His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22405Visninger
AA

20. Kapitel 18.

Emilys synsvinkel..

"Jamen hej til dig også." svarede jeg en smule sarkastisk og dog med et lille smil i mundvigen, som jeg var overbevist om, at han havde opfanget. Hvis ikke så overlevede han nok. Jeg havde levet de sidste mange dage uden hans smil, så kunne han vel også. Hans familie så spørgende på mig. Eller os. Nok fordi jeg havde svaret på dansk, og Niall havde snakket til mig på dansk. 

"Gider I lige snakke et sprog vi alle forstår? Det her ser ud til at blive en ret så spændende samtale! Zayn henter du popcorn og lommetørklæder?" lød det flabet og på et sprog de fleste forstod, fra en dreng med krøllerne dansene om sig og med et glimt i øjet og et flabet smil. Jeg lo. Niall rødmede en smule, vente sig om imod ham. "Vi skulle ellers lige til at finde et lidt mere privat sted.." Han så på mig igen. "Hvis du altså kan bære over med en dum spade i bare ti minutter mere?"

"Satans også.. De vil være private. Get a room! Jeg vil ikke vide, hvis I gør den slags ting steder som dette." kom det kækt fra Louis, der åbenbart havde fået lov til at gå med Niall om backstage, før de kom på scenen. 

"Emily? Hvad laver du her?!" Stemmen gav et sæt i min krop. Magnus. Der havde valgt at forlade os for en stund for at smutte på toilettet. Hvor var det egentlig underligt at se ham. Jeg vente mig om imod ham, og lige over hans skuldre kunne jeg lige skimte Amalie, der næsten havde fået banet sig vej forbi sikkerhedsvagterne for at komme op til os andre. 

"Jeg følger en god vens råd, og vælger at lytte til hvad den dumme spade her har at sige.." svarede jeg med et udmattet smil. Selve stemningen, alle de følelser, drænede min krop for energi. Selvfølgelig nævnte jeg det på engelsk så de to kække frækheder kunne lytte med. Og det gjorde de så sandelig!

"Så du vil godt høre, hvad jeg har at sige?" spurgte Niall nerevøst. Jeg nikkede tøvende. Det var i princippet, det jeg mest var kommet for. Selvom det var lidt sjovt at se ham i aktion overfor hans familie, venner og fans. 

"Ja.. det ville jo næsten være endnu mere forfærdeligt at have en 'dum spade' på samvittigheden. Så hvor går vi hen?" Naill så lettet på mig. Han smilede forsigtigt, tog endnu mere forsigtigt om mit håndled, mimede noget til hans mor, der nikkede forstående. Han trak mig om backstage, ned af en gang og ind af en dør, der førte ind til et form for værelse, hvor der både var et tv, som filmede hvad der havde været sket ude på scenen. Jeg satte mig på sofaen, og Niall satte sig et lille stykke fra mig ved siden af.

Niall åbnede og lukkede munden mange gange. Han vidste vidst ikke helt, hvordan han skulle formulere det, han ville sige. Jeg lod ham gøre det et par gange til, jeg havde tålmodigheden på min side idag, og det føltes godt! Men til sidst kunne jeg ikke lade vær med at grine. 

"Altså.. i hvert fald så.. ja.. Undskyld! For alt. Jeg har været dum. Det bare.. når vi drenge har været udsat for så meget mærkværdigt overfor fans og det, så virkede det bare ikke helt umuligt, at du.. enten påstod at du var gravid, eller at du kun var gravid for at få medie opmærksomhed.. Men.. hvorfor skulle du også det? Jeg ved det var latterligt tænkt af mig. Jeg tror bare det hele virkede for godt til at være sandt. Og du skal vide, at i al den tid hvor vi nærmest ikke snakkede.. det var et helvede.. Og det kunne jeg forestille mig, at det også har været for dig.." Tårerne begyndte at presse sig på. Jeg elskede det faktum, at han skiftede lidt fra dansk til engelsk. Hans øjne var helt blanke, og de turde nærmest ikke søge mine. 

