His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22817Visninger
AA

21. kapitel 19.

Nialls synsvinkel..

"Drenge... Jeg prøver at sove! Skrid ud af min seng! Og mit værelse!" Mumlede jeg og hev dynen hen over mit hoved. Jeg havde lukkede øjne, men jeg vidste, at de sad og stirrede på mig. Det var ved at blive en klam vane for dem, igår da jeg kom ud fra toilettet efter 5 minutter, stod de alle 4 og ventede på mig. Som om at de troede jeg ville stikke af ud igennem vinduet eller noget i den stil..

Da jeg kunne fornemme på sengen at de ikke rykkede sig, sukkede jeg træt og skubbede dynen til side, før jeg satte mig op. Jeg gabte og strakte mine arme højt over mit hoved, jeg åbnede mine øjne og ganske rigtigt.. Der sad de og overvågede mig!

"Behøver I at overvåge mig, hele tiden?" Det var faktisk lidt uhyggeligt, hvis jeg havde været en pige så havde deres voldtægts-smil været meget bekymrende. Hvad snakker jeg om? De er bekymrende selvom jeg er en dude.

"Sorry mate, vi er bare virkelig glade for at du er tilbage! Vi er lidt paranoide, fordi vi er bange for at du forlader os igen" Indrømmede Zayn smilende. Jeg rejste mig fra sengen og gik over til mit skab "Bare rolig drenge, jeg forlader jer ikke foreløbig. Bortset fra at jeg tager tilbage til Danmark sent i aften." Jeg sagde det sidste ret hurtigt, i håb om at de ikke ville tænke over det.

Jeg åbnede mit skab og fandt hurtigt en ren T-shirt frem, som jeg tog på, for derefter at finde nogle træningsbukser, som jeg også hurtigt tog på. "Undskyld, hvad?!" Udbrød Harry chokeret. Jeg vendte mig om og sendte dem et uskyldigt smil "Kan I huske Emily? Hen-"

"Lad mig lige forstå, det her rigtigt! Vi har ikke set dig i flere måneder! Og nu forlader du os efter et par dage, for at være sammen med den pige som du har set hver dag, mens du var væk?!" Sagde Harry vredt. Jeg tror ikke, at det var fordi han var virkelig vred.. Jeg tror bare, at han følte at jeg valgte hende frem for dem, og det gjorde jeg jo på en måde også, men han kendte jo ikke grunden til det.. Baby-grunden til det.

"Det er delvis rigtigt... I må gerne tage med til Danmark, hvis I har lyst?" Jeg tog ikke hans udbrud til hjertet, så jeg blev bare ved med at smile og være glad. "Det vil vi da rigtig gerne! Der er intet bedre end at modtage en medlidenheds invitation! Jeg vil hellere spise min egen arm!" Sagde Harry sarkastisk og sendte mig et giftigt blik. Harry havde rigtig meget vrede rettet imod mig, i forhold til hele denne her situation med, at jeg forlod dem.

"Come on guys.. Det er jo ikke ment sådan"

"No offence Niall, men jeg støtter Harry på den her." Sagde Liam stille, han plejede ellers altid ikke at ville vælge side... Det er nye tider åbenbart. Louis sad bare og fulgte med i samtalen uden at sige noget. Han var den eneste der vidste, at hun var gravid, og han havde ikke sagt det videre, hvilket jeg var taknemligt for. Zayn sukkede "Jeg forstår godt det måske kan være svært helt at forlade, dem du boede hos, men jeg er også med Harry" Sagde han undskyldende.

"Det er ikke fordi, at jeg savner Emily, at jeg tager tilbage. Eller jo, jeg savner hende. Men der er kun gået et par dage, jeg kan godt klare nogle flere uden hende. Jeg bliver bare nødt til at tage tilbage, fordi.. Emily... Øhm... Emily er gravid" Jeg fik endelig sagt det, jeg havde brugt de sidste dage på at finde mod, til at sige det til dem, men det var først nu jeg endelig fik sagt det.

Harry, Liam og Zayn så fuldstændig chokeret ud, men det var også meget forståeligt. Jeg havde jo været jomfru, da jeg forsvandt og så lige pludselig skulle jeg være far, fuck det lød underligt. "Med mit barn" Mumlede jeg, bare lige for at forklare dem at hun ikke bare var en veninde der var gravid, men at hun var min! Og at barnet var mit!        

Jeg kiggede over på Louis, i håb om hjælp men han hævede bare sin øjenbryn, som om at han var helt lost og ikke kunne hjælpe mig. "Vil I ikke godt sige et eller andet?" Bad jeg.

"Tillykke Niall! Hvornår letter vores fly?" Spurgte Louis og sendte mig et smørret smil. Jeg sendte ham et taknemligt smil og grinte lidt "Klokken 22."

"Jeg bliver nødt til at gå" Mumlede Harry og løb nærmest ud af mit værelse, inden at jeg fik sagt noget til det. Liam rejste sig "Sorry Niall.. Jeg vil gå ud og se om han er okay." Han forlod værelset, mens han sendte mig et trist smil. 

Zayn rejste sig også op "Jeg bliver nødt til gå.. Ind og pakke!" Zayn var den eneste der virkede munter og glad på mine vejene. "Jeg ringer til Perrie og siger til hende, at hun skal komme forbi inden vi tager mod lufthavnen!" Han tog sin mobil frem og gik over imod døren og forsvandt lidt efter.

