His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22402Visninger
AA

14. Kapitel 14.

Nialls synvinkel

Hendes ord ramte mig som en kugle lige mod hjertet, hun kunne da ikke være gravid! Eller i princippet kunne hun godt..Fordi ja, altså....Vi havde jo gjort...De ting, som man bliver gravid af, men hun kunne ikke være gravid! Hun havde jo sin menstruation...Sådan en gang om måneden eller hvor tit det nu var, det vidste jeg kun på grund af hendes humørsvingninger, men jeg vidste at hun havde haft den.

Men hvorfor skulle hun lyve? Hun har jo ikke nogen grund til det? Det var jo ikke fordi at jeg var ved at finde sammen med en anden, og stod på vej til at forlade hen-..........Jeg stod bare og skulle til at tage hjem! Det kunne ikke være helt tilfældigt, at hun fortalte mig det idag? At hun lige pludselig var gravid den dag, hvor jeg fik at vide at jeg kunne komme hjem! Hvad var hun for et menneske? Man løj ikke for dem man elskede, medmindre at det selvfølgelig gjaldt liv og død!

"Niall? Hørte du hvad jeg sagde?" Det så ud som om at hun holdt vejret, mens hun ventede på min reaktion.

Jeg kiggede langsomt op på hende fra gulvet, som mit blik havde fundet vældig interessant lige pludselig.

"Hvad vil du have mig til at gøre? Vil du have mig til at blive, så jeg kan bruge alle mine hårdt tjente penge på dig? Og den baby, som måske kommer men det er ikke helt sikkert! Det kan jeg da sagtens gøre! Smide alt det jeg har væk, fordi du vil have, at jeg bliver!"

Havde hun kun været sammen med mig, al den tid fordi at jeg var kendt? Fordi hun vidste at hvis jeg faldt for hende, så ville jeg den dag hvor jeg kunne komme hjem købe et hus eller en dyr bil til hende? Var hun virkelig en starfucker? Jeg havde en helt dårlig fornemmelse i maven, betød det at hun bare havde udnyttet mig?! Hvordan kunne jeg være så dum?!

Mine ord havde åbenbart ramt hende hårdt, fordi hun bed sig i læben og hendes blik var låst fast på vinduet, er der ikke noget med at sandheden gør ondt? Det er vist lige blevet bevist.

"Niall, det er slet ikke sådan det er. Jeg elsk-" Jeg afbrød hende, fordi jeg vidste at hvis jeg hørte det ville jeg falde for det og tro på alt det hun sagde, fordi så stærke var mine følelser for hende, men det at hun løj for mig.....Det gjorde ondt, det gjorde så fandendes ondt.

"Lad vær! Du elsker ikke mig, du elsker min status, min berømmelse og mine penge. Du ved ikke hvad kærlighed er, du elsker ingen andre end dig selv.....Gør mig en tjeneste: Hold dig væk fra mig, resten af min tid i Danmark...Det er det mindste, du kunne gøre for mig" Jeg vendte om på hælene og løb hurtigt ud af hendes værelse og ud af huset.  

Jeg troede virkeligt at det vi havde var noget helt specielt, men det var det åbenbart ikke, folk snakker altid om at drenge er nogle svin der sårer de søde uskyldige piger, men tårene der var begyndt at falde ud af øjnene på mig, beviste at det ikke altid passede.

Jeg havde aldrig rigtigt været forelsket før, så jeg vidste derfor ikke hvordan jeg skulle håndtere denne her smerte, som mit hjerte nu gemte på. Jeg ville have den til at stoppe, hver gang mit hjerte slog skyllede den mest forfærdelige smerte igennem min krop. I film plejede fyrerene altid at drikke, det var den største kliche....Men hvis det hjalp?......Jeg havde jo intet at miste.

"Nick?" Jeg vendte mig om og fik øje på Ida, hun var sammen med en sorthåret veninde "Ida......Vil i med ud og drikke?" Jeg tørrede hurtigt mine våde kinder og sendte dem et smil, godt nok et falsk et men det kunne hurtigt ændre sig. 

 

*****

Ida, Sara (Som Idas veninde åbenbart hed) og jeg befandt os på en bar, jeg havde fået 'En smule' at drikke, så jeg var lidt fuld, men hvem bekymre sig om det? Det havde jo hjulpet, og jeg var kommet på en fantastisk ide, som ville hjælpe mig med "Emily"-situationen, men kun hvis det virkede.

"Nick, tror du ikke at du har fået nok?" Jeg drejede hovedet og fik øje på Magnus, hvornår var han kommet? "Magnus! Hvor er jeg glad for at se dig, hvornår er du kommet?" Han var den eneste i Danmark, som jeg virkelig stolede på! Hvorfor mon?

