His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22408Visninger
AA

15. Kapitel 15

Nialls synvinkel

 

Magnus stod med min telefon i hånden, jeg var gået igang med at pakke. Daniel havde fået flyttet min hjemrejse til at være 2 uger tidligere, så jeg var bare så lykkelig som en.......Lykkelig person? Jeg havde kun lidt over en uge tilbage, før jeg endelig tog hjem. Min telefon var begyndt at ringe og jeg havde fået Magnus til at tage den, så nu stod han og mumlede ind i telefonen. Sikkert om noget som ikke ragede mig en skid! Fordi jeg skulle hjem til mit gamle liv, og ingen fra mit gamle liv havde mit nye nummer.

Jeg havde været nede og købe en ekstra kuffert, alt mit nye tøj kunne ikke være i en enkel kuffert. Jeg var igang med at ligge det tøj som jeg ikke skulle bruge, i min sidste tid i Danmark ned i den ene kuffert.

Jeg gik over til min computer, som stod på min seng og satte en ny sang på, eftersom at "If you could see me now" med The Script var færdig, det var virkelig en sang i verdensklasse! Jeg skruede meget mere op, da "Kiss you" med One Direction begyndte. Det var ikke fordi at jeg var sindsygt selvglad, at jeg satte den på.....Det var mere for at fejre at jeg skulle hjem til drengende.

Jeg fik øjenkontakt med Magnus, som sagde noget jeg ikke kunne tyde til personen i telefonen og lagde derefter på. "Selvglad much?" Spurgte han drillende, jeg trak på skuldrene "Det svært ikke at være det, når man er så fantastisk" Svarede jeg drillende. Magnus rystede på hovedet af mig og smed sig i min seng, men han satte sangen på pause. "Det var Emily" Sagde han, som om at jeg havde spurgt. Jeg nikkede ligeglad "Okay, godt for hende" Jeg var ærlig talt nysgerrig efter at vide hvad hun ville, men jeg ville fandme ikke vise det på nogen måde. 

"Niaaaaaaaaaaaall! Tag dig nu sammen! Det er seriøst tortur for folk som mig, der ser det udefra! Man kan se hvor meget I betyder for hinanden, men I er begge fucking stædige.....Men Emily prøvede lige at række ud efter dig.. Synes du ikke, at du skylder hende, i det mindste at snakke med hende?" Jeg rystede på hovedet.

Jeg skylder hende ikke noget som helst. Hun havde knust mit hjerte, og jeg havde ikke noget positivt at sige til hende, og ligemeget hvor meget hun havde såret mig....Så ville jeg ikke lade mig selv såre hende mere ved at sige en masse onde ting. 

Daniel kom gående ned i kælderen med en telefon op til øret, han så meget chokeret ud og samtidig meget seriøs og fattet. "Ja..Okay....Jeg fortæller ham det nu.......Okay" Han lagde på og kiggede på mig, med et medfølende blik hvilket fortalte mig at der var noget helt galt. "Magnus, må jeg lige snakke med Nick...Alene?" Magnus nikkede og skulle til at rejse sig fra sengen, men jeg rømmede mig hurtigt "Daniel det er fint nok, Magnus kender godt til min rigtige indentitet" Daniels øjenbryn røg helt op i hans pande, hvilket var forståeligt nok fordi det var jo imod reglerne. 

"Fair nok...Der er ikke tid til at ligge mere i det.....En fyr der går ved navn: Zeo Auton, han arbejder for en af dem du vidnede imod......Han er forsvundet, de havde overvåget ham i flere måneder, for at holde øje med hvad han lavede.....Han er meget farlig, han bliver kaldt: A-Day-In-Hell.......Han er nemlig kendt for at bortføre sine ofre og torturere dem i et døgn, på de værst tænkelige måder......Han er stukket af og vi tror af gode grunde, at han befinder sig i Danmark.....For at finde dig" Jeg stivnede af frygt, en fucking lejemorder var efter mig! Lejemorder! Efter mig! 

