His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22490Visninger
AA

18. Kapitel 17.

Nialls synsvinkel..

Jeg satte mig med et sæt op, jeg sendte forretningsmanden med slik-hår et undskyldende smil. Tanken om at jeg lige havde udnyttet hans skulder som min personlige hovedpude, mens at jeg bare havde ligget og boblet er lidt.....Pinligt! Men han så ikke ud til at lægge noget i det, eftersom at han ignorerede mig...Jeg ville nok aldrig se ham igen, heldigvis for mig.

Jeg drejede hovedet over mod Magnus som sad med tungen ud af munden, mens at han koncentrerede sig om et spil på sin Ipod. "Magnus? Ved du hvor lang tid der er til, at vi er der?" spurgte jeg træt, Magnus grinede uden at fjerne blikket fra sin Ipod. "Vi er landet Smarte! Daniel synes bare lige, at vi skal vente lidt med at rejse os, for ellers kan vi stå op i tyve år!" Jeg kiggede hurtigt rundt i flyet og lagde dermed mærke til, at alle menneskerne stod mast sammen oppe ved udgangen, som en masse får der blev hyrdet sammen af én...fårhyrde.

Jeg var åbenbart faldet i søvn som én af de første ting, efter at vi var steget på flyet, for jeg synes da godt nok at flyveturen har været kort. Men man kunne ikke rigtig sige noget til min trang til at sove, eftersom at jeg tog nogle smertestillende piller, som sikkert var så kræftfulde at de kunne slå en elefant om kuld. Idet mindste kunne jeg ikke mærke min skulder, og det var ret fedt, for jeg var meget overbevist om, at den ville gøre fucking ondt! Jeg havde en grim grøn slynge om min arm som gjorde, at jeg lignede én, der havde forstuvet armen, men det havde jeg jo ikke. Jeg var blevet skudt i skulderen og kunne ikke bruge min arm.......Irriterende.

Siden episoden i gymnastiksalen har jeg haft de mest underlige drømme. Jeg har flere gange drømt, at det var mig der stod med pistolen...Hvor at den var rettet imod en kopi af mig, og ligemeget hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg ikke stoppe mig selv fra at affyre pistolen. Da kopien af mig så lå på jorderen...Død...var der nogle som råbte noget lignende: "Nick Bolton er død!" Så det var som om, at jeg havde dræbt den person jeg var i vidnebeskyttelse. 

"Hallo!" Jeg modtog et puf fra Magnus, på min dårlige arm men jeg kunne ikke mærke det. Så jeg ville tage pis på ham! Jeg krympede mig sammen og klemte mine øjne sammen. "Av!" Sagde jeg med en lille stemme, som lød til at være fuld af smerte. "Ej forhelvede! Det må du virkelig undskylde! Jeg troede ikke, at du kunne mærke noget, det er jeg altså virkelig ked af! Kan du nogensinde tilgive mig?! OMG! Hvor er jeg dum! Hvorfor tænker jeg mig aldrig om?! Det er så typisk mi-" Magnus stoppede sig selv, da jeg begyndte at grine. "Det var en joke mate!" Han sendte mig et iskoldt blik, hvilket fik mig til at sende ham et smørret smil.

"Vi stiger af nu taber!" Sagde han fornærmet og rejste sig, jeg grinte bare lidt og fulgte efter ham over imod udgangen, hvor Daniel var på vej hen. Da vi forlod flyet stod stewardesserne og smilede til os, mens at de bød os velkommen til England.

Da vi stod ved bagagebåndet, rendte Daniel rundt efter min kuffert, fordi jeg kunne jo ikke selv tage den af båndet. Magnus og jeg stod bare og grinte af ham, for han løb rundt som om at han var bange for at den ville blive stjålet eller noget.

Selvom vi ikke engang var kommet 'rigtigt' ud i England, så var det overfedt at være tilbage! For ikke at blive genkendt havde jeg fået sådan noget mørkt hårfarve i, som kunne skylles ud med det samme! Min naturlige hårfarve er brun, men før Danmark fik jeg det altid farvet blond..Så jeg tænkte, at jeg ville farve mit hår blondt inden at jeg kom tilbage, for at folk ville kunne genkende mig til ceremonien. Men jeg ville jo ikke genkendes i flyet, eller lufthavnen eller noget andet sted før ceremonien. Så Magnus havde skaffet mig den mørke hårfarve, som kunne skylles ud. Udover hårfarve ændring, så havde jeg brune kontaktlinser i og briller på.Jeg lignede en nuttet lille nørd! Plus at jeg havde en blå og hvid ternet skjorte på, samt nogle sorte løse bukser. Jeg havde dog en hvid undertrøje på indenunder.

"Daniel forhelvede! Det der er ikke hans kuffert!" Grinende Magnus da Daniel kom gående over imod os, med en kuffert som lignede min på farven. Daniel sendte mig et spørgende blik "Det er ikke min kuffert" Jeg sendte ham et undskyldende blik og kiggede over på bagagebåndet, hvor min kuffert sjovt nok kom kørende! Talk about timing! "Men det der er!" Sagde jeg glad og pegede på min kuffert. Daniel vendte hurtigt rundt i løbet af ingen tid havde han kastet den kuffert, han troede var min op på båndet og havde fået fisket min af. Han kom gående stolt over imod os, han havde allerede fået sin egen og Magnus´ så vi begyndte bare at gå over imod gatens udgang.

Da vi trådte ud af Gaten var der en mand der så meget underlig ud, som stod med et skilt hvor der stod "Nosh James Horan" Han havde en afro paryk, store solbriller og en pink tanktop på. Nosh....Det er da et underligt navn? Men jeg kan godt lide hans efternavn, det er meget flot! Jeg sendte ham et smil idet jeg passerede ham, men jeg stoppede da jeg fik øje på hans arm. Han havde en stor løve tattoo! Horan det er mit efternavn! James er mit mellemnavn! Nosh, det er mit og Joshs ship-name! "Josh?" Spurgte jeg stille, han løftede stille op i sine solbriller, og der vidste jeg, at det var ham. "Niall?" hviskede han spørgende, jeg nikkede en enkel gang.

"Følg med denne vej" Sagde han glad og førte an, jeg viftede Magnus og Daniel med eftersom at de stod længere tilbage og diskuterede hvad det næste træk ville være. Jeg havde ikke aftalt med Josh at han skulle hente os, jeg havde ikke engang fortalt ham hvilket fly vi skulle med, jeg havde bare fortalt ham hvornår vi cirka ville være i England og jeg tror måske at jeg kom til at nævne hvilken lufthavn....But that's it!