"For 1 minut siden, efter at Ida ringede til mig" Hvorfor havde hun ringet til ham? Havde hun et crush på ham? Hvor var det sødt, den uskyldige kærlighed! Hvor at man ikke blev udnyttet, eller holdt for nar. "Jeg tror at hun har et crush på dig, siden at hun inviterede dig!" Jeg grinede lidt ved tanken om at deres kærlighed forhåbentlig var sød og uskyldig, forhåbentlig var Ida ikke en eller anden tankeløs kælling, som ville rive hans hjerte ud og trampe på det! Fordi at han havde penge og var populær! Jeg ville ikke have at det skulle ske for nogen anden, det burde være ligesom med mobning! Man burde ville stoppe det og holde kampager imod det, for at hjælpe andre.

"Hun inviterede mig ikke, hun bad mig om at komme og hente dig, fordi du har fået for meget at drikke" Jeg havde ikke fået for meget at drikke! Jeg havde fået nok at drikke, hvilket gjorde så jeg ikke tænkte på Emily! Jeg skænkede hende ikke engang en enkel lille tanke, hun havde fuldstændig forladt mit hoved! Ligesom hun havde forladt mit hjerte!

"Jeg har ikke fået for meget at drikke, jeg har lige fået nok at drikke!" 

"Nok til hvad?" 

"Til næsten at glemme hende"

"Glemme hvem?"

"Den hjerteløse kælling, der har udnyttet mig fuldstændig og knust mit hjerte!" Jeg rejste mig fra stolen og satte kurs op imod bardisken, eftersom at min drink var tom og jeg var ikke færdig med at drikke. "Hvad er det du snakker om? Handler det her om Emily?" Magnus' stemme var forarget, men jeg kunne ikke se hans ansigt eftersom at han stod bag mig, så måske var han ikke forarget....Men han lød forarget...Forarget blev lige meget misbrugt..

Jeg svarede ham ikke, men stillede mig bare op af bardisken og vinkede den kvindelige bartender over. Der gik dårligt nok et minut før hun stod foran mig "Hej smukke! Jeg vil gerne bede om en øl." Hun kiggede forbi mig, sikkert på Magnus men jeg var pikke ligeglad.

"Tror du ikke at du har fået nok?" Spurgte hun sødt, jeg rystede på hovedet."Jeg kan stadig huske hendes navn." Bartenderen sendte mig et sympatisk blik og nikkede så forstående. "Den bedste kur for et knust hjerte er Ben and Jerrys" Det var sødt af hende at give mig et råd, men mit hjerte var ikke knust! Jeg havde ingen følelser for Emily, det var bare noget som jeg havde fået hende til at tro....Fordi det var rigtigt mig der udnyttede hende! 

"Mit hjerte er ikke knust......Jeg er bare sur på pigen, over at hun prøvede at udnytte mig for mine penge" 

"Nick! Det gjorde hun jo ikke, du vrøvler bare fordi du har fået for meget at drikke, kom her!" Magnus tog fat i min arm og fik hurtigt hevet mig med sig væk fra baren.

Før det gik op for mig, var vi udenfor i det mørke kolde danske vejr!

"Niall....Hvad skete der efter at jeg var gået?"

"Intet....Sandheden kom frem"

"Så hun fortalte dig at hun var gravid?"

"Hun er jo ikke en skid gravid! Det er bare noget hun siger, fordi hun vil have mine penge og berømmelse nu når jeg skal hjem"

"Tror du seriøst selv på det der?"

"Hvad skulle jeg ellers tro på? Hvis hun virkelig var gravid, hvorfor kommer det så først frem nu?" Magnus sukkede opgivende over mit argument, hvilket var forståeligt nok fordi jeg havde jo ret! Ej, hvor glædede jeg mig egentlig til at komme hjem...Jeg var så færdig med danmark! Og manipulerende kællinger som.....Hende vi ikke nævner mere! Det har jeg lige bestemt.

"Jeg kender dig Niall, jeg kan ikke tale dig til fornuft! Men lov mig at du vil snakke med Emily, før du tager hjem....Om det her, så i kan finde ud af det" Jeg nikkede og mumlede et accept, men han skulle bare vide at jeg ikke havde en eneste lille intention i min krop om at gøre det.       

 

**** 

Magnus havde fuldt mig hjem i nat, han havde sagt, at han godt forstod mig men han synes at jeg skulle snakke med Emily og finde ud af hvad der var fakta og hvad der bare var opdigtet....Hvad end det så betød?

Jeg stod ude i køkkenet og kiggede ind imod stuen, hvor Daniel sad med sin avis og en kop kaffe, Emily var ikke stået op endnu, hvilket ikke gjorde mig en skid for min skyld kunne hun blive oppe på sit værelse indtil jeg tog afsted. Men så igen....Hun skulle jo ikke dø eller lignende bare fordi hun var et dårligt menneske, jeg skulle bare væk herfra og så kunne hun gå tilbage til sit gamle liv, hvor hun manipulerede med sin elskede Josh! Eller hvad fuck hans navn var, jeg burde egentlig snakke med ham, mon han vidste at han blev udnyttet?