"Hv-Hv-H-H-Hvad..Kommer det til at betyde for mig?" Spurgte jeg tøvende, det var måske et meget dumt spørgsmål....Det kommer til at betyde, at jeg måske bliver bortført og totureret til døde...Men whatever! Det er jo normalt, at folk på min alder får sendt en fucking lejemorder efter sig! "Det betyder: At enten skal du i vidnebeskyttelse, et andet sted.......Ellers så skal du sætte dit liv i fare, ved at være lokkedue for ham" Men jeg ville bare hjem! Kunne de ikke bare finde ham hurtigt og anholde ham? Hvad fuck betød Lokkedue egentligt?

"Lokkedue?" Magnus begyndte at grine over min uvidenhed, der er ikke nogen som har brugt det udtryk før! Hvor skulle jeg vide hvad det betød fra? Det er jo ikke som om at jeg går rundt og tænker: Idag skal jeg studere de 50 første sider af den Danske ordbog.

"Lokkemad?" Prøvede Magnus, men jeg sendte ham bare et uvidende blik "Okay...Det er hvis....Jeg ville have dig med op i stuen og så siger til dig, at der er kage og sådan noget....Kagen er lokkemaden" Det gav vel mening, men det var underligt.

"Så I vil bruge mig til at lokke ham, et sted hen?" Spurgte jeg forvirret og en smule bange, jeg kunne jo dø! Okay, det lød snobbet....Det var bare mere det, at jeg var så tæt på at komme hjem og nu ødelagde "A-Day-In-Hell" det!  

"Vi har en skudsikkerplan!"

"Så lad mig høre den Daniel!"

"Jeg ved godt at det er meget skræmmende Niall, men det hjælper ikke at flippe ud.....Vores plan lyder sådan her: Vi kopier lidt fra den der hjemkost-cermoni, som du har snakket om........Men istedet for at det bliver kæmpe stort og holdt i England, så holder vi den her i danmark, faktisk på jeres skole og det bliver bare nogle af elevene, lærene og en masse af vores folk....Det er det eneste tidspunkt han vil have mulighed for at gøre dig noget"

"Hvad med alle de civile mennesker?" Spurgte Magnus chokeret, jeg nikkede mig enig i hans spørgsmål...Selvom jeg ingen anelse om hvad "Civile" betød...Men det virkede vigtigt. "Vi har intet valg, vi bliver nødt til at sætte nogle mennesker i fare for at redde nogle andre......Denne her mand dræbte alene sidste år 30 mennesker, børn, kvinder, mænd, dyr...You name it" Jeg kunne godt følge ham idet og desuden hvis han var blevet sendt ud for at dræbe mig, så ville han jo ikke gøre nogle af de andre noget.

****

 

"Er du nervøs?" Jeg kiggede over på Magnus og nikkede en smule, det var imorgen at jeg skulle være....lokkedue! Der var blevet hængt en masse plakatter op, om at man skulle være i gymnastiksalen klokken 12 imorgen hvis man havde lyst til at høre min historie før jeg tog tilbage til...Hvor det nu var Nick kom fra.

Lige siden Daniel havde fortalt om ham der "A-Day-In-Hell"-fyren, havde jeg følt mig overvåget og det var ikke kun de agenter, som jeg havde fået til at beskytte mig på afstand. Jeg var virkelig blevet paranoid, jeg blev skræmt hvis der var nogle som sad og kiggede på mig, i længere tid! Og hvis jeg gik på åben gade, gik jeg og kiggede mig om hele tiden, i frygt for at jeg ville finde ud af at jeg havde en stalker efter mig.

Tanken om at hvis det gik galt imorgen, så kunne jeg dø......Var forfærdelig! Jeg havde ikke set mine venner og familie derhjemme endnu.Jeg havde brug for at sige farvel, det havde jeg ikke fået lov til første gang jeg forlod dem. Jeg havde dog gjort det på en måde alligevel med Zayn. Jeg ringede og fortalte ham at jeg elskede ham og drengende, det var lige før at jeg stod på mit fly. Jeg kan huske at jeg stod ude i lufthaven iført en hættetrøje, ny farvet hår, en kuffert og et pas som ikke var mit i hånden.  

