His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22984Visninger
AA

16. Kapitel 16.

Emilys synsvinkel..

 

"NIALL!" skreg jeg ved mine lungers fulde kraft. Adrenalinen sprang som en bombe i min krop. Den spredte sig helt ud i fingerspidserne, og min første tanke var.. om han var død. Var der mere tilbage af den dreng, jeg elskede? Kunne han stadig gå, løbe, hoppe og springe på de to ben, der stadig så ud til at hænge sammen med resten af hans krop. Den krop der netop faldt om, der hvor den lige havde stået. 

Den mand, der sandsynligvis havde skudt, var vidst nok fanget nu. Magnus var styrtet op til Niall, hvilket jeg også var godt på vej til. 

"Niall. Tal til mig! Tal til mig kammerat!" næsten råbte Magnus desperat. Jeg hev efter vejret, smed mig ned ved hans side og ledte efter livstegn. 

"Pas på, træd til side! Vi skal have ham op på en båre, ambulancen er på vej." råbte min far bestemt i det fjerne. Der var ikke tid nok til en ambulance. Han havde jo brug for hjælp nu! Idag! Som i nu. Tak! 

Han hostede. Niall hostede og viste mig, at han stadig kæmpede for sit liv. Skuddet så ud til at sidde alt for tæt på brystet, i forhold til hvad mine nerver kunne holde til. Mon kuglen havde snittet hjertet? Hvis det overhovedet kunne det. Og hvis det endelig var sket, ville han så ikke være døende? 

Han hostede igen og vred sig rundt i forskellige stillinger. En klump begyndte at samle sig i min hals. Senere udviklede den sig, så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Mine øjne fyldtes med vand, som at fylde et badekar. Han måtte for alt i hele verden bare ikke dø. Om han så ville hade mig for evigt, fordi jeg ikke fik fjernet barnet, hvis han overhovedet troede på, at der var et. 

"Emily, du bliver nødt til at flytte dig nu." 

"Nej!" En hånd fik fat i min arm. Jeg tog den til mig i et ryk og kastede mig over til Niall. Mine øjne mødte Magnus'. De var lige så fyldt med panik og angst, som jeg selv følte. Det hele sortnede for mine øjne, da flere arme fik trukket mig længere og længere væk. I starten kæmpede jeg alt hvad mine arme og lemmer kunne klare, men måtte stoppe eftersom at noget i mig gav modstand. Noget der ikke havde kræfter nok til at kunne blive ved, selvom det var lige så skræmt, som resten af mig var.  

*

Det lugtede på hospitalet. Sådan en underlig sær lugt, der bare høre til på et hospital. Et hospital er ikke et rigtigt hospital hvis det ikke lugter sådan, men på trods af det så lugter det jo stadig forfærdeligt.. Stolene er også virkelig ukomfortable. Men jeg havde ondt i ryggen, og havde brug for at sidde. Jeg var virkelig begyndt at hade at sidde ned i nærheden af min farm. Jeg var blevet så... rund. Det er snart ikke til at skjule mere, ikke engang når jeg står op og krydser armene henover den. 

"Hvordan har han det?!" fløj det ud af munden på Magnus og jeg, netop som min far kom ud fra et værelse, hvor han havde stået og snakket med en af lægerne, der var med til at operere i Niall. 

"Det er lidt op og ned. Men indtil videre så tror jeg, han nok skal klare den." svarede min far. Magnus sukkede lettet men dog stadig frustreret. Jeg så på ham, han så på mig. Vi turde næsten ikke tro på, at han ville overleve. Det hele så så blodigt og drabeligt ud. Men vi håbede, jeg gjorde i hvert fald.

"Gud hej Emily! Hvorfor er du her? Har du det godt? Og fik du snakket med faren, Niall, var det ikke sådan han hed? Du ved, du kan jo altid komme op og få bestilt tid til en samtale." Det var hende, hende der som jeg havde snakket med, da jeg ville have foretaget en abort. Problemet var bare, at det vidste min far jo ligesom ikke. Hans øjenbryn fløj langt op i panden. Tilbage sad jeg efter Anne-mette var gået med ildrøde kinder, og med to øjne der borede sig så hårdt ind i panden på mig, at jeg blev helt bange for, at han kunne læse mine tanker. Min far altså. Det ville han sikkert også godt, nu hvor at sandheden halvt om halvt var blevet sagt nu. 

