His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
23250Visninger
AA

12. Kapitel 12.

Emilys synsvinkel

 

''- det bankede, blødt men alligevel kraftigt. Hvor det kom fra, vidste jeg ikke.. Alt var vidt. Jeg så forvirret omkring mig. Jeg stod omringet af mennesker, jeg holdt af. Min far, Niall, Josh, og af en eller anden grund stod Amalie og Magnus der også.. Men deres blikke.. Deres øjne. Niall så frustreret på mig. Hans øjne kiggede direkte ind i mine, indtil de pludselig bevægede sig ned imod resten af min krop.

Far så lige så forvirret ud. En blanding af skuffelse, stolthed og irritation lå i hans øjne. 

Jeg så ned af mig selv. Havde jeg lige taget på eller, hvaaad? 

Jeg kørte en flad hånd hen over min mave. Det var dér lyden af hjertebanken kom fra. Den kom fra mig. Min mave. Jeg kærtegnede bulen, følte det var noget jeg skulle passe på. Passe godt på.

"Emily.." lød en blid velkendt stemme bag mig. En stemme jeg så inderligt havde savnet. En stemme jeg så inderligt havde brug for ville give mig noget omsorg lige nu.

"Mor?" Min stemme rystede helt. Min underlæbe bævede. Det var så uvirkeligt, som hun stod der med et langt hvidt klæde om sig, hendes brune hår der faldt perfekt ned på hendes skuldre, fik hende til at ligne en engel. Tårerne trillede med lynets hast ned af mine kinder. Klumpen i min hals gjorde det umuligt for mig at trække vejret. 

"Emily.. Min skat. Jeg er her lige her. Kun for at sige. Pas på. Jeg er med dig, men du må træffe dine valg helt selv." hviskede mor ned i mit hår. Jeg ville have lagt armene om hende, men bare at kunne mærke hvordan hun strålede på mig, var faktisk nok for nu. 

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men jeg vågnede op med en bankene hjerte, og jeg kunne knapt nok trække vejret ordentligt. Alle mine tanker kørte rundt, og det var som om min drøm bare fortsatte. Jeg så mig forvirret omkring, og med ét var det som om nogen havde sparket mig i maven. Jeg havde en helvedes kraftig mavepine, og det gjorde det ikke bedre efter at kunne huske, det bankende hjerte der lå i min mave i min drøm.

Jeg sparkede panisk dynen væk, væltede ud af sengen, tumlede ned af trapperne, dog lidt mere forsigtigt så far ikke skulle høre mig. Da jeg var yngre, ville jeg have været gået ind til far, eller lagt mig ned på sofaen foran det store tv og set barbie. Men nu havde jeg brug for noget helt andet. Niall. Så jeg fór ned i af kældertrappen, ind på Nialls værelse, hvor jeg kastede mig under hans dyne. Jeg forsøgte at ruske lidt liv i drengen, men han var da helt væk. 

"Hva', Hva', Hva' sker der?" spurgte han helt forvirret. Han satte sig op, gned sig i øjnene, og kæmpede for at holde dem åbne. Jeg kravlede panisk tættere ind til ham. 

"Jeg ved godt det lyder dumt ikke, men .. jeg havde mareridt.. Et virkelig slemt et.." Gud hvor jeg dog lød som en fem-årig, men det var altså virkelig slemt. For.. min drøm var jo egentlig både god og dårlig. Det gode var, at jeg så min mor. Men både Niall, far og mor var så alvorlige, og det der i min mave.. det brød jeg mig virkelig ikke om. Hvad var det overhovedet?

"Aww Em. Kom her." Niall lagde sin arm over hoften på mig, og trak mig tættere ind til hans brystkasse. Jeg lå med ryggen imod ham. Han nussede mig kærligt i håret, hvilket jeg elskede inderligt. Det var så beroligende. Hans ene hånd bevægede sig op imod mit hjerte. Det galoperede af sted imod hans hånd. "Wow! Hvad drømte du, siden dit hjerte hamre sådan?" spurgte han, og trak mig tættere ind til ham. Bare spørgsmålet fik det til at presse på tårekanalerne. 

"Jeg var i et eller andet mega hvidt rum. jeg stod i midten af en cirkel. Du var der i cirklen, far var der, Josh, Magnus og Amalie var der. I så alle sammen på mig med sådan nogle.. mærkelige blikke.. du så både vred og glad ud på samme tid. Ikke vred mere forvirret og frustreret tror jeg. Det samme med far. Og pludselig så dukkede min mor op.. Men inden alt det, så var der en høj bankende lyd i baggrunden. Den kom fra min mave.. Jeg.. så ned af mig selv.. Det var som om jeg havde et hjerte inde i min mave.. eller noget.

Åh fuck det lyder latterligt, men det var bare så.. skræmmende. Og jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort galt, siden I kiggede sådan på mig.." Nialls hånd bevægede sig ned imod min mave. Han kærtegnede den blidt. Det kildede. Mine øjne faldt på klokken. Den var halv fire om natten. Det gjorde mig træt. Men jeg nødt at ligge i Nialls arme. Jeg nød det ikke bare, jeg elskede det. Jeg vente mig om med fronten imod ham, og kyssede ham blidt. Mit venstre ben blev flettet ind imellem hans. J

"Tænker du stadig på din drøm?" mumlede Niall.

"Ja.." hviskede jeg. Han fortsatte blidt med at stryge mig kærligt over ryggen. 

"Også hvis jeg fortæller, hvor meget jeg holder af dig?" hviskede Niall tæt ind til mit øre. Det bragte et smil frem på mine læber, der stræbede desperat efter at blive presset imod hans. 

