His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22461Visninger
AA

13. Kapitel 13.

Nialls synsvinkel..

Jeg havde crashed hos Magnus igår efter noget hyggedruk, jeg var ikke blevet alt for fuld kun lige så jeg stadig kunne tænke klart. Jeg stod og fumlede med min nøgle til hoveddøren, klokken var lidt over 6 men jeg havde bare behov for at komme hjem. Jeg skulle bare ind og sove, se noget tv og spise....Ikke i den retning nødvendigvis, men det var de ting jeg nok ville få ud-rettet idag. Jeg tror måske osse lige at jeg skulle klemme en snak med Emily ind, i mit ellers så stramme tidsskema, hun havde virket underlig her på det sidste, hun havde virket afvisende men samtidig opmærksomheds søgende, hvilket jeg forstod ingenting af! Det ene øjeblik der gad hun mig ikke, det næste øjeblik var hun over mig som en sulten løve, det var alt sammen for forvirrende for mig. 

 Jeg åbnede døren og trådte indenfor mens jeg hev min nøgle ud af låsen, jeg smed mine sko op på den lille reol som stod ude i gangen, inden at jeg tog min sorte jakke af og hængte den på knagen. Jeg begav mig ud i køkkenet for at finde noget mad, til min rumlende mave. Jeg fik et chok da jeg så Daniel stå i døren ind til stuen, med sin mobil op til øret, jeg sendte ham et hurtigt smil før jeg gik over til køleskabet og fandt et pizzastykke, som jeg havde gemt for nogle dage siden.....Jeg ville nok ikke dø af at spise det. 

Jeg lagde det på en tallerken før jeg smed det ind i mikrobølgeovnen, jeg var så sulten....Så i princippet kunne jeg godt finde på at spise det koldt? Men det ville nok få Daniel til at hæve sine øjenbryn, så jeg tror det er meget godt at jeg varmer det, kæft hvor er jeg egentlig underlig! 

Jeg kunne stadig mærke alkohollen en smule, så det var godt at jeg ikke havde nogle planer idag fordi jeg er sgu ikke så god til at få udrettet noget i denne her tilstand. Jeg åbnede køleskabet igen og fandt noget appelsin juice frem, i løbet af ingen tid havde jeg fået fyldt et stort glas og sat juicen tilbage i køleskabet, lige til at mikrobølgeovnen sagde "Pling-bib" Eller hvad de nu siger. Jeg tog tallerkenen ud og lukkede lågen til mikrobølgeovnen, før jeg samlede mit glas op og begav mig ned mod mit værelse.

Jeg stilede tallerken på min seng og glasset på gulvet, før jeg tænde tvet og zappede over på MTV, hvor de sendte Jackass! Jeg smed mig på sengen og begyndte at spise min pizza, men jeg nåede dog kun at tage en bid før det bankede på....Jeg elskede Emily, virkelig højt men ligenu havde jeg brug for Niall-tid! Sammen med Bam, Dave England, Knoxville og alle de andre! "Jeg sover!" Råbte jeg med munden fuld, personen forstod åbenbart ikke en hentydning fordi jeg kunne høre døren gå op og lidt efter stod Daniel for enden af trappen, fair nok! Det var jo hans hus. 

"Hvis du rent faktisk sov, så ville jeg vække dig! Fordi jeg har gode nyheder!" Ikke igen! Sidste uge vækkede han mig klokken lort om morgnen, fordi at der var udsalg på græskar i Bilka! Og ikke nok med det, så kørte vi rundt i en time, for at finde en Bilka der i følge Daniel havde dem på lager, plus at Bilka ikke åbner før klokken 9. "Der må være en grænse, for hvor mange græskar en mand har brug for! Hvad bruger du dem overhovedet til?" Jeg lagde mig helt ned på sengen, med hovedet ned i madrassen "For det første: Man kan aldrig få for mange græskar! For det andet: De er sjove og smadre! Vent til du selv bliver gammel! For det tredje: Det handler om din sag" Jeg satte mig hurtigere end en jagtet gazelle op i sengen, mens min fuldeopmærksomhed lå på Daniel.

"Forsæt!" 