Josh førte os over til en stor sort bil, som holdt ude foran lufthavnen..Der var nok plads til 8 mennesker inde i bilen. Josh åbnede døren og gjorde tegn til, at vi skulle hoppe ind, jeg ventede med at stige ind til efter Magnus og Daniel. Jeg havde aftalt med dem, at efter vi landede i England skulle vi kun snakke engelsk!

Da jeg havde fået sat mig ind i bilen, hoppede Josh ind og smækkede døren efter sig. Jeg sad og fumlede lidt med selen, for det var lidt svært at få den på med kun en arm som hjælp. Josh tog mig ved overraskelse, da han lagde sine arme om mig og gav mig et kram "Niall, din fucking cunt! Du lod mig bare tro at du var død og borte! Fuck hvor er det godt at se dig! Jeg har savnet dig!" Sagde Josh og slap mig, jeg sendte ham et smil "Haha...Sorry! Men jeg var nødt til det! Jeg har osse savnet dig og drengende!" En person rømmede sig fra fører sædet, hvilket fik mig til at kigge derop, hvor jeg fik øje på Paul! "Paul! Hvor er jeg glad for at se dig! Jer begge to! Det har været så underligt at skulle undvære jer!" Jeg sendte ham et stort smil, som han gengældte inden at han startede bilen "I lige måde Niall! Hvad er der sket med din arm?"

"Jeg blev skudt i skulderen, for sådan....2 dage siden"

"Hvad?!" Udbrød Josh chokeret, jeg grinte bare lidt over hans ansigtsudtryk "Jeg har det fint!....Når ja! Paul og Josh, det her er Daniel og Magnus....Daniel han arbejder for FBI, jeg har boet hos ham..Og Magnus er min bedste ven i Danmark! Magnus og Daniel, Josh spiller trommer for One Direction og Paul er vores sikkerhedsvagt, babysitter og tour-manager" Forklarede jeg, de hilste høfligt på hinanden.

          

****

 

Jeg rendte rundt backstage, med en sandwich fra Nandos i venstre hånd. Jeg havde savnet det! Nandos, England og det at være backstage mens man venter på at man skal optræde. Her var kæmpe stort, stedet var næsten allerede helt fyldt med publikum. Der var blevet afspærret en loge til min familie, drengende og andre kendte folk, men der var stadig tomt. Ingen af dem var dukket op, kun fans og pressen, men der var stadig en halv time til det startede.  

"Niall, hvad laver du?" Jeg vendte mig om og fik øje på Josh, jeg havde stået og kigget ud over imod det areal hvor drengende skulle sidde, i et desperat håb om at de ville dukke op. "Jeg ville bare se dem, men de er ikke kommet" Sagde jeg trist. Jeg savnede dem så meget, men det virkede ikke som om at de ville dukke op....Jeg burde forblive optimistisk men jeg kunne ikke.......Hvad hvis de var sure på mig, over at jeg havde forladt dem og at de ikke ville have noget med mig at gøre....Alene tanken gjorde ondt.

"Bare rolig Niall, de skal nok dukke op! Prøv at kom, der er noget du skal se." Josh nikkede ned mod en gang, før han begyndte at gå, jeg fulgte hurtigt efter. Vi stoppede ved hjørnet før døren ud til, hvor der stod nogle vagter og sørgerede for at ingen kom ind, medmindre at de skulle ind. Vi kunne ikke se vagterne for de stod 5 meter længere nede, af gangen og som sagt stod vi lige ved hjørnet så man ikke kunne se os. Men vi kunne sagtens høre en vagt, der prøvede at berolige en eller anden og jeg tror også at Magnus var der, for det lød sådan.

"Hvad er det, som jeg skal se?" Spurgte jeg forvirret, Josh gjorde tegn til at jeg skulle være stille før han tog min sandwich ud af hånden på mig og skubbede mig frem, så jeg kunne se dem der snakkede med vagterne. Jeg vendte mig om imod Josh og skulle til at sige noget, men jeg stivende ved det syn jeg så da jeg kiggede ned af gangen. Der stod: Mine brødre! Greg, Liam, Louis, Zayn Og Harry! Og overfor dem stod Magnus og 3 vagter. Det så ud som om at de havde gang i et skænderi af en art.

"Enten er det vores bror og bedsteven, ellers så er det en eller anden hacker, som står for det her! Så ligemeget hvad så har vi en grund til snakke med ham, der står for det!" sagde Louis med en bestemt stemme og hård tone. Magnus rystede på hovedet. "Sorry Guys! Men I bliver nødt til at vente." sagde han undskyldende.

"Hallo! Jeg kender ham der! Han er en af mine venner! Hey Mate! Det er lang tid siden, kan du kende mig? Det er mig Harry! Kan du ikke få os ind?" Harry kiggede overimod mig og vinkede til mig, typisk ham! Han giver ikke bare op, det gør ingen af dem! Men det var optimistisk af ham, at tro på at jeg ville hjælpe dem! "Han snakker desværre ikke Engelsk! Men ellers godt forsøg!" Magnus kiggede tilbage og sendte mig et undskyldende blik.

"Damn it!" Mumlede Harry, en af vagterne kiggede tilbage på mig "Sorry sir! De står ikke på listen, så jeg regnede med at de ikke måtte komme ind!" Et par uopmærksomme vagter = Chancen for at løbe forbi dem, er der. Og drengende tog den, Harry, Liam og Zayn nåede forbi vagterne, mens at Louis og Greg blev stoppet af dem.

De kom alle sammen løbende ned imod mig, med en vagt efter dem. Jeg kunne se på Harrys blik at han havde fundet sit bytte mig  Og han havde ikke tænkt sig at lade mig, slippe uskadt herfra. Da han var 2 meter fra mig, lukkede jeg bange mine øjne, skulle jeg fortælle dem det? Eller skulle jeg lade ham gøre det?! Jeg nåede ikke at tænke videre over det, for med det samme blev jeg trukket tilbage og ind i en væg.

"Hvor fuck er Niall?!" Blev der råbt ind i mit hoved, jeg genkendte heldigvis stemmen og jeg var taknemlig for det! Jeg åbnede forsigtigt mine øjne og stod ansigt til ansigt med Josh! Han mimede et "Don't worry!" til mig.

