His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare. Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales. Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet. Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind. Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed. Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22378Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Emily's synsvinkel

 

Han var lidt spøjs den dreng. Jeg havde jo regnet ham for at være overfladisk, og det holder jeg stadig fast i, at han er. Han viser det bare ikke så meget, men jeg ville nok også opfører mig anderledes i starten, hvis jeg blev tvunget til at være hos en anden 'familie', hvor man skulle leve under en anden identitet.

Jeg stod op og gik i bad. Jeg tog mig god tid idag, for jeg skulle først møde klokken 10. Mit tøj lå på sengen, klar til at tage på så det gjorde jeg. Et par blå jeans, en sort top og en lynlåstrøje udover. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg gik et chok, drejede 180 grader og der stod Niall.

"Du må gerne lige banke på." mumlede jeg irriteret og greb ud efter min hårbørste. Jeg begyndte irriteret at redde mit hår, imens jeg betragtede mig selv i spejlet. Jeg holdt skarpt øje med Niall, der studerede mit værelse. Han havde været her i et par dage nu, og jeg kendte stadig ikke grunden til, hvorfor han var blevet bragt hertil. "Skal du med i skole eller hvad?"

"Det mås jeg ikke endnu. Jeg skal først starte imorgen." svarede han lidt overrasket og smed sig i min seng.

"Hm.. nå men for det første! Så hedder det: må. Ikke mås. Det er sådan én her." sagde jeg og pegede ned på min bag. Han grinede og nikkede kort med hovedet. Jeg så lidt mærkeligt på ham og spekulerede over, hvordan det her mon ville gå. Jeg blev brat skubbet ud af mine tanker, da min telefon pludseligt begyndte at brumme helt hysterisk. Den ringede, og det var Josh, der ringede. Han ringede til mig, og jeg tog den.

"Er det okay, jeg kommer forbi nu om lidt, så vi kan følges til skole? Jeg har noget, jeg gerne lige vil snakke med dig om.." Jeg tog en dyb indånding og nikkede så. Latterligt.. for han kunne jo ikke se, at jeg nikkede. "Er du der?"

"Ja! Jamen du kommer bare forbi.. Undskyld.. jeg stod bare og nikkede for mig selv." tøsefnisede jeg, og nu var det Nialls tur til at kigge mærkeligt på mig. Det skulle heller ikke undre mig hvis Josh's øjenbryn sad lidt på kryds og tværs i hans ansigt, for jeg opførte mig lidt mærkeligt lige nu.

"Okay.. jamen.. vi ses så!" Han lagde på, og jeg smed telefonen på min seng og fortsatte med håret.

"Var det din ven?" spurgte Niall.

"Nej han var min kæreste.. men gad vide hvor længe det holder." Det sidste mumlede jeg for mig selv. Niall skulle lige til at spørge, da det bankede på døren. "Gider du ikke være sød og åbne?" spurgte jeg sukkersødt, og Niall sprang af sted.

Josh og jeg gik et stykke tid i tavshed. Han tog min hånd. Det var dejligt med lidt nærkontakt igen, for efter Niall var kommet havde det været lidt svært at finde tid til en aftale. Det var lidt komisk, da Josh mødte Niall for første gang, og det var anden gang,  vi skulle vise den nye identitet frem. De gik meget godt og virkede troværdigt.

"Emily.. Jeg ved ikke om vores forhold kan klare mere.." begyndte Josh, da vi stod forenden af den vej, der førte op til skolen. Jeg stoppede brat og så forbavset på ham. Mit blik skiftede til forstående, og jeg kastede mig ud i en lang forklaring om, at Niall/Nick var lidt af en stor mundfuld, og at jeg nok skulle forsøge at skaffe tid, og så begyndte Josh selvfølgelig at brokke sig over, at vi altid havde så mange forskellige på besøg som hindrede vores aftaler.

"Man skulle tro, dit hjem var et hotel for en person per gang udover dig og din far." mumlede Josh og sparkede til en sten. Jeg tog hans hænder i mine og så ham i øjnene.

"Tro mig.. Du er ikke den eneste, der føler det sådan." Jeg sendte ham et smil, og han smilede tilbage. Jeg slap hans ene hånd, og vi begyndte at gå videre. Han havde egentlig ret. Både det med at mit hjem var en form for hotel for en person per gang, men også med at vi nok bare var bedst tjente som venner. Jeg elskede ham uden tvivl som kæreste, men det er svært at bevare et forhold, når man næsten aldrig kan mødes. Jeg blev irriteret på min far og følte pludseligt et had. Kunne han ikke bare holde en pause med alt det der FBI noget?