"Nånånår! Så blev du meget interesseret! Det forholder sig sådan, at sagen er blevet afsluttet......Så du kan godt begynde at pakke dine ting!" Glæden der skyllede ind over mig, var stærkere end noget andet, jeg nogensinde havde følt! Jeg hoppede op fra sengen, mens at Daniel grinte af mig nok fordi jeg bare hoppede rundt og skreg "YES! ENDELIG! FUCK DET BLIVER GODT! YEARH MAN!" Daniel rømmede sig, hvilket fik mig til at stoppe med at hoppe og kigge på afventende på ham "Men?" Jeg vidste at der var et men, fordi ellers ville han være overglad på mine vejene. Mit hjerte stoppede næsten med at slå mens jeg ventede på at han skulle sige noget, som måske ville ødelægge min glæde fuldstændig. 

"Først om en måned" Jeg tog mig til hjertet mens jeg åndede lettet ud "Du var lige ved at tage livet af mig, lad vær med at skræmme mig på den måde!" Han grinte af mine ord, jeg rakte mine arme op i luften og begyndte at fægte med dem "YES! Jeg kan virkelig ikke fatte at det her virkelig sker! Jeg bliver nødt til at...............Vent lige! Hvis jeg kan huske mit kontonummer, kan jeg så bruge mine penge? Har jeg stadig mine penge?" Daniel lignede et stort spørgsmålstegn, men nikkede så efter noget tid "Dine penge står stadig på din konto...De er sikret og alt det, så du er stadig rig" Fedt! Så kunne Magnus og jeg begynde på at arrangere min hjemkomst! Det lød jo slet ikke forkælet? 

"Tusind tak for alt Daniel!" Jeg rakte min hånd over imod ham, mens jeg sendte ham et taknemligt blik, han sendte mig bare et smil mens han tog imod min hånd. Han slap den og gik med et smil.

Jeg fandt hurtigt min mobil frem og gik ind på beskeder:

Fra: Nick

Til: Magnus duden! 

DUDE! I'm going home! Jeg har lige fået de overdrevet gode nyheder! JEG DØR SERIØST AF GLÆDE SNART! OMGOMGOMGOMG! Men jeg skal først afsted om en måned! 

Jeg trykkede send og håbede inderligt at han ikke var gået i seng efter at jeg havde forladt ham, det ville blive så fedt at komme hjem! Til Harrys pervershed, Louis´ pranks, Liams omsorg og Zayns dramatiske øjeblikke! Det er seriøst det bedste der er sket, i så lang tid! Jeg kommer til at savne Danmark, men det bliver overfedt at komme tilbage til Irland, England, One Direction, venner og familie! Jeg glædede mig så sindsygt meget! Jeg ville dog komme til at savne menneskerne i her: Daniel, Magnus, Malte, Rasmus, Ida og alle de andre! Men mest af alt ville jeg nok komme til at savne....Emily.......Hun betød så meget for mig og jeg vidste at når jeg tog hjem, ville jeg ikke være i stand til at se hende igen, det ville være det mest forfærdel-.... Mine tanker stoppede da jeg modtog en SMS fra Magnus som jeg skyndte mig at åbne:

Niall, du lyder som en lille fangirl! Pull yourself together! :D Men jeg er virkelig glad på dine vejene! Jeg crasher dit hus om en halv time, jeg skal lige have noget at spise og tage 1 pille eller 5 mod hovedpinen! Men så er jeg osse på vej ;) Jeg skynder mig, vi har meget at ordne! Vi har kun en måned til at arrangere din hjemkomst! Husk nu at du har lovet at tage mig med! ;) 

Typisk Magnus! Magnus og Jeg burde virkelig spare på udråbstegnende......Just saying! Det ville faktisk være ret fedt at præsentere Magnus for drengende, de ville elske ham. Fordi han er ligeså fucked i sit hoved, som dem og....Mig.