"Josh? Hvad laver du her?" Spurgte Liam forvirret, Josh vendte hovedet "Det samme som jer, tror jeg? Jeg kom for at finde med Niall, men jeg har gennemsøgt hele stedet og der er ingen spor af ham! Hvor er han?!" Ved sin sidste sætning, vendte Josh endnu en gang sit ansigt over imod mig. Han havde presset mig op af væggen, det så sikkert voldsomt ud, men Josh vidste at jeg tog de der smertestillende piller så jeg kunne ikke mærke så meget. "Josh, lad ham være.....Du skræmmer ham! Han siger ikke noget, han kan jo ikke Engelsk" Sagde Zayn opgivende, jeg kiggede over imod dem og så at flere vagter var kommet til. Der var 2 store vagter der var igang med at hive Harry og Liam væk. Mens at der var en mindre der havde fat i Zayns arm, der var også en der var igang med at hive Josh væk fra mig.

Jeg hostede hvilket fik dem alle til at stoppe "Magnus....De behøver ikke at gå?" Sagde jeg på Dansk med en meget dyb stemme, for at de ikke skulle forstår hvad jeg sagde eller genkende min stemme. Magnus sukkede men nikkede så "Jo, ellers så finder de andre ud af det."

"Magnus....Jeg kan ikke miste dem igen......Ikke allerede" Magnus og jeg havde aftalt at ligemeget hvad, så skulle drengende få det af vide, samtidig med alle andre. Fordi jeg var bange for at de ville blive sure og ikke ville snakke med mig, eller endnu værre....Hade mig, det ville jeg ikke kunne håndtere.  

Det var dog svært at holde nu, når de stod foran mig: frustreredetriste, knuste og ivrige efter at finde ud af om jeg var i live. Magnus sukkede opgivende. Han kiggede rundt på drengene, som så forvirrede på mig og Magnus. Magnus pegede på Louis. "Lad ham der blive" Sagde han på Engelsk, så de alle forstod det.

"Mig?" Spurgte Louis forvirret, Magnus nikkede bestemt hvilket fik vagten til at slippe Louis, som bare kiggede forvirret rundt. "Bare følg efter ham!" Magnus pegede på mig, alle drengende kiggede forvirret rundt. Louis udvekslede blikke med Josh, som trak på skuldrene "Hvorfor? Hvad skal jeg? Jeg løb ikke forbi vagterne, så jeg har teknisk set ikke gjort noget forker-" Harry havde åbenbart ikke meget tålmodighed, for han afbrød hurtigt Louis "Lou, gå nu bare med! Det her er vores chance, for at finde ud af hvad der er sket med Niall!" Louis nikkede forstående og trådte forbi vagterne, for at komme hen til mig.

Jeg begyndte at gå ned mod et omklædningsrum før Louis nåede helt hen til mig, hvilket jeg ud fra lyden af hans skridt gik ud fra fik ham til at sætte farten op.

Jeg tog fat om håndtaget og hev hurtigt døren op, jeg holdte den mens Louis sendte mig et underligt blik, inden at han trådte ind. Jeg fulgte efter ham og lukkede døren efter mig, han stod med ryggen til mig og sukkede stille "Hvad så nu?" Spurgte han stadig med ryggen imod mig, jeg begyndte hurtigt med en hånd at åbne min skjorte. Hvis jeg skulle vise ham hvem jeg var, så skulle det gøres på den rigtige måde.....Og med den rigtige måde, mener jeg ikke nøgen! Perverse mennesker!

"Hv-Hvad laver du?!" Spurgte han panisk, jeg kiggede over på ham og så at han havde vendt sig om. Han så meget utilpas ud, over min trang til at smide min skjorte, jeg rystede på hovedet af ham mens at jeg udstøde et lydløst grin. Jeg elsker at han snakker engelsk til mig, når Magnus sagde til dem at jeg ikke snakkede det, men så igen.....Han snakkede jo ikke rigtig andet.

Jeg fik med besvær skjorten af og slyngen, så man kunne se forbindingerne om min skulder, Louis kiggede lidt på dem med et udtryk der fortalte mig, at han tænkte "Av!" Men han forblev tavs, nok fordi jeg ikke havde svaret på hans spørgsmål. Efter jeg havde smidt skjorten på gulvet, gik jeg over til spejlet for at tage mine briller af og derefter stak jeg min ene finger ind i mit øje, for at få kontaktlinsen ud. Sådan noget er svært! Respekt til jer, der gør det hver dag!

"Undskyld mig! Hvad laver du? Hvorfor har du taget din skjorte af? Og dine briller? Og hvorfor står du med din finger inde i dit ø-" Jeg afbrød Louis´ endeløse spørgsmål "Luk nu røven Louis! Jeg prøver at tage kontakt linserne ud, så du kan genkende mig!" Svarede jeg flabet tilbage og fik den anden kontaktlinse ud.

Louis var helt stille, jeg kiggede på ham igennem spejlet, han stod bare og stirrede chokeret på mig. Jeg prøvede at fange hans blik, med mit eget men uden held. Jeg vendte mig langsomt om imod ham, han stirrede bare ind i spejlet, som var han fuldstændig forstenet.

"Lou, vil du ikke nok sige noget?" Han åbnede sin mund et par gange, men blev bare ved med at lukke den igen. "Lou..." Jeg trådte et skridt over imod ham, hvilket fik ham til at tage et tilbage. Den afvisning gjorde virkelig ondt, han var min bedsteven og han kunne åbenbart ikke tilgive mig, for at lade dem tro at jeg var død. Jeg forstod ham godt, men det gjorde ondt!

Måske var hele denne her ceremoni-ting en fejl? Hvis en af mine bedste venner, blev sur på mig, hvordan ville resten af verdenen så reagere? Jeg tog slyngen på igen og udgav et trist suk "Louis. Jeg ved godt, at det er et stort chok, og du må virkelig undskylde at jeg sådan. Lod jer tro at jeg var død, men hvis jeg havde fortalt jer det, ville I være i fare.." Jeg holdt en kort pause, for at se hans udtryk, men han stirrede bare på mig, uden noget tegn på forståelse eller noget.

"Undskyld. Det var en fejl, jeg forstår fuldt ud, hvorfor du ikke kan tilgive mig.. Eller noget i den stil. Undskyld, jeg er virkelig ked af det." Mit blik fandt hurtigt gulvet, mens jeg trådte over imod døren. Jeg pinede mig selv lige nu ved at stå og snakke til en stum Louis, han var tydeligvis meget frustreret over min løgn.

Jeg tog tøvende fat om dørhåndtaget, jeg ville ikke miste dem igen men samtidig, så lå det ikke i mine hænder. "Louis, det her kommer til at lyde som en dårlig kærlighedserklæring, men for hvad det er værd, så var det godt at se jer igen.." Jeg drejede håndtaget og skulle til at åbne døren, men lyden af Louis' stemme stoppede mig. 