"Ja det var et helvede.." mumlede jeg, da minderne borede sig frem fra min hukommelse. Det værste havde været, da jeg lå alene hjemme på sofaen med hans pude og dyne om mig. Følelsen af det store savn stak i hjertet på mig. Det var næsten ikke til at holde ud. Især ikke når han sad foran mig og næsten sagde undskyld. 

"Kan du overhovedet på nogen måde tilgive mig?" spurgte Niall efter en halvlang tavshed. Han så med et op fra gulvet og borede de tårefyldte blå øjne ind i mine. De øjne der var placeret i hovedet på ja.. en dum spade. Men en spade jeg elskede, og det kunne jeg ikke løbe fra. 

Jeg rykkede helt over til ham, lænede min hoved imod hans skulder. Det gav et sæt i ham. Hans skuldre slappede langsomt af. "For at genopfriske hukommelsen med et yderst pinligt øjeblik, kan du så huske.. dengang du lige var kommet til vores hjem.. Og jeg synes du var noget så irriterende?" Niall lo kort og nervøst. Nervøs for hvor  jeg mon ville lede denne her samtale hen, eftersom jeg starter med at huske ham på, at jeg engang syntes, han var irriterende. Engang ja.. Men nu... Tjah... "Siden dengang har du været der for mig, især da jeg fortalte om det med min mor, og da jeg havde problemer med Josh. Siden altid det var bare trælst at jeg ikke kunne være der på samme måde overfor dig angående den situation du stod i, fordi jeg intet måtte vide.." 

"Du var der for mig! På din helt egen måde, når vi var sammen tænkte jeg jo ikke lige så meget på det her, som jeg gjorde, når jeg var alene." afbrød Niall mig. Det fik det til at boble i maven på mig, at han havde det sådan. Det fik mig til at smile, og jeg ved ikke om han så det, men.. det gjorde næsten heller ikke noget. 

"Men.. jeg havde det helt fantastisk med dig. Især det at vi holdt det hemmeligt for min far, det gjorde det bare meget mere spændende og hyggeligt." Mindet fra dengang hvor vi havde været nede i hans kælder gav mig kuldegysninger på armene og fik det til at kilde i maven. Åh gud den kælder der.. 

Niall blev tavs. Det samme blev jeg. Hans skuldre sænkede og hævede sig i et roligt fald. Det virkede på en måde dejligt at være i Nialls nærvær, men samtidig var mit hoved fyldt med spørgsmål som; Hvad vil Niall egentlig nu? Hvad tænker han på? Hvad med barnet? Har han mon sagt noget til hans venner og familie? 

Det gav et sæt i min krop, da der ikke længere var nogen skulder at læne sig op af. Niall havde rejst sig med fronten imod mig. Jeg observerede ham blot, og lige pludselig faldt han ned på knæ foran mine knæ. Han tog mine hænder i sine og så mig dybt i øjnene. 

"Jeg elsker dig Emily. Vildt og voldsomt, og ligesådan har jeg savnet dig. Helt ufatteligt meget. Tilgiv mig." Niall så bedende på mig. Nærmest som om hele hans krop hungrede efter det. Jeg tog en dyb indåndning og undveg hans dybblå øjne. Da vores øjne mødtes igen var begge parter fyldt med vand. Jeg hvilede min pande mod hans, lagde mine arme om nakken på ham, hvor jeg blidt nussede ham i nakkehåret. Det fik mit hjerte til at slå koldbøtter at være så tæt på ham igen. Det var, som om hele min krop stadig savnede ham. Hvis det skulle gå væk, måtte jeg have en overdosis. En stor omgang overdosis af ren og skær Niall! 

"Jeg har savnet dig så meget. Så meget at jeg har søgt efter hjerteplastre på Google. Og nu.. er vi her." Niall nikkede. En tåre trilllede ned på hver af vores kinder. Han tørrede min væk og pressede hans perfektformede læber mod mine. Nu følte jeg mig mere hjemme, end hvad jeg havde følt de sidste mange dage. Jeg følte, at jeg kunne trække vejret helt optimalt. Langt ned i lungerne og ud igen.