Jeg tog en dyb indånding og tog en hurtig tår af mit glas som var fyldt med mælk, før jeg endelig tog mig mod til at snakke med Daniel. Jeg satte kurs ind imod stuen, men stuen føltes så fandens lang væk lige pludselig! Og mine ben vejede et ton hver!

Da jeg endelig kom til døren som førte ind til stuen, var jeg lige ved at støde ind i Satan i ege høje person! Ej, det var kun for sjovt, men det var tæt på! Det var bare Emily som lige var stået op, jeg veg hurtigt væk fra hende og fløj nærmest ind i stuen uden at give hende en ekstra tanke. 

Jeg stillede mig foran Daniel og rømmede mig, for at få hans opmærksomhed, han kiggede langsomt op på mig "Hvad så Niall?" Bare ideen om at Daniel måske ville blive fornærmet var en lille frygt, for jeg ville ikke fornærme ham! Han havde budt mig velkommen i sit hjem med åbne arme og stået på hovedet for at få mig til at føle mig velkommen.

"Jeg tænkte på noget......Ville der være mulighed for at jeg kunne komme hjem en smule før? Måske en uge eller noget før?" Han lagde avisen på bordet og gav mig dermed sin fulde opmærksomhed, hvilket var ret skræmmende.

"Er der noget galt siden at du lige pludselig vil hjem omgående?" Jeg rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål, han skulle bare vide! Han skulle bare vide! "Nej, jeg savner bare virkelig meget dem derhjemme"

"Forståeligt nok, jeg lover intet....Men jeg kan måske skubbe det med et par dage" Jeg blev virkelig glad over hans svar og imødekommenhed, jeg ville bare væk herfra og hjem, jeg havde ikke lyst til at være her mere....Fordi alt det der før var smukt og fantastisk, var fuldstændig ødelagt! Ideen om at det havde ændret sig så meget, på så kort tid var skræmmende....Jeg havde ikke så meget erfaring med piger, men hvis de alle sammen var ligesom Emily så ville jeg hellere leve uden dem.

"Tusind tak Daniel! Det er rigtig sødt af dig" Daniel udstøde et lille grin, som kom meget bag på mig, jeg sendte ham et spørgende blik, som han heldigvis opfangende "Det er ret sjovt at tænke på dine første dage i Danmark, hvor du ikke kunne sige æ,ø og å. Jeg kan huske hvordan du skiftede over til engelsk, hver gang du skulle sige noget med det. Det er ret vildt hvor langt du er nået, nu snakker du jo nærmest flydende" Det var ret sødt af ham, jeg ville komme til at savne ham! Han var virkelig en underlig men fantastisk bonusfar, han betød rigtig meget for mig og jeg ville sgu komme til at savne ham.

"Jeg har lært meget af Danmark og i Danmark"

"Det er jeg glad for at høre" Han sendte mig et smil og samlede sin avis op, som jeg så som min mulighed for at smutte, jeg satte kurs over imod døren ned til mit værelse. 

Jeg smed mig på min seng, Emily-episoden havde virkelig ødelagt mig men tanken om at jeg snart ville komme hjem til mit gamle liv, holdte mig oppe. Hvis jeg ville kunne jeg glemme alt om hende, der var ikke nogen til at minde mig om hende! Jeg kunne ligge Danmark bag mig, jeg kunne leve mit gamle liv, uden at skænke Danmark en ekstra tanke! Jeg ville glemme sproget fordi ingen jeg kendte, snakkede det. Jeg ville glemme alt om menneskerne og bare nøjes med mine gamle venner. Jeg ville glemme alt om hvor svær Harry potter var på dansk, hvor imødekommende lærerene var, hvor nederent det var at de ikke havde Nandos, hvor underligt noget af maden var her.....Mine tanker stoppede da jeg mærkede en tårer trille ind af min kind.

Jeg var endelig begyndt at føle mig hjemme her og nu skulle jeg forlade endnu et liv, jeg var endelig begyndt virkelig at knytte mig til menneskerne og betro mig til dem, og det skulle jeg forlade....Selvom jeg havde svært ved at indrømme det, så ville jeg savne det hele! Lige fra Magnus´hjælp med Harry Potter, til Emilys manipulation. Det lyder underligt at man vil komme til savne at nogen manipulere med en, men faktum var at under mit ophold i Danmark så var det sammen med Emily, jeg var gladest.

Måske skulle jeg lade vær med at tage sorgerne på forskud! Tænk på England og Irland! Det første jeg ville gøre efter ceremonien, var nok at invitere alle mine venner og min familie på Nandos! Jeg ville snakke med dem i flere timer om hvad jeg var gået glip af, jeg ville fortælle dem om min tid i Danmark....Jeg ville måske lide undlade nogle ting, såsom Emily-episoden, men Magnus, Malte, Rasmus og Ida ville de høre alt om.