"Lad vær med at gå" Hans stemme var lav og bedene, jeg vendte mig om og så at han havde trådt et skridt frem. Jeg bed mine tænder hårdt sammen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, skulle jeg undskylde igen? Eller skulle jeg bare snakke med ham? Jeg havde lyst til at give ham et kram, men han virkede meget chokeret, så det var måske ikke lige så klogt at gøre.

Jeg åbnede min mund for at sige noget, men klumben jeg havde i halsen blokerede for orderene, så de ikke kunne komme ud. Mit hjerte slog så hårdt, at jeg praktisk talt kunne mærke det slå. Jeg tog en dyb indånding, men ligeså snart jeg gjorde det begyndte tårene at presse sig på.

"Det var ikke min mening, at reagere så afvisende. Det er bare meget overvældende. Drengende og jeg håbede så fucking inderligt på, at du var i live, og selvom vi kom til det punkt, hvor vi rent faktisk troede på det, så regnede jeg ikke med, at du rent faktisk var i live!" Louis kiggede hurtigt ned i gulvet og da han kiggede op på mig igen, var hans øjne fulde af tåre. "Jeg har savnet dig, så sindsygt Niall!" Da de første tåre trillede ned af Louis´ kinder, begyndte mine også at falde.

Louis trådte frem imod mig og omfavnede mig, i et broderligt kram. Jeg begravede mit ansigt i hans skulder og lod bare tårene falde, som de ville. "Du aner ikke hvor svært det har været, at skulle undvære jer 4 tosser! Det har været noget af det sværeste jeg har skulle, i hele mit liv"

"Jeg tror at jeg har en ret god ide, om hvordan du har haft det!" Grinede Louis igennem tårene. Vi blev stående sådan i noget tid, jeg hulkede ind i hans skulder mens at jeg kunne mærke på hans rystende brystkasse, at han gjorde det samme. 

Vi slap hinanden efter noget tid, for derefter bare at stå og smile til hinanden "Hvad er der sket med din skulder?" Spurgte han efter noget tid, mens han tørrede sine kinder.

"Jeg blev på en måde skudt" Mit svar fik Louis til at kigge på mig, med store øjne. "Altså med en pistol?" Spurgte han chokeret, jeg rystede på hovedet "Nej, med en brødrister! Hvad tror du selv? Ja, en pistol!" Jokede jeg. Louis gav mig et lille puf, på min raske skulder.

"Nick! Vi begynder om 10 minutter!" Råbte Magnus og åbnede døren, Louis kiggede forvirret over på ham. "Magnus, det her er Louis en af mine bedstevenner! Lou, det er min bedsteven fra Danmark, Magnus." De udvekslede smil og vinkede kort til hinanden. Det var lidt sjovt at Magnus havde kaldt mig Nick, det var nok fordi at han ikke vidste, om jeg havde afsløret min rigtige identitet for Louis, derfor synes jeg at det var lidt sjovt at han kaldte på engelsk.

"Har du make-up på Magnus?" Jeg trådte et skridt tættere på Magnus, mens at mit blik lå på hans tydelige fundation dækkede ansigt. Magnus rystede på hovedet "Nej! Hvorfor skulle jeg have det? Jeg er en dreng! Make-up er for piger!" Jeg kunne høre på hans tone at han løg, så jeg nikkede bare sarkastisk.

"Jeg tror på dig" Sagde jeg lidt efter, for at gøre ham klar over, at jeg ikke troede på ham, Magnus rullede bare med øjnene "Okay! Jeg har make-up på! Men jeg skal altså også på scenen helt alene, foran flere tusind mennesker! Jeg er nervøs og jeg vil bare se godt ud! Uden urenheder og sådan noget" Forklarede han.

Jeg nikkede forstående "Fair nok! Skal vi gå derud af?" Spurgte jeg spændt. Magnus rystede på hovedet "Skal du ikke have det der, ud af dit hår først?" Han pegede på mit hår og der gik det op for mig, at jeg havde glemt alt om hårfarven.

"Fuck jo! Det kan jeg jo ikke nå nu?"

"Inde i omklædningsrummet ved siden af, er der en bruser og et TV! Så kan du bare høre hvad der sker imens du skyller det ud" Har jeg glemt at fortælle at ceremonien, bliver sendt på landsdækkende tv, plus man kan se det live på Youtube overalt på jorderen?.......Medmindre at man boede under vandet, for så kunne man ikke bruge en computer........Det tror jeg i hvert fald ikke man kan, medmindre at der findes nogle computere der kan fungere under vand, men så igen hvor mange mennesker bor under vand? Det er nemlig rigtigt: INGEN!  

"Okay, jeg vil gå ind og tage et lynbad! Louis, Magnus vil tage sig af dig" Mere sagde jeg ikke før jeg forlod rummet og løb ind i det ved siden af. Jeg låste hurtigt døren og begyndte at smide tøjet, for derefter at træde ind i badet. 

 

 

Det havde lykkes mig på 8 minutter, at tage et lyn bad, få noget andet tøj på, sætte hår og finde noget af spise. Louis, Magnus og jeg stod ude i siden af scenen, Magnus havde lige fået en slukket mikrofon i hånden, så han var klar til at gå på.

Louis stod med sin ene arm om mine skuldre, på en broderlig måde, Mens at Magnus gik frem og tilbage foran os, af nervøsitet. "Slap nu af, Mag! Det skal nok gå!" Sagde jeg støttende og tog en bid af min nye sandwich. Vi havde hyret en person, som kun skulle hente mad til os hvis vi var sultende....Så det udnyttede jeg ret meget. 

"Det kan du sagtens sige! Det er ikke dig som skal på scenen, foran flere tusind mennesker deriblandt sultne Directioner! Som sikkert vil prøve på at slå mig ihjel idet jeg træder ind på scenen og ikke er dig!" Vrissede han paranoid.

Det lidt synd for ham, at han kendte til Directioners men alligevel så overdrev han lidt meget. Det var jo ikke som om at de ville slå ham ihjel, eller voldtage ham! Så hans nervøsitet var lige over toppen.

"Dude......Hvis de gør noget, hvilket de ikke kan! Fordi der er hegn og sikkerhedvagter, så kommer jeg ud og redder dig!" Stadionet var inddelt i en masse store afspærringer, så folkene stod i nogle lukkede indhegninger. Hvilket gjorde at det var lettere at holde styr på folk! Og sikre sig at de ikke kom til skade. Det gjorde også så der var frit imellem indhegningerne, så der var nogle frie pasager.

"Okay, det er en aftale! Men hvis der så sker noget, og du ikke hjælper mig, så gemmer jeg dine smertestillendepiller og fortæller resten af verden om Emily" Magnus kiggede på mig med et løftet øjenbryn, jeg skulle lige til at svare igen, men en mand kom og fortalte at det var tid til at Magnus skulle på.