"Faren? Niall? Emily, hvad foregår her?!" næsten råbte min far forvirret. 

"Emily, du bliver nødt til at sige det nu.." sagde Magnus med en opfordrende stemme, efter jeg havde forblevet tavs et stykke tid.

"Er jeg den eneste der ikke ved noget?!" 

"Altså Niall ved det, men han vil ikke tro på det.." forklarede Magnus min desperat forvirrede far, der var godt på vej ud af sit gode skind. 

"Du.. du.. I har mere end bare et godt forhold ikke? Du bære hans barn ikke? Det er derfor, du er blevet.. så rund, er det ikke?" Han kendte jo godt svaret den bondeknold, men han ville sikkert stadig gerne bekræftes. 

"Jo.."

"Hvorfor fortalte du mig det ikke?!" afbrød far mig arrigt og chokeret. Tårerne fyldte mine øjne, og en klump i halsen voksede sig kun større. "Hvorfor?" lød det insisterende fra far. Jeg snøftede. Magnus lagde en arm om min skulder. 

"Fordi jeg ikke kunne få mig selv til det. Jeg kunne knap nok få mig selv til at fortælle det til Niall. Jeg føler mig til besvær. For jer begge to. Hvad ville du have jeg skulle gøre? Jeg havde ingen at snakke med om det... Og da jeg endelig havde taget mig sammen til at få en abort, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det.. Bare had mig, det kan alligevel ikke blive værre."

"Jeg hader dig ikke Emily. Jeg er skuffet over, at du ikke er kommet til mig noget før. Jeg troede vi kunne snakke om alting. Jeg troede, jeg kunne regne med dig. Du er snart 18 år, så det burde slet ikke være nødvendigt at holde på hemmeligheder længere."

"Du er, hvad over 40, du holder stadig på hemmeligheder. Du har aldrig indrømmet, at du savner mor. Du har aldrig indrømmet, at det også var svært for dig. Du fortalte det ikke engang til Niall, da han flyttede ind! Så hvem er det egentlig der holder på hemmeligheder her?" Jeg hævede stemmen, så jeg lød en smule mere bestemt. 

Far blev tavs. Jeg følte, jeg havdet vundet. En sygeplejerske kom ud fra det værelse, hvor Niall lå. Hun sagde, vi godt måtte gå ind til ham, dog var han ikke vågnet endnu efter operationen. Magnus og jeg gik ind først efterfulgt af far og Amalie. Der lå han svøbt i forbindinger og alverdens ledninger. Han så skrøbelig ud. Niall.

Der ville gå op til to timer, før Niall ville vågne. I mellemtiden tog far og Magnus ud for at hente McDonald's mad. Amalie tog hjem, da hun skulle fejre hendes mors fødselsdag men jeg kunne dog stadig godt skrive, hvis der skete noget. Jeg satte mig på en stol, tog Nialls bevidstløse hånd i min og nød at mærke varmen og nærkontakt med ham igen. Lysten til at blive holdt om brændte i hele min krop helt ud til fingerspidserne.

Hans hårfarve var efterhånden væk, og langs hans hårgrænse klistrede en blanding af sved og blod til hans små dun. Niall trak vejret ganske tungt. Jeg bad sygeplejersken om en klud, som jeg gjorde fugtig under vandhanen med koldt vand. Jeg gnubbede blod-sved-pletterne væk. Da jeg var færdig, hvilede jeg min pande mod hans. Den var varm. Jeg ønskede inderligt, at han ville vågne og presse hans perfekt formede læber imod mine. Men det ville ikke ske.

"Du savner ham, gør du ikke?" lød Magnus' stemme pludseligt bag mig. Jeg nikkede. Plantede et blidt og kærligt kys på Nialls pande, inden jeg slog mig ned i den lille mørkeblå grimme sofa længst ovre i det modsatte hjørne. Magnus satte sig ved min side. Jeg lagde mine ben henover hans. Vi begyndte at snakke frem og tilbage, hvad vi hver især og sammen havde oplevet med Niall. Der var sket så meget godt, og der var sket så meget dårligt på så kort tid alligevel. 