Jeg glædede mig sygt meget til at se Harry, Zayn, Louis og Liam! Jeg ville hive dem ned til studiet og tvinge dem til at indspille nogle nye sange, hvis vi ikke havde nogle nye sange så skulle vi skrive nogen! Ellers måtte vi bare synge nogle vi kendte! Jeg var ret ligeglad hvilken sange, bare vi sang sammen og havde det sjovt! Men det var jo ma boys! Selvfølgelig ville vi have det sjovt! Jeg savnede så sindsygt meget bare at kunne tage min guitar frem og begynde at spille, når jeg havde brug for at tænke eller bare havde lyst til at spille musik.

Mine forældre....Maura og Bobby, jeg savnede dem virkelig osse! Men det var på en anden måde, fordi jeg var blevet lidt vant til at være væk fra dem, når jeg var på turne! Men selvfølgelig savnede jeg dem.... Ufattelig meget! Og min bror Greg! Den spade var blevet gift, uden mig! Okay, han troede jeg var død, så det er forståeligt nok....Ellers ville han jo aldrig blive gift! Jeg savnede det hele utrolig meget! Ligefra mine latterlige skænderier med Greg, til Nandos med Josh og drengende. En måned! En Måned....Kun en fucking Måned! En måned.

 

Emilys synsvinkel..

 

En måned. En fucking måned tilbage, og han troede ikke på mig. Han troede simpelthen, at det bare var noget jeg sagde, for sjov eller hvad? Ahaahhaha det er også så sjovt, så selv dem inde i tv'et og alt andet rundt om os grinede af os. Selv min dyne og hovedpude, som var vidne til at vi havde bollet. Selv de grinede. Selv jeg var ved at grine, hvis det ikke var fordi, det her var så alvorligt. 

Niall.. HVORFOR FUCK I HELVEDET SKULLE JEG SIGE AT JEG VAR GRAVID.. FOR FUCKING SJOV?! Det er jo ikke engang sjov. Det ville det have været, hvis du havde svaret: Seriøst? Og jeg kunne svare nej. Så havde det været sjovt, men nej sådan ligger lille Danmark desværre ikke.

"Emily?" lød far spørgende nede fra værelset. 

"Nej!" brølede jeg tilbage, i det jeg knaldede døren i. Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med ham. Jeg ville ringe og skælde Amalie ud. Fordi hun på en eller anden måde sammen med Magnus, havde fået mig overtalt til at fortælle Niall det, og se hvad der kom ud af det. Jeg ville bare have en Happy Ending. Men nej.. lad mig da bare nøjes med den Happy Meal, jeg lige har været nede at købe. Så meget Happy-hed over det.. 

Jeg tastede vredt Amalies nummer ind, lod den ringe, og ventede bare på at hun tog den. Jeg tog en dyb indånding, da Amalies stemme lød spørgende i den anden ende. "Hallo?" 

"Jeg har sagt det nu..." mumlede jeg, netop som jeg stoppede ti lange pommes-fritter ind i munden.

"HAR DU?!" udbrød Amalie, tydeligvis overrasket. Øh nej endnu en god joke, fordi jeg er så skide sjov idag. 

"Jah..!" svarede jeg en smule hårdt og tydeligvis irriteret.

"Nåh.. øh.. hvordan gik det så?" Jeg stoppede et øjeblik med at kværne pommes-fritter, slugte dem jeg allerede havde tygget på, og svarede så med en svag og skælvende stemme: 

"Ikke... ret.. godt..." Derefter brød jeg sammen. Jeg hulkede, og Amalie kæmpede en brav kamp for at få mig til at slappe af, og sige noget til hende, der faktisk gav mening. 

"Skal jeg hente dig?" spurgte Amalie forsigtigt, hvilket fik mig til at stoppe brat med at tude. Ja tude som en lille pige. Men.. Hm.. tage over til Amalie? Min tidligere ærkefjende? Mon vi virkelig havde begravet stridsøksen? Det kunne faktisk være rart, og lige nu var hun min eneste og bedstes veninde, jeg overhovedet havde.. Ikke at der var ret mange at vælge imellem, men det var måske så også grund nok til at tage chancen og blive hentet af hende.. 

"Jah.. hvis du har tid." snøftede jeg. 

"Selvfølgelig!" lød det lettet og positivt fra Amalie. "Jeg er der om... 10 minutter i min brors bil.. Du er velkommen til at overnatte, hvis du vil. Min bror skal alligevel til fest, og jeg har lovet at passe hans kat. Fordi det stadig er en killing og det.. Ja og gud ved hvorfor han har købt den, men anyway. Vi har hans lejlighed for os selv! Og katten er egypterens bedsteven.. Selvom du nu ikke er Egypter.. Emily?"

"Det.. det vil jeg hellere end gerne!" svarede jeg med et stort smil. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt af Amalie, efter hun havde lagt på. Jeg var faktisk pænt nervøs, eller spændt.. Måske lidt af begge dele. Jeg styrtede rundt på værelset, ind i skabet for at finde en passende taske. Derefter stoppede jeg nogle forskellige nødvendige ting i den, som for eksempel tandbørste, hårgrej og den slags ting. 