Magnus tog en dyb indånding og sendte Lou og jeg et skævt smil "The show must go on!" Sagde han stille og forlod os for at gå på. Han trådte ud på scenen så folk kunne se ham, mens han vinkede til folk. Menneskerne begyndte at skrige vildt højt! Hvilket jeg tror tog Magnus med overraskelse, han kiggede stort smilende rundt på folk, inden at han tænde mikrofonen, selvom han ikke kunne bruge den fordi folk skreg så højt.

"Nialler?" Jeg kiggede over på Louis og sendte ham et blik, som tegn på at han skulle forsætte. "Hvem er Emily?" Emily? Jamen, hun var da bare en pige fra Danmark som havde ændret mit liv drastisk, den ene dag var hun det bedste i mit liv......Den næste var hun.....Ikke. Jeg elskede den smukke, fantastiske, dejlige, perfekte, lyvende pige! Så meget at det gjorde ondt! Og selvom jeg elskede hende helt ufattelig højt, så hadede jeg hende osse! For hvilken person, ville lyve på den måde for en de elskede.........Så enten elskede hun mig ikke.....Ellers så var hendes tanker og så videre bare anderledes fra mine..............Men jeg må ærligt talt give hende noget credit, for hele det skuespil som hun havde sat igang, det var virkelig imponerende at hun havde lagt så mange kræ-...Oh Fuck!.....

"Niall?! Dude?" Jeg rystede mig ud af mine tanker, da Louis hånd lavede kontakt med min kind. Jeg kiggede over på ham og han kiggede på mig med et hævet øjenbryn "Hvad?" 

"Mate, du er i en helt anden dimension! Jeg spurgte dig, om hvem Emily var?" Han sendte mig et drillende blik, jeg sukkede fustreret "Lover du, at du ikke spørger mere ind til det? Eller siger noget til det?" Louis  nikkede stille, hvilket fik mig til at indrømme det for første gang nogensinde.

"Emily er..........Emily er.........Emily er moderen til.....Mit ufødte barn" Hviskede jeg lavt, men jeg vidste at han havde hørt det fordi grebet om mine skuldre strammede sig, tak til lægen der gav mig smertestillende!

Hvordan har jeg kunne være så dum?! Emily var fucking gravid med mit barn! Hun følte sig sikkert helt fortabt og alene, og jeg havde bare været verdens største røvhul! Jeg blev nødt til at snakke med hende, fortælle hende hvor ked af det jeg var og undskylde tyve tusind gange, selvom det var langt fra nok! For helvede hvor dum havde jeg lov til at være?! Fucking douchebag jeg var!

"Lad os snakke om det senere og se showet" Sagde Louis anstrengt, han var sikkert glad for mit enige svar, fordi så havde han tid til at tænke over hvordan han skulle reagere.

Jeg vendte min opmærksomhed ud mod Magnus, som grinte lidt over folks heppen, skrigen og klappen.

"Okay, men nok om mig! Lad os komme til det, vi er her for: I husker nok allesammen den dag, I fik at vide at Niall Horan var død. De fleste af jer var sikkert helt knuste......Du græd sikkert rigtigt meget" Magnus pegede på en pige, på første række mens at han blinkede til hende. Han nød virkeligt at være i centrum!

Bag Magnus var der en kæmpe skærm, hvor der kørte billeder af forskellige artikler om min død. "Nogle dage efter Niall Horan døde, dukkede Nick Bolton en udvekslings elev fra Wales op i Danmark.....På min skole! Kan vi få et billede af Nick op på skærmen?" Spurgte Magnus ud til scenefolkende, som stod i den anden side af scenen.

Der gik ikke engang 1 minut, før et billede af mig og Magnus dukkede op på skærmen, hvilket fik folk til at gå helt amok. Billedet forstillede mig som sad på ryggen af Magnus, som lå på maven på jorderen. Magnus begyndte at grine, da han så hvilket billede det var, han pegede på skærmen. "Ikke lige det bedste billede, men jeg godtager det!......Bare lige for at understrege det, så var det der ikke noget der skete tit! Nick havde vundet over mig, i en fodboldkamp en mod en....Nick var en virkelig dårlig vinder!......Nick var osse virkelig dårlig til fodbold, men jeg er dårligere!" Idet mindste indrømmede han det!

Magnus rettede lidt på den kasket han havde på, før han begyndte igen "I flere måneder levede Nick Bolton i Danmark, han var en af mine bedste venner! Vi lavede alt muligt rav sammen. Vi var altid sammen, vi hjalp hinanden med alt! Lige fra at læse Harry Potter på Dansk, til at finde en fødselsdagsgave til min far..........Nick Bolton var min bedste ven, han er en af de mest........Hvad er orderet for det? Inspirerende mennesker, jeg nogensinde har mødt! Han har lært mig så meget, men for et par dage siden skete der noget..............Som gjorde at jeg mistede Nick Bolton! Men før I høre hvad, så vil jeg fortælle jer Nicks historie" Magnus din cunt! Du burde vide, at folk ikke ville høre en historie! De vil bare have slutningen, så de kan finde ud af hvad fuck der foregår! Dude, du burde vide bedre!

Mens jeg hørte Magnus fortælle min historie, begyndte nervøsiteten at finde tilbage til mig. Det var alt for lang tid siden, at jeg havde stået på en scene og ikke nok med det, så var jeg vant til at stå på scenen med mine 4 bedste venner! Men nu var jeg solo.

Jeg, Niall James Horan skulle optræde med en sang som jeg selv havde skrevet, helt alene foran........Mange, Mange, Mange, Mange mennesker! Det fik mig alligevel ærlig talt til at ryste i bukserne!

Men hvis Magnus kunne gøre det, så kunne jeg også. Magnus var ikke genert, men han var ikke vant til at stå og snakke foran så mange mennesker. Så det var ret imponerende at han gjorde det så godt, måske var han født til at stå på scenen? Hvis drengende og jeg skulle på tour igen, så kunne vi hyre Magnus som vores opvarmnings artist, han kunne stå og fortælle dårlige jokes! Det tror jeg ikke rigtigt ville køre, eftersom at Magnus tager tilbage til Danmark om en uge....Damn, det bliver underligt at undvære ham og de andre Danskere..........Men jeg har prøvet værre.

"Jeg vil gerne vise jer, et lille video-klip om hvordan jeg mistede Nick........Men jeg tror at det måske er lidt for voldsomt, at vise jer sådan et klip" Folk begyndte at råbe uenige tilråbe, som fik Magnus til at kiggede spørgende over på mig. Ville han virkeligt vise videoen af mig, der blev skudt?! Det var måske lidt dumt, men det var hans valg.