"Han er nu alligevel lidt af et nar hoved. Men den eneste grund til, at han har reageret som han har gjort, da du fortalte, at du var gravid, er fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle det."

"Sikkert nok. Det værste er ikke at have ham at snakke med længere. Han er så god til at lytte og forstå.."

"Han skal nok indse det hele på et tidspunkt, han har bare brug for tid.. Men var han så god i sengen, nu hvor det var hans første gang?" spurgte Magnus med et lumsk og grinagtigt smil. Jeg mærkede mine kinder blive ildrøde. Ikke bare fordi det var et ret så nærgående spørgsmål, jeg havde jo ikke snakket med andre om det end Niall og Amalie, men Magnus nåede lige at få sat det sidste ord på sætningen, da min far trådte ind af døren.

"Visse ting må du dog godt holde for dig selv.. Så er der mad. Jeg går lige ud og snakker med lægen." Far forsvandt ud af døren igen rystende på hovedet. Magnus' kinder var blevet ildrøde. Jeg kunne ikke stoppe med at grine. Hævnen var sød. God timing. 

"Ej han var faktisk ret god." oplyste jeg fnisende. "Han var sød og kærlig og romantisk.." 

"Jeg troede ellers du var typen, der ville have det hårdt og brutalt." lød det flabet fra Magnus.

"Sikke nogle tanker du har om mig. Måske.. men det var mere end bare sex, det der skete den aften. Og nu er der så kommet en fed delle ud af det."

"Du skal vel også snart scannes, skal du ikke?" spurgte Magnus. 

"Tjah.. Der ligger nok et brev og venter på mig derhjemme." sukkede jeg fortvivlet. Det var egentlig længe siden sidst, jeg havde været hjemme rigtigt. Jeg havde jo boet hos Amalie det sidste stykke tid. Kun fordi jeg ikke kunne holde ud at se på Niall, efter vi havde haft vores lille.. diskussion. Eller hvad man nu kunne kalde det. 

"Havde du tænkt at tage ham med?" spurgte Magnus og lavede et hovedkast over imod Niall. Jeg trak på skuldrene. 

"Det kommer an på, om han kan få taget sig sammen og opføre sig som en mand. Jeg ved jo ikke engang om han vil med."

"Vi tvinger ham.."  

*

Niall vågnede hen på aftenen. Jeg var netop kommet tilbage efter at have været en tur hjemme i huset, for at kigge efter om der lå post til mig. Magnus havde givet mig et lift. Begge veje endda. Der var et brev, og jeg skulle scannes inden for nogle dages tid. Jeg sov på den blå sofa, da han vågnede. Det var mørkt udenfor. Han havde vækket mig på en sær måde, ved at kaste en pude i hovedet på mig, tak for omsorgen. 

"Hvad sker der?" havde jeg mumlet forvirret. Det gav helt et sæt i min krop at se Niall sidde op med åbne øjne, der forsigtigt kiggede ind i mine. Jeg vidste ikke, om jeg skulle kigge væk, og jeg tror, han havde det på samme måde. Far kom først senere fordi han lige skulle snakke med et flyselskab og arrangere rejsen hjem for Niall. 

"Er han taget til fange? Ham der skød.." spurgte Niall med en hæs urolig stemme. Jeg nikkede og stirrede stift ud af vinduet imens mine tanker fløj rundt i hovedet. Jeg havde ondt i min krop af at ligge på en så dårlig sofa. Far havde skaffet et tæppe til mig, men det var næsten for koldt, selvom jeg havde tøj på. 

"Har du ondt?" Min stemme var meget lav, så jeg tvivlede på om han havde hørt det. Det havde han. Han trak på skuldrene. 

"Hvad med dig? Sofaen der ser ikke helt vildt komfortabel ud." Mit hjerte sprang et slag over. Var det en hentydning til at han ville dele den der labre hospitals seng med dobbelt tyk madras.

"Den kunne have været bedre.." svarede jeg med et skævt smil. Døren åbnede sig. Far kom ind. Han så noget forbavset ud, da han så Niall i levende live. 

"Nå du er vågen. Jeg har arrangeret din rejse hjem nu. Du kan tage med flyet i morgen eftermiddag. Magnus har fået det på plads det med den der ceremoni. Jeg har købt billetter til os alle."

"Jeg skal ikke med." mumlede jeg bestemt. 