Jeg ventede på ordrer om hvad jeg skulle derefter, så jeg brugte tiden og mine sidste Pund på at ringe til ham fra en mønttelefon. Han lød forvirret og travlt optaget af Perrie, hvilket jeg var glad for. Fordi så vidste jeg, at han havde hende når jeg var væk, når jeg døde og forsvandt.

Det hjalp mig faktisk meget, at vide at Zayn havde Perrie, at Louis havde Eleanor, at Liam havde Danielle og at Harry havde sine andre venner som Nick Grimshaw og så videre. Det var nok lidt lettere når de havde andre, end hinanden til at støtte sig op af.

Nå men Zayn havde spurgt, om der var noget galt, hvilket havde fået tårene til at falde, men jeg skjulte det for ham. Jeg sagde, at alt var fint men at jeg bare havde behov for at sige det, og så havde vi lagt på. Jeg havde haft det sygeste break down ude i lufthavnen, men jeg fik samlet mig lige i tids nok til at jeg fik afvide hvilket fly jeg skulle med. 

"Niall?!" Magnus slog mig i hovedet med en pude, hvilket fik mig til at kigge over på ham. Magnus crashede hos mig idag, for at være der for mig, fordi han kendte mig efterhånden godt nok til at vide at jeg ikke var okay.

"Hvad?"

"Hørte du overhovedet noget af det jeg sagde?" 

"Ja, du spurgte mig om jeg var nervøs"

"Ja, for sådan 5 minutter siden"

"Undskyld, jeg blev lige fanget af mine tanker" Jeg hev min dyne længere op, så kanten lå lige under mine arme.

"Helt iorden.. Men jeg fik slet ikke spurgt dig, er det okay hvis jeg filmer begivenhederne imorgen? Jeg har tænkt mig at vise et lille klip til ceremonien, hvor FBI omringer ham der Duden." Jeg elskede hvor positiv han var, han anede ikke om han ville få optaget min død eller en mand der blev anholdt, men alligevel var han positiv. Eller så var jeg bare utrolig negativ.

"Klart nok! Men hvis jeg dør, så sletter du optagelsen.. Du sælger den ikke og du viser den ikke til nogen."

"Luk nu røven Niall! Du kommer jo ikke til at dø imorgen!"

"Det ved du sgu da ikke!"

"Jo, jeg gør! Du dør ikke imorgen!"

"Kan du love mig det?"

"Jeg lover dig det Niall!"

"Kan jeg få det på skrift?" 

"Hvad vil du bruge det til, hvis du dør?" Jeg slog ham, fordi han fortjente det efter hans flabede kommentar.

"Haha meget sjovt!" 

"Jeg fornemmer en smule sarkasme."

"No shit!"

"Tal ordenligt! Godnat Niall." Magnus hev sin dyne hen over sit hoved, af en eller anden grund så sov han altid sådan, og jeg forstod virkelig ikke hvordan han kunne holde det ud. "Godnat M" Mumlede jeg stille.

Det varede ikke lang tid før nogle dybe indåndinger kunne høres fra Magnus´ hule, hvilket fik mig til at føle mig alene men på en fed måde. Det var som om at jeg var alene men alligevel ikke, fordi Magnus var der men han var ikke vågen, så jeg vidste at han var der hvis der skete noget men samtidig havde jeg privatliv.

Jeg lå lidt og tænkte over Magnus´ løfte, hvis jeg holdt ham op på det, og jeg rent faktisk døde, så ville han nok få en virkelig dårlig smag i munden, derfor var jeg nødt til at løsrive ham fra det. Jeg rejste mig forsigtigt fra sengen og fandt hurtigt noget papir og en kugle pen frem, inden at jeg lagde mig på gulvet og begyndte at skrive. 

 Magnus, din cunt! Hvis du læser det her så er det fordi at jeg er død, hvilket vel skulle ske en eller anden dag.....Men det var måske lidt for tidligt, der var så mange ting som jeg ikke havde fået gjort endnu og det er trist at tænke på at jeg aldrig får dem gjort.....Men sådan er livet nogen gange.

Jeg skriver dette brev, just in case....At dit løfte ikke gik. Jeg kender dig Magnus og du har sikkert den sygeste omgang dårlig samvittighed.. Lad vær med det! Det er ikke din skyld og ligemeget hvor meget dit løfte hjalp på min nervøsitet, så ved jeg godt at det ikke ligger i dine hænder hvornår jeg dør... Med mindre at du tager en pistol og pløkker mig ned....Hvilket du selvfølgelig ikke gør! Fordi at du elsker mig, som den bror du ikke fik...Håber jeg.

Magnus du betyder sygt meget for mig og jeg håber at du ved det, men hvis ikke så.. Elsker jeg dig! Du er seriøst en af de bedste venner, jeg nogensinde har haft. Når jeg havde hjemve eller var trist, hang jeg bare ud med dig og så blev jeg i bedre humør, fordi at du har sådan en underlig glad virkning på folk!

Da jeg kom til Danmark tog du mig på en måde under dine vinger, du hjalp mig med alt (Ikke kun Harry Potter) og du var bare en sand ven, lige fra day one! Selvom du ikke kendte mig overhovedet.

Tak for alt min ven.

Your friend Niall Horan.

Btw: Undskylder på forhold alle mine danske skrivefejl.  

Jeg læste brevet igennem et par gange, eller tyve. Det var vel fint nok, jeg har aldrig rigtigt været så god til at formulere mig på Dansk, men jeg nægtede at skrive det på Engelsk, det var nok det sidste jeg nogensinde skulle skrive på dansk. Jeg lagde brevet ned i min kuffert, som stod lige ved siden af mig, jeg blev liggende lidt...Skulle jeg skrive et til Emily? og Drengende? Nej, drengende vidste at jeg elskede dem mere end noget andet.....Men hvad fuck skulle jeg skrive til Emily? Jeg var jo sur på hende, men alligevel ikke.. Jeg elskede hende så højt, samtidig med at jeg hadede hende for at lyve for mig. Jeg savnede hende så sindsygt meget, men jeg ville også bare væk fra hende så hurtig som muligt....Hvad skal der ske?

Jeg lå en halv time og bare tænkte frem og tilbage, jeg blev ved med først at tænke mig fra at skrive hende et brev, for derefter at tænke mig til det.

Okay, jeg skriver et kort og enkelt til hende! Jeg begyndte at skrive, men det blev alt for forvirrende og underligt, jeg krøllede papiret sammen og begyndte at skrive et nyt: 

Emily, jeg elsker dig. Undskyld at jeg flippede sådan ud, men du sårede mig. Niall Xx

 

 

****

 

Klokken var 10, der var to timer til dommedag.......Jeg håbede at han slet ikke kom, men så igen....Hvis ikke at han kom, så ville jeg blive sendt et andet sted hen. Så jeg håbede at han kom, men at FBI gjorde deres arbejde så godt, at jeg ikke engang fik set ham.

Jeg sad til matematik og koncentrerede mig så meget som muligt......Om ikke at falde i søvn! Ikke at jeg hater på Matematik, men det har sgu da aldrig været mere kedeligt! Hvad sker der lige for vores lærer? Nogen burde måske tage et lille smut på pension! Ellers ville det jo ende med at vi alle døde af kedsomhed. Magnus var allerede kradset af, han lå henover sit bord og sov med ansigtet ned mod sin bog.

"Nick?!" Hviske-råbte Matilde for at få min opmærksomhed, uden at læren opdagede det. Matilde sad ved borderet ved siden af, så det var ikke sindsygt svært for hende. Jeg drejede langsomt mit hoved over imod hende, hvilket fik hende til at sende mig et kæmpe smil og mime et hej til mig. Jeg gengældte smilet og skulle til at kigge væk, da hun rakte mig et foldet stykke papir.

Jeg tog imod det og foldede det ud på Magnus og mit bord, jeg læste den hurtigt igennem og bed mig derefter i læben for at holde et smil inde: 

Jeg glæder mig til dit fordrag! <3 Hvornår tager du hjem? 