Jeg kiggede smilende over på Louis "Det gik bedre end forventet, selvom Harry flippede lidt ud" De havde taget det bedre end forventet, jeg havde regnet med at de ville råbe og skriger om hvor dum jeg var. Louis trak på skuldrene "Det er meget at fordøje. Måske er han bange for, at du forlader One Direction, for altid efter at barnet er født. Et barn kræver jo meget arbejde, hvad har du egentlig tænkt dig at gøre?" Spurgte Louis seriøst, det var underligt at snakke med Louis mens at han opførte sig som en på hans rigtige alder.  

"Niall" Jeg kiggede over imod døren, hvor Zayn stod lænet op af dørkammen med sin mobil op til øret. "Jeg bliver Gudfaren, ikke?" Spurgte han, som om at han bare ville have sin infomation bekræftet. "Det tror jeg så ikke lige, jeg spurgte først!" Udbrød Louis bedrevidende.

Zayn og Louis begyndte at diskutere lidt om det frem og tilbage, mens at Zayn en gang imellem sagde noget ind i telefonen til Perrie. Jeg magtede ikke at blande mig, så jeg begyndte bare at pakke og ignorerede deres skænderier.

 

****

"Spiser du nu Nandos igen?" Jeg kiggede op fra min mad og fik øje på Louis, jeg havde spist ret meget Nandos siden jeg var kommet hjem, så meget at jeg tror jeg har indhentet det forsømte. "Lad vær med at døm mig, jeg har ikke fået Nandos i flere måneder" Mumlede jeg med munden fuld.

Louis grinte og trådte ind i stuen "Hvad ser du?" Han slog sig ned ved siden af mig i sofaen, med opmærksomheden rettet imod tvet. "Det handler vist om dyr i Afrika" Det var faktisk ret interessant, men alligevel meget kedeligt og jeg gad ikke at se det.

"Okay, interessant valg" Sagde han sarkastisk, jeg tog en bid af min sandwich og tyggede den hurtigt. "Jeg ser det kun, fordi jeg ikke kan finde fjernbetjeningen" Jeg lagde min mad og tog en tår af min sodavand.

"Den er lige her!" Louis rejste sig og gik over til tv'et, hvor fjernbetjeningen lå. Han samlede den op og kastede den til mig, før han slog sig ned ved min side igen. "Tak mate, jeg magtede ikke at rejse mig"

"Så du vidste godt at den lå der?"

"Yeah, jeg ventede bare på at den ville komme flyvende herover, og det gjorde den. Takket være dig." Det var rigtigt nok, jeg ventede på at der var nogen som ville komme og række den til mig.

Jeg skiftede kanal så vi sad og så fodbold istedet, meget bedre!

Hoveddøren åbnede knirkende og blev smækket kort efter. Pludselig stod Harry og Liam med hver sin kæmpe pose i stuen. "Hvor har I været?" Spurgte Louis nysgerrig, Harry sendte ham et smil "Vi har været ude og købe ting, til den nye lille Direction-baby! Vi glæder os overdrevet til at møde ham!" Jeg var ret glad for at Harry, var glad for det. For han virkede sur, da han gik tidligere, så at han glædede sig var en enorm lettelse. "Eller hende!" Rettede Liam ham.

Jeg grinte lidt og skubbede resten af mit Nandos, væk fra mig "Hvad har I købt?" Spurgte jeg nysgerrigt, Harry kom længere ind i stuen og satte posen på gulvet mens at han hev en lille kravledragt-ting i blå frem, han holdte den op så man kunne læse hvad der stod på den "Look at me, I am Gorgeous" Læste Louis højt, vi begyndte begge at grine.

Liam stillede sig ved siden af Harry og fandt en pink kravledragt frem, og holdte den op "Look at me, I am Beautiful"

"Cool! Men I behøvede altså ikke at kø-" 

"Der er mere Niall!" Afbrød Harry begejstret og tog en lille bitte blå One Direction Kastet frem, Liam tog den samme ting frem bare i pink "Alt hvad han har købt i drenge-udgave, har jeg købt i pige-udgave!" 

"OMG! Har I virkelig tænkt jer, at jeg skal give mit barn en kastet på, med et billede af mit band?" Harry rystede hurtigt på hovedet "Det regner vi med, at Emily gør!"

"Lad vær med at holde vejret, mens du venter på det" Emily ville sikkert kaste op udover kasketten, hvis hun så den, hun havde lidt for meget smag til at give sit barn sådan en kasket på. 

"Jeg tror ikke at jeg behøver, jeg når ikke engang at lukke min mund før at Emily overøser mig med kys og kram, fordi hun elsker One Direction-Kasketten og t-shirten! Og alt det andet" Yearh right! Sådan en udtalelse ville sikkert normalt gøre mig meget jaloux, men Emily bar rundt på mit barn...........Hun var så meget min pige, at man skulle være hjernelam før man troede noget andet. Desuden Emily ville hade Harry, for at komme med sådan en arrogant udtalelse.

"Hvis du tror nok på det.......Så sker det måske i dine drømme"  

"Ingen kan modstå krøllerne!" Jeg grinte lidt Harrys forsøg, på at overbevise mig om hans pointe "Du ved tydeligvis ingenting om Emily" Harry rystede på hovedet og trak derefter på skuldrene "Jeg håber på at hun af høflighed, vil tage imod One Direction-tingende" Jeg regnede ikke med at hun ville gøre det, men hvem ved? Måske bliver jeg overrasket, I ved hvad man siger om Gravide kvinder - Man ved aldrig hvad de kan finde på.  