 "Det kommer an på, hvor meget du så har at fortælle.." svarede jeg lumsk tilbage. 

"Rigtig meget, så meget at du nok falder i søvn igen." smilede han. 

"Det kan jeg ikke, når ordene kommer fra dig."

"Så må jeg jo droppe ordene og vise dig det." Der gik ikke lang tid efter det, før Niall og jeg lå tæt som to sugemaller og var ved at sluge hinanden helt. Det ville være umuligt at sluge hinanden begge to, så om han ville havne nede i min mave eller omvendt? Mærkeligt spørgsmål, jeg ved det. Jeg havde et brændene spørgsmål, som jeg havde stillet og gerne ville stille igen.. Syntes Niall mon, at han havde gjort det med den rigtige? For hvis han ikke syntes det, så havde han vel afvist min hånd, der nu lå på hans hofte, i færd med at fjerne hans natshorts. 

Jeg stoppede mig selv, hvilket virkede til at skuffe Niall. "Niall.. jeg vil ikke det her, hvis jeg ikke er den rigtige for dig.." Nialls hænder landede på mine kinder, han så mig dybt i øjnene. Det gjorde mig blød i knæene også selvom jeg lå ned. 

"Emily. Du er den helt rigtige, og jeg elsker dig.."

*

En helt fantastisk følelse at vågne op med Niall ved sin side. Fantastisk, lige til det sidste! Jeg elskede det. Hans krop mod min, hans bankene hjerte imod min ryg, hans arme holdt om mig, alt! Lige indtil det hele gik i stykker, ved at min far selvfølgelig kom stormende ned. For jeg lå jo ikke i min seng, som jeg plejede. 

"Niall?! Niall?! Har du set..." Jeg satte mig med et sæt op. Så forvirret rundt i rummet. Med et gab faldt mit blik på far. Det gik ikke helt op for mig i starten, hvad det var der foregik. "Emily?! Hvorfor. Hvorfor ligger du der?" spurgte han forbavset. Jeg så igen rundt, inden jeg sprang op med et sæt. 

"Jeg. Jeg. Jeg." stammede jeg forvirret. Hvad fuck skulle jeg sige? Hvad var min undskyldning for at ligge i armene på Niall? Meget meget tæt på Niall? Det sjoveste ved det her var, gad vide hvad Nialls undskyldning for at have armene om mig, ville være. "Jeg.. Jeg syntes, jeg. Jeg hørte noget.. Så jeg tjekkede, om alt var okay.. Også her.. Og så må jeg jo.. været faldet i søvn.." forsøgte jeg prøvende. Lod som om jeg havde svært ved at huske det. 

"Men hvorfor så.. ? Nå.. Ja ja.. I skal op nu!" lød det til sidst fra far. Med et skeptisk blik rettet imod mig, flakkede over imod Niall. Det irriterede mig at han ikke bare gik. 

"Far! Gå nu!"

"Ja, ja! Jeg skal nok! Man skulle tro, det var den tid på måneden.. Pas nu på Niall.." grinede far. Niall lo hæst bag mig. 

"Og man skulle tro, der var én, der var på vej tilbage til børnehaven!" hvæsede jeg irriteret tilbage. Niall satte sig søvnigt op. Jeg mærkede min mave rumle. Gud hvor var jeg dog egentlig sulten.. Og jeg som egentlig ikke havde den vildt store appetit om morgenen fik lige lyst til at æde en familiepizza. Med juice til. MUMS! 

Hey.. Nu når far snakker om menstruation.. - Jeg sprang ud på badeværelset. Satte mig på toilettet og forventede egentlig at se blod, efter jeg havde tisset færdigt. Men nej intet. Ingen steder. Det burde jo være idag? Måske det kom senere.. For mig gjorde det intet, det betød bare at jeg skulle huske bind med i skolen.. Jeg trak på skuldrene over det, og smuttede tilbage på Nialls værelse. Han sad på sengekanten. Så lækker. Jeg kunne godt guffe ham i stedet for den der pizza, jeg tænkte på tidligere. Det ville virkelig være MUMS! 

"Hvad var det?" spurgte Niall og så op på mig med et skævt smil. Jeg så forvirret på ham. 

"Hvad var hvad?" spurgte jeg. Han grinede, greb fat om mit håndled og lod mig sidde på hans ben, imens han kærligt aede mig over ryggen. 

"Jeg gik bare i panik.." svarede jeg, som om det var den mest naturlige ting i verden. Niall lo igen. Hvor var han dog kær. Det kildede. Han lo ind imod min hals. 

"Over hvad dog?" spurgte han, imens han begyndte at kysse mig blidt op og ned på halsen. 

"Min menstruation skulle være kommet idag.. Det ved jeg ikke om er godt.." sukkede jeg og lod mit hoved hvile imod hans. 

"Ikke fordi jeg er skide klog på det der, men dagen er jo ikke forbi endnu.. Desuden så troede jeg, at kvinder hadet at have det, så er det ikke fint nok, hvis det er forsinket et par timer?" spurgte han med et flabet smil. 

"Ikke hvis det resultere i at jeg er.. er.. er.." Fuck. Fuck. Fucking shit mand! Nejnejnejnej! Det.. nej!

"Er hvad?" Niall så panisk på mig, eftersom han godt kunne se på mig, at der var noget, der var på vej til at gå helt galt. Helt helt ufatteligt galt. Eller hvad? Hvad ville han sige til det? Ville han elske det, eller hade mig? I princippet var det jo ikke min skyld, og så alligevel. Det var jo hans første gang, