His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22401Visninger
AA

2. Kapitel 2.

    Niall's synvinkel

Jeg var lige stået af flyet, så nu stod jeg ude i en lufthavn ved et bagagebånd i Danmark, mere vidste jeg ikke, jeg vidste ikke hvilken by jeg var i, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre herfra.

Danmark virkede som et hyggeligt lille land, men jeg havde mest lyst til at tage det næste fly tilbage til Irland, det var bare ikke en mulighed fordi så ville alle mine venner, min familie og endda mine bekendte være i fare, det var de allerede men de var sikre hvis jeg bare var ´død´, og jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis der skete noget med dem.

Det var en ny start, jeg ville leve i et nyt land med nogle nye mennesker! Og selvom det ville være svært med savnet til mine gamle mennesker, så var jeg nødt til det.

Jeg gik tættere på bagagebåndet, da jeg så min nye grønne kuffert komme kørende, jeg fik med besvær pga størrelsen hevet den af, jeg satte den op på min bagagevogn og begyndte at køre ud mod udgangen.

Det var første gang, at jeg rejste helt alene og det eneste jeg kunne tænke på var: hvor meget jeg savnede drengende. Jeg savnede Zayn, som lige skulle have en smøg inden vi kom videre. Jeg savnede Liam, som prøvede at holde styr på os andre, for det meste uden held. Jeg savnede Harry, der lige pludselig mistede sit tøj, med vilje. Jeg savnede Louis, som lavede pranks med os, for derefter at få os med på en prank imod en af de andre.

Jeg gik ud af terminalen og gik forbi en masse mennesker, som stod med nogle skilte med navne på, jeg skimtede dem alle i farten bare for at lære nogle danske navne. Jeg stoppede og gik tilbage for at læse et skilt igen, der stod ´Nick Bolton´ på...Mit nye navn, ikke for at klage men jeg kunne altså bedre lide Niall Horan.

Jeg gik over til manden med skiltet "Hej, Jeg er Nick" det lød forkert at præsentere mig sådan, men jeg måtte hellere vænne mig til det, for det var som sagt en ny start i et nyt liv, i mit nye liv som Nick! Nick Bolton. Manden nikkede "Mit navn er Daniel Schmidt, Jeg er din stedmors fætter" han sagde det på en måde, så jeg vidste at det var dækhistorien. 

"Det er godt to meet noget af min stedmors familie" sagde jeg en smule sarkastisk, men det bed han ikke mærke i. Dansk var et virkeligt svært sprog, der var de her tre bogstaver Æ,Ø,Å! Som jeg virkelig ikke kunne udtale, så for det meste oversatte jeg det til Engelske ord når de indholdte en af dem! De var sikkert bare opfundet, for at danskerne kunne grine når folk fra andre lande prøvede at udtale dem! Ej, det var de ikke! Men helt ærligt så irriterede det mig lidt, at jeg havde så svært ved sproget. "I lige måde Nick! Skal vi?" spurgte Daniel, mens han Signalerede med armen hvor vi skulle hen.

Da vi trådte ud af lufthavnen, holdte der en stor sort varevogn rigtig ´CSI´-style! Det var en fed serie, bare ikke når den blev virkelighed, hvilket den jo var for mig. Daniel åbnede døren ind til bagsæddet, og gjorder tegn til at jeg skulle hoppe ind, hvad med min kuffert? Spørger jeg bare? Men inden jeg fik sagt noget, stod der en mørk stor mand ved min kuffert, i færd med at læsse den af vognen. Jeg tog det som et tegn og satte mig ind i bilen. 

"Hvordan var din flyvetur?" spurgte Daniel mens ham der havde taget min kuffert før, satte sig ind på foresædet, han var åbenbart chaufføren for han begyndte at køre. "Den var fin nok, jeg var meske lidt paranoid, fordi jeg var helt alene, og jeg har lige set den der film med Samuel L. Jackson ´Snakes on a plane´" forklarede jeg, Daniel grinte af mig og rystede på hovedet "Niall, eller Nick! Der er noget som du skal vide, fra nu af er du aldrig alene mere! og du var heller ikke alene på flyet....Den kvinde du sad ved siden af, hun arbejder for os" det skræmmede mig en smule! Følelsen af at blive overvåget døgndrift, altså jeg blev osse overvåget før men det var på en anden måde! Det var en lidt mere ´normal´ måde, med fans, paparazzier osv.  Jeg nikkede  lidt akavet.

"Nårh ja! Her!" Daniel rækkede mig en pink mappe, jamen det var da slet ikke det mindste tøset? Jeg tog imod den og åbnede den langsomt. Der var en masse forskellige papir i og nogle billeder......... af mig og en masse fremmede mennesker som jeg aldrig i mit liv havde mødt! eller faktisk kunne det godt lade sig gøre! Fordi jeg havde taget så mange billeder med forskellige mennesker, men billederne virkede bare forkerte for mig, af en eller anden grund.

"Det er utroligt så gode, vi er blevet til Photoshop efterhånden. Der står bag på hvem det skal forestille" forklarede han, jeg nikkede og vendte et billede, af mig og en køn pige på min alder om, der stod ´Nick og Ex-kæresten Trina´ okay...Jeg tror måske at jeg skal studere nogle af tingende i mappen før jeg går ud i danmark som ´Nick Bolton´.