"Emily, vil du ikke nok lige komme herned?" spurgte far bedende. Jeg stoppede brat. Sukkede, irriteret men begav mig så ned af trappen og ned til far. 

"Hvad nu?" spurgte jeg forpustet.

"Hvad laver du?" Far så undersøgende på mig. 

"Over til Amalie.." 

"Amalie?! Jamen.. Var det ikke hende du absolut ikke kunne sammen med?" 

"Jo far. Men tiderne ændre sig altså.. Vi er blevet.. ældre og kommet videre.." svarede jeg opgivende. 

"Nå.. nå men.. Altså jeg tænkte på, at nu her når Niall er taget hjem, og jeg har fået sagt op og den slags, så kunne vi tage på ferie! Og endnu bedre! Niall kunne komme med, så kan du stadig se ham.. Lidt mere end forventet!" Far trak mig ind i et stort kram, men jeg kunne slet ikke kramme igen. Min krop var helt stiv som et brat. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Eller hvad jeg skulle sige. 

"Aldrig i livet." hvæsede jeg sammenbidt mod fars brystkasse. Han så på mig med et overrasket blik. 

"Hvad.. hvad mener du? Jeg troede.." 

"Aldrig i livet. Aldrig. Aldrig. Aldrig nogensinde!" Jeg hævede stemmen, og mærkede hvordan vreden sitrede i mine fingre. Jeg havde enormt meget lyst til at hamre løs på noget, men hvad ville det dog hjælpe.. "Aldrig nogensinde! Først så kaster du endnu en random person, ind i vores hjem. Vores! Ikke deres. Så skal jeg være søde ved dem, for at kunne sige farvel til dem igen, og nu vil du have jeg bagefter skal på ferie med ham? Aldrig nogensinde i mit lange liv! Ikke med den.. Den.. arrogante idiot!"

"Emily! Hvad går der af dig?"  råbte far desperat. Han tog et fast greb i mine arme, mens han forsøgte at få øjenkontakt med mig, men jeg så blot ned i gulvet, hvor jeg havde fået øje på en noget så interessant nullermand. Jeg var virkelig ved at koge over. Jeg var så tæt på at råbe det ud i hovedet på ham. Råbe hvordan jeg var blevet gravid, at Niall var faren, og at han nu hadet mig overalt på jorden, fordi han troede, at jeg havde det sjovt med at blive gravid med hans barn, så jeg kunne få penge ud af det. Og opmærksomhed. 

Ærligt, så væk med opmærksomheden. At have ti journalister i røven 24 timer i døgnet, var det sidste jeg ønskede, og penge? Far tjener godt, og jeg var for pokker snart færdig i gymnasiet, og så var der ikke ret lang vej igen, så kunne jeg komme ud på arbejdsmarkedet. Så kunne jeg tjene mine helt egne penge! 

Udover det.. troede han så det var hyle morsomt, ikke at kunne gøre en skid, fordi man rente rundt med en klump i maven. Jeg var drænet for energi, og måtte efterhånden kæmpe en brav kamp med mig selv hver eneste morgen for at overhovedet åbne øjnene. Jeg havde ondt i alle kroppens knogler, og jeg havde non-stop kvalme og hovedpine. Jeg har snart ædt så mange chokoladekringler, at jeg snart ikke kan kigge på en pakke uden at få det dårligt. Igen. 

- Lyder det sjovt? Nej! Det gør det ved gud ikke, for det er ikke sjovt overhovedet! 

"Emily.. hvad foregår der? Her den anden dag var Niall og dig slyngveninder, og nu hader du ham? Hvad sker der?" næsten råbte far desperat, i et umuligt forsøg på at ruske lidt ord ud af mig. Eller umuligt og umuligt, jeg åbnede munden og skulle da til at sige noget, da tårerne begyndte at trille ned af kinderne på mig. 

"Jeg. Vi. Han. Og.. vi har været sammen, på lidt mere end.. venskabs vis." stammede jeg skamfuldt ned i gulvtæppet. Jeg forventede vel at han ville råbe af mig. Dem begge to, både far og Niall, hvis Niall altså havde været her. Mænd.. Men i den her situation, kunne jeg ikke blive mere glad for min far, da han trak mig ind i et stort knus. Han strøg mig over håret og gav mig en følelse af tryghed. 

"Åh Emily.. Det er derfor, det er blevet så svært for dig, nu hvor han skal hjem.. Hvorfor sagde du ikke bare det?" 

"Er du overhovedet ikke sur?" 

"Nej.. I er jo unge, men det var så heller ikke noget jeg gik ud fra, at I havde lidt mere end venskab, nu hvor du var sammen med Josh, da jeg valgte at sige ja til at Niall kunne bo hos os. Men.. I har ikke været sammen i offentligheden vel?" Jeg rystede på hovedet, men kom i det samme i tanke om dengang til Magnus' fest, hvor jeg havde danset noget så tæt med Niall. Men folk havde vel været så omkuldret, skæve og fuldstændig væk, så de vel ikke havde lagt mærke til det. 