"Nå der var I!" lød Amalie og Magnus' stemmer ovre i døren. "Forstyre vi?" spurgte Magnus kækt. Jeg rystede på hovedet og sendte ham et udmattet smil. "Dude vi har brug for dig herude. De savner dig allerede igen." lo han. Niall rejste sig op. Han hev mig med. Sammen gik vi ud af døren og ned af en længere gang, der førte til en forhal hvor alle dem vi kendte stod. Nialls familie, bandet, min far, Magnus og Amalie.

"Rigtig flot klaret Niall. Jeg håber vi ses igen andre steder end på TV." smilede min far, imens han kærligt klappede ham på skulderen. Det fik mit smil til at falme. 'Ses igen'. Ja og hvornår kom det til at ske? Jeg kom jo nok ikke til at se ham igen, og så endda med et barn på armen, som nok ville komme til at få en helt ny familie et sted i Danmark.

"Hel klart Daniel! Jeg kommer så snart mit liv er faldet på plads igen.." Far nikkede forstående. Jeg gik over til ham. Han så ikke engang overrasket ud, han lagde blot armene om mig og trak mig ind til sig. Smilet faldt, men tårer var der ikke flere tilbage af. Det hele var slut nu. 

"Tak for alt. Tak fordi I passede på min søn og bragte ham hjem i live." lød en stærkt taknemlig stemme bag os. Far vendte sig om. 

"Det var så lidt. Det er en fantastisk søn, I har jer." smilede han. 

"Vi håber ikke han har spist jer ud af huset." lød det kækt fra Nialls bror Greg. Far og Magnus lo, da Niall stak en albue i siden på Greg. 

"Det går." grinede far. "Men vi må hellere se at komme videre. Hjem til Danmark." I det han nævnte Danmark knugede jeg mig tættere ind til ham. Jeg undrede mig over, om han overhovedet kunne trække vejret. 

"Jeg venter ude foran.." mumlede jeg og gav omsider slip fra fars T-shirt. De to glasdøre åbnede sig for mig, og en kølig vind kom mig i møde. Bag mig hørte jeg en svag kalden, om det var mig de talte til, kunne jeg ikke helt finde ud af. Ikke før to halvstore hænder fik et hårdt tag i mine skulder og fik mig drejet 180 grader rundt. 

"Hvor skal du hen?" nærmest råbte Niall desperat ind i hovedet på mig. Jeg fandt det overraskende ubehageligt og forsøgte derfor at vride mig ud af hans greb.

"Hjem." svarede jeg, som var det det mest indlysende. Hans øjenbryn fløj helt op i panden. Det så lidt komisk ud. 

"Vil.. vil du ikke nok blive her?" spurgte han, og med ét forvandlede hans øjne til de mest bedende hundeøjne, jeg nogensinde havde set. 

"Jeg har en scanning og et par eksamner, der venter på mig derhjemme.. Hvad havde du ærligt tænkt dig. At jeg skal droppe alt i Danmark og komme hertil og føde barnet?" Min stemme hævede sig ærligt lidt mere end jeg ville have den til, og det hele gik så stærkt. 

"Så det er mig der skal droppe min sangkarriere for at bosætte mig i et lille sølle land, hvor der ikke engang findes Nandos?" svarede han hårdt igen. 

"Det er ikke det, jeg beder dig om! Jeg ved bare ikke, hvad vi skal gøre.. Jeg har ikke været gravid før, jeg har ikke haft en kæreste fra et andet land før.. Jeg ved virkelig bare ikke, hvordan vi skal håndtere det her." råbte jeg frustreret. Mine hænder var knyttet hårdt sammen, og jeg mærkede en følelse af magtesløshed skylde ind over mig. Der gik flere minutter før jeg registrerede Nialls arme der lå om min krop. 

"Vi finder ud af det. Tag hjem. Så kommer jeg og bliver til du har født.. og så må vi finde ud af resten derfra." smilede Niall. 

"Men hvad med din mor? Og far? Og generelt din familie? Du er kun lige kommet hjem efter.. ja jeg ved ikke hvor lang tid.." 