"Hvad? Jo kom nu Emily."

"Nej. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke." svarede jeg endnu mere stålfast. Magnus kom ind af døren i samme sekund. Han havde vidst nok været nede i den nærmeste kiosk efter et Anders and blad eller noget i den stil. Han var helt ude af den, da han så en Niall i levende live. Man skulle tro de ikke havde set hinanden i en evighed. 

"Hvad så, hvad sker der?" spurgte Magnus med et stort smil klistret fast, da han åbenbart godt kunne mærke noget der pressede på. 

"Emily vil ikke med til den der ceremoni i morgen og det.." forklarede far. 

"Nu må eddermanme fandme snart stoppe. Begge to. Både dig Niall, men også dig Emily! For ikke ret længe siden der var i klistret sammen, og nu vil i knap nok tale sammen. Kan det virkelig være så svært for jer at sige undskyld eller indrømme at I har begået en fejl? Kan det virkelig være så svært? Det er usædvanligt sygt at I kan slå hinanden så hårdt ud af kurs. Jeg er gode venner med jer begge to nu, og tror I ikke, at både jeg og Amalie for den sags skyld kan se og mærke det på jer? Nu må I godt lige tage jer sammen." Magnus snappede ud efter vejret. Han havde vidst fået sagt, hvad han ville sige nu. 

"Jeg tager ikke med, Magnus. Og sådan bliver det bare." Magnus sukkede noget så irriteret. 

"Kvinder nu om dage!" lød det højt. Havde det ikke været fordi at situationen var så anspændt, så havde jeg flækket af grin, for Magnus.. Ja han var en rigtig lille bonderøv. Det holdt ikke Niall helt tilbage. Bag Magnus' ryg lo han lydløst. "Men hvor har du så tænkt dig at være?"

"Jeg skal alligevel... du ved.. på mandag, og så tager Amalie vel med."

"Det er om tre dage! Du kan sagtens nå at komme med!" 

"Ja Magnus, men jeg skal bare ikke med, basta!"

Far kørte mig hjem, så jeg ikke behøvede at vente på at Niall blev udskrevet. På vejen hjem i bilen forsøgte han selvfølgelig også at overtale mig, men jeg var mere stålfast end en vandret lygtepæl. Jeg ville bare ikke med, desuden så brød jeg mig ikke om at flyve. 

Far satte mig af ved hoveddøren. Han låste op for mig, sikrede sig at alt var godt i huset af ren og skær dårlig vane, inden han vendte tilbage til hospitalet. Tilbage sad jeg i køkkenet med nogle matematikopgaver, jeg manglede at få lavet. Den sidste var pænt svær, og jeg var egentlig også ret så træt, men med en cappuccino ved sin side kunne det ikke gå helt galt. Og hvis jeg alligevel lagde mig ind i min seng, ville jeg ikke kunne falde i søvn alligevel. Det havde jeg for mange tanker til. 

Da jeg endelig var blevet færdig med matematikopgaverne, og bare gik ud fra det hele var rigtigt, gik jeg ned i kælderen. Nialls værelse duftede af Niall. Jeg stillede mig i midten af rummet, lukkede øjnene og indsnusede alt den Niall jeg kunne få. Bare tanken om Nialls seng fik minderne til at flakke bag mine øjenlåg. 

Jeg stjal Nialls hovedpude og dyne og begav mig op i stuen igen. Jeg sørgede for at alt hvad jeg havde lyst til nu og her var inden for rækkevidde. Så satte jeg filmen 'The Vow' på, og pakkede mig godt ind til duften af Niall, der nærmest torturerede mine næsebor. Sidst jeg havde lagt her på sofaen med Niall for at se film, havde vi set den samme film.

Niall havde grædt mindst lige så meget til den film, som jeg havde. Det var dengang jeg var ked af det over Josh. Niall havde været så hjælpsom, arrangeret film med dyne og pude og alt det der for mig. Og nu måtte jeg klare det selv. Det kunne jeg også godt, men det var bare slet ikke det samme uden ham. 