Jeg samlede min blyant op og begyndte at skrive:

Tak Matilde :D Jeg glæder mig, til at se om der er nogen der møder op ;) Om 3 dage, hvorfor? 

Jeg foldede papiret sammen igen og kastede det over imod hendes bord og for en gangs skyld, ramte jeg faktisk! Matilde foldede det hurtigt ud og udgav et lydløst grin, hun kiggede over imod mig og sendte mig et genert smil, før hun begyndte at skrive igen.

Da jeg havde fået brevet tilbage og havde foldet det ud, forstod jeg godt hvorfor at hun havde sendt mig et genert smil, men det var meget sødt: 

Det bliver jo ikke nogen overraskelse, alle elsker dig! Så selvfølgelig kommer alle ;) Allerede om 3 dage! Jeg kommer jo til at savne dig <3 Vores skole mangler drenge som dig! 

Hun kommer til at savne mig? Hvor sødt! Jeg forstod ikke hvorfor, jeg havde jo næsten kun været ond ved hende eller flabet....Hun var vist ret godhjerte, hvilket gav mig dårlig samvittighed....Jeg tror at det er et af de tidspunkter hvor man undskylder? Det lyder som om at jeg aldrig har undskyldt overfor nogen før, det har jeg! Masser af gange. 

Selvom jeg har været en rigtig douchebag, overfor dig...Så er du fucking sød! Undskyld for alt :D Jeg troede vel bare på rygterne......Hvilket var dumt.

Jeg foldede endnu engang papiret sammen og rakte det til hende. Denne her gang tog hun sig god tid med at skrive, hvilket måtte være et tegn.....På at hun skrev noget langt? Om det var godt eller dårligt...Vides ikke.  

Da jeg endelig fik papiret tilbage, var jeg meget overrasket over hvor lidt der egentlig stod i forhold, til hvor meget tid hun brugte på at skrive det. 

Du skal ikke undskylde! <3 Alle laver fejl, ligesom med rygterne om at jeg er en slut.....Det er jo ikke fordi at jeg tager penge for at knalde med folk, det er bare det at jeg var sammen men 4 forskellige på under et år....Så blev jeg stemplet. 

Jeg blev helt sur over hvor dum jeg havde været, jeg havde dømt hende på grund af noget Magnus havde sagt.....Og så havde jeg været uhøflig og arrogant imod hende. Jeg havde opført mig som en hater, og alle ved jo hvor meget jeg har ladt haten gå mig på før i tiden. 

Matilde og jeg sad i resten af timen og skrev frem og tilbage om alt muligt. Hvilket reddet mit humør rigtig meget, vi lærte hinanden meget bedre at kende og det var virkelig hyggeligt. Det fik mig til at glemme alt om min pligt, som lokkedue! Jeg hadede det ord, jeg havde endelig forstået hvad det sådan rigtigt betød.....Hvis nu at vi var ude og fiske, så var jeg ormen på fiskestangen! Eller noget i den stil.

Jeg havde lige afleveret Matilde papiret da klokken endelig ringede, hvilket betød at vi havde spisepause og derefter......For mit vedkommende lokkedue-time, madding time eller dommedag....Hvorfor havde jeg så ondt af mig selv? Hvis alt gik som det skulle, så ville jeg være hjemme om 3 dage.

Jeg fulgtes med Magnus ned til kantine, han lignede en død person, han var ikke vågnet helt fra matematik men jeg havde ikke noget imod det fordi jeg var for nervøs til at snakke om noget rigtigt. Vi satte bare ved et bord, hvor Magnus kastede sig over en sandwich, mens at jeg intet spiste fordi at jeg havde nerver på og jeg kunne slet ikke tænke på mad og det sker aldrig for mig! Hvis der var jordskælv eller noget, så ville jeg sikkert bare sidde og spise uden at ligge mærke til det, det lyder sørgeligt men sådan er jeg! Had mig bare, jeg er stolt af det. 

