His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare. Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales. Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet. Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind. Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed. Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22372Visninger
AA

22. Kapitel 20. slut :I

Nialls synsvinkel..

 

"Mor!" 

Min mor dukkede op i dørkammen ind til stuen, få sekunder efter "Ja?" Jeg lod som om at det ikke var mig der kaldte på hende, ved at kigge ned i Emilys papir. Jeg kiggede langsomt op på hende "Hey Mor, Er der noget galt?"

"Nej, kaldte du ikke lige på mig?" Jeg rystede stille på hovedet og sendte hende et spekulerende blik, min mor rystede på hovedet og gik tilbage til køkkenet, hvor hun havde gang i at tilberede frokost til os allesammen på ægte Irske manere.

"Mor!" Endnu en gang kom min mor løbende ind i stuen, jeg lod endnu en gang som om at jeg hjalp Emily med hendes eksamens ting. "Ja?" Jeg kiggede spørgende op på hende "Ja, Hvad?"

"Jeg synes bare at du kaldte på mig" Jeg rystede på hovedet og satte mig ordenligt op i sofaen "Det gjorde jeg ikke" Min mor trak på skuldrene og forlod rummet endnu en gang.

Emily gav mig en albue i siden "Lad dog din stakkels mor være i fred" Det kunne hun sagtens sige, hun sad og forberedte sig til en eller anden eksamen, som hun havde fortalt mig om tyve gange. Derfor ville jeg ikke spørge, hvilken en det var, fordi hver gang hun fortalte mig om skole, eksamener og karaktere lukkede jeg fuldstændig af, fordi det ikke interesserede mig og jeg hellere ville tænke på den lille boble. 

Nå men pointen er at hun laver noget, jeg sidder bare som en eller anden pyntegenstand, og det er kedeligt, så jeg driller min mor. "Mor!" Emily sendte mig et dræberblik, for at fortælle mig at jeg var ond. Min mor kom løbende endnu en gang "Jeg er altså helt sikker på, at jeg hørte nogen kalde!"

Jeg rejste mig op fra sofaen og gik over til min mor "Undskyld mor, jeg ville bare fortælle dig, at jeg elsker dig" Jeg lagde mine arme om hende og løftede hendes tydelig mindre krop fra gulvet. "Niall! Sæt mig ned!" Skreg hun seriøst, men da jeg satte hende ned begyndte hun at grine.

"Du er sådan et fjollehoved, jeg elsker også dig min lille skat. Kom så kan du hjælpe mig, medfrokosten!" Hun tog fat om mit håndled og begyndte at hive mig med ud imod køkkenet, jeg kiggede hurtigt tilbage imod Emily, i håb om hjælp men Emily grinede bare og rystede på hovedet.

"Du kan tage fadene ud af ovnen" Sagde min mor, for at sætte mig igang, jeg sukkede og gik over til ovnen. Jeg åbnede lågen og tog det først fad ud af. Det var først, da jeg skulle til at sætte fadet ned, at det gik op for mig at det var et varmt fad, og at mine hænder gjorde meget meget meget ondt! 

Jeg skreg (et mandelig skrig) og tabte fadet ned på gulvet, min mor vendte sig hurtigt om imod mig "NIALL!" Udbrød hun og sendte mig et strengt blik, jeg gik over til vasken og tænde det kolde vand, for derefter at holde mine hænder under det.

"Det var ikke min skyld! Du sagde ikke noget, om at det ville være varmt!" 

"Du har ret, det er tit kolde ting, der kommer ud fra ovnen!" Mor fandt en fejebakke og en lille kost frem, som hun satte sig på hug med for at feje mit svineriet op. "Owned af sin egen mor! Det er lidt pinligt, Niall, men det er forståeligt når det er sådan en fantastisk mor som din" Grinende Magnus da han kom ud i køkkenet, han stilede sig op af køkkenborderet. 

"Hvad med at du lader vær med at flirte, med min mor 2 sekunder?" Jeg sendte Magnus et dræberblik, Mor synes, at Magnus var en virkelig sød, sjov og venlig fyr og Magnus forgudede nærmest min mor. Det var underligt og da jeg havde sagt det til dem, havde de bare grint af mig og nu lavede de nogle små kærlighedserklæringer til hinanden hele tiden, plus at de snakkede hele tiden sammen! For at irritere mig......

"Det ville jeg ønske at jeg kunne, men din mor er virkelig en fantastisk kvinde" Jeg rullede med øjnene, mens at min mor fniste. Det var bare for meget! Min mor burde elske mig ubetinget og nuhjalp hun Magnus, med at drille mig......Dumme mennesker, jeg følte mig uelsket og udsat.

