egentlig en latterlig ringetone, som min far havde installeret, og dog var den alligevel ret sjov. Jeg smilede for mig selv, da jeg kom til at tænke på dengang, hvor far og jeg rullede rundt af grin, fordi vi blev ved med at ringe til min telefon, så den sagde det der. Det var tider..

"Det er Emilys aftomatiske telefonsvarer, læg en besked efter tonen. *BIIB*" efterabede jeg min telefonsvarer, i et håb om at person ville lægge på igen. Men så heldig var jeg ikke...

"Em?" Det var Josh.

"Ja?" spurgte jeg en smule nervøst men alligevel desperat.

"Jeg.. er der noget galt?" spurgte han både forvirret, en smule overrasket og lige så nervøst som mig. Jeg sukkede lavt for mig selv.

"Nej.. jeg er bare.. Det er hormonerne der driller." efterabede jeg vores klasselærer, så vi begge begyndte at grine. Det var hendes undskyldning for alle i klassens upassende opførelser.  

"Haha forhelvede Emily!" grinede Josh, og jeg grinede med. Så stoppede vi, og tavsheden begyndte at melde sig.

"Vil du ikke nok komme herover?" spurgte jeg med en bedende stemme. Nu var det hans tur til at sukke, og han var fanme dårlig til at lægge skjul på det, hvilket gjorde mig en smule irriteret. Ville han mig ikke?

"Ikke lige idag.. Min mor holder fødselsdag, så vi skal ud og spise i byen."

"Har din mor ikke først fødselsdag i foråret?" spurgte jeg forvirret og en smule angribende.

"Øh.. nej det er min.. far." svarede Josh.

"Øhm.. okay. Men vi ses så.?" Og så lagde han på. Jeg smed min telefon ned i den anden ende af sengen, og krøb ned under dynen, hvor jeg begyndte at hulke stille for mig selv. Det hele var noget.. lort. Var jeg ikke god nok? Havde jeg sagt noget forkert? Hvad fanden var der sket? Og havde jeg overhovedet ment det, da jeg fortalte Josh, at jeg elskede ham?

Alle de tusinde spørgsmål der blev brudt af en banken på døren. Jeg kastede min  pude hårdt ind i døren som svar, men det var åbenbart ikke godt nok for vedkommende, der alligevel trodsede grænsen imellem gangen og mit værelse. Jeg lå under dynen og holdt vejret. Var det far? Det virkede ikke sådan. Var Det Niall? Men skulle han ikke et eller andet? Eller hvad..?

"Em..?" Okay det var ham.. Skulle jeg være hård og kold, skulle jeg bløde lidt op, men alligevel ikke fortælle sandheden om de tårer, der trillede ned af kinderne på mig, her under dynen, eller skulle jeg bare kaste mig i armene for ham og lægge kortene på bordet uden drama?

"Ja?" spurgte jeg måske en smule for hårdt, og fortrød straks. Jeg snøftede, og prøvede at kvæle det hulk der var på vej om lidt. 'Dybe vejrtrækninger Em, så skal det nok gå', tænkte jeg, og gjorde mit bedste for at trække vejret dybt og roligt, selvom det var lidt svært under en pruttelugtende dyne.

"Er du okay? Jeg hørte, du græd, og så ville jeg bare lige tjekke, om alt var som det skulle være..?" lød hans blide indtrængende stemme, som gav mig lyst til at kaste mig i armene på ham, og spørge ham, om han ikke godt ville være min ven.

"Jeg.. er bare forkølet. Det er ikke så slemt.. Men jeg smitter! så pas på!" svarede jeg, og måtte kæmpe for ikke at grine over hvor latterligt det lød. En lille latter undslap dog fra hans mund, hvilket irriterede mig indtil han åbnede munden og sagde:

"Det går nok. Vil du ikke være med til at se en film eller noget?" spurgte han, og jeg kunne mærke en smule nervøsitet over den måde, han sagde det på. Skulle, skulle ikke? Argh.. Hvorfor var han så flink ved mig? Når jeg bare var sådan en sur kælling overfor ham..? Stakkels dreng, at han var tvunget til at sidde her hos mig i Danmark, når han kunne være på turné rundt i verden og møde søde piger, som ikke var lige som mig.. sure og irriterende.. Men i stedet søde og pæne og flotte og.. Argh...!