"De kan altid bare tage med. Så kan du også lære dem at kende. Det tror jeg heller ikke din far har noget imod." smilede han og trak mig ind i endnu et kram. 

"Tager du ikke med ud i lufthavnen?" spurgte jeg med en grødet stemme, der fik Niall til at le. Jeg fik helt en klump i halsen bare ved tanken om de der propper i ørerne man får, når flyet letter. 

"Amalie fortalte godt om din skræk for fly. Jeg skal nok tage med.." lo han. Hans latter formede et smil på mine læber. Hvor lød det bare sødt, og hans varme ånde kildede imod min øreflip. "Jeg vil følge dig til verdens ende og tilbage igen. Jeg vil stå ved din side igennem hver og én af de mange udfordringer, vi bliver udsat for. Om det så er et barn, afstand eller familien der er problemer med. Så er jeg her stadig." mumlede hans blide trofaste stemme i mit øre.

Efter en times lang tæt trafik ud til lufthavnen, stod vi nu og nød en kold forfriskning. Far drak kaffe, Amalie og Magnus spiste is, og jeg delte en sodavand med Niall. Trangen til kaffe var virkelig blevet lav, og bare at skulle stå fem meter fra et menneske med en smøg i hånden kunne få mig til at falde om. Det lugtede simpelthen så afskyeligt lige for tiden. Før har jeg aldrig haft noget problem med det, måske er mine sanser blevet skarpere efter at jeg er blevet gravid? Who knows..? 

"Flyet til Copenhagen afgår om præcis 30 minutter." lød det i højtaleren og i det samme vendte jeg mit blik mod Niall, hvis øjne var rettede imod mine. 

"Vi har altså ikke tid til den helt store Titanic-farvel-mysse-mys-scene.." informerede Magnus os kækt om. Jeg fnøs af ham. Hvis det var det, jeg som gravid havde brug for, så skulle jeg fanme også have det! Krævede jeg for meget? Nej da!

"I love you, og jeg elsker dig." Niall trak mig ind til sig. Det lød sjovt når han skiftede fra engelsk og over i dansk. 

"Kan du det på flere sprog?" spurgte jeg nysgerrigt om, selvom det måske ikke var det mest passende tidspunkt. 

"Ich liebe dich and Is breá liom tú." sagde han stolt. Ærligt kunne han havde sagt en masse andet end 'jeg-elsker-dig' lige der, uden at jeg havde vidst det, for jeg forstod det virkelig ikke. Kun det tyske. 

"Okay, og hvad var det sidste sprog?" 

"Irsk. Men. Jeg kommer. Om ingen så længe. Jeg skal bare lige have tingene på plads derhjemme, så det passer vel nok med, at jeg kommer når du har fuldført din eksamen." Åh gud hvor han kendte mig godt til, at det jeg havde lavet de sidste 10 minutter var at få os væk fra lige netop 'farvel-hvornår-ses-vi-igen' halløjet. Ikke favorit emnet.

"Ja.. så ses vi vel.." svarede jeg sørgmodigt. Han smilede svagt af mig og bukkede sig ned, så vores læber mødtes. Det føltes så underligt og godt at mærke dem, men lige så underligt at der ville gå lang tid før jeg mærkede dem igen. 

"Så! Nu er det altså min tur til at sige farvel!" lød det muggent ovre fra Magnus, der kom styrtende som en arrig tyr. Jeg tråtte modvilligt til side og lod Magnus overtage Nialls favn. 

"Ja vi har altså mindst lige så meget tid til en Hangover afsked imellem Allan og Mr. Chow som en Titanic tudetur.." snerrede Amalie, hvilket fik mig til at grine. Hun var nu alligevel lidt genial. 

"Vær du bare glad for at jeg i det mindste har tøj på, det er jo fandens varmt her i lufthavnen.. Men vi ses brow." Magnus daskede ham kærligt på skulderen. Niall rystede på hovedet af ham, dog med et smil i mundvigen. Amalie gav ham et hurtigt afskeds knus, og jeg fik endnu et kys. Far havde allerede bibbet vores billetter igennem, så nu manglede jeg bare et skridt, for så ikke at kunne vende om og fortryde. Jeg tog det. Jeg var tvunget. Amalie stod lige bag mig og ville under den mindste tøven skubbe mig frem af. 