"Det får vi vel at se imorgen.........Skal dine forældre med til Danmark?" Spurgte Liam nysgerrig, jeg nikkede glad. Mine forældre og Greg var blevet i England, for at tilbringe noget tid sammen med mig og de havde uden at tænke over det, sagt Ja til at tage med til Danmark. De ville åbenbart gerne se hvor jeg havde boet, mens jeg var væk. Jeg havde ikke fortalt dem om graviditeten, det var en af de ting som jeg blev ved med at udsætte.

"Hvordan reagerede de, da de fandt ud af at deres lille guldklump skal have et barn?" Spurgte Louis drillende og nev mig i kinden, jeg slog hans hånd væk og kiggede rundt på dem med et skyldigt blik "Jeg har på en måde, ikke fortalt dem det endnu!" Drengende kom med forskellige udtalelser, men ingen af dem var positive.

"For helvede Niall!"

"Hvor er du dum, man!" 

"Held og lykke, med at fortælle dem det!"

"Det er svært okay? Min mor begynder sikkert at græde, eller råbe og min far han fortæller mig, sikkert hvor dum jeg er. Så derfor har jeg tænkt mig at gøre det et offentligsted, så de ikke kan lave en scene!"

"Har du glemt din hjerne i Danmark? Eller er du bare så dum? Du kan sgu da ikke fortælle det til dem offentligt, du er verdens kendt! Folk lytter til vores samtaler når vi er ude, vil du virkelig have at hele fanbasen og vores pladeselskab skal finde ud af at du skal være far, samtidig med dine forældre?" Spurgte Harry sarkastisk, jeg sukkede opgivende, fordi der var ingen måde jeg kunne vinde denne her diskussion.

"Nej, jeg må finde på noget andet..........Så som.........En SMS!" 

"Du fortæller dem det ikke, over en SMS!" Okay Liam! Så må jeg vel finde på en anden måde. 

 

****     

Jeg havde lejet et mindre fly for at få plads til drengende, min familie, Paul og resten af sikkerheds vagterne. Jeg sad overfor min familie og det var ikke mig selv som havde valgt det, Louis og Liam havde holdt pladsen imellem dem til mig. Så jeg kunne fortælle dem nyheden, de blev ved med at komme med små hentydninger, som skulle få mig til at sige det men det havde ikke virket endnu. 

"Nuurh! Prøv at se den baby!" Louis holde et blad op, som var slået op på en side med reklamer for bleer. "Hvor er den sød, Louis" Sagde jeg sarkastisk, jeg var ved at være ret irriteret over deres ´hjælp.´

"Louis, det er den 4 baby du viser os......Prøver du at fortælle os noget?" Spurgte min far seriøst, jeg sukkede opgivende, jeg kunne ligeså godt fortælle dem det nu! Selvom han sikkert havde troet at det ville være Louis, der kom med de nyheder. Bare få det overstået, Niall!

"Emily er gravid!" Udbrød jeg højt, Min mor ligende en der lige havde fået af vide at jeg havde slået nogen ihjel. Min far derimod sad bare med det mest skuffede ansigts udtryk, jeg nogensinde havde set. Min bror kiggede lide akavet rundt, som om at han ikke vidste hvordan han skulle reagere.   

"Niall James Horan, Vil du være venlig at gentage det, du lige sagde?" Spurgte min far koldt, virkelig virkelig koldt! Som om at jeg havde gjort noget, som fik ham til at stoppe med at elske mig. 

"Jeg skal have et barn" Jeg sagde det som om at det var en ligegyldig detajle, jeg kunne ligeså godt have sagt "Jeg er træt" Men det som jeg havde sagt, var meget mere alvorligt.

"Hvad i en i helvede tænker du på?! Du kan ikke få et barn nu, du er ikke en rigtig voksen! Du er ikke i stand til at tage dig af et barn, du er ikke engang i stand til at tage dig af dig selv! Hvorfor tænker du dig aldrig om?! Hvor er du dum! Hvornår vil du finde tid til at passe det her barn? Så sent som igår, snakkede du om at I skulle i studiet og indspille nogle nye sange, så I kunne tage på turne! Du kan ikke bare vælge, hvornår du vil være far og hvornår du vil være popstjerne! Og hvad med pigen? Har du tænkt dig at gifte dig med hende?! Hvis du gør det, har du så bare tænkt dig at lade hende blive hjemme og passe barnet, mens at du lever din drøm ud? Jeg er virkelig skuffet over dig, Niall!" Min mor gik helt i selv sving, hun blev bare ved og ved og ved.  

Alle hendes beskyldninger og onde ord gjorde ondt, men jeg blev mest sur. Det var jo ikke meningen at Emily skulle blive gravid, men hvad fuck forlangte hun af mig? Skulle jeg stikke halen imellem benene og bare lade Emily i stikken?

"Mor, jeg elsker dig! Men hold lige kæft, så jeg kan sige noget!" Afbrød jeg stædigt, min mor stoppede så det virkede. "Jeg ved godt at det var dumt, men det var et uheld. Jeg kan ikke gøre det om, så istedet for at lade som om at det ikke skete, tager jeg imod mit ansvar med oprejst pande. Jeg har tænkt mig at være der for både Emily og barnet, jeg ved ikke om vi gifter os for det har vi ikke snakket om. Men jeg har ikke tænkt mig at stikke af, jeg vil gøre hvad der skal til for at tage mig af barnet, så det får en god opvækst" Jeg sendte hende et skævt smil, for ikke at virke så sur som jeg lød.