"Det er første gang, jeg møder én, som er ligeglad med at blive smittet." fortalte jeg, efter at være kravlet ud fra mit skjul under dynen, og kiggede mistænktsomt på ham. Han grinede igen, og tog det vidst lidt for meget som et 'ja', i at jeg gerne ville med ind og se film, bare fordi jeg kom ud fra min hule. Desuden så måtte jeg se forfærdelig ud med røde øjne, sorte mascarastreger og bollehår.. perfekt udseende...

"Jeg går ind og sætter filmen på så?

"Vent! Hvad skal vi se? Skal vi ikke stemme om det eller sådan noget?"

"Forhelved Em.. Vi bliver jo ligesom aldrig enige om en film, når vi kun er to til at stemme, det vil jo blive uafgjort hver eneste gang?" spurgte Niall med et smil gem i den ene mundvige.

"Det kommer an på om du har god smag!" svarede jeg drillende. Niall grinede.

"Jamen hvad vil du da se?" spurgte Niall og lød faktisk interreseret. Argh forhelved hvor den dreng dog gav mig dilemma'er. Skulle jeg være den seje pige og vælge gyser? Eller faktisk vise ham, at jeg havde det af H til, og fortælle ham hvor meget, jeg gerne ville se tude-tøsefilm.

"The vow.." mumlede jeg og kiggede ned på en plet, der var på min dyne.

"Hvad hed den?" spurgte Niall.

"Argh glem det.. Du bestemmer!" svarede jeg en smule irriteret. Han blev vidst lidt overrasket over mit tonefald, men drengen gav selvfølgelig ikke op og valgte en lorte film, som jeg kunne sidde og glo sammen med ham, imens jeg tudet lydløst ned i min dyne.

"Nej! Nu spurgte jeg dig! Sig det!" forlangte han og begyndte at kilde mig forsigtigt i siderne. Det var en smule grænseoverskidende, men samtidig følte jeg, at jeg kom en smule tættere på ham som ven. Var det godt?

"The Vow.." nævnte jeg en smule højere.

"Er det ikke den der kærlighedsfilm med Rachel McAdams?" spurgte Niall og så betænksomt ud i luften. Jeg nikkede svagt, og det kom meget bag på mig hvor han vidste det fra. Var drengen blød og havde følelser og sad og tudet til søde kærlighedsfilm? Var han.. måske.. GAY?!

"Hvor vidste du det fra?" spurgte jeg undrende, og Niall begyndte at grine.

"Jeg skulle på et tidsspunkt lave en opgave om hende, Hey do you know that she was a vegetarian?"Nej men nu skræmmer du mig lidt.." svarede jeg, og han begyndte igen at grine. Hans latter var ret sød, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. "Men er du sikker på, du gider at se den?"

"Ja ja, kom! Du laver popcorn, og jeg sætter filmen på og alt det der." svarede han med et smil. Niall rejste sig op, tog min dyne og kig ind i stuen, hvor han smed den på sofaen. Jeg skyndte mig at skifte til shorts og én af mine fars gamle T-shirts, som jeg havde fået af ham. Jeg greb ud efter min pude og trissede ind i stuen, hvor Niall var i fuld gang med at tænde nogle stearinlys.

"Filmen er på syvende hylde og fem frem." meddelte jeg Niall, der straks bevægede sig hen til vores filmskab med hans mund formet som et 'O'.

"WOW! I har mange film! Hvor har I dem fra?"

"Kiosken, Føtex, fakta, Lidl, Aldi og nok også fra BlockBuster.." oplyste jeg, og smed en pakke popcorn ind i mikrobølgeovnen, og de begyndte at poppe. Jeg gik over til vasken og tog et glas vand, imens jeg slurk for slurk stirrede ud af vinduet og forstillede mig, hvor koldt det var derude. Fra hals til fod begyndte gåsehuden at danne sig, og hårerne på mine arme rejste sig. Jeg gøs.

*PLING* og popcornene var færdige. Jeg hældte dem op i en skål, og i en anden skål hældte jeg en pose chips op i. Så var der vidst nok til trøstespisning og en lille smule til Niall. Nej der manglede én ting! Chokoladekringler! Som min far gemte i skabet over køleskabet.Han var lige så vild med dem, som jeg var.

"Uhh varme!" gøs jeg og smed mig ned på sofaen og trak dynen op til min hals. Jeg lagde mig godt tilrette ved de 95 puder, og Niall to plads nede i den anden ende med sin ene sølle pude. Jeg fik en smule ondt af ham.Men Hey! Mine hormoner driller, så jeg skal have en ordentlig omgang hygge! Det der.. kunne godt misforstås.. men mig og ham.. kun venner!