Frokost var hurtigt overstået, den forløb bare med at Magnus stenede og jeg sad og nærmede rystede i bukserne, hvorfor kørte jeg det så meget op? Aner det ikke, jeg var vel bare nervøs for ikke at komme hjem. Det at være så tæt på målet, om at kunne komme hjem og en lille ting ville kunne forhindre det. 

Da Magnus var færdig med at spise, løb jeg nærmest ned til gymnastiksalen for at mødes med Daniel og lige høre om de havde fanget ham der.....Lejemorderen. Gud synes du ikke, at det er på tide at være lidt sød imod mig? Dumt spørgsmål, jeg har været så fucking heldig i hensyn til One Direction! Så hvad med at vi siger, at jeg har oplevet lige så mange gode ting, som dårlige? Lyder det godt Gud? Det synes jeg! Vi ses! Eller noget.

Da jeg trådte ind i gymnastiksalen, hvor der var blevet sat en masse stole op begyndte mit hjerte at slå hårdt imod mit bryst, samtidig med at jeg fik det meget varmt og luften blev pludselig meget tør. Jeg havde aftalt med Daniel at mødes med ham ude bagi, hvilket jeg tøvende gjorde, for hvad nu hvis at ham der lejemorderen havde dræbt dem alle og ventede på mig der ude? Jeg tog fat i håndtaget mens jeg tog en dyb indånding, jeg hev ned i håndtaget og klemte mine øjne hårdt sammen,  inden at jeg langsomt skubbede døren op, som refleks slog jeg hurtigt begge mine arme op omkring mit hoved for at beskytte det.

"Niall? Hvad laver du?  

Jeg åbnede langsomt mine øjne og fik øje på Daniel, jeg lod mine arme holde ned ved siden af mine hofter og sendte ham et hurtigt lidt falsk smil "Mig? Igenting....Bare....Chiller...You know, som folk som mig gør" Hvis ikke at det var fordi at min usammenhængende sætning slet ikke nogen mening gav, så ville min rystende stemme have afsløret det. Daniel sendte mig et betryggende smil "Jeg har godt nyt! Vi har fanget ham......Så du skal bare bekymrer dig om, at fortælle dine skolekammerater om hvem du er" Jeg kunne slet ikke beskrive hvor lettet jeg var i det øjeblik, det var som om at den vægt der var blevet lagt på mine skuldre som lokkedue, var blevet fjernet.

Jeg sendte ham et lette smil "Gudskelov! Jeg var ved at dø, af nervøsitet!"

"Det kan jeg godt forstå, men nu har du intet at bekymrer dig om! Folk er begyndt at komme, du skal nok gå derud og dele din historie med dem" Jeg nikkede forstående og uden at tænke mere over det, gik jeg hurtigt ud i salen. Jeg fik et chok da jeg så hvor mange der var ankommet på så kort tid, salen var ret fyldt hvilket var meget overraskende....Matilde havde ret, der kom mange.

Magnus stod ude i siden med sit håndholdt kamera, han sendte mig thumps-up hvilket jeg bare besvarede med et smil. Bag ham stod Emily og Amalie, de stod oppe af nogle ripper og snakkede, ingen af dem så særlige glade ud hvilket var forståeligt nok....Eller noget.

Jeg gik over imod podiet, som var blevet sat op....Kun til mig! Der stod en mikrofon på det og skreg nærmest mit navn, jeg havde lyst til at løbe over og synge mine frustrationer ud, og det gjorde det ikke ligefrem bedre at der stod en guitar, lige ved siden af podiet.

Jeg trådte op på det og tog som det første mikrofonen af stativet, jeg vinkede til "publikum" og flashede dem mit mest charmerende smil "Hej! De fleste af jer, kender mig nok som udvekslings-studenten Nick Bolton fra Wales......Men sandheden er den, at jeg er Niall Horan fra Mullingar, Irland! Bedre kendt som den Irske del af One Direction" En masse af menneskerne udbrød ting som: What? Som om! Hvad snakker han om? Hvad har du drukket? Hahaha Hvor er du god! Og andre forvirrede ting.