"Burde du ikke forberede dig til prøven?" Magnus tabte sit smørret udtryk og fik et opgivende smil på læben, han havde virkelig taget sig sammen men han havde svært ved at koncentrere sig om emnet, som jeg måske, måske ikke, havde glemt hvad var.

Selvom jeg ikke havde set min familie og drengene i rigtig lang tid, og selvom Emily bar på mit barn, så tog jeg mig sammen for ikke at glemme Magnus, han var min bedste danske ven.

"Jo, men jeg kan ikke tænke mere!" Han skiftede over i dansk, hvilket jeg fandt lidt sjovt. Magnus var overdrevet til engelsk, han var nok den bedste dansker som jeg havde mødt. Men han skiftede sikkert over til dansk, for at holde samtalen imellem os to, hvilket var meget klogt for min mor havde nok endt med at give ham en dårlig peptalk, om at han skulle tro på sig selv! Hun er faktisk god til peptalks, men Magnus er ikke en fan af peptalks, så det havde nok ikke været en god peptalk.

"Hvis du har det svært, så spørg Emily om hun har nogle gode råd. Det ser ud som om at det bare kører for hende" Jeg slukkede vandet og tørrede mine hænder i et viskestykke, mens Magnus begav sig ind imod stuen.

Mor rejste sig op og gik over imod skraldespanden, med en fyldt fejebakke "Siden at du tydeligvis ikke vil have min hjælp, vil jeg gå ud og se hvad drengene laver" Sagde jeg og forlod min mor.

Da jeg kom ud i baghaven hvor drengene havde gang i et spil fodbold, kunne jeg ikke andet end at grine. De havde lavet 2 mål ud af forskellige potteplanter, det var ikke ligefrem en kæmpe have så banen var ret lille....Men det så ud til at de havde tilpasset sig størrelsen. Zayn stod ved det ene mål og røg løs, Harry lå ned midt på banen, Liam og Louis var de eneste som rent faktisk spillede fodbold.

Og de så ikke ud til at nyde det, de så ud som om at de begge bare ville vinde og de var ligeglade med selve spillet, så længe at de hver især vandt.

"Hvad laver I?" Louis og Liam stoppede op og kiggede over på mig, Harry satte sig op og sendte mig et smil, mens Zayn slukkede sin smøg og gav mig hans opmærksomhed.

"Hvad ser det ud, som om vi laver?" Spurgte Louis sarkastisk, jeg trak drillende på skuldrene "Det ser ud som om at Harry ligger og kigger på skyer, mens Zayn får sig en smøg og, du og Liam er ved at slå hinanden ihjel med blikke-" Jeg afbrød mig selv da min telefon ringede.

"Hallo?"

"Hej Niall! Vi er i London!" Jeg grinte lidt over den manglende præsentation, selvom jeg vidste hvem det var: Ashton! Og når han sagde "Vi" mente han nok, resten af 5 seconds of summer! Luke, Calum og Michael! 

Jeg havde ikke rigtigt fået set dem, siden at jeg var kommet tilbage til mit gamle liv! Og det var jeg ret ked af, men vi ville nok hænge ud i når jeg kom tilbage. "Fedt! Vi er i Danmark!" 

"Det mener du ikke!"

"Sorry, mate"

"Det er okay, men hvad laver I der?" 

"Drengene og min familie ville gerne se hvor jeg havde gemt mig, under vidnebeskyttelse"

"Forståeligt nok, hvornår kommer I tilbage?" 

"Om ikke alt for længe, tror jeg... Men jeg ved det sgu ikke" Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham om graviditeten lige nu, Emily og jeg havde stadig ikke snakket om, hvordan vi skulle fortælle verden nyheden. Jeg vidste, at der ville være mange, der ville føle at det var deres sag, selvom det ikke var, og der ville være mange, der ville hade barnet på grund af, at det var mit. Men jeg ville ignorere det, for jeg vidste, at det kun var folk der havde ondt i røven over jeg havde et barn, som ville have sådan en mening om det.

"Okay, men lad os hænge ud når I er tilbage!"

"Aftale! Vi ses!" 

Jeg lagde på og lagde mobilen ned i min lomme. Drengene kiggede spørgende på mig "Ashton og resten af 5sos-drengene er i London" Mere behøvede jeg ikke at sige, før Liam og Louis genoptog deres spil.

 

**** 

Så var det imorgen. Den allersidste scanning. Jeg tror godt, at jeg næsten kan påstå, at jeg glæder mig lidt mere end Emily. Emily har jo været til det flere gange før, hun ser vel egentlig bare frem til at få af vide, at alting er som det skal være. Men jeg.. ja jeg har godt nok set nogle billeder, men jeg vil så gerne opleve det selv. 