"Vi ses my love!" råbte Niall, inden jeg forsvandt rundt om et hjørne og hen af en form for gang, der ville føre til flyets døråbning. Jeg blev helt varm indeni, og jeg glædet mig blot endnu mere til at se ham igen.

Det nåede at blive pænt sent på aftenen, før vi kom hel hjem. Amalie havde fået lov at overnatte. Magnus ville også have været blevet, hvis det ikke havde været fordi at hans mor havde tvunget ham til at komme hjem og øve engelsk for hende. Eksamen var trods alt lige rundt om hjørnet. Men jeg følte mig nu ret sikker i mit engelsk efter alt det her med Niall. Hvis jeg nu var heldig, kunne jeg få Niall lokket herover noget før, så kunne jeg vel øve med ham. 

"Nogen der er sultne?" lød fars stemme muntert ude fra køkkenet med en baggrund af støj fra skaber der åbnede og lukkede og gryder der blev rykket rundt. 

"Chokoladekringler for the win! Og så noget cola så er den hjemme." Der gik ikke ret lang tid før Amalie og jeg lå i min seng og så NCIS boksen igennem med  to liter cola, en skål popcorn og chips og to pakker chokoladekringler. Jeg følte mig som Eva i paradis i selskab med et af dyrene, imens Adam er på æblerov. Jeg savner min Adam. Eller ikke Adam men Niall.

Der gik ikke mere end et par afsnit før Amalie lå og boblede ved min side. Jeg puffede hende forsigtigt en smule væk, så jeg kunne få bare en smule mere albueplads. Jeg fiskede min bærbar op fra gulvet og gik ind på facebook. Der var ikke sket noget just interressant udover at folk blot klagede over hvor meget tid de brugte på at læse til eksamen. Lidt var der dog sket på min facebook. Jeg havde fået en vennanmodning. Og personen kaldte sig selv Luke Skywalker.

"Dårlig joke." mumlede jeg ud i det mørke rum. Jeg accepterede dog og klappede skærmen i, og vente tilbage til skærmen der viste Ziva i forhørslokalet med en eller anden klam mand med ølmave. Afsnittet var snart slut, og det var snart tid til at skifte DVD. Men jeg magtede virkelig ikke at rejse mig. Jeg var så træt, og imorgen havde far lovet mig huset til at få læst lidt. Imens skulle han til møde hos hans chef. 

Da jeg overhovedet ikke kunne falde søvn, endte jeg med at finde min computer frem igen. Jeg loggede ind på både Twitter og Facebook. Jeg var ikke den helt store ekspert på det der Twitter, jeg brugte det kun, fordi Amalie havde tvunget mig, fordi hun selv syntes det var ih og åh så smart. Men i hvert fald så loggede jeg ind, og jeg fandt Nialls profil. Jeg ville så gerne se et billede af hans søde smil og hans strålende øjne lige nu. Så det gjorde jeg, og jeg ved ikke, hvor glad jeg er for at have gjort det, da et billede af mig og Niall stå måske lidt for tæt på hinanden oppe på scenen, da fansene ellers var på vej ud af stadiummet. 

Der var utrolig mange 'Retweets'. Min hals snørrede sig sammen, da jeg fik det første glimt af en hadefuld kommentar. Og der var flere hvor de kom fra.

- Who the fuck is this Girl?

- Niall dosn't look happy at all, I kill her if she done anything to my Niall! 

- Niall is my husband. Not hers. Get off stupid girl! 

- Go to hell bitch. 

Det skræmte mig at læse kommentar for kommentar. Mange bad også Niall om at følge dem. Meget få havde syntes at vi så søde ud sammen, og at vi jo muligvis bare var venner. Nogen havde kommenteret at de syntes jeg var tyk. Det er jeg jo også, jeg er jo gravid... 