Jeg vidste godt at jeg blev nødt til at bevise det, så jeg satte mikrofonen fast til stativet igen og samlede hurtigt guitaren op "Bare rolig, jeg havde ikke regnet med at I alle ville tro mig! Så jeg har tænkt mig at bevise det for jer" Jeg blinkede til en pige, som sad på forreste række.

Jeg placerede mine hænder på guitaren, det føltes så rigtigt og fantastisk sådan at kunne stå foran en masse mennesker og vide at jeg skulle til at optræde for dem. Eller jeg ved ikke om man kunne kalde det optræde? Jeg skulle bare bevise for dem, at jeg var mig.

Jeg begyndte at bevæge mine hænder rundt på instrumentet, så en blød melodi langsomt fyldte rummet mens at folk stoppede med at snakke og overvågede mig med dyb koncentration, mens at jeg begyndte at synge:

Now she’s feeling so low since she went solo
Hole in the middle of my heart like a polo
And it’s no joke to me
So we can we do it all over again

If you’re pretending from the start like this,
With a tight grip, then my kiss
Can mend your broken heart
I might miss everything you said to me  

 

And I can lend you broken parts
That might fit like this
And I will give you all my heart
So we can start it all over again

Jeg stoppede med at spille og synge, da de fleste af menneskerne stirrede på mig, med måbende blikke hvilket morede mig meget. Jeg satte guitaren på plads og rettede lidt på mit hår, før jeg tog mikrofonen af stativet endnu en gang. Jeg må have det mest tilfredse smil på læben, for jeg var sgu glad for at modbevise dem. "Som sagt....Mit navn er Niall Horan! Som I nok ved! Noget som I ikke ved er: At jeg har været i vidnebeskyttelse, fordi at nogle meget.......Skræmmende mennesker truede med at slå mig ihjel, på grund af......." Jeg stoppede mig selv, da nogle agenter i civilt tøj, fulgte nogle af mine klassekamerater ud af rummet. Hvorfor gjorde de det? Havde de det dårligt? Eller hvad? Måske....Så var de store fans og havde brug for noget luft, oven på de store nyheder? Ja, det var derfor.....Der var sikkert mange drenge-Directioners her!

Jeg rystede på hovedet, for at få mig selv til at fokusere på folkene, som sad og kiggede afventede på mig. "Øhm....Ja, altså...Jeg vidnede imod nogle mænd, som jeg havde set......." Jeg stoppede op endnu en gang, fordi flere blev escortet ud.

Så mange fans er her, da ikke? Jeg kiggede spørgende over på Magnus, som stod med sit kamera peget over imod mig. Han sendte mig et forvirret blik, inden at han trak på skuldrene over mit blik, som var mindst ligeså forvirret. Han mimede noget til mig, som jeg ikke forstod men jeg tror at det var noget om at jeg skulle forsætte, så det gjorde jeg. "Jeg havde under en tur til USA med drengende, genkendt en kendt Engelsk politiker.....Som jeg beundrede, fordi at han havde nogle fede holdninger og sådan.........Jeg ville så gå over til ham, for at sige hej men han var på vej et sted hen. Så jeg tog min mobil frem, for at tage et billede af ham....Fordi jeg var lidt imponeret over at se ham, men i det jeg snappede billedet, gik han ned af en lille side gade.....Jeg fulgte så efter ham, fordi jeg var så fastbesluttet på at få det billede. Da jeg drejede ned af den samme side gade, tog jeg billedet med det samme.....Og det opdagede han......Og den gangster, som var igang med at bestikke ham.......Hvilket man godt kunne se på billedet, så uden at tænke mig om....Løb jeg, så hurtigt som jeg kunne" Jeg tog en dyb indånding og studerede menneskerne.

Over halvdelen af mine venner og bekendte var væk, det var så underligt! Jeg kunne slet ikke forstå det, hvad var det der skete? Hvis det ikke var fordi at jeg var så lettet og glad, over at have fået den tunge burde løftet fra mine skulder. Så var jeg gået fuldstændig i panik, måske var det fordi at folk bare ikke gad og høre mere?