Jeg trak på skuldrene, som tegn på at det var hans beslutning at tage. Magnus nikkede så og vendte opmærksomheden, tilbage til publikum. "Jeg tror måske at I vil blive lidt traumatiseret, så lad mig fortælle jer det her.....Niall eller Nick som hans vidnebeskyttelses navn var.......Han skulle fortælle hvem han rigtig var, foran hele vores skole og først troede folk ikke på det, men så tog han en guitar og beviste det overfor dem! Kan vi få den video op på skærmen?" Magnus kiggede overimod scenefolkende igen og på storskærmen dukkede et videoklip op, af mig da jeg sang "Over again" foran skolen, for et par dage siden.

Folk begyndte at skrige igen, da klippet stoppede tog Magnus en dyb indånding "Kan vi få næste klip frem?" Spurgte han med lukkede øjne, jeg vidste at han havde tænkt sig at vise skudklippet, hvilket var dumt men det var hans valg, han kunne vidst godt lide spændingen.

Klippet startede med at jeg råbte af Daniel og han begyndte så at forklare på dansk, så ingen forstod det. Det skete alt sammen meget hurtigt på filmen, men folk opfangede alligevel da jeg blev skudt. Fordi de begyndte at skrige og jeg kunne høre lyden af hulk og gråd.

Klippet stoppede med at jeg lå på gulvet og kameraet pegede ned mod jorderen, der var en trist og ulykkelig stemning i luften, men den havde Magnus tænkt sig at ændre "Det var der Nick Bolton døde! Næste klip!"

Endnu klip begyndte, det var et Magnus havde optaget af mig på hospitalet. Jeg lå i sengen og så ynkelig ud "Hey Guys! Mit navn er: Niall James Horan og det her er min hjemkostceremoni!" Jeg smilede til kameraet og vinkede dovent.

Jeg tror at folk var meget forvirrede, men det ignorerede Magnus lidt "Så Nick Bolton er død, men Niall er i live? Det betyder vel at han er kommet hjem, for at blive!" Sagde han stolt, folk der før havde tårer løbende ned af kinderne begyndte at skrige så højt de kunne af glæde.

Magnus begyndte at grine og vendte hovedet over imod mig "Come on out, Brow!" Han lavede et nik med hovedet, som en hentydning.

Jeg fugtig gjorde mine læber og kiggede over på Louis "Er det underligt, hvis jeg er nervøs?" Han rystede på hovedet og slap mine skulder "Nej overhovedet ikke! Det er lang tid siden, at du har stået på sådan en stor scene! Gå nu ud til dem, din lille Irishman! De venter på dig"

"Ikke uden min bror fra Doncaster, jeg har savnet dig for meget, til bare at forlade dig her" Louis grinte lidt over min udtalelse og gav mig så et endnu et kram.

"Idag? Hvis altså at du har tid?" Jokede Magnus ude fra scenen, Louis slap mig og lagde sin hånd på min raske skulder "Jeg er ved din side hele vejen" Vi gik sammen ind mod scenen.

Idet folk kunne se os blev stedet overdøvet af skrig og ikke bare normale koncert-skrig, man skulle tro at de ville dø hvis ikke de skreg alt det de kunne. Så højt var det! Louis grinte lidt og lagde så sin hånd på toppen af mit hoved "Hvorfor være nervøs? Når folk er så glade for at se dig, de har jo savnet dig! Næsten ligeså meget som mig" Han stoppede op og lod mig gå de sidste 2 meter, over til Magnus alene.

Jeg slog min næve imod Magnus´ inden at jeg tog imod hans mikrofon, som han holdte over imod mig. Jeg vendte mig ud mod publikum og vinkede til dem, mens at jeg havde et kæmpe smil på læben.

Jeg tog mikrofonen op til munden, men de blev ved med at skrige så jeg begyndte bare at grine lidt. Det var virkelig en vidunderlig følelse, at stå der foran så mange mennesker og de er så glade for at se mig.

Jeg gjorde tegn med min hånd om at de skulle skrue ned for skrigeriet, men de lyttede ikke så jeg gjorde tegn til at tusse på dem og det virkede efter noget tid. Der gik 7-10 minutter, før jeg endelig fik lov til at blive hørt.

Jeg førte mikrofonen op til min mund og med et smørret smil på læben begyndte jeg at snakke "Hey! Gud, hvor har jeg savnet jer allesammen! Drengende, Fansene, bandet og alle I andre!" De føltes helt ubeskriveligt at stå der, mens at folk stod med kæmpe smil på deres læber......Det var virkelig en fantastisk følelse!

Jeg skulle til at forsætte, men jeg fik øje på en skikkelse som kom løbende ned af den ellers lukkede pasage. Jeg klemte mine øjne sammen for at se om jeg kunne genkende personen, men afstanden var en smule for stor. Men jeg kunne se at det ikke var en pige!

Publikum begyndte også at følge personen, med deres øjne. Det var først da personen begyndte at råbe "NIALL JAMES HORAN!" At jeg indså at det var Liam, lidt længere bag ham kom Zayn løbende og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det Harry som kom gående meeeeeeget langsomt bag Zayn.

Jeg grinte lidt, over Liams opsatte spurt. Selvfølgelig var der nogen nervøsitet omkring, hvordan de tog det, men jeg prøvede at ignorer den og tænke glade tanker.

Liam hoppede uden besvær over der hegn, der adskilte pasagen med scenen og da han kom til scenen hoppede han op og tog fat i kanten. Louis kom ham til undsætning og fik hjulpet ham op.

Liam hev ned i sin trøje og tog en dyb indånding, før han tog de sidste skridt over imod mig og omfavnede mig i et fast kram. Jeg lagde min raske arm om ham, mens at jeg begravede mit ansigt i hans skulder. Jeg kunne høre publikum sige "Awwwh!" og klappe, men det virkede som om at det kom fra et fjernt sted, alt jeg kunne høre var Liams snøft.

Jeg lod tårene falde, jeg havde savnet ham så fucking meget! Og ikke kun ham! Dem alle 4! Og også alle de andre: Josh, Paul, Lou, Lux og så videre!

"Lov mig, en ting" Hviskede Liam, med et hulk. Jeg nikkede "Hvad som helst, Liam" Jeg var ligeglad med at jeg ikke vidste hvad han ville have mig til at love, jeg elskede ham og jeg stolede på at det ikke var noget som: Spis aldrig Nandos igen!