Åh Niall. Hvis det ikke var fordi, vi nærmest ikke snakkede sammen, udover når vi var tvunget til det, så var Niall en meget nær ven. Det er han nu stadig. Bare en nær ven der har dummet sig. Meget. Jeg havde også dummet mig. Det vidste jeg godt. Hvis jeg nu skulle vælge, så ville jeg helst have, at vi kunne dumme os sammen. Niall og mig. Ligesom dengang vi tog til hemmelig fest hos Magnus, og far blev lidt sur. 

Det er faktisk pænt svært at savne en person, man er utroligt skuffet og sur på. Jeg savner den tid, hvor vi var forelsket og krammede eller kyssede i skjul overfor min far. Jeg er stadig lige så forelsket, men nu tvivler jeg mere på hvad han føler. Og hvordan pokker skulle jeg egentlig få mig klaret ud af det her, når han er rejst hjem? Åh gud....

"Emily. Vi er hjemme nu." lød fars stemme ude i entreen. Jeg kiggede på uret. Klokken var cirka 6 om morgenen. 

"Hvornår skal I med flyet?" spurgte jeg med en ret så irriterende bævende underlæbe. 

"Har du skiftet mening?!" nærmest råbte Magnus overrasket med en svag undertone af skepcticisme. 

"Overhovedet ikke. Jeg vil bare godt vide, hvornår jeg har det her store dejlige hus for mig selv til det sygeste party." svarede jeg ironisk. Magnus stoppede op og kiggede noget så fornærmet på mig. 

"Emily, jeg tvinger dig med, hvis du mente det der seriøst. 18 år det er du trods alt ikke endnu, og skal du holde fest, skal det ikke være her. Og du skal være sammen med en veninde hele tiden. Du skal ikke være alene på noget tidspunkt! OG jeg vil ikke komme hjem til et bombet lokum!" formanede far.

"Far, det var for sjov." 

"Men vi bliver hentet af en taxa nu her kl. 10. Så det er sidste udkald nu. Skal du med eller skal du ikke?" 

Jeg rystede blot på hovedet, selvom jeg faktisk overvejede det ganske kraftigt. Niall havde ikke fortjent min støtte i hans åbne ceremoni. Jeg ønskede ham alt godt, men jeg var ikke med i hans lykke mere, og jeg havde absolut ikke tænkt mig at troppe op og falde på knæ for ham, for at få ham til at elske mig igen. Aldrig på noget tidspunkt. 

"Vil du med Magnus?" Niall var kommet tilbage fra køkkenet. Magnus så fortabt fra mig til ham, og fra ham tilbage til mig igen. Magnus lignede en der havde tabt noget meget stort, som han ikke ville indse. Noget han godt vidste han ville komme videre over, men det så ud til at tage lang tid. Jeg kendte det, og jeg håbede et eller andet sted, at vi stadig ville være venner efter Niall er kommet hjem. 

"Drøm sødt, jeg tager en souvenir med hjem til dig søde!" lød det spydigt fra Magnus. Hvor havde han dog ondt i røven, men okay jeg forstod ham godt. Han havde kæmpede en brav kamp, ved at holde os ud. Både hver for sig og sammen. Og hvor fedt er det når ens gode venner skændes? 

*

selvfølgelig plagede Magnus mig en sidste gang, inden de tog af sted. Han trak mig ind til sig i et venskabeligt kram, og hviskede mig i øret, at nu kunne han altså ikke gøre mere for mig. Jeg var taknemlig, for at han overhovedet gad prøve. Men alt var forbi. Der var ikke mere at gøre. 

Jeg kyssede min far farvel i panden, sendte ham af sted men en god samvittighed. Fortalte ham at det hele nok skulle gå, at jeg havde det fint, og at Amalie allerede var på vej. Det hele blev straks værre, da jeg skulle sige farvel til Niall. For havde jeg overhovedet lyst til at sige farvel? Kom jeg nogensinde til at se ham igen? Og ville han overhovedet fortælle mig om til nogen?

"Farvel Em.. Hav det godt." Stregen der udgjorde hans læber blev forvandlet til et minimalt smil, og det var fint nok for mig. Jeg nikkede blot til svar. Niall gik ud som den sidste. Et sidste lillebitte smil blev sendt inden han lukkede døren, og stilheden lagde sig over huset som et stort tykt tæppe. 