Min mor tog en dyb indånding "Jeg er skuffet over dig, men samtidig er jeg virkelig stolt af den måde du håndtere alt der her på" Hun skulle bare vide det med at jeg ikke troede på Emily til at starte med, så havde hun slået mig og kaldt mig endnu værre ting.

"Niall, du er meget ung og på begrundelse af det, synes jeg at I skulle overveje adoption. Hverken du eller Emily har haft en fuldendt ungdom, så hvis I vælger at gifte jer, på grund af at I skal have et barn sammen. Så ender I med at hade hinanden og i værste tilfælde også barnet, fordi at I ødelagde hinandens ungdomme" Prøvede min Far roligt at forklare mig, jeg kunne godt se hvor han ville hen med det her, men jeg var ikke enig.

"Det tror jeg ikke kommer til at ske, jeg elsker Emily over alt på jorderen og selvom barnet ikke er født, så kan jeg ærligt sige at jeg også elsker det rigtig højt. Jeg ville aldrig i mine vildeste drømme, kunne hade dem og jeg ville ikke kunne give mit eget kød og blod bort" Emily og Jeg havde ikke rigtigt snakket om hvad vi ville gøre, men noget i mig sagde at vi skulle beholde det.......For det var jo som sagt, vores kød og blod og jeg elskede det allerede rigtig højt, selvom jeg ikke havde mødt den lille fyr endnu......Jeg havde på fornemmelsen at det blev en dreng, men jeg ville elske det ligeså højt hvis det blev en pige.

"Det siger du nu, men du har aldrig været forelsket før og jeg synes at du skal tænke lidt realistisk, du er meget ung og det er måske ikke rigtig kærlighed, måske tror du at du er forelsket i hende, fordi hun var der for dig mens at du var i Danmark" Okay, jeg kunne tage alt det andet, men da han begyndte og sige at jeg ikke rigtig elskede hende, der trådte han over grænsen.

"Da jeg kom til Danmark, følte jeg at mit liv var forbi. Jeg havde efterladt alt det jeg kendte og var blevet sendt til et fremmed land, med fremmede mennesker, et fremmed sprog, fremmede levemåder og traditioner, fordi at der var nogle som ville slå min familie, mine venner og mig ihjel, hvis ikke at jeg forsvandt. Jeg følte mig så fortabt, for ikke kun var jeg helt alene, jeg skulle også være vidne til min egen begravelse, hvor alle dem jeg kendte sørgede over mig. Emily hadede mig til at starte med, hun troede at jeg var en eller anden selvglad arrogant sanger, som troede at jeg var bedre end alle andre. Hen af min tid i Danmark lærte jeg så flere og flere folk at kende, Emily blev mindre fjendtlig og det endte så med at jeg fik nogle virkelig gode venner, men ikke nok med det så forelskede jeg mig. Emily havde brug for mig og jeg havde brug for hende, vi var der for hinanden og nej, det er ikke den eneste grund til at jeg forelskede mig i hende. Vi tog tingende stille og rolig, vi lærte hinanden at kende uden alt det kendis-shit med fotografer, sladderblade, falske rygter og at blive dømt hele tiden. Vores forhold er så afslappet som det kan blive, hvilket gør at jeg med sikkerhed kan sige at jeg elsker hende, fordi at hun er som hun er og det har ikke noget at gøre med at hun var der for mig....Eller jo selvfølgelig har det på en eller anden plan, men jeg ved at vores kærlighed er ægte" Okay, måske løj jeg med at vi tog det stille og rolig, men alt andet var sandt.

"Og lige til at slutte min fantastiske tale, jeg blev skudt i min skulder......I kan godt nok ikke se det, lige nu fordi at jeg har fået slyngen af og jeg har tøj på. Men jeg havde en nær død-oplevelse, det lort ændre mennesker........Jeg var ved at miste mit liv, så lad vær med at stå og sige at jeg er umoden og ikke ved en skid, for selvom jeg er meget ung så har jeg været mere igennem end de fleste i 30erne" Jeg sluttede af med at rejse mig fra mit sæde og gå op til Zayn, og sætte mig ned ved ham. 

"Hey Niall"

"Hey Zayn, hvad så?"

"Ikke så meget, det var en meget smuk tale" Sagde han drillende, med et skævt smil på læben. "Tak, jeg håber bare at mine forældre er enige med dig......Hvad læser du?" Zayn nikkede forstående og viste mig forsiden af bogen, omg......Manden sad og læste en bog om Perrie......Eller Little mix! Men det er det same shit.

"Typisk dig!"

"Du er bare jaloux, over at der ikke er en bog, om din kæreste" 

"Det burde der være"

"Når jeg bliver rig, skriver jeg en bog om hende!"

"Du er rig, så du begynder bare og skrive!"

"Det var en joke, Niall!"

"Jeg troede ellers at du mente det" Sarkasme-Procenten var ulovlig høj, i min udtalelse men det fik bare Zayn til at grine kort. "Jeg er glad for at du er tilbage, Nialler"

"Me too, Malik. Me too"

****

Jeg var lige blevet vækket af min mor, min far og hende havde inviteret mig på morgenmad, nede på hotellets restaurant. De ville snakke om Graviditeten igen, jeg havde ikke fået snakket ordenligt med dem siden min lange tale. Da vi var landet i Danmark havde vi taget 3 forskellige taxaer ud til hotellet, for derefter at tjekke ind og gå i seng. Drengende synes at det var helt vildt sjovt, hver gang jeg snakkede dansk, de begyndte at grine hver gang jeg så meget som sagde "Hej" Og det er ikke så langt fra den engelske udgave af orderet. 