"Forlad os aldrig igen!" Jeg strammede grebet om Liam, med min ene arm "Aldrig igen"

Pludselig kunne jeg mærke endnu et par arme, om mig og jeg vidste at det var Zayn. Den måde hans ene arm lå om min skulder og den anden om min hals, var meget velkendt. "Undskyld Niall" Hviskede han stille med rystende stemme, som beviste at han græd.  

"Hvorfor undskylder du?"

"Fordi jeg ikke lagde noget idet, da du ringede til mig. Jeg troede bare at du ringede for at snakke, men du ringede for at sige farvel og jeg ignorerede det bare, o-" "Zayn, det skal du ikke undskylde for! Jeg brød reglerne for at ringe til dig, så det var godt at du ikke lagde noget i det! Ellers havde jeg måske rent faktisk været død!" Idet jeg sagde død strammede de begge deres greb om mig, hvilket jeg ikke troede var muligt men det var det så.

"Det her er så urealistisk! At du står her! Jeg troede vi havde mistet dig, for altid! Jeg kan slet ikke tro på, at du står her" Udbrød Zayn efter noget tid, jeg grinte lidt igennem tårene "Tro på det, mate! For jeg står her! Sammen med jer! Foran flere tusinde mennesker! Måske skulle vi slippe hinanden, så vi kan forsætte ceremonien?" Begge drenge udgav nogle grin, hvilket gjorde mig endnu gladere, for det beviste at de slet ikke var bare en lille bitte smule sure på mig!

Vi slap hinanden, vi stod bare og smilede lidt til hinanden. Jeg kunne høre nogle rømme sig bag mig, så jeg vendte mig om og fik øje på Harry. Han stod med sine arme krydset hen over sit bryst, han havde et vredt ansigtsudtryk hvilket drabte min teori, om at ingen af dem var sure på mig.

"Hey Harry!" Jeg prøvede at ignorer hans åbenlyse vrede, han rystede på hovedet "Hvordan kunne du gøre det?" Spurgte han koldt, jeg åbnede munden for at svare men så forsatte han.

"Hvordan kunne du bare lade os sørge, over dig! Hvordan kunne du lade os tro, at du var død! HVORDAN KUNNE DU FORLADE OS! HVORDAN KUNNE TRO AT DET ER OKAY, FOR DIG BARE AT LADE SOM INGENTING NU! VI VAR TIL DIN BEGRAVELSE! VI SÅ DIN KISTE BLIVE SÆNKET NED I JORDEREN! HVORDAN KUNNE DU UDSÆTTE DIG SELV FOR DEN FARER! DU BLEV FUCKING SKUDT NIALL! DU KUNNE VÆRE RIGTIGT DØD! HVORDAN KUNNE DU BARE FORLADE MIG? UDEN AT GIVE MIG ET LILLE HINT, OM AT DU VILLE FORLADE MIG! DU FORLOD MIG BARE, DU FORTALTE MIG IKKE ENGANG AT DU VILLE SKRIDE UD AF MIT LIV FOR EN STUND....." Harrys stemme knækkede, mens at tårene strømmede ned af kinderne på ham. "Haz-" Han klemte sine øjne sammen og rystede fustreret på hovedet, som afvisning på Louis´forsøg på at trøste ham.

"Du forlod mig bare, uden så meget som et: 'farvel' Eller et 'vi ses'.." At se Harry i smerte på den måde gjorde ondt, især når jeg vidste at det var min skyld og han havde ret! Hvad fanden bildte jeg mig egentlig ind? "Du forlod alt, for at beskytte dine venner og familie. Det virkeligt uselvisk gjort af dig, og det er grunden til at jeg elsker dig, du tænker altid på andre før dig selv! Jeg har fucking savnet dig, din Irske cunt!" Sluttede han af og gik med aggressive skridt over imod mig.

Han lagde sine arme om mig, jeg gjorde det samme med min ene arm og begravede mit ansigt i hans skulder. "Undskyld Harry. Jeg vidste ikke at min forsvinden ville betyde så meget. Det var ikke min mening, at lade jer gå igennem alt det" Harry grinte kort over min undskyldning, hvilket jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle tolke. "Luk nu røven! Du har slet ingen ide, om hvor meget du betyder for os! Og jeg ville gå igennem det hele igen, hvis bare du var i sikkerhed."

Harry slap mig og kiggede ned på min skulder "Kan du skaffe mig navnet, nummeret og adressen på den person, som gjorde det der imod dig?" Han tørrede sine kinder og kiggede derefter afventende på mig, jeg sendte ham et forvirret blik "Hvorfor?"

"Ikke for noget, jeg vil bare gerne have mig en lille snak med den person, som prøvede at tage min bror fra mig" Han udtalte 'snak' meget sarkastisk, hvilket fortalte mig, at han ville bogstaveligt talt dræbe personen. Jeg sendte ham et smil "Jeg aner ikke hvor han er, men jeg ved at han aldrig nogensinde kommer ud" Med: Ud.....Mener jeg fra fængslet.

Harry nikkede forståeligt og pegede ud mod publikum "Fortæl hvad du skal, og lad os så tage ud og spise! Vi har en masse vi skal snakke om" Jeg nikkede og vendte mig om imod publikum.

Jeg tog mikrofonen op til min mund "Under mit ophold i Danmark, lærte jeg så meget og jeg mødte en hel masse mennesker, som lærte mig endnu flere ting! Da jeg fik at vide, jeg kun havde en måned tilbage i Danmark, før jeg måtte komme hjem. Var det første jeg gjorde, at sætte mig ned og skrive en sang om mit savn til England, Irland, One Direction, mine venner og familie, og om min tid i Danmark. Jeg skulle rigtigt synge den for jer, men jeg føler bare at det ville være forkert, at stå og synge, når jeg ikke er en soloartist!"

Folk begyndte at skrige: One Direction! Jeg kiggede rundt på drengene, som så helt lykkelige ud! De ville åbenbart gerne synge min sang, med mig. Selvom det ikke lige var min ide at skulle synge den med dem, så var det dét helt rigtige at gøre.

Jeg hev teksten frem fra min baglomme og holdte den op, drengende dukkede op på begge sider af mig. Liam som stod på min højre side, tog teksten ud af min hånd og kiggede lidt på den sammen med Louis.

Nogle scenefolk kom ud med nogle mikrofonstativer, med mikrofoner på, de stillede et stativ foran hver og en af os. Jeg satte min mikrofon i stativet foran mig, det eneste der var tomt. Et lille stativ som teksten kunne stå på, stod bagved mit mikrofonstativ. 

Liam satte teksten på stativet, så vi alle kunne se den "Harry, du tager denne her del. Louis, du tager denne her. Zayn, du tager den del. Jeg tager denne her og Så kan du, Niall tage det store stykke...Og i omkvædet synger vi alle" Jeg elskede hvordan Liam uddelte sangen, det var typisk Daddy Direction. Vi nikkede os alle enige, i hvad vi hver især skulle synge.