Og nu var han væk. Niall. Drengen der forandrede alt. Drengen der spiste remolade på spagetti. Drengen der lyttede og forstod. Ham der ikke kunne overleve uden Nandos, men kom igennem det alligevel. Ikke mindst til sidst er han også far til mit ´kommende barn, som jeg ærlig talt ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Okay det lyder lidt.. ondt og malplaceret sagt. 'Stille op med'. Men det er altså sådan jeg føler det. 

Det gav et sæt i min krop, da der lige pludselig lød 3 slag på døren og et tryk på ringklokken. Mit hjerte hamrede imod mit bryst. Hvem pokker var nu det? Havde far mon glemt noget? Nej.. umuligt. De ville allerede være i lufthavnen. Med forsigtige svævende skridt bevægede jeg mig ud i entreen. Jeg kiggede ud af det der lille smørhul i døren. Puha... Det var selvfølgelig bare Amalie. 

"Hej flotte, er du parat?" stor smilede Amalie som holdt hun på en enorm hemmelighed. Jeg så spørgende på hende. Overhovedet ikke, jeg havde stadig kun nattøj på, og hvad var planen? Hvor skulle vi hen? På cafe? 

"Hvorhen?"

"Til England selvfølgelig. Jeg har fået ordnet din billet, min bror skaffede mig en, så vi skal med flyveren om cirka.. nogle få timer. Vi har lidt travlt." fortalte Amalie, som var det den mest naturlige ting. Amalie gik straks igang med mit klædeskab og min kuffert. Der røg et par gemacher her og der ned i, nogle løse og behagelige bluser og en kjole. 

"Jeg.. jeg kan ikke have den der på. Min mave er trods alt ikke hvad den har været." 

"Pyt, jeg har en enormt flot kjole med, du bare kan låne. Med matchende sko til. Sagde jeg ikke, vi havde en smule travlt? Gå nu ud og vask dig og gør dig klar! Taxaen er her om 20 minutter."

"Jeg ved ikke.. om jeg vil. Eller om jeg kan." Det hele gik en smule stærkt. Jeg havde sagt nej i første omgang, jeg kunne da ikke bare komme valsende. Bare sådan lige ud af den blå luft. Og hvad ville Niall ikke også lige sige til det? Og far? Og Magnus? Ej okay han ville jo blive glad, og far ville bare blive overrasket.. Men hvad med Niall? 

"Selvfølgelig kan du det! Kom så!" Amalie lynede kufferten og hev den ned fra sengen i et snuptag. Hun rakte mig et par slidte sorte Everlast jogging bukser, jeg kunne hoppe i, samt en strop top og en hættetrøje. Amalie tog en børste og fik mit hår hevet tilbage i en løs hestehale. Jeg børstede hurtigt tænder, og inden længe sad jeg rundtosset og forvirret i taxaen med hovedet fyldt med 47.000 forskellige tanker, der gjorde mig skør. 

"Jeg ryster. Amalie. Jeg kan ikke gøre det her." Amalie tog min hånd, gav den et kærligt klem. Hun smilede opmuntrende da hun sagde, at det kunne jeg sagtens, og at hun ville være ved min side til det sidste. Lettelsen dyssede lidt ned på mine ih så mange bekymringer. Det føltes helt forfærdeligt. "Jamen.. jamen jeg hader at flyve."

"Det skal vi også nok klare!"

"Du falder sikkert bare i søvn," skulede jeg. Amalie var så skide positiv lige nu. Men okay hvis hun ikke havde været det, så havde jeg heller ikke siddet her. Men det ville jeg vel heller ikke? Eller.. ville jeg? Amalie. Bare forbliv positiv. 

"Jeg lover at holde mig vågen!" smilede hun. Jeg hvilede mit hoved imod hendes skulder, og følte faktisk lidt at hun var som en søster for mig i det øjeblik. Et moment jeg kunne lide. I forhold til den gang vi altid var i krig med hinanden. Fx engang til en pige aften hvor hun satte en pruttepude på min stol. Barnligt ja, men jeg var ikke selv bedre, for jeg tabte tilfældigvis et glas æblejuice ud på hendes sengelinned, så det lignede hun havde tisset i sengen. 