"Nej.. Ikke rigtigt.." mumlede jeg og stirrede intenst ud af vinduet. Amalie holdt derude i hendes bil, og i det samme mærkede jeg min mobil brumme i baglommen. Far vendte sig om og så bilen. 

"Du må hellere komme af sted så, men Emily. Det skal nok gå. Du må for min skyld godt tage over og besøge ham." smilede far. 

"Det.. Vi er ikke just på bølgelængde lige nu, så det skal du ikke regne med.." mumlede jeg, og mærkede tårerne presse sig på endnu en gang. 

"Har I skændtes siden han bad om at komme hurtigere hjem?"

Hele min krop stivnede. Vreden flammede op i min krop, og tårerne strømmede ned af mine allerede tårevæddet og følsomme kinder. Mine fingrespidser sitrede, hele min krop rystede. Jeg hadet ham. Jeg hadet ham inderligt for at være så blind. Havde han stået ved siden af mig netop nu, så ville jeg.. vælte ham om kuld, sætte mig på ham og nægte at flytte mig før han har givet mig en undskyldning. Gud hvor kunne jeg ikke holde ham ud lige nu. Men gud hvor jeg dog egentlig også savnede ham, og gud hvor ville jeg dog bare have ham til at forstå, at han havde misforstået det hele. 

"Jeg.. Jeg kan ikke bo her så længe han er her." hvæsede jeg sammenbidt. Jeg vendte om, tog mine tasker og styrtede ud af døren. Far kaldte på mig, men det var bare en svag summen i baghovedet. Som at stå på et stadion, man følger egentlig kun med i kampen, men de andre tilskueres råben, er der stadig bare langt inde bagved. Jeg kastede mig ind på passagersædet i Amalies bil, og bad hende om at køre. 

*

"Emily, må jeg komme ind?" sukkede Amalie utålmodigt. Jeg stak hovedet ud af badeforhænget og låste op som svar. Amalie åbnede døren, tavst satte hun sig på toilettet. Jeg lod bruserhovedets stråler prikke mod mit ansigt, indtil jeg ikke kunne holde det ud længere."Jeg ved godt, det er en stor beslutning og alt det der, Emily.. Men du bliver nødt til at tage et valg meget snart! Om Nick så vil være der for dig eller ej. Hvad vil du gøre med barnet?" 

"Jeg.. jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet er klar til at blive forælder.. I princippet er det jo fuldstændig dumt, men jeg kan heller ikke klare tanken, om at skulle fjerne noget som jeg har skabt sammen med ham."

"Men uddannelses mæssigt og alt det pis der.. Det bliver alt sammen ødelagt, alt efter hvilke og hvor høje dine ambitioner er.."

 

"Hvordan havde du det, da du.. du ved.. fik fjernet.. fosteret?" Amalie trak på skuldrene. Jeg tror, hun ligesom jeg selv faktisk havde det bedst med at omtale det som et foster.

"Jeg havde det lidt mærkeligt nogle dage efter, jeg følte mig tom. Men det går jo over, og man glemer det. Jeg var jo slet ikke parat, og det var jo ikke sådan, at jeg ikke ville have børn. Det skulle bare ikke være på det tidspunkt." Amalie sukkede. Jeg nikkede forstående og slukkede for vandet. Amalie rakte mig et hvidt håndklæde, der sådan mindede mig om Nialls hovedpude. Fordi den var så blød!

"Jeg savner ham.." mumlede jeg ned i håndklædet. Jeg følte virkelig, at jeg manglede noget. Jeg manglede noget, som føltes at have været hos mig lige siden altid. Ja indtil nu.

"Skal jeg ringe og bestilde en tid for dig, hos lægen?"

"På den betingelse at du lover at tage med mig.." Amalie lo og sendte mig et kærligt smil.

"Selvfølgelig!"

*

Mine knæ rystede enormt meget. Ja hele min krop rystede faktisk. Hænder, arme, ben.. ja alt! Selv mine tænder klaprede, hvis jeg ikke holdt munden lukkede. Jeg havde fået en tid forholdsvis hurtigt. Faktisk enormt meget hurtigt, men det var også kun fordi at der var en anden, som havde skiftet mening og ikke ville have en abort alligevel. Men det ville jeg jo så. Tror jeg.. Det værste var og er faktisk, at hverken far eller Niall ved noget. Ja altså far ved knap nok, hvad der ligger i maven på mig, næst efter hans chokoladekringler.. men okay!

Desuden så troede Niall ikke engang på, at jeg var gravid, så gjorde det ham vel for fanden heller ikke noget, at jeg faktisk om ikke ret længe ikke er det mere.. 

"Emily Jensen..." lød en meget monoton stemme. Jeg rejste mig nervøst op. Amalie fløj op ved min side. Hun vidste godt, jeg var nervøs, og hun havde fået lov at gå med ind. 