Hvordan mon drengende ville reagere, når de fandt ud af at jeg ikke var død? Jeg håbede at de ville blive glade! Men hvad nu hvis de blev sure, over at jeg havde løget for dem? Og at jeg bare havde ladet dem sørge uden at kontakte dem? Og det var ikke kun dem jeg tænkte på? Hvad med Greg? Og mine forældre? Samt mine venner fra Irland? Jeg var nødt til at vide hvordan de ville reagere! Før jeg fik tænkt det igennem, havde jeg fået tændt min computer og var igang med at åbne skype, jeg havde tastet min kode og navn ind, jeg trykkede enter og ventede spændt. 

Jeg havde omkring 30 venner på skype og der var 5 online: Liam Payne, Josh Devine, Greg Horan, Min mor og En gammel ven fra min skole i Irland. Jeg trykkede hurtigt min profil på "Usynlig" før jeg trykkede på Josh, for at skive til ham. Hvordan starter man sådan en samtale? 

Josh....Jeg har noget vigtigt at fortælle dig, er du alene?

Det lød slet ikke forkert? Jeg havde bare brug for at vide det, ford jeg kunne jo ikke bare skrive: "Hej Josh, Niall her! Jeg er ikke død" Jeg vidste jo ikke om det var farligt for mig? Selvom Daniel havde sagt at jeg skulle hjem om en måned....Så kunne det jo godt være at det stadig var farligt nu, fordi ellers så ville jeg jo allerede være hjemme nu. 

Det er så respektløst at hacke Nialls profil, hav dog lidt respekt for de døde.....

Jeg forstod godt hans reaktion, fordi han troede jo at jeg var død og for ham var det en eller anden nederen person, som havde hacket hans døde vens skype og begyndte at skrive til ham, hvordan får man vendt sådan nogle ting? IDE! 

Josh, hvis du ikke er alene, så gå lige et sted hen hvor du er alene.....Det er virkelig vigtigt...For Nialls skyld? 

Jeg vidste at jeg ville få en sviner, efter at have skrevet "For Nialls skyld" Men det ville være det værd hvis jeg fik snakket med ham. Der var en blyant-ting for neden, hvilket betød at han var igang med at skrive:

Det har bare at være vigtigt! Det må gælde liv og død, siden at det er okay for dig at være inde på Nialls profil....Jeg er alene, hvad så? 

Det havde gået godt so far! Jeg havde tænkt mig at tænde for mit cam, så han virkelig kunne se at det var mig men jeg ville heller ikke give ham et hjertestop. Det var den eneste måde at han ville tro på at det var mig, og ikke en eller anden faker. Jeg tog en dybindånding og trykkede på "videoopkald."

Den ringede noget tid, inden at Josh endelig tog den og da han gjorde blev hans øjne på størrelse med jorderen, han lukkede sine øjne og gned i dem før han åbnede dem "Niall?! E-E-Er det virkelig dig?" Han lænede sig tættere på skærmen for at få et bedre udsyn. "Hej Josh...Ja, det er virkelig mig" Jeg sendte ham et stort smil, han blinkede en masse gang nok fordi han ikke kunne fatte at det virkelig var mig "Men du er jo død! Hvordan kan du være her? Eller der? Hvor er du egentlig? Og hvordan kan du ikke være død?" Han var vist helt rundt på gulvet, jeg tog endnu en dyb indånding "Jeg er i vidnebeskyttelse.....Så derfor skulle folk tro at jeg var død, det var den eneste måde at mine venner og familie ville være i sikkerhed på.......Hvis jeg var død" Glæden ved at se Josh var så stor, det var så vildt at snakke med ham. 

"Hvorfor er du i vidne beskyttelse? Og når du er det, så må du da ikke kontakte folk fra dit gamle liv, må du?"

"Det ved jeg ikke om jeg må fortælle dig, men min sag er død........Så jeg kommer hjem om en måned"

"Jeg kan slet ikke forklarer hvor glad, jeg er for at du er okay! Vent lige! Hvad sagde drengende til at du er okay? De var helt knuste.....Det var vi allesammen" Josh sendte mig et trist blik, som gemte på et lille smil, lidt forvirrende! Jeg sukkede "De ved det ikke og jeg ville sætte pris på hvis du ikke fortalte dem det.....Det er noget som jeg gerne selv vil."