"Og jeg snakkede med dem jeg arbejde for, om hvad jeg skulle gøre fordi jeg vidste til at starte med ikke.......Hvem ham gangsteren var, men jeg blev rådet til at gå til politiet og det gjorde jeg så. Jeg viste dem billedet og før jeg vidste af det, var jeg hovedvidnet i en stor sag. Jeg begyndte så at modtage dødstrusler og alt muligt, fra begge parter og det var ikke bare nogle af de små nuttede: Du er klam, du skal dø! Det var de hårde, med forklaringen om hvordan de ville slå mig ihjel, med meget detaljerede beskrivelser om det.....Hvilket fik FBI og alle mulige andre organisationer til at træde til, fordi at selvom det ikke lyder så vildt......Så var det en af de største sager, i meget lang tid. Fordi at ham gangsteren, han har i følgende rygterne styret mange politiker og han havde.....Gjort nogle meget onde ting" Onde ting? Jeg lod som en pædagog, som stod og snakkede til en gruppe små børn. Men så igen, jeg tror måske at det er en smule bedre end at stå og fortælle om alle de mennesker som er "Forsvundet" På grund af ham, og aldrig er blevet fundet. Eller om de få der er blevet fundet, som næsten ikke kunne identificeres. 

Okay....Salen var stadig meget fyldt, men der var ikke nogle mennesker som jeg kendte....Udover Magnus, Emily og Amalie. Men bag Magnus stod der en mand, som Magnus snakkede med og Magnus blev ved med at ryste på hovedet. Manden så opgivende ud, da han forlod Magnus og gik over til Emily og Amalie som også rystede på deres hoveder. 

Daniel som stod bagerst i rummet, sendte mig et ryk med hovedet, hvilket jeg ikke forstod "Er jeg færdig nu? Eller hvad prøver du at fortælle mig?" Spurgte jeg blankt, jeg anede ærligt talt ikke hvad det betød. Daniel så ud som om at jeg lige havde dummet mig, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret men jeg nåede ikke at tænke længere over det.

For i samme øjeblik rejste nogle af de agenter, som havde overtaget mine klassekameraters pladser sig op. De havde alle sammen en pistol hver rettet imod, en lille brun håret mand med skæg, som var iført et jakkesæt. Manden rakte sine hænder i vejret og rejste sig langsomt fra sin stol, uden at sige noget lod han agenterne anholde sig.

5 af agenterne førte ham over imod udgangen, jeg vendte min opmærksomhed mod Daniel med mit mest pissed ansigtsudtryk "Hvorfor fuck løg du for mig?!" Råbte jeg nærmest, Daniel rømmede sig "Undskyld Niall, men du skulle have set dig selv derude....Du var et stort rod. Jeg sagde det kun, for at berolige dig, for hvis han så at du var nervøs så-" Daniel stoppede med at snakke, da et pistolskud lød.

Smerten skyllede ind over mig, alt gik i slowmotion, jeg kiggede ned mod min højre skulder og så at jeg var blevet ramt. Jeg rettede blikket lige frem for mig, der stod en mand med en pistol rettet imod mig, det var en af Daniels agenter, der havde skudt mig! Blodet væltede ud af såret, mens at jeg mistede følelsen i mine ben, så jeg faldt bagover "NIALL!" Råbte Emily? med rædsel i stemmen. Det sidste jeg så var chok, malet i ansigterne på de tilbageværende i rummet.  

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey Guys! Hvorfor ikke starte sin weekend (Næsten) med et styks kapitel? ;)<3 Håber at i kan lide det ;) Tusind tak for alle jeres super søde kommentar! De betyder rigtig meget for os <3 Så I må meget gerne blive ved med at kommentere<3 Hilsen Hannah og Line (Hannah Hansen og Lindblad)

Btw: Jeg (Line Aka Lindblad) vil gerne give et specielt shout out til min søde veninde Nanna, som sidder og læser med når hun i virkeligheden, burde forberede sig til sine mundtlige prøver ;) Elsker dig muss!  <3  

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...