"Emily, klap nu den skærm i og sov!" mumlede Amalie irriteret. Det blev sværre at se kommentarerene eftersom mine øjne fyldtes med vand. Godt nok kunne jeg knap nok se computerskærmen længere, men ordnene dansede rundt inde i mit hoved. "Em? Hvad sker der?" spurgte Amalie søvndrukkent. Jeg skuppede blot computeren over i skødet på hende, så hun kunne se hvad de forfærdelige mennesker havde skrevet om mig. "Pus da. Du ved jo godt, at de ikke ved bedre end det." Amalie lagde en arm om mig.

"Hvad nu hvis Niall også synes jeg er tyk?" hulkede jeg. Amalie lo. 

"Søde. Ikke for at gøre det hele værre. Men du er jo tyk. Det er jeg også, men du har det i det mindste en god grund til det. Du bære på jordens dejligste unge, som du har skabt med jordens sødeste unge mand." smilede Amalie. Det varmede virkelig mit hjerte, da hun fik mig til at tænke på tingene i det perspektiv. 

"Amalie du er fantastisk! Men.. hvad nu hvis at Niall ikke vil være sammen med mig, fordi at deres fans ikke kan lide mig?" snøftede jeg fortvivlet. Amalie sukkede irriteret.

"Så er han satme den største idiot på moder jord. Og det ved du også godt, at han ikke kunne drømme om at smide dig ud af hans liv en gang til, og da især ikke på grund af hans fans. Og ærlig talt så tror jeg ikke fansene ville blive skide glade for at høre at Niall har efterladt en gravid pige tilbage i Danmark uden at ville tage kontakt til hende.."

"Jeg savner ham. Især når sådan noget sker. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på sådan noget Twitter bras. Men tak fordi du ville overnatte her Amalie. Det gør det lidt nemmere.." smilede jeg taknemligt.

"Hey Twitter har da ikke gjort noget! Brugerne har, men ikke Twitter! Men det var så lidt. Du har mig til hver en tid."

Det var sådan noget, der varmede mig og gjorde at jeg følte mig tryg og omgivet af gode mennesker. Tanken om hvor modbydeligt meget vi engang har hadet hinanden, får mig til at falde om af grin, fordi det i princippet har været latterligt lige fra start. Desuden har jeg opdaget hvor fantastisk Amalie egentlig er, når man lægger ondskaben på hylden og lære personen at kende. Man kan blive overrasket. 

"Men seriøst. Sov nu Emily. Vi skal faktisk i skole i morgen, og jeg er træt nu..." Amalie lagde sig til rette under dynen, og jeg gjorde det samme. 

*

"Godmorgen sovetryne. Jeg håber du fik sovet igår, for nu må du ikke sove mere!" Amalie ruskede blidt i mine skuldre. Jeg skubbede hende fornærmet væk, og rullede om på siden for at sove videre. "Ah ah den går ikke sweety. Det er op. Nu!"

Amalie forsvandt ned af trapperne for at lave morgenmad. Udmattet satte jeg mig op på kanten af sengen for at få noget tøj på. Jeg fik et par gemacher på, en top og så en lynlås hættetrøje, der akkurat dækkede min mave. Med dovne skridt bevægede jeg mig ned i køkkenet for at se, hvad Amalie havde gang i. På bordet stod der to tallerkner og to glas juice.

"Du er en skat!" sagde jeg, da mine øjne skimtede de to brød der lå på brødristeren. De så perfekte ud. Amalie må have overnaturlige evner indenfor emnet 'at riste brød', for jeg brænder altid mine på på den skide brødrister..

"I know! Sæt dig, vi skal spise.." lød det kommenderende fra Amalie. Det gjorde mig ikke det store, jeg var igang med at sætte mig, da hun sagde det. Hun slukkede for brødristeren og fik brødene over på vores tallerkner. Jeg fik mumlet et 'tak', og straks gik jeg igang med smøren og pålægschokoladen. Mums! Bedre morgenmad har aldrig eksisteret. Okay Scrampled eggs kan måske godt gå hen og slå den men ellers!