"Årh.." lød det pludseligt fra min mund, da den snotforkølede Paige åbnede gaven fra Leo. Kunne ikke lade vær med at grine, da hun trak en blondekjole op,med en lille seddel hvorpå der stod: Til senere.. Den skule misforstås! Imellem dem altså..! "Nej! Tro på ham!" gispede jeg opslugt af filmen, da Paige næsten ikke ville tro på, at hun havde været gift med Leo, pga. hendes hukommelsestab. "Tro nu på ham!" hviskede jeg ned i min dyne og begyndte at hulke, imens jeg fortsatte med at grovæde fra den næsten tomme popcorn skål. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg var helt opslugt af filmen, så da niall forsigtigt lagde en trøstende hånd på min skulder, sprang jeg ned i den anden ende af sofaen.

"Undskyld, det er bare mig.."

"Shit jeg fik et chok!" gispede jeg. "Det gør ikke noget, jeg var bare.. opslugt af filmen." grinede jeg og tørrede hurtigt tårerne væ, og lod som om jeg havde fået noget i øjet.. Men hey. Hov vent! Hans øjne var røde..! Eller også røde, for mine var det nok også. "Græder du?" spurgte jeg.

"Nej.. jeg er bare.. nej!" Niall forsøgte at kigge væk, men jeg gik til angreb på ham, og begyndte at kilde ham ligesom han havde gjort ved mig.

"Jo du gør! Du er en følsom dreng! En lille følsom dreng!"

"Du græder da også!" forsvarede han sig. Jeg fik ham overmandet, og satte mig triumferende på hans mave.

"Jamen jeg er en pige, og mine hormoner driller, hvad er din undskyldning?" Han grinede, skulle til at sige noget, da hoveddøren gik op og ind kom min far. Han så fra mig til ham og så ned på stuebordet, hvor hans elskede chokoladekringler lå...! Han tog chokoladekringlerne, og gik ud i køkkenet, hvor han fandt et nyt gemmested til dem. Niall så forvirret på mig.

"Hvad gik det der ud på?" hviskede han.

"Min far og jeg har en kamp om de chokoladekringler der. Er der noget han hader, så er det, når jeg finder det sted, hvor han gemmer dem." forklarede jeg. Niall så ud til ikke at vide, hvad han skulle tænke om Det. Det var faktisk også lidt mærkeligt.. hvorfor køb min far ikke bare ekstra chokoladekringler?

Rulleteksterne begyndte at rulle ned over fjernsynsskærmen, og ingen af os vidste, hvad der nu skulle ske. Far sad ude i køkkenet og læste avis, og klokken nærmede sig 20. Det var en irriterende følelse, ikke at vide, hvad man skulle gøre. Skulle jeg smutte op på værelset, eller bare blive sidende? Nu hvor jeg tænkte over det, så var det her en fantastisk chance, for at kunne udspørge Niall imens min far ikke var over os..

"Savner du dem derhjemme?" Niall så overrasket op på mig fra sin 'falske' telefon Han trak på skuldrende, og hans øjne blev blanke i skæret fra stearinlysene.

"Bare de er i sikkerhed, og jeg håber, jeg snart kommer til at se dem igen.."

"Hvad siger din kæreste til, at du er gået undercover, eller ved hun det ikke?" Niall så endnu mere overrasket ud, og et stort smil bredte sig på hans mund. Det gjorde mig irriteret, at han bare sad der og smilede, når jeg prøvede at blive venner med ham... Argh!

"Jeg har ikke nogen kæreste."

"HVAD?" udbrød jeg, og blev en smule flov, da det gik op for mig, at jeg lige havde råbt ham i hovedet. Han kluklo.

"Stadig single. En lille smule flovt, men det er nok meget godt at være single lige nu.." svarede Niall og så eftertænksomt ud af vinduet. "Hvad med dig og ham der Josh? Er I kærester?" Nu blev det min tur til at trække på skuldrende.

"Det er vi vel.. der er ingen af os, der har slået op, men jeg er faktisk i tvivl om, hvad jeg føler for ham.. Han virker så.. anderledes.. altså. Han er ikke den, jeg kendte engang. Hvis du forstår.."