Jeg rømmede mig stille "Jeg vil gerne dedikere sangen, til en speciel pige, som jeg mødte i Danmark. Hun betyder utrolig meget for mig, men jeg dummede mig på det groveste, og ja.. jeg håber at hun ser det her. Så jeg kan fortælle hende.. at jeg elsker hende, ja dig Emily! Og jeg ved godt, at jeg dummede mig, men jeg håber, at du en dag kan tilgive mig, og vi har virkelig behov for at snakke, om tingene. Du ved hvorfor og det... gør jeg også nu! Undskyld at jeg ikke troede på dig, jeg var bare en dum spade, men denne her dumme spade, er helt og adeles væk i dig, så skal vi begynde drenge?"

Både Liam, Zayn og Harry havde nogle fjogede smil på læben, mens de nikkede. Louis rystede på hovedet af mig, nok fordi han vidste hvem... Eller hvad hun var. Louis sendte mig et smørret smil og gjorde tegn til, at han ville sige noget til mig, før vi startede. Jeg lænede mig bagom Liam, det samme gjorde Louis så han kunne sige hvad end han ville, uden at mikrofonerne opfangede det.

"Du ved godt at jeg har førsteret til at være gudfaren, ikke?" Han sendte mig et blik, der fortalte mig at han mente det. Jeg grinede bare akavet og rettede mig op, jeg rømmede mig "Here it goes!"   

Efter at vi havde sunget min sang, var ceremonien slut. Eller vi havde ikke mere på programmet, men der var mange fans der blev, der var selvfølgelig også nogle som gik men der var mange der blev. Jeg havde fået hilst på en masse mennesker, som nu stod og fyldte scenen. "NIALL!" Jeg vendte mig om og blev mødt af min mor, der kom løbende ind på scenen med åbne arme. Jeg løb hende i møde og omfavnede hende med min ene arm.

Jeg kunne høre hende græde ind mod min hals, hvilket bare gjorde direkte ondt! Jeg hadede ligesom alle andre, at se min mor græde "Du er blevet så stor, mens at du har været væk! Jeg kan næsten ikke kende dig" Mumlede hun stille, jeg nussede hende stille og roligt på ryggen "Jeg er kun vokset 1 cm eller 2.. Lad vær med at græde mor!" Sagde jeg bedene.

Min mor gav mig et sidste klem og slap mig, hun tørrede sine kinder men det hjalp ikke, for der blev ved med at komme nye tårer.

Hun kiggede op på mig "Undskyld skat. Jeg har bare savnet dig så meget, du er blevet så stor! Jeg er så stolt af dig" Hun tog fat om min kæbe og førte mit ansigt ned til hendes, for derefter at efterlade et kys i min pande.

"Jeg elsker dig, Niall. Jeg har aldrig været mere stolt af dig." Jeg havde lyst til at græde igen, af glæde selvfølgelig! Men jeg ville ikke græde mere.. Jeg ville gemme mine tårer til, når jeg på et tidspunkt ville blive trist igen over alt det med Emily.

"Jeg elsker også dig, mor! Men vil du ikke godt stoppe med at græde? Du får mig til at græde!" Jeg lagde min hånd på min mors arm og gav den et klem, hun sendte mig et smil og tørrede sine kinder igen, men stadig ikke til nogen nytte.

"Maura, du gør vores søn trist med dine tåre!" Jeg slap min mors arm og vendte mig om, for at møde min fars og min brors store smil! Jeg gengældte dem og uden at sige noget omfavnede jeg min far.

"Det er så godt at have dig hjemme igen, min søn! Eller næsten hjemme.. Vi er i England!" Jokede han. Jeg grinede og slap ham. "Jeg kommer snart hjem til Irland, jeg har savnet min dårlige enkeltmandsseng hos dig, og mors mad!" Min far lagde sin hånd på siden af mit hoved, lige over mit øre. Han hev mit hoved ned mod sit og placerede et faderligt kys, på siden af min pande.

"Du aner ikke, hvor tomt der har været uden dig" Han slap mig og sendte mig et lille smil, jeg kunne se tårerene i hans øjenkrog, men min far græd jo aldrig! "Far, du skal ikke græde!" Sagde jeg kommanderende. Jeg vendte om imod Greg, som var hurtigt til at give mig et kram "Velkommen tilbage Lillebror!" Han slap mig og sendte mig et stort smil, som jeg selvfølgelig gengældte. Eller det havde aldrig forladt mit ansigt, så faktisk gengældte han mit... Mindblow! "Tak, det godt at være tilbage! Btw.. Jeg glæder mig til at møde, min svigerinde og Nevø!" Sagde jeg drillende med et hævet øjenbryn.

Greg grinte kort og nikkede så "Jeg glæder mig også til at møde Emily! Hun lyder sød" Han sendte mig et drillende smil, jeg kiggede ned i jorden."Hun er ikke sød! Hun er super sød og overdrevet fantastisk!" Rettede jeg ham og bevægede mit blik op til hans ansigt igen.

Jeg håbede at jeg ville få chancen, for at tage til Danmark igen snart, fordi jeg skulle snakke med Emily! Hun bar på mit barn, det var tunge sager! Ikke fordi mit barn var stort og tykt.. Men fordi at det faktum at få et barn, er stort! Gav det mening? Hvis ikke... Så giv skylden til nogle som fortjener den! Jeg skulle virkelig snakke med Emily! Og det skulle være snart!

Når man snakker om solen, så skinner den! Jeg kiggede ved et tilfælde henover Gregs skulder og fik øje på solen! Der stod hun, Emily! Smukkere end nogensinde! Og kiggede på mig, med et blik, jeg ikke kunne læse, det var som om at hun havde en masse blandede følelser... Hvilket jeg forstod! Jeg havde været en fucking douchebag! Jeg var helt overrasket, glad, lettet og lykkelig over at hun var her!

"Undskyld mig, et øjeblik!" Jeg satte kurs over imod Emily, hvad skulle jeg sige til hende? Hvordan undskylder man lige for, at man beskylde en for at lyve omkring sin graviditet og dermed muligvis knuste personens hjerte? Don't know! But I'll find out soon!

Jeg stoppede op foran hende "Vi bliver nødt til at snakke, Emily. Og det ved du.."

___________________________________________________

Det var så endnu et kapitel om Niall og Emily. Endda sammen. Gad vide om Emily vil lytte til hvad Niall har at sige?! 

Like gerne, og kom gerne med ris og ros i kommentar! Vi elsker jeeeeer! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...