"H-hej.." skælvede jeg. Amalie tog min jakke, hang den på en knage, og slog sig ned på en stol ved min side. 

"Er du nervøs?" Jeg nikkede. Jeg var jo ikke bare nervøs, jeg var VILDT meget nervøs! "Nu skal du høre. Først så skal vi lige snakke om, hvad dine begrundelser og tanker om, hvorfor du vil have fosteret fjernet, er for, derefter får du et lille rum tid, for at sikre dig at det er det her du vil, og så tager vi den derfra. Men inden vi begynder, så skal jeg bare lige høre, om der er ting, du kun vil fortælle til mig.. uden din.. søster lytter?" spurgte.. eh.. Anne-mette som der står på hendes navneskilt, med et undskyldene smil. Jeg rystede klart på hovedet. Amalie skulle blive! 

"Godt så.. Lad mig høre.. hvorfor tænker du, at du vil have barnet fjernet?"

"Jeg er for ung.. Jeg. Jeg er ikke klar. Og det var et uheld at det skete. At jeg blev gravid altså.. Og jeg har ikke nogen planer om at blive mor nu."

"Og du er sikker på, at du ikke går hen og fortryder?" 

"Ja jeg er helt sikker..." 

"Kunne du tænker dig nogen former for terapibehandling?" 

"Nej.."

"Øhm... godt så. Du er 17, snart 18?" Jeg nikkede bekræftende. "I så fald, så kan du vælge at tage pillen her, hvis du nu er utryg eller andet, eller du kan tage den derhjemme." 

"Jeg vil gerne have det overstået her."

"Og du er helt sikker?"

"Nej.."

*

Døren smækkede bag os. Stilheden lå som et tykt vattæppe over lejligheden. Det duftede utroligt nok stadig af mand. Af Amalies storebror rettere, for det var jo hans lejlighed. Utroligt at det stadig kunne dufte sådan, på trods af at vi to tøser her havde overtaget den..

Vi smed os begge i sofaen med en dyne hver, og Amalie tændte for tv'et.

"Og nu om teenages pop idolerne 'One direction'!" lød det energisk fra morgen tv-værten. Jeg sukkede irritabelt og Amalie kunne ikke lade vær med at grine.

"De er også bare overalt lige for tiden, efter ham Niall Horan døde i en bilulykke.." oplyste Amalie.

"Det er i hvert fald ikke for smart at have noget med en verdenskendt, hvis man gerne vil slippe af med ham igen..!" fnøs jeg. Et billede af dem alle fem poppede op på skærmen. De smilede stort som de stod på den røde løber i deres kulsorte jakkesæt. Hvor så Niall egentlig utrolig nuttet ud på det billede! Der poppede flere fantastiske sjove billeder op på tv skærmen på baggrund af en svag summen af skrig i baggrunden, for da billederne forsvandt, og kameraene gled ind i studiet, så man netop de fire andre i Nialls band, en dame der var lidt oppe i årene, der nemt kunne være hans mor, samt en mand, der så ud til at være lidt ældre end de andre fra bandet. Greg, stod der han hed. 

"Vi har jo hørt en fugl synge om, at Niall ikke er død alligevel, at han har været i vidnebeskyttelse, og at han vil dukke op til den helt store ceremoni et sted i Manchester i en idrætspark? Er det for godt til at være sandt, at han blot har været i vidnebeskyttelse? Og hvordan forholder I jer til det her?" spurgte værtinden. 

"Vi troede jo først alle, at det var en eller anden fuldstændig respektløs hacker og eller hater, der manglede noget at lave.. Men da vi fik oplyst nogle ting, der gjorde det umuligt for mig i hvert fald, ikke at tro på andet end det den såkaldte Niall havde skrevet til os, besluttede vi os at tro på det." forklarede Greg. 

"Det må have været en forfærdelig følelsesmæssig rutsjetur for især dig som mor, Maura.. Hvordan har det været, og hvordan har du det nu?"

Bingo. Det var hans mor. Min tidligere svigermor. Eller hvad man kunne kalde det. Hvilket jeg vel egentlig ikke kunne, for vi havde aldrig været i et fast og åbenlyst forhold, eller gift... Men hun er jo næsten farmor.. Så en form for svigermor er hun vel? Eller tidligere? Jeg er forvirret...

"Det.. det har været forfærdeligt. Som det også har været for alle andre der kendte og elskede Niall. Nu er jeg meget forvirret. Jeg har svært ved at tro, men jeg håber samtidig så inderligt, at det er ham, som står bag alt det her." 

"I, Zayn, Louis, Liam og Harry har jo spillet i band med Niall, og I sagde jo faktisk at I aldrig ville spille musik mere for offentligheden, fordi det som sagt ville virke forkert for jer, når I manglede et medlem.. Men hvordan forholder det sig nu? Hvis det i så fald viste sig at være Niall?" 

'"Så vil vi hundrede procent stå ved døren ved vores producer igen, alt efter hvad Niall selv ønsker. Men er der noget vi virkelig glæder os til, så er det at spille musik med ham igen!" smilede Harry Styles med tåre i øjnene. 