"Vi har lavet filer på alle menneskerne på billederne, som du ´kender´" sagde Daniel og lavede gåseøjne med sine hænder, jeg nikkede og tog en Iphone op af mappen "Det er din nye telefon, eftersom vi har smidt din gamle ud. Der står en masse numre på telefonen, det er ikke rigtige numre men de er der for ikke at vække opsigt" jeg kiggede forvirret på ham "hvad sker der, hvis jeg trying at ringe til dem?" spurgte jeg, Daniel hostede kort "Enten dutter den optaget, ellers ringer den bare i ret lang tid, som om at der ikke er nogle der tager den. Men det er jo for at folk ikke tænker ´okay, det er underligt..hvorfor har han ikke nogle numre´" forklarede han.

Jeg lagde mobilen ned i min lomme og kiggede videre i mappen, jeg tog et stykke papir op, hvor der stod en masse forskellige internet sider. Nogle af siderne var markeret med rødt mens andre med grønt "Det er hvilke sider som du gerne må besøge, og hvilke du ikke må, Vi har allerede lavet en facebook side for dig, dit kodeord er ´spike´ efter din første hund, som var en shiba inu men den døde da du var 14" jeg rynkede min pande en smule "Hvordan ser en shiba inu ud?" spurgte jeg dumt, Daniel lænede sig frem og løftede halvt nogle af de øverste papir, han tog et billede af en hund op og lagde det øverst på bunken og lænede sig tilbage igen.

Jeg kiggede lidt på billedet, før jeg gav mig til at rode videre i bunken, men jeg blev stoppet af Daniel, hvorefter jeg opdagede at bilen var stoppet "Niall, resten kan vente til senere, for vi er her nu" jeg nikkede og lukkede mappen, før jeg hoppede ud af bilen.

Chaufføren satte min taske ved siden af mig og smuttede ind i bilen igen, Daniel begyndte at gå over imod huset, jeg tog min kuffert og fulgte efter.

 

"Det er så her du vil komme til at bo" sagde Daniel og tændte lyset nede i kælderen, han havde vist mig rundt i huset som var ret stort, hvis altså at man tænker på at de kun bor to i det, Ja altså Daniel og hans datter, han havde kort fortalt mig om hende, hun hed vist Emily og var ca. på samme alder som mig! Mere  vidste jeg ikke om hende.

Jeg kiggede lidt rundt, der var ret stort men hyggeligt! Der var en stor seng, et skrivebord, en reol og en lille sofa som stod overfor et fjernsyn. "Du har et virkeligt smukt hus!" jeg vendte mig om imod Daniel mens jeg sagde det, han sendte mig et smil "Tak skal du have Niall" jeg gengældte smilet og satte mig på sengen.

 

Lidt senere sad vi inde i stuen, Daniel var igang med at fortælle mig forskellige regler om hvad jeg måtte tale om og hvad jeg skulle sige i forskellige situationer. 

"Men hvis der nogle som genkender dig, selvom du har fået farvet hår osv. så benægter du og bagefter...." Daniel stoppede da hoveddøren blev smækket, han rejste sig og gik ud af stueen hvilket fik mig til at gå i panik, hvad nu hvis det var en der var kommet efter mig?  "Emily?" kunne jeg høre Daniel råbe, jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne høre ham snakke lidt med sin datter, men jeg kunne ikke høre hvad de snakkede om. 

Ville jeg gå i panik, over sådan nogle små ting i fremtiden? Ville jeg leve i frygt, resten af mit liv? Jeg begyndte så småt at fortryde, at jeg havde sat mig selv i den her situation! Selvom jeg vidste at jeg havde gjort det rigtige, tvivlede jeg en smule på det. 

Jeg rejste mig fra den sofa, jeg havde siddet på og gik over til den store reol bagerst i stuen. Der var en masse tykke bøger, lidt efter kunne jeg høre trin bag mig, hvilket fik mig til at vende mig om.

Jeg fik øje på en rigtig køn pige, hun så helt vildt sød ud! Jeg sendte hende et lille akavet genert smil, hun gengældte smilet og rakte hendes hånd over imod mig.

"Hej, Emily"

"Hey. Jeg hedder Nick." jeg slap hendes hånd og kiggede over på Daniel, der nikkede anderkendende. Emily vendte sig om imod hendes far "Hvordan vil du så forklare hans accent, far?" spurgte hun skeptisk, Daniel trak på skuldrene og smilede stadig. 

"Forresten så ved jeg godt, du hedder Niall, og at du synger i et britisk drengeband, hvor i går rundt og forventer at alle pigers hjerter smelter bare ved synet af jer. Men sådan forgår det ikke hos mig!" Emily begyndte at gå ud af stuen og ind mod hendes værelse. Britisk drengeband? Jeg var irsk! Det vil sige at bandet var Britisk/Irsk! Men det kan vel være ligemeget nu.

"Jamen... Det gik da fint. Betragt det som dit hjem Niall! Eller Nick. Vi må nok begynde at kalde dig for Nick, så det bliver en vane." sagde Daniel og sendte mig et stort smil, han tog sin telefon op af sin lomme da den begyndte at ringe, han kiggede på displayet og gjorder tegn til mig om at han var nødt til at tage den.

Jeg hev min mobil frem, jeg havde brug for at snakke med nogle af mine v..........! Jeg havde lige glemt det......Jeg, Nick Bolton havde ikke nogle venner at ringe til...Endnu! Jeg måtte læse lidt på de der filer, så jeg kunne lære mine ´gamle´ venner at kende.     

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...