"Hvad tænker du på?" spurgte Emily, og med et blev jeg flået ud af min underbevidsthed, og der sad jeg i en liggestol på terrassen med Emily ved min side. Når man sådan egentlig lå og betragtede hendes mave, så var hun egentlig blevet meget stor. Det lignede lidt, at maven ville springe, når hun lå der og kærtegnede den. Det skulle jeg så nok ikke fortælle Emily, ved mindre at jeg ville springe. Springe langt langt væk. 

"Ikke rigtigt på noget." mumlede jeg. 

"Er du spændt på imorgen?" spurgte hun mindre irritabelt. Jeg nikkede ivrigt og kærtegnede og studerede hendes hånd grundigt. Jeg fulgte blodåren fra hendes håndflade og så langt op af hendes arm indtil den blev utydelig med min pegefinger. ´"Har du tænkt på.. hvordan du vil offentliggøre det for resten af verdenen?" 

"Næh.. overhovedet ikke. Der er mange ting, der går igennem mit hoved."

"Som hvad for eksempel?" 

"De fleste muligheder der på en eller anden sindssyg måde er havnet oppe i mit hoved, går mest ud på at flygte fra det hele. Men det skylder jeg virkelig heller ikke vores fans." Jeg så op på Emily og ventede på hun erklærede sig enig. Hvilket hun også gjorde. "Men jeg skylder heller ikke dig og barnet, alt det I kan blive udsat for, hvis jeg offentliggøre det her." Igen så jeg op på Emily, men hun så væk. 

"Måske ikke. Men igen der er ingen grund til at flygte. Vi kan sagtens gøre det her. Hvis det kommer så vidt, at jeg eller barnet bliver skadet på grund af dine fans, må vi bare stille nogle ekstra krav og konsekvenser, så det ikke kommer så vidt anden gang."

"Jamen det er jo slet ikke så nemt. Jeg vil jo slet ikke have i skal komme til skade, og jeg vil da slet ikke have, at der skal komme en anden gang!" udbrød jeg frustreret. Emily lo blot af mig. Hendes læber plantede sig kærligt på min kind. 

"Vi skal nok finde ud af det Niall. Jeg elsker dig, okay?" Hun kiggede mig dybt seriøst i øjnene. Jeg nikkede og kyssede hende heftigt. 

"Jeg kan kun sige i lige måde." hviskede jeg i hendes øre. På hendes arme formerede sig små gåsehudsknopper, og jeg kunne ikke lade vær med at smile kækt. 

"Nå, hjælp mig så med at komme op af den her stol. Jeg ligger virkelig dårligt." lo Emily. Jeg stillede mig overfor hende og hev hende forsigtigt op at stå. Det var blevet virkelig svært at kramme hende. Jeg kunne lige knap nå rundt om hende, men det føltes nu ikke særlig bekvemt hverken for hende eller for mig. Så et kys var, hvad det blev til. 

Efter aftensmaden og efter vi fik ryddet af bordet sad vi alle ude på terrassen rundt om den lune grill. På en eller anden måde havde nogen drejet samtalen ind på mulige pige og drenge navne. Det var slet ikke noget, jeg havde skænket en eneste tanke overhovedet, og jeg havde ikke rigtig nogen favoritter. 

"Skal det være engelsk eller dansk?" spurgte Zayn nysgerrigt og lænede sig lidt frem i hans stol. Jeg trak på skuldrene og så over på Emily. 

"Det skal bare være til at kunne udtale." svarede jeg bestemt, hvilket fik de andre til at grine. 

"Hvad med Helene? Det er da til at udtale.." forslog Emily.

"Det tror jeg Helene ville blive glad for." smilede Liam. Emily så spørgende på Liam. "Helene, vores stemmetræner. Helene Hørlyck? Hun er med på stort set alle vores turnéer." 

"Okay så Helene hvis det bliver en pige, og hvad så hvis det bliver en dreng?" spurgte Emilys far. Den var sværre at tygge på. Jeg havde ingen ide, lige indtil jeg kom i tanke om 5SOS drengene. 

"Luke? Jeg kan meget godt lide Luke." storsmilede jeg. 

"Så kan jeg bedre lide Lucas." svarede Emily.

"Men du valgte jo pigenavnet, så vil jeg også have lov at vælge noget." surmulede jeg fornærmet.

"Okay Luke. Kan han ikke bare få det som kælenavn?"

Jeg fortsatte med at insistere på, at hvis det blev en søn, så skulle han hedde Luke. Emily gav sig. Det blev efterhånden meget sent ud på aftenen, og jeg rejste mig for at gå i seng. Mine forældre var for længst smuttet, og de andre drenge rejste sig for at følge trop. 

"Skal du med?" spurgte jeg kærligt Emily. Hun nikkede, og jeg hjalp hende op at stå. Hun vaklede lidt frem og tilbage, og jeg blev en smule nervøs på hendes vegne. Hun virkede ikke helt klar oppe i hovedet. "Kan du klare dig?" 

"Ja bare gå ind i seng, jeg skal bare lige have noget at drikke, så kommer jeg."

Emilys synsvinkel

Det hele snurrede rundt for mig. Jeg kunne ikke helt følge med i, hvad der foregik omkring mig. Niall var på vej ned i seng sammen med alle de andre, men han ville ikke lade mig gå alene ind i køkkenet. "Niall gå nu bare ned i seng. Jeg kommer lige om lidt." Hans skeptiske blik hvilede overvejende tungt på mig. Det føltes ubehageligt. "Skynd dig.." lød det svagt fra hans læber. Jeg nikkede overbevisende og observerede Nialls halvlange skridt, der bevægede sig ned imod kælderdøren. 

Det iskolde vand løb med stor hastighed ned igennem halsen på mig. Jeg følte en hvis klarhed, og det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg skulle ned i seng nu. Det var koldt, og jeg hundefrøs. Jeg bevægede mig hen imod trappen. Med en spæd pivestemme gentog jeg Nialls navn igen og igen. Men han hørte mig ikke. Jeg lod min fod dumpe ned på det første trappetrin og kunne godt fornemme, at det her skulle gøres med en stor koncentration for ikke at ende galt.

Jeg vaklede ned over de næste to trin og stoppede hurtigt op igen. Der var stadig langt igen, og jeg tvivlede på, jeg kunne gøre det her uden at falde. Men.. hvad skulle jeg dog gøre? Og dum som jeg var, fortsatte jeg ud i min livsfarlige færd. 

Det næste trin blev det sidste. Jeg vred om på min ankel, fik overbalance, fægtede med arme og ben for at genvinde balancen, men forgæves. Jeg faldt ud i det dybe mørke og et kæmpe skrig banede sig vej op igennem halsen på mig. Jeg følte en kæmpe smerte på mit ydre og langt inde i mit indre. Tusind tanker kørte rundt i hovedet på mig, men de kredsede alle sammen om det samme. Fuck fuck fuck.. barnet.

"Emily forhelved, kan du høre mig?" 

Ja det kunne jeg egentlig, men jeg kunne bare ikke sige det til nogen. Jeg kunne ikke sige noget overhovedet. Der var så meget smerte. Så meget der gjorde ondt. Hvornår ville det mon stoppe? Vil det gøre ondt for evigt? Eller havde det allerede gjort det?

"Emily, det gør du ikke imod mig det her!"

Nej det gør jeg ikke. Jeg vil faktisk helst have det til at stoppe. Hvorfor skete det her overhovedet? Hvordan fandt det sted, at jeg skulle påføres så megen smerte?

*

Flere og flere stykker af min bevidsthed samlede sig, og jeg begyndte mere og mere at komme til mig selv. Det samme gjorde mine sanser. En pisse belastende bib lød gentog sig selv konstant. Det irriterede mit iforvejen dunkende hoved grænseløst. Mine fingerspidser følte på noget blødt stof. Et form for lagen og noget koldt metal. Jeg tog fat i det kølige metal. Det var en form for stang.

"Emily? Emily, kan du høre mig?!" lød det panisk et sted ikke langt fra mig. 

"Niall?" hostede jeg anstrengt. 

"Ja Emily? Er du okay?" lød hans grådet stemme. Jeg forstod det ikke. Var han ked af det?

"Hvad sker der?"

"Det... Han.. Det var en han.. men han.. er væk. Han ville have været en Luke.. Vores Luke! Emily.." Tårerne tog for alvor til. Jeg satte mig op i sengen, og så tomt ud i luften med hænderne livløst i skødet. Det ville have været blevet en Luke. Vores Luke. Nialls og min.

"Men Emily... Uanset hvad så skal du vide at.. at hele den her rejse til Danmark, ja alt det her... Det har været som et eventyr for mig. Du er mit eventyr, og jeg elsker dig" De bløde hænder lukkede sig om mine som en kapsel, de krystalklare blå øjne der borrede sig beslutsomt ind i mine. 

"Jeg elsker også dig, og jeg er glad for, at du ville holde fast på mig, selv da jeg var mest umulig. Nick eller Niall."

________________________________________________________________________________________________

 

det var så slutningen på historien!

Undskyld det tog så lang tid, der har været meget at se til, især fordi jeg selv er godt på vej til at blive storesøster om en uges tid, såeh der har været meget at skulle nå. 

Men det har været helt fantastisk at skrive denne movella, og igen.. vi beklager ventetiden imellem de sidste kapitler.. ;-)

Men tak fordi I læste med!

Hilsen Line og Hannah

 

Og selvom det er slut nu, så vil vi stadig læse jeres kommentarer og jeres ris og ros!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...