Taxaen stoppede, Amalie betalte, og lige pludselig havde vi ikke så travlt. Vi kom ind, fandt ud af hvornår flyet gik helt præcist. Amalie ordnede alt det besværlige imens jeg købte to cappuccinoer og nogle sandwichs. Jeg forstod slet ikke, hvordan Amalie kunne have så god tålmodighed og overskud nok til at holde hovedet koldt, til at kunne gå igennem det hun gjorde lige nu. Alt sammen for min skyld. Jeg måtte virkelig gøre gengæld en dag. Meget snart og meget stort. 

Vi kom efterhånden tættere og tættere på det fly vi skulle med. Vi havde afleveret bagagen, og var faktisk på vej ind for at finde vores pladser. Vi fik scannet vores billetter, hvorefter vi fik adgang til flyet. Jeg havde købt en nakkepude ting, som man eventuelt kunne lyne om til en normal pude til Amalie. For at hun skulle ligge godt, og tyggegummi til trykket mod ens øre når man letter.   

Vi var faktisk rimelig godt forberedte på den her flyvetur, rimelig godt på ingen tid. Men derfor brød jeg mig stadig ikke om den. Overhovedet. Jeg hadet det. Som at stå på en vippe i svømmehallen. Men den sprang jeg heller ikke ud fra. Og livredderen blev nødt til at komme op og hente mig, jeg turde ikke gå ned selv. Her er jeg tvunget til at blive siddende, ved mindre piloten nødlander, men for min skyld? Nej det tror jeg ikke kommer til at ske. 

"Amalie? Er du vågen? Det lovede du.." Jeg ruskede lidt i Amalie. Jeg lød lidt som et barn på 5 år eller sådan noget, hvilket jeg blev en smule flov over. Maskinen sagde nogle lyde, og straks fik jeg fat i Amalies hånd. "Amalie hvordan tror du egentlig, han vil reagere?" 

"Hvem?" lød det søvndrukken fra Amalie. Hun så slukøret på mig. 

"Niall, selvfølgelig!"

"Glad."

"Tror du? Men han hader mig jo.." 

"Nej. Måske lidt. Men nej." Amalie gabte. Hun lænede hendes hoved tilbage mod vinduet, der var dækket til med den der gardin ting, så jeg heldigvis ikke kunne se ud. Vi var snart fremme, og heldigvis for det. Eller hvad jeg nu skulle mene. 

"Jeg håber han vil snakke til mig.." mumlede jeg drømmende for mig selv. Det ønskede jeg virkelig. Mere end det, måske et kram. Et kys. Bare tryghed fra ham ville være perfekt. Mon det var for meget at forlange. 

Jeg så ned på min mave. Strøg min hånd over den. Det var efterhånden blevet en ordentlig bule. Jeg elskede den bule. Det var lige PT det eneste der bandt mig til Niall. Og nu hvor det var Niall, som havde været med til at skabe det så skulle der nok komme noget fantastisk ud af det. Det var jeg overbevist om. 

"Har du tænkt på navne?" 

"Indtil videre.. Så hvis det bliver en pige.. så skal tænkte jeg på navnet Stella. Eller Luna. Hvis det bliver en dreng.. Så enten Nick og James til mellemnavn. Fordi.. hvis Niall nu ikke vil kendes ved ham. Eller hende. Så har de stadig lidt af deres far med sig. Hvis du forstår.." Jeg fik helt en klump i halsen, bare ved tanken om Niall med et barn i hans arme at det nok ikke vil komme til at ske. Han har jo et fint liv med sit band. Det er jo det, han brænder for.

"Sagtens, og hvor jeg dog elsker navnet Luna. Det er så sødt, og jeg kommer altid til at tænke på Luna fra Bamse og kylling. Hende der boede i det der telt. Men ja.. jeg forstår dig godt." smilede Amalie. Hun tørrede en tåre væk fra min kind med hendes pegefinger. Men en tåre blev til flere. De var kommet med en blanding af glæde og frustration.. 

"Vi vil bede jer om at finde jeres pladser og spænde selerne. Vi lander nu."

__________________________________________________________________________________________________

Hej fantastiske læsere <3 

Her får I endnu et kapitel. Vi håber, I kan lide det <3 

Like gerne, kommenter gerne, og vi vil hellere end gerne høre dine tanker og meninger, om hvad du tror, der kommer til at ske, eller hvad du generelt synes om, hvad du har læst indtil videre <3

Kærligst fra Hannah og Line <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...