 

 

 

**

"Prøv lige at overveje det her: Hvis du holder din hjemkomst-ceremoni her, så sparer du en masse penge! Plus at du kan have slik-sælgere gående rundt her" Magnus sad igang med at forklare mig og vise mig, fordelene ved at leje en forladt idrætspark i Manchester, som forestillede et halvt stadium, med en stor scene og rigtig meget plads til publikum. 

Han sad på min seng ved siden af mig, med min computer på sit skød og viste mig forskellige ting, lige nu var han inde på et billede af idrætsparken. "Det værste er at jeg er frisk på den ide" Vi havde siddet lidt og diskuteret frem og tilbage om det der sted.  

"Så vælg den Niall!"

"Kaldte du ham lige Niall?" Vi kiggede begge to op fra computeren og over imod trappen, hvor Emily stod med sine arme i kryds henover brystet og et chokeret blik. Jeg lavede det største overdrevet falske smil, med tænder og det hele før jeg svarede "Nej, hvorfor skulle han det? Mit navn er jo Nick" Hvorfor jeg lige havde løget vidste jeg ikke, men noget sagde mig at Emily måske havde nogle af hendes små pige humør-svingninger fordi...Ja dem havde hun haft mange af her på det sidste og hun var ikke ligefrem samarbejdsvillig og forstående når de kom. 

"Lad vær med at lyve for mig!" Hendes tone var bestemt og hård, hvilket tog mig med overraskelse, jeg tog en dyb indånding "Okay, han ved det godt-" Jeg nåede ikke at sige mere før Emily afbrød mig med fuld kraft "Er du klar over hvor farligt det er?! Det er godt nok det mest dumme, som du kunne få udrettet! Nu er dine venner og familie derhjemme i farer! Plus Magnus og reste-" Jeg afbrød hende inden at hun fik sagt noget som hun ville fortryde senere "Em, jeg tager hjem om en måned" Hun stoppede med at snakke og kiggede på mig med et uskyldigt blik, det så ikke ud som om at hun ville sige noget til det så jeg foresatte "Din far fortalte mig tidligere at jeg endelig kan komme hjem, så Magnus og jeg er igang med at planlægge hjemrejsen, Er det ikke fedt?" 

Hun bed sig i læben og kiggede ned i gulvet "Om hvor lang tid?" Ikke lige det svar som jeg havde regnet med men fair nok! Jeg rømmede mig stolt."En måned.." Jeg sendte hende et kæmpe smil, jeg glædede mig så meget. Emily nikkede lidt "Når men okay så..øh....Jeg bliver nødt til at gå." Mere sagde hun ikke før hun praktisk talt løb op af trapperne. 

"Hvad skete der lige?" Magnus kiggede spørgende på mig, jeg trak på skuldrene inden at jeg sukkede "Jeg aner det ikke.....Hun er så humør-syg her for tiden" Jeg var ved at være lidt træt af at hun var en stor humør-bombe, men altså sådan var piger og Emily var jo alt besværet værd, jeg skulle bare minde mig selv om det et par gange....Om dagen. "Måske har hun sin menstruation?" Magnus sendte mig et undskyldende blik, som om at det var hans skyld hvis det var grunden.

"Det håber jeg, fordi det er virkelig noget som jeg glæder mig til er overstået"

"Forståeligt nok! Men tror du at du skal gå efter hende og måske høre om hun er okay?"

"Jeg tror ikke at det ville hjælpe, hun er meget afvisende overfor mig men hvis du tør kan du jo prøve? og snakke med hende" Det var for sjovt, men den fangede Magnus ikke "Hvad med at du booker stedet og skriver til dine venner, så snakker jeg med hende bagefter og prøver at finde ud af hvad der er galt?" Fair nok, hvis han turde forstyrre en pige på sin menstruation, så fortjener han nærmest en præmie.

 

****

Jeg havde fået booket stedet og jeg sad nu igang med at logge ind på twitter, Magnus havde forladt mig for 2 minutter siden for at prøve og snakke med Emily. Jeg tog en dybindånding inden at jeg trykkede enter, internettet var lidt langsomt idag så det tog lidt længere tid end normalt, men alligevel føltes det som en evighed.