Udover det.. så var jeg bange for at miste Josh som ven. Josh var ikke min første kæreste, men han var min første kæreste, som jeg følte en oprigtig kærlighed for. Josh hjalp mig, dengang jeg ikke havde nogle venner. Han lærte mig at sige fra og sætte grænser, og han var der for mig, når jeg havde brug for, at han lyttede. Helt igennem fantastisk var han, men jeg ville ikke holde ham tilbage mere. Jeg ville ikke holde ham tilbage fra at gå byen og feste, uden at han bagefter skal komme hjem og på en måde bevise overfor mig, at han ikke har delt dyne med en eller anden .. dulle.

"Josh.. Jeg elsker dig." hviskede jeg, da vi stod ude foran skolens port. Han gav mit hånd et klem og et kærligt smil bredte sig på mine læber. Uden flere ord, kun et kærligt kram og et kys, skiltes vi på skolegangen og forsvandt ind i hver vores klasseværelse.

Da jeg kom hjem, mødte jeg Niall stående i køkkenet med remolade over det hele. Jeg stod og gloede måbende på ham. Han vendte sig om, og så på mig med et uskyldigt blik. Der var remolade på rugbrød, kiks og resterne af aftensmaden igår som bestod af spagetti kødsovs. 'Ad'var min første tanke, da jeg så kiksene smurt ind det gule stads med agurke stykker i.

"Øhm... Ja.. altså.. jeg ved ikke lige, hvad det her er, men det smager i hvert fald godt!" lød pludseligt fra Niall. Jeg lo, og det smittede vidst af på Niall, der stod med en indsmurt kiks i den ene hånd og en halv rugbrød i den anden. På bordet stod en portion spagetti med remolade i.

"Det er remolade, og det spises oftes kun på torskerovn eller til røde pølser." sagde jeg og begyndte at tørre remoladen væk fra køkkenbordet,og væggen fik samme tur. Niall så undrende på mig og spurgte så:

"Torke hvad? Og røde pølser?" Jeg sukkede. Jeg var bare ikke sammen med en, som ikke vidste hvad torskerovn og røde pølser var vel?

"Jeg skal lære dig at spise ordentlig dansk mad! Både på den fine og beskidte måde, og vi begynder imorgen efter skole!" Et lys tændtes i Nialls øjne, men jeg bremsede og fuckede det hele op. "Men det betyder ikke, at du får mit hjerte til at smelte ved at blinke til mig og synge en lille sang..!" Nialls lys slukkede, og han trak lidt sørgmodigt på skuldrende. Jeg gik derfra med dårlig samvittighed ind på mit værelse med den undskyldning, at lektierne jo ikke ordnede sig selv.

Lektierne blev lavet, og det tog en evighed. Netop som jeg blev færdig bankede det på, og min far kom ind. Han satte sig på min sengekant, og da jeg ikke havde noget at sige, tror jeg der blev en lidt for ubehagelig stilhed for ham. Han rømmede sig og så direkte på mig nu.

"Emily.." Jeg så op på ham nu, og det gav ham mod til at fortsætte. "Emily han kommer til at bo her i lang tid, så jeg kan ikke forstå, hvad der holder dig tilbage i at blbive gode venner med drengen. Han har brug for en ven.. Du blev altid så hurtigt venner med dem, da du var lille.." Det sidste mumlede han. "Dengang var det en kamp for dig at sige farvel.. og så nemt at sige hej."

"Måske har det noget at gøre med, at hver gang du havde en såkaldt gæst med hjem, og jeg faldt i deres arme og sagde hej, så begyndte jeg faktisk at holde af dem far.. Når man siger farvel så mange gange, så mister man meget nemt lysten til at sige hej." svarede jeg ham hårdt og koldt. Kunne han for pokker da bare ikke forstå, at jeg ikke havde den store lyst til at være venner med en hjerteknusende Casanova?

"Jeg havde faktisk tænkt mig at tage ferie, når Niall engang kan tage hjem."

"Og hvornår kan han det?"

"Når alting falder på plads."

Tavshed. Tanker. Forvirret. Hvad var der egentlig sket?

"Hvorfor er han egentlig her?" spurgte jeg, og greb fat i fars hånd da han skulle til at gå. Hans håndled var varmt imod min kolde hånd.

"Han er her af samme grund som alle andre. Han er i livsfare." svarede far som om det var oplagt og indlysende. Jeg blev irriteret. Det var jo ikke det, jeg mente..! 

"Jamen hvorfor? Hvad er grunden? Jeg kan forstå det med de andre, vi har haft her, men vi har aldrig haft en fra et boyband, og da især slet ikke fra et verdensberømt band af slagsen! Så hvad er der sket?" Far tog en dyb indånding, og denne gang var det mig, der søgte efter hans blik.

"Det kan jeg ikke sige. Ikke den her gang Emily." svarede han og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...