Senere skulle vi overraske Emily, ved at crashe hendes hus, hun anede ikke at vi var kommet. Jeg havde skrevet lidt med hende og hun troede først at vi kom imorgen.

Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet, efter at jeg havde taget nogle slidte jeans på og en gammel t-shirt. Det var et ret fint hotel, men jeg gad ikke at klæde mig fint på grund af det, jeg betalte fuld pris for opholdet her, så må jeg sgu da også selv bestemme hvilken slags tøj jeg vil have på. Jeg kan ikke se problemet der, jeg ville forstå det hvis jeg gik ned og spiste i undertøj eller nøgen, men jeg havde ganske normalt tøj på, i visse kulture ville de faktisk synes at mit tøj var for fint.....I.....Niall-kulturen.

"Liam? Vil du med ned og spise morgenmad?" Jeg delte et værelse med Liam, Harry delte et værelse med Zayn og Louis. Greg og min far delte et værelse og min mor havde sit eget, fordi hende og min far var jo ikke sammen mere.

"Er du sikker på at invitationen, også gjaldt mig?" Spurgte han og rettede på sit joggingtøj, jeg trak på skuldrene "Jeg er ligeglad, jeg invitere dig. Hvis de har et problem med det, så spiser vi to bare morgenmad og så må jeg snakke med dem bagefter" At sige jeg bar nag overfor mine forældre var en meget sand udtalelse, jeg var ret irriteret over den måde som de havde overfuset mig på og kaldt mig umoden, mens de beskyldte min kærlighed til Emily for at være ikke eksisterende. Men de var stadig mine forældre og jeg elskede dem til døde, jeg forstod dem godt, de var blevet meget chokeret. Jeg var også meget chokeret selv over at jeg skulle være far, men jeg havde affundet mig med det og nu glædede jeg mig mere end noget andet.

"Okay, men jeg smutter hvis I laver en scene" 

"Forståeligt nok, Let's go" 

I løbet af meget kort tid, var Liam og Jeg nede på resturanten trods vores begges træthed. Jeg spottede hurtigt mine forældre, de sad ved et lille fire-mands bord, hvilket var perfekt.

Jeg gik sammen med Liam over imod dem "Godmorgen. Jeg håber ikke at I har noget imod, at jeg har inviteret Liam med" Begge mine forældre rystede venligt på hovederne og sendte Liam et stort smil. "Nej, Ikke det mindste. Godmorgen Liam, Har du sovet godt?" Spurgte min mor høfligt, Liam gengældte hendes smil "Godmorgen, Jeg har sovet fantastisk, tak fordi du spurgte" Mens de sluttede deres samtale kiggede jeg i menukortet, der var alt for meget at vælge imellem så jeg endte med at vælge en "English breakfast."

"Kan jeg tage imod jeres ordre?" Spurgte tjeneren på engelsk, jeg synes at det var ret sjovt fordi man kunne tydeligt høre at han var lidt usikker i sit Engelsk. Mine forældre og Liam bestilte alle før mig, det var med vilje at jeg ventede så jeg kunne sige det på dansk uden at han troede vi alle snakkede det. 

"Hej, Jeg vil gerne bede om en gang....Engelsk morgenmad, English breakfast eller hvad du vil kalde det, og noget appelsin juice" Tjeneren så helt chokeret ud, men nikkede så og skrev det ned, før han forlod os.

"I ville snakke om det igår?" Jeg havde ikke tænkt mig at holde nag mere, jeg ville gerne hører hvad de havde at sige, men jeg ville ikke lægge ud.

"Din far og jeg har snakket om tingende, og vi er kommet frem til at vi begge greb situationen forkert an og det undskylder vi meget for. Det var bare en meget stor ting, at forholde sig til lige pludselig. Og det kom som et stort chok, at du overhovedet havde en kæreste, fordi hun er den første seriøse kæreste, som du har haft" Jeg nikkede forstående mens at jeg ventede på at hun ville sige noget mere, hvilket hun åbenbart fangede ret hurtigt.

"Men når det er sagt, så støtter vi dig hele vejen, uanset hvad du og Emily vælger, for du er vores søn og vi elsker dig meget højt" Sluttede hun af, jeg kunne se på hende af hun var meget rørt af situationen, for hun sad med tårer i øjnene.

Min far lagde en venlig støttende hånd på hendes ryg, inden at han rømmede sig "Jeg er enig med din mor, i alt det hun sagde. Men jeg synes alligevel at du skal overveje, dine muligheder" Jeg nikkede forstående mens jeg fast holdte en øjenkontakt med min far, lige indtil jeg hørte et lille snøft komme fra min mor.

Jeg drejede hovedet og så at hun sad med en serviet og tørrede sin kinder, jeg rakte over og tog hende hånd, før jeg rykkede min stol tættere på hendes så jeg kunne give hende et kram.

Hun lagde sine arme om min hals og begravede sit ansigt i min skulder, mens jeg beskyttende lagde mine arme rundt om hendes betydningsfulde mindre krop. "Mor.....Lad vær med at græde" Bønfaldede jeg hende nærmest, der er ikke noget mere hjerteknusende end at se sin mor græde.

"Undskyld skat, det er bare... Du er min lille baby! Og du er ved at blive voksen. Jeg føler bare at jeg mister dig igen." På grund af gråden i hendes stemme, var det lidt af en udfordring at forstå hende, men jeg havde vist forstået det. Og det ville jeg på en måde ønske, at jeg ikke havde, for det skar lidt.

"Mor.....Du kommer ikke til at miste mig, det er jo ikke som om at jeg cutter kontakten og går under jorderen. Jeg får et barn, jeg regner ikke med at opgive hele mit liv" Jeg slap min mor og tog begge hendes hænder i mine, mens jeg kiggede hende i øjnene for at bevarer oprindeligheden.

"Hvorfor vokser I også op så hurtigt? Min ældste er gift og har en søn, mens at min yngste rejser verden rundt, er millionær og skal være far. Jeg har det som om at det var igår, at I sloges om fjernbetjeningen" Jeg grinte lidt af hendes spørgsmål "Det var igår, men det var ikke mig og Greg! Det var mig og Louis" Jokede jeg for at lette stemningen og det hjalp, både mine forældre og Liam begyndte at grine, men jeg tror kun Liam gjorde det for at være høflig. 

"Jeg ved godt at jeg er meget ung, og jeg ved godt at det er et kæmpe arbejde, at tage sig af et barn. Men jeg har tænkt mig at tage mig sammen, og gøre hvad jeg er nødt til" Jeg kiggede skiftevis på min mor og min far, for at vise at jeg mente det.  

"Og vi vil være der til at hjælpe jer, hele vejen! Ligemeget hvad" Sagde min far støttende og sendte mig et smil fuld af kærlighed og omsorg, hvilket var fuldstændig anderledes end det han havde sendt mig igår.

Tjeneren kom med vores bestillinger og vi begyndte alle fire at spise, den lækre morgenmad. 

 

**** 

 

"Så du er ovre hos Emily nu?" Spurgte jeg uvidende Magnus om, over telefonen. Drengene, min familie, Paul osv. sad i en stor bil på vej over til Emilys hus. Jeg sad og snakkede dansk med Magnus over telefon, mens at Louis, Zayn og Harry var ved at dø af grin.

"Yearh, jeg gik lige ud i haven for at snakke med dig. Men hvornår er I her?"

"Vi er der om 5 minutter højest"

"Okay, jeg siger at hun skal hjælpe mig, med at ordne dækket på min cykel, for at få hende ud i forhaven" Det var måske ikke lige en ting, som jeg ville spørge en gravid person om hjælp til, men hvis han fik hende ud af huset, så virkede det vel.

"Okay, Vi ses om lidt!" 

 "Ses dude" Jeg lagde på og vendte min opmærksomhed over imod drengende, som stadig grinte. Jeg sendte dem et blik, der sagde 'Virklig?' "Sorry Nialler! Det er bare så genialt, når du snakker dansk!" grinede Louis og tog sig til maven.

"Jeg ved ikke helt om jeg skal tage det som et kompliment, eller en fornærmelse" Mumlede jeg stille for mig selv, vi kørte resten af vejen uden at tale sammen mens at drengende blev færdige med at grine. 

Bilen stoppede endelig ude foran huset, Emily stod og kiggede på Magnus med et hævet øjenbryn, som om at han var en idiot men det var han på en plan også. Jeg åbnede hurtigt døren og sprang ud af bilen, inden at jeg gik over imod dem.

Magnus kiggede på mig, med et fjoget smil på læben hvilket fik Emily til at vende sig om imod mig, hun fik et kæmpe smil på læben og omfavnede mig hårdt som om at hun ikke havde set mig i flere år.

Jeg grinte bare lidt og gengældte krammet "Godt at se, du har savnet mig" Grinede jeg drillende, Emily slap mig og kiggede op på mig med et blik fuld af kærlighed "Mild udtalelse" Svarede hun stille.

Jeg kiggede ned på hendes tydelige baby-bump "Jeg synes, at du har taget lidt på" kommenterede jeg flabet, Emily så meget fornærmet på mig over min udtalelse og skulle til at sige noget igen, men jeg stoppede hende ved at presse mine læber ind mod hendes.

Jeg hev mig væk fra kysset og lagde min pande imod hendes "Du ved godt, at jeg elsker dig, Right?" Smilet var ikke til at tage fejl af, hun synes sikkert at jeg var en idiot men forhåbelig en sød idiot.

Emilys synsvinkel..

Den dreng var fanme en idiot. En kæmpe idiot, men en sød idiot.. der var ved at tage livet af mig tidligere idag, da han bare kom dansende ind i haven og omfavnede mig. Det føles mærkeligt, når huset er fyldt op med 7 mennesker mere. Næsten 8 men Magnus tager dog hjem af og til. I det sidste stykke tid efter Niall tog hjem til England, har jeg ikke lavet andet end at øve mit engelsk og matematik. Må sige at jeg er kommet ret så godt igen i engelsk, men det halter nu stadig lidt i matematik. Desuden bruger jeg nok mit engelsk lidt mere end matematik, nu hvor at jeg har fået 6-7 englændere boende.

"Har det været hårdt at være alene?" spurgte Niall. Han lod hans hånd hvile på mit lår. Jeg lænede mig udmattet op af hans skulder og brummede et 'ja'. Det føltes vildt godt, at han var tilbage nu her op til min eksamen. Det skulle nok gå godt. Sådan cirka.. "Hvad synes du så om dem?"

"Hvem? Din mor og far eller..?" Niall nikkede. Jeg tænkte mig lidt om. Så meget havde jeg jo heller ikke fået snakket med dem. Hans far var virkelig flink og ikke mindst livsglad. Nialls mor derimod virkede lidt mere tilbageholden, i hvert fald overfor mig. Min far snakkede hun livligt med. Måske skulle hun bare lige have lov at sluge alt det med, at jeg var gravid med hendes barnebarn og alt det. Forståeligt nok. 

"De er.. søde. Din far er virkelig cool, din mor.. kan jeg ikke helt sætte fingeren på endnu." svarede jeg og smilede forsigtigt. Niall lo en lille sød latter. 

"Hun har også haft det lidt svært ved alt det her, så hun skal nok bare have lidt tid til at lære dig at kende." 

"Så hun hader mig ikke?" Niall tog sig til maven i et latteranfald.

"Overhovedet ikke." lo han. Han omfavnede mig kærligt, og det var en helt fantastisk fornemmelse af hans varme ånde på min hals igen. Noget jeg inderligt havde savnet. Det bankede på vores dør to gange og ind kom Harry og Louis. 

"Undskyld vi forstyrre lovebirds, men vi skal spise.." grinede de i kor. 

"Lovebirds.. Hm.. og det skulle komme fra jer?" svarede Niall flabet. Jeg rystede på hovedet af ham og pressede blidt mine læber imod hans kind. Med besvær fik jeg rejst mig op. 

"Du triller snart." kommenterede Niall på et sprog alle vidst nok forstod. Åh gud hvor var jeg dog allerede træt af alle de 'hvor-er-du-egentlig-tyk' kommentarer. Louis og Harry flækkede af grin, og selv kunne jeg heller ikke holde på en lille latter. Så tyk var jeg dog heller ikke blevet. Men jeg så nu mere gravid ud nu, i forhold til før da jeg bare lignede en der havde taget på. "Men jeg synes du er smuk alligevel." hviskede Niall i mit øre, da han omfavnede mig bagfra og lagde hænderne på min mave. Det fik en varme frem i mig, og kuldegysningerne formerede sig hurtigere ned af mine arme, end hvad der kunne kaldes naturligt.

"Det dufter af... kylling!" lød det ivrigt fra Niall. Far smilede og stillede to hele fade kylling på bordet. Niall satte sig tilfredst ned imellem hans forældre. Jeg sætte mig ved vindueskarmen, og ved min side var jeg så heldig at have Louis. Han var fuld af humor. Det var de andre fra Nialls band nu også, men ham her udstrålede det på en helt anden måde. 

"Hvordan smager det?" Alle så op fra deres tallerkner og kiggede op på far med mundene fulde af mad. Nialls mor fik med besvær synket maden og svaret med et 'skønt!'. 

Da vi havde fået ryddet af bordet sad jeg i sofaen med Liam og øvede matematik og så på engelsk. Jeg følte mig virkelig proffesionel der. Det virkede også mere og mere naturligt at snakke med Nialls venner. Lige nu sad Louis, Niall og Harry nede i kælderen og spillede Fifa. Zayn og Nialls mor snakkede sammen, og Nialls far sad i den anden ende af sofaen og nød en af fars få krimi bøger, der var på engelsk.

"Hvordan har du det egentlig med at skulle gå til eksamen som gravid?" lød det midt i en lorte ligning fra Liam. Jeg så overrasket op på ham. "Undskyld! Det var ikke for at snage.." Liam smilede genert. 

"Det er helt okay. Jeg har bare slet ikke selv tænkt på det. Jeg tror det bliver underligt, ja. Men det her er mit eget valg, og hvis folk vil glo mærkeligt på mig af den grund, så skal de da også have noget at kigge på. Det er jo ikke fordi jeg har de største muligheder for at skjule den her kæmpe mave." smilede jeg. Liam lo og blinkede til mig. 

"Det kan du have ret i. Du er ret sej, det må jeg give dig."

"Tak Liam. Jeg er virkelig glad for, at du gider at jeg hjælpe mig med det her. Nu håber jeg bare, at der kommer noget godt ud af det i sidste ende." Jeg sukkede sørgmodigt. Jeg havde lidt mistet troen på mig selv omkring det her eksamens pis, og det gjorde ikke det ikke bedre, efter Liam fik mig til at tænke på, hvordan folk ville se på mig til eksamen. 

"Tro på dig selv." Liam gav min skulder et klem. "Nå, jeg går ned og ser på Nialls nederlag i Fifa. Jeg kalder, når han har brug for noget trøst." 

Jeg grinede. "Aftale!"

*

Åh gud hvor bankede mit hjerte dog hurtigt. Det sad helt oppe i halsen på mig, snart oppe i ganen. Jeg var virkelig nervøs, og jeg forstod egentlig godt, hvor mit hjerte ikke ville blive bag brystet, hvor det hørte hjemme. Det her var bare alt for nervepirrende. 

"Emily, så er det din tur." Læreren smilede underligt sødt til mig, og jeg havde bare den klammeste fornemmelse om, hvordan han havde planer om at spidde mig derinde.. Åh gud, hvordan kunne jeg overhovedet flytte fødderne? Jeg kom derind og gjorde mig klar og parat. 

"Hvor lang tid er der til at du skal føde?" lød det uventet fra læreren.

"Der er lige godt 4 måneder." smilede jeg nervøst.

Det hele gik slag i slag. Flere gange følte jeg, at jeg havde mistet kontrollen over mig selv. Flere gange forsøgte jeg at finde tegn på, hvordan det her egentlig gik, i lærerens ansigtsudtryk. Men der var intet at se. Intet. Og tiden sneglede sig afsted. Og dog. For da der ikke var mere tid, følte jeg alligevel at der var meget mere at sige. Jeg fik et klap på skulderen og et 'flot klaret'. Det betød vel noget godt? 

Jeg tog min taske og fandt min mobiltelefon frem. Jeg vidste at Magnus blev pint i et lokale længere nede af gangen. Jeg kiggede på klokken. Ti minutter igen. Jeg kunne lige så godt vente på parkeringspladsen. Jeg var virkelig desperat efter noget frisk luft. Sendte ham en sms, så han vidste hvor jeg var. Vi havde nemlig en aftale om at mødes efter, så vi kunne snakke om, hvordan det var gået. Vi var efterhånden blevet et godt makkerpar. Amalie derimod er blevet meget optaget af at komme til Afrika. For at hjælpe til et godt formål og alt muligt sygt. Jeg havde aldrig i mit lange liv forestillet mig Amalie gå op i velgørenhed. Virkelig sygt men jeg ville endelig ikke forstyrre hende, og hun kommer nok igen engang, når hun er blevet færdig.

"Hvordan gik det?" 

Det gav et kæmpe spjæt i hele min krop. Alle mine alarmklokker ringede. Jeg vendte mig med lynets hastighed, og der stod den blonde idiot med de krystalklare blå øjne. Åh gud hvor var han dog forfærdelig. "Idiot man." hvæsede jeg af ham. 

"Hvad så?" spurgte han med en flabet smilt gemt i mundvigen.

"Du gav mig sgu da et chok! Prøver du at få mig i fødsel før tid eller noget?" snerrede jeg af ham. Niall kunne ikke holde på sit grin længere, og jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet af ham. Jeg satte kursen over imod en bænk. Niall indhentede mig dog. Han satte sig på bænken, og placerede mig på hans skød. "Er jeg ikke fucking tung?" spurgte jeg med et skeptisk smil.

"Du. Tung. Det kan du vidst ikke være alene om. Ham der har vidst også sin del af det." lo Niall og prikkede mig på maven. 

"Ham.. Tror du virkelig det bliver en dreng?" smilede jeg forsigtigt og legede lidt med tanken. Jeg lod mit hoved hvile imod Nialls.

"Måske. En datter ville også være rart. Men.. hvor sødt ville det ikke være med en Niall Junior?" 

"Sødt? Det ville da blive et helved.." 

"Mener du det?" Niall så overrasket på mig. Jeg kunne slå ham nu.

"Selvfølgelig ikke, jeg elsker dig din ged." Niall blev tavs og udstødte derefter et 'mæh'. "Lige netop sødeste. Hvad er klokken?" Jeg rejste mig med besvær og så spørgende på Niall. Han trak blot på skuldrene, og jeg giv blot ud fra at det snart måtte være på tide, at Magnus fik fri fra sine pinsler.

"Der var du! Åh.. Hej brow! Er du her?" Magnus kom gående i et rask tempo ned af gangen med retningen imod os. De to drenge omfavnede hinanden, slog lidt på hinanden, og lavede det skide håndtegn som de plejede. 

"Nå hvordan gik det så?" vrissede jeg desperat efter at høre, om det kun var gået dårligt for mig.

"Rolig nu tigermis, det gik fint. Tror jeg da. Håber jeg. Men jeg ved det sgu ikke. Jeg gjorde mit bedste, og så må vi se hvad jeg får ud af det."

"Fed indstilling brow. Nå jeg vil smutte nu, og jeg tager min kone med." lød det lalleglad fra Niall. Både Magnus og jeg så skiftevis på hinanden og så over på Niall med kæmpe øjne. 

"Kone?"

"Det var en joke, vi ses, vi har lidt travlt." Niall tog fat om mit håndled og trak mig væk. Det irriterede mig grænseløst, at jeg for det første ikke fik et ord indført, og for det andet vidste jeg ikke, hvad pokker han havde gang i. 

"Vi snakkes Emily." råbte Magnus noget så forvirret bag mig. Jeg nåede ikke engang at vinke, før jeg sad med sikkerhedssele på ude i en lejet bil. Niall stak bilnøglen i tindingen, rykkede lidt rundt på gearstangen og med et brøl startede motoren. 

"Bind den her for øjnene." Niall rakte mig et kæmpe lommetørklæde. Jeg så spørgende på ham, men gjorde som han bad om. Det lugtede langt væk af bilolie, det her lommetørklæde. Lugten rev og flåede i mine følsomme næsebor, og jeg følte mig virkelig dårlig tilpas. Bilen fortsatte i en evighed, og da den endelig stoppede, snurrede det rundt inde i skalden på mig. Den friske luft gik lige igennem skind og ben på mig, og det varede ikke længe før min krop var fyldt med gåsehud. Niall hørte mig ind i en dejlig varme, og jeg kunne høre svage stemmer omkring mig og genlyden af skridt fra flere vinkler. Nialls hænder fumlede med at få knuden op på det lugtende tørklæde. Jeg måtte blinke med øjnene for at genvinde synet igen, og foran mig stod verdens mest bedårende vugge. Den var virkelig yndig. 

"Nå.. Hvad synes du?"

"Den er.. Den er.. Jeg er helt mundlam! Den er jo perfekt!"

"Jeg turde ikke købe den, før du godkendte det." smilede Niall forlegent.

"Åh gud hvor er du dejlig." Smilet blev kun bredere på Nialls læber. Jeg lagde armene om nakken på ham, og vores læber mødtes i et kys fyldt med kærlighed. Et kys der fik det hele til at boble indeni mig. Alt var bare.. perfekt!

__________________________________________________________________________

Heeeej folkens!

Her får I lige et kapitel, sorry at det tog så lang tid, men der har været meget at se til :) Vi håber I nød/nyder det! <3                                                                                              

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...