Nej selvfølgelig forstår han ikke! Han har jo ikke engang en kæreste, og han er en dreng! De tænker slet ikke så langt! skreg Djævlen, der stod på min højre skulder, ind i mit øre.

Det ved du da intet om? Bare fordi man er en dreng, behøver det da ikke at betyde, at man ikke har følelser! protesterede englen, der stod på min venstre skulder, og med et gik de op i glimtende guldstøv.

"Mmh.. ja jeg kender det godt." Vi sad tavse i et stykke tid, og pludseligt dukkede englen op på min venstre skulder og skreg: Hvad sagde jeg?! Hun forsvandt igen med et puf, og på min anden skulder dukkede Djævlen op og hylede: Det kan enhver komme at sige! Det kender jeg da godt.. efterabede djævlen, og forsvandt også med et puf.

Nøj hvor det gik mig på nerverne! Nøj hvor gik DE mig på nerverne!Puf så var de der, Puf så var de væk, og de stod jo bare på mine skulre og skreg mig lige ind i hovedet? Hvorfor var de der egentlig? Var jeg blev skør?

"Men hvis du ikke føler noget for ham længere.. er det så ikke bedst, at gøre det forbi? Jeg mener, det gør nok lige så ondt på ham, at han skal vente i uvidenhed.." Niall sendte mig et forsigtigt opmuntrende smil. Jeg tvang mig selv til at smile igen, men bare tanken om at skulle sige farvel, gjorde mig ked af det. Selvfølgelig så jeg ham i skolen, men jeg ved jo, at vores forhold aldrig bliver det samme igen.. Tårerne pressede sig på, og uden jeg vidste af det, sad jeg overfor Niall og stor-tudet. Det var en vildt akavet situation, men tårerne gad ligesom ikke bare at forsvinde.. det skulle bare ud nu.

"Jeg ved.. at det kan være svært.. Men du behøver jo ikke og.." begyndte Niall, men jeg afbrød ham.

"Jo jeg gør.. Det er nok det bedste men.. enhver ved at forholdet ændres, når man går fra dem.. Jeg kommer aldrig til at kunne tale med ham, som vi plejer, hvis jeg slår op.. men på den anden side.. Vi taler næsten heller ikke sammen nu."

Han er ret blødsøden af en dreng at være.. Hvis jeg var dig, ville jeg passe på. hviskede djævlen slesk og forsvandt selvfølgelig, men ikke med et puf denne gang.

Han vil jo bare trøste og være der for dig.. du har brug for ham! hviskede Englen desperat, og forsvandt også, heldigvis heller ikke med et puf. Englen lød meget overbevisende, men samtidig så havde Djævlen jo ret. Jeg kendte ikke Niall, og jeg vidste ikke, om han holdt mig for nar på nogen måde.. Hvem skulle jeg stole på? Hvem skulle jeg lytte til? Englen, Djævlen eller Niall?

Jeg krøb forsigtigt hen i den anden ende af sofaen. Niall så en smule nervøs ud, men med et blev han fuldstændig afslappet, da jeg lod mit hoved falde blidt ned på hans skulder, og jeg mærkede en arm om min skulder. Jeg følte mig med ét mere tryg, end hvad jeg nogensinde havde følt i lang tid, og hver en muskel slappede helt af. Hans parfume rev mig i næsen, og jeg følte åndenød. Den var så velduftende!

Selvfølgelig dukkede Englen og Djævlen op. De stod og råbte og skreg af hinanden, men de blev afbrudt af min far, der med ét kom ind i stuen. Jeg sprang forskrækket op helt rød i hovedet. Niall havde også rejst sig op, og far kiggede overrasket på os.

"Øh jah.. jeg.. tror jeg smutter op på værelset." stammede jeg og smilede undskyldende, inden jeg forsvandt op af trappen og ind på mit værelse, hvor jeg med et stort suk faldt ned på sengen. "Hvor er han bare.."

Fantastisk! Venlig! Imødekommende! Sød og sjov!

En blødsøden casanova! En bedrevidende, uromantisk blondine!

"Gider I godt stoppe!" hvæsede jeg irritabelt, og bad til at tiden var inde til at Englen og Djævlen ville forsvinde med et puf. Nuuuu!

Og med et 'Hmpf'' fra englen og et 'Tsh' fra Djævlen, forsvandt de, og jeg kunne lægge mig til at sove med et smil på læben, takket være Niall...

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Undskyld den lange ventetid! Men Julen er en travl tid, håber i nyder kapitlet! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...