"Og vi glæder os også til at se ham spise! For kun da ved vi, at han har det godt!" tilføjede Liam Payne, hvilket fik de andre til at grine. 

"Nu må vi se. Vi vil alle krydse fingre, mig og en milliard directioner, for at Niall Horan stadig befinder sig i live et eller andet sted, forhåbentlig i nærheden af noget god mad. Tak for i dag." 

Stilhed.. Amalie sad med store øjne. Det overraskede hende vidst. Mon hun var fan? Jeg var ikke just forbavset, jeg havde jo haft ham boende. Kun forbavset over den store ceremoni, han havde arrangeret, og over at han havde været i kontakt med hans venner og familie fra det gamle liv. Men okay nu var han jo også godt på vej hjem, sagen var død, og der var ikke mere at være bange for. Så vidt far havde fortalt i hvert fald. 

"OMG!" lød det pludselig fra Amalie. 

"Hvad?" spurgte jeg forsigtigt..

"Tænk hvis han nu havde været her i lille Danmark i vidnebeskyttelse!" ivrede Amalie. 

"Det var han også.." mumlede jeg. 

"Hvad? Hvordan ved du det?" 

"Kan. Kan du huske, at jeg altid har sagt, at min far var en pensioneret politimand?" Amalie nikkede, inden jeg fortsatte."I virkeligheden har vi haft hundredevis af folk i vidnebeskyttelse hjemme hos os.."

"Så.. Så.. NIALL HORAN, har været I jeres hus?! I vidnebeskyttelse?! OMG!"

"Men du skal ikke sige det til nogen.." mumlede jeg, og ventede blot på at Amalie fik lagt to og to sammen. At vi ikke blot havde haft Niall Horan overnattende, men at han faktisk var min fars såkaldte kusines stedsøn fra Wales, og far til barnet. Der gik flere minutter, og jeg kunne ikke klare ventetiden. Den var vel ikke så svær at gennemskue? "Nick  Bolton er i virkeligheden.. Niall."

"OMFG! Det vil jo sige.. sige at.. at.. OMG! Du har.. I har.. Ej! Jeg har.. Jeg har set Niall Horan! Fuck hvor sygt!" 

"Du blev i det mindste ikke gravid med hans barn. Heldige banan.." mumlede jeg og skulede en smule, da jeg krøb endnu længere ned under dynen. 

"Havde det været mig, der blev tvunget til at bo med sådan en charmetrold der, så havde jeg i hvert fald hoppet en tur i kanoen et par gange, hvis jeg kunne få lov! Men.. jeg synes stadig, det ville have været bedst, hvis du havde fået fjernet.. barnet.." 

"Jeg ved det godt.. men.. jeg kunne ikke nænne at gøre det. Desuden så gør det mig rasende, at han ikke vil tro på mig. At han bare tror, at jeg lyver for at få hans penge. Jeg lyver ikke. Og jeg elsker ham.. Selvom han har dummet sig. Det er for svært at indse, at han har dummet sig.. for han har altid været perfekt. Perfekt for mig. Det kan jeg ikke kaste bort.."

"Vil du så bortadoptere det?"

Sjovt.. Den tanke havde faktisk ikke rigtig strejfet mig.. Men kunne jeg leve med det? At Nialls og mit barn levede et helt andet liv et helt andet sted i Danmark? Uden at jeg kendte til det? Kunne jeg godt leve med det? Og hvad ville Niall egentlig sige til det..? Argh.... Så mange spørgsmål og jeg kunne ikke engang snakke med Niall om det. Mon han overhovedet savnede mig.. bare en lille smule?

"Måske. Det ville jo være det bedste.. Og det mest oplagte. Men jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal få snakket med Niall om det her.." sukkede jeg noget så frustreret. 

"Ring til ham!" opfordrede Amalie. Hun sprang op af sofaen og fór ud i entreen, hvor hun lidt efter kom hoppende tilbage med min mobil i hånden. Den landede i skødet på mig. Jeg tog den i hånden, og overvejede det alligevel. 

"Han vil jo ikke lytte til mig."

"Prøv!" 

Jeg sukkede men tastede nummeret ind på displayet. Jeg skælvede helt, hvad ville han mon sige? Ville han overhovedet sige noget? Det kunne lige ligne ham at smække røret på.. *Duuut* *Duuut* *Duuut* "Hallo?"

_________________________________________________________________________________________________

Heeeeej Fantastiske læsere! :-) 

Så får I lov til at æde et nyt kapitel af det store drama imellem Emily og Niall, Vi håber i har nydt/nyder kapitlet <3

I må meget gerne give os kritik eller forslag til hvad der kunne gøre historien eller vores skrivning bedre, og udover det så må I meget gerne dele jeres tanker omkring, hvad I tror der vil ske fremover i Movellaen, det kunne jo være vi fandt noget inspiration <3

Khhhh Line og Hannah <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...