Da den endelig loggede ind, begyndte jeg med det samme at skrive et tweet:

Hej peps! Lang tid siden ;) Ifølge pressen døde jeg i et biluheld right? Hahaha god joke! Hvis I vil høre hvad der virkeligt skete, så duk op her! :

Jeg tilføjede et link og trykkede "tweet" I linket stod der adresse, dato og tidspunkt. Jeg begyndte på et nyt tweet med det samme, fordi der var ingen tid at spilde:

@Harry_Styles @Real_Liam_Payne @zaynmalik @Louis_Tomlinson Tjek mit sidste tweet ud! :D 

Jeg trykkede på "Tweet" og gik efterfølende ind på "@connect" for at se om folk var vågne.....Det var de! Mit første tweet var allerede blevet "retweetet" tusindvis af gange og folk havde også svaret på det, både godt og dårligt. Det ville blive så stresset at få alt planlagt men det ville være det værd! Josh Devine havde tilbudt at få styr på teknologien, eftersom at han var i England så var det lidt nemmere for ham at ordne det.

Drengende ville sikkert blive fucking sure, hvis de overhovedet så det tweet.....Men forhåbentligt ville de tilgive det, når jeg engang så dem.

Jeg gik ind og begyndte på et nyt tweet:

@Greghoran87 Få dine forældre hen til arrangementet.....Ellers kommer du nok til at fortryde det ;)

Jeg satte kun smiley til sidst fordi ellers ville det lyde som en trussel, og det var langt fra meningen, jeg håbede inderligt at folk ville dukke op ellers ville det bare være spild af tid. Josh og Jeg havde også aftalt at snakke sammen regelmæssigt fordi han var mellem manden i England, der fik tingende til at ske, det var virkelig fedt at han ville hjælpe så meget........Han havde dog forlanget at jeg betalte Nandos, hvilket var fair nok! Fuck jeg savnede Nandos......Just saying.....

 

Emilys synsvinkel..

 

Jeg lagde armene over kors og pressede dem hårdt ind mod min mave. Det gjorde bare ondt over alt, og jeg kunne næsten ikke holde ud at være til. Kvalmen irriterede mig grænseløst. Jeg lænede mig op af væggen på gangen, gled ned af den indtil jeg ramte gulvet med et suk. Jeg mærkede pulsen slå, og den fremkaldte en så provokerende hovedpine. 

Midt i min egen verden af smerte og selv-ynk ude på trappen foran hoveddøren, blev jeg afbrudt af en varm bekendt ånde og to forsigtige hænder på mine arme, en svag stemme i det fjerne kaldte på mig.

"Em? Emily?" Jeg så op i to forvirrede nøddebrune øjne."Er du okay? Hvad sker der?" spurgte stemmen igen. Jeg lukkede mine øjne, irriteret over ikke at kunne sætte et ansigt på stemmen. Det hele var så sløret. Jeg rystede på hovedet, for at få det til at forsvinde. Åbnede øjnene igen for at se resultat, det blev ikke meget bedre, og det resulterede mest i en værre hovedpine. "Kom.." lød det fra stemmen. Et par arme fik mig op bagfra med et snuptag. Jeg vaklede lidt, men armene havde mig der, hvor de ville. Mine knæ skælvede, og jeg havde ingen kontrol overhovedet. Men armene fik mig et andet sted hen, en form for bænk, hvor armene fik mig placeret i en bekvem halvt siddende halvt liggende stilling. 

"Emily, kan du høre mig?" lød den samme stemme igen, denne gang lidt mere panisk. Udmattelsen skyllede hen over mig, og jeg havde bare lyst til at lade øjenlågene glide i og så bare give helt op. Men denne her stemme ville mig noget, og jeg var nysgerrig på, hvad det var den ville. 

"Ja.. Ja." svarede jeg bøvet.

"Hvad er det der foregår? Er du sikker på, du er okay?" spurgte stemmen bedrøvet. Mine øjne begyndte at løbe i vand, bare ved tanken om alt det med Niall. At være gravid med én, der stod med næsten begge ben ude af landet, det var bare ikke fedt på nogen måder. Jeg blinkede med øjnene et par gange, lod tårerne løbe, men det var prisen for at få kigget på den jeg nu talte med. Og den jeg nu talte med, viste sig at være Magnus. 

"Jeg. Jeg.. er ikke okay.." mumlede jeg irriteret og en smule hårdt. 

"Nej.. det har jeg godt bemærket." svarede Magnus en smule flabet Jeg fnyste, så det havde han godt set? Godt.. for så måtte Niall vel også kunne se det? Og hvis han nu selv regnede det ud, at jeg var gravid.. så behøvede jeg vel ikke selv tage snakken med ham. Eller hvad? 

"Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre.." hviskede jeg frustreret. Mine fingre begravede sig endnu mere frustreret i mit hår, der sikkert blev endnu mere uglet end en løvemanke. 

"Er det fordi Niall rejser hjem igen?" spurgte Magnus forsigtigt. Hans stemme virkede hensynsfuld, omsorgsfuld, og jeg havde bare den største lyst til at fortælle ham alt. Alt ned til den mindste detalje, om hvad pokker der foregik fra min synsvinkel, men hvem siger, at han ikke bare lader den glide videre til Niall, så kunne jeg jo lige så godt tage snakken med Niall selv? 

"Det er ikke bare derfor.. Jeg.. Nej jeg kan ikke sige det." hulkede jeg fortvivlet.. 

"Jo Emily! Det kan du! Jeg skal nok holde mund med det.." 

"Tsh.. sikkert. Du er Nialls bedsteven herovre, hvordan skal jeg kunne stole på det du siger?" Magnus satte sig på hug foran mig. Han rystede på hovedet og fik et fast greb om mine hænder, imens han så bedende på mig. 

"Emily. Du kan sige det til mig! Desuden.. Niall han er også vildt bekymret, du burde også fortælle det til ham.."

"Tsh.." afbrød jeg Magnus hårdt og koldt. "Tror du selv på det? Det eneste han tænker på.. det er at komme hjem.. og.. det forstår jeg godt.. og. Jeg vil da nødigt stå i vejen." hulkede jeg. Jeg flåede mine hænder til mig, trak benene op under mig, og klemte dem helt ind til brystet, så jeg var formet som en kugle. Ingen skulle røre mig, alt var forbi. Jeg var rasende, forvirret og frustreret. 

"Emily. Han er bekymret for dig, det ved jeg.. Desuden så er du ikke den eneste, der er splittet. Tror du selv på, at Niall kun tænker på at komme hjem, uden at tænke bare lidt på dig? Du kender Niall, lige så godt som jeg, Em.." Magnus puffede mig lidt væk, så han kunne sidde ved siden af mig på bænken. Jeg hulkede videre, kæmpede en indre kamp med mig selv, om jeg skulle fortælle ham det.. at jeg.. 

"Jeg.. Jeg. Jeg er gravid." hulkede jeg ned i mine knæ, og blev faktisk helt i tvivl, om Magnus forstod et ord af, hvad jeg lige havde sagt. Men nu var det sagt, og det var faktisk lidt af en lettelse, om han så havde hørt det eller ej. 

"At hvad er du?!" Jeg så op på Magnus. Han så helt paf ud, dog med et lille smil på læben. "Wow. Seriøst? Sådan helt seriøst?" Magnus tog sig til hovedet. Han stirrede blot på mig, imens hans mund blev ved med at beholde det der lille usikre smil. 

"Magnus. Hvis du siger det til ham. Jeg fucking kvæler dig." hvæsede jeg. Det provokerede mig grænseløst, at Magnus begyndte at grine. Ikke sådan et overvildt æselgrin, som han griner når han er fuld. Mere en lille latter, der var blandet sammen med overraskelse, glæde og chok. Jeg forstod ham godt. Jeg vidste heller ikke, om jeg skulle grine eller græde. 

"Hvornår har du tænkt dig at fortælle ham det?" spurgte Magnus lidt efter vi havde siddet i tavshed. Jeg rystede på hovedet, og var tæt på at bryde sammen igen.

"jeg.. Jeg ved det virkelig ikke." svarede jeg halvkvalt. 

"Du bliver nødt til at fortælle ham det.." 

"Jeg ved det godt.. Men hvordan? Jeg gider ikke holde ham her, bare fordi jeg er gravid. Jeg kommer jo til at fremstå som en syg kælling i bladene.. Som om jeg kun får barnet, for at få opmærksomhed. Bare tanken giver mig endnu mere kvalme end hvad den der har givet mig!" sagde jeg, imens jeg pegede ned på min efterhånden synligt større mave. Magnus grinede.. Jeg kunne heller ikke selv lade vær med at smile lidt. 

"Jeg kan allerede se overskrifterne for mig. Men er du overhovedet sikker på, at du vil have det? Altså barnet?" Jeg trak på skuldrene. Jeg var faktisk mere i tvivl, end hvad jeg nogensinde havde været. 

"Jeg.. Jeg ved det faktisk ikke. Det virker så smukt ikke? Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg da godt kunne tænke mig at bo sammen med Niall, det har vi i princippet gjort i snart mere end et halvt år nu. Og jeg har elsket hvert et minut."

"Hvert et minut? Altså efter hvad Niall har sagt, så var du ikke skide begejstret da I mødtes første gang.." smilede Magnus flabet. 

"Det har han bare ikke fortalt vel?" udbrød jeg, imens jeg mærkede hvordan varmen steg mig til hovedet. 

"Ned til mindste detalje!" grinede Magnus. Jeg skjulte mit ansigt, og kunne dog alligevel ikke lade vær med at grine over min opførsel dengang. Hold op hvor flovt, og stakkels far egentlig. Nejnejnej...! 

"Jeg havde mit lort den dag, hvad forventer I af mig?" grinede jeg. 

"Det skal du jo sige." lo Magnus. 

"Det er kvindens bedste undskyldning." oplyste jeg. 

"Måske, men den er måske lidt svær at bruge, når du er gravid. Hvad har du tænkt dig at sige?"

"Det er jo ikke fordi at han kender min cyklus vel?" Spørgsmålet blev hængende i luften, og det pirrede mig at Magnus sad og havde en indre kamp med sig selv om, hvad han skulle svare. Hey. Vent. Hvorfor overhovedet tænke over det? Svaret var vel nej? Eh.. ikke? "MAGNUS?!"

"Altså godt nok var han jomfru, indtil han kom til Danmark, men han er faktisk pænt meget ekspert på det der område.."

"Det mener du ikke vel?!" udbrød jeg og gik fuldstændig i panik. 

"Nej. Det var bare en joke! Seriøst, hvis du finder en dreng her, der kan forstå sig på det der ikk'? Så får du en hundredelap." grinede Magnus. Jeg så mig omkring, da der gik en flok lidt yngre drenge forbi ude ved havelågen. Nej.. der var nok ingen.. Så havde de i hvert fald skjulte talenter, ikke engang på skolen ville der være nogen.

"Hvad væder I om?" spurgte en lidt for velkendt stemme bag mig. Det gav et sæt i mig. Jeg turde næsten ikke se på Magnus' ansigts udtryk. 

"Hvis Emily finder en dreng, der har forstand på det der menstruation cyklus noget der, så får hun hundrede kroner." forklarede Magnus. 

"Hvorfor væder I om det?" Jeg så op. Niall stod forvirret og kløede sig i nakken. Jeg kunne ikke lade vær med et le. Ja hvorfor egentlig? 

"Fordi Magnus bildte mig ind, at du kendte til det.." 

"Magnus forhelvede.." grinede Niall. 

"Hun hoppede da på den!" forsvarede Magnus sig. Niall rystede på hovedet af os. Der gik nogle minutter med fuldstændig tavshed. Magnus blev ved med at sende mig hentydende blikke til, at jeg skulle fortælle Niall, at jeg var gravid, men aldrig i livet om jeg kunne fortælle det her ude i haven, på bænken, hvor alle naboerne kunne høre det.

"Hvordan kom I egentlig ind på snakken om menstruation?" lød det pludseligt fra Niall. Magnus smilede kækt. Jeg sendte ham de mest hadefulde øjne jeg kunne. Hvis han sagde det.. Så ville jeg virkelig ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.. og hvor flovt ville hele situationen ikke også være? 

"Jo ser du.. Emily er.." begyndte Magnus med et smil. Jeg afbrød ham brat ved at kaste mig over ham. 

"Magnus, hold kæft!" 

"Nej, han skal vide det!" lo Magnus.

"Jeg skal nok selv sige det!" insisterede jeg. Magnus blev ved med at grine, og Niall stod blot og så på. Det så lidt komisk ud. Hele situationen. Men det her skulle bare ikke komme fra Magnus' mund. 

"Ja ja det sagde hun også igår!" 

"Magnus, jeg skal nok selv sige det, bare du holder kæft!" råbte jeg, imens jeg forsøgte at holde ham nede på bænken. Han grinede alligevel for meget til at kunne sige noget i det hele taget, men samtidig turde jeg ikke tage nogle chancer. 

"Hvad er det han ikke må sige?!" brød Niall forvirret og desperat ind. 

"Ja Emily, hvad er det du gerne vil sige?" Magnus havde sat sig op. Jeg gav ham en knytnæve på overarmen. 

"Det taler vi om.. senere Og Magnus. Du holder kæft!" svarede jeg. Jeg kunne ikke se Niall i øjnene, så jeg nøjedes med at bruge al min energi på at sende Magnus de mest insisterende øjne, jeg overhovedet kunne præstere. 

*

Der var tomt indenfor nu. Niall og Magnus var taget i kiosken, og de havde godt nok spurgt om jeg ville med, men det var min hovedpine for slem til. Far sad i sofaen med computeren på stuebordet. Han virkede meget koncentreret, men ikke for opslugt til ikke at kunne sige hej. Jeg sneg mig ud i køkkenet, tog en pakke fra fars lager med chokoladekringler, og forsigtigt sneg jeg mig op på værelset.

Jeg smed mig på sengen med bøgerne foran mig. Chokoladekringlerne blev lagt under en pude nær ved bøgerne, så jeg stadig kunne hapse en kringle, uden at blive BUSTED af min far, hvis han nu skulle finde på at komme ind. 

På trods af at jeg havde følt mig så.. dårlig og egentlig havde besluttet på forhånd, at jeg ikke ville få lavet en skid af de lektier, jeg lå med på sengen, så kom jeg faktisk rimelig langt. Længere end forventet, og det var bare godt for mig. 

"Hey.." Jeg sprang op med et sæt, og der stod Niall. Han så nervøs ud på trods af at han grinede, da jeg fløj op. 

"Jamen davs da.." mumlede jeg flabet til svar. 

"Kan vi ikke lige.. snakke?" spurgte Niall nervøst. Så nervøst egentlig, at jeg næsten kunne påstå at hans stemme rystede. Jeg nikkede, og begyndte at pakke mine bøger sammen. "Jo.. altså. Hvad var det, jeg ikke måtte vide?"

Jeg tog en dyb vejrtrækning, så ud af vinduet, imens min hjerne arbejde på højtryk på en god forklaring. Der var bare ikke nogen, tingene var jo som de var. Jeg var blevet gravid, og Niall var så godt som allerede hjemme i England eller Irland, eller hvor pokker han nu egentlig kom fra. Et sted derovre i hvert fald.. Så meget vidste jeg da. 

"Jeg kan ikke sige det.." nærmest hviskede jeg skamfuldt. Jeg turde ikke kigge op, og rædslen for en mulig reaktion gnavede i maven på mig. Det gjorde det dog en smule bedre, da et par varme bløde velkendte hænder tog mine. 

"Em, du kan fortælle mig alt." forsikrede Niall mig om. Hans stemme var så kærlig og overbevisende, og ja.. jeg var da heller ikke i tvivl, det eneste der holdt mig tilbage, var rædslen for hans reaktion. Jeg tog en ny dyb indånding. Laaaangt ned i maven med den. 

"Jeg er gravid."

________________________________________________________________________________________________

 

Hej derude, undskyld vi stopper et træls sted, men vi er kommet i drille-humør, og vi kunne da ikke lade vær! :P 

Men vi håber stadig at I nyder/nød kapitel! :-) <3

En sen påskehilsen fra Hannah og Line <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...