Da vi havde spist, var jeg stadig sulten, så jeg tog et rødt æble med på vejen. Far kørte os, så sød som han nu var, på trods af at han var irriteret over, at han havde hørt, at jeg havde været sent oppe. Altid rart med en lille morgen disskusion med ens far..  

"Vi ses piger. Har du penge til bussen Em?" Jeg nikkede og smækkede bildøren i. Længere fremme kunne jeg se Magnus stå meget optaget af sin mobil. Amalie stoppede op og ventede på mig. Jeg kaldte på Magnus. Det blev lidt flovt, da han ikke reagerede. Sjovt nok kiggede han op med det samme Amalie nævnte hans navn. Fjols. 

"Hvad pokker er du så optaget af?" snerrede jeg af ham.

"Nå der er da vidst én der har det røde." svarede Magnus flabet tilbage. Jeg lagde armene over kors og gloede på ham med store øjne. Han så lidt forvirret på mig, indtil det gik op for ham, hvad han lige havde sagt. "Hahahhaha lol. Hvor er jeg dog dum.." grinede han.

"No shit Sherlock." kommenterede Amalie flabet. Hun rullede øjne af ham, men hun kunne dog ikke lade vær med at smile skævt af hans kommentar. Den var også ret plat. 

"Er der overhovedet flere på skolen der ved det? End os tre.." spurgte Magnus, da han atter kunne trække vejret optimalt igen. Jeg trak på skuldrene, og svarede at det gik jeg da ikke ud fra. Hvor skulle de vide det fra? "Men så længe kan du nok heller ikke skjule det længere. Helt slank er du jo heller ikke længere.. Sorry to say." 

Jeg trak på skuldrene og sukkede: "Så må de jo få sandheden af vide.." Jeg var ikke meget for det, men hvis det blev nødt til at ende sådan, så måtte jeg jo fortælle det. For som Magnus sagde, så er jeg jo ikke den slankeste længere, og jeg bliver jo kun tykkere for hver dag der går.. 

"I det mindste er fødselsen da et stykke tid efter eksamnerne, prøv at tænk på hvis du sad der og snart skulle føde midt i eksamen. Det ville have været træls for dig." lo Magnus. Jeg forestillede mig selv med den største mave inde i et stort klamt og ikke mindst varmt lokale. Og hvis jeg så gik i fødsel midt i det hele. Det ville være så pinligt og lidt af en katastrofe.. 

"Skal vi smutte ind til time?" spurgte Amalie. Magnus nikkede, og jeg fulgte med dem begge to. De snakkede om et eller andet med en biograftur, en film der hed: Safe Haven. De virkede lidt søde sammen når de gik der.. De virkede som et godt og trofast par. 

"Når Niall kommer tilbage kunne I måske joine?"

"Emily?"  

"Jo. Øh ja.. selvfølgelig!" Jeg følte mig lidt rundt på gulvet bare ved tanken om Niall i Danmark igen. Mon han overhovedet kom? Hm..

Jeg mærkede hvor meget, jeg virkelig ikke magtede det her. Jeg ville bare have alt det her overstået, have Niall med det første fly til Danmark, og så bare springe i hans åbne arme og håbe på han griber mig. Og så vil jeg aldrig give slip igen. Aldrig nogensinde! For den dreng han vil altid forblive en stor del af mit liv. En stor del af min hverdag, af min tankegang men mest af alt en stor del af mig.

___________________________________________________________________________

 

Hej Fantastiske læsere! 

Der er jo sommerferie. Jeg har været på ferie i 14 dage i Ungarn og gud hvor er jeg glad for at være hjemme igen! 

I hvert fald så har One direction jo eksisteret i 3 år fra idag, og det fejre jeg lige ved at genspille deres nye sang 'best song ever', og ved at give jer et nyt afsnit med Niall og Emily <3 

Husk lige at hjælp os Directioners med at få Views'ne op på 10,7 millioner, så gå ind og hør sangen igen og igen og igen! Tak, vi elsker jer læsere :* 

Undskyld for ventetiden!

Loooove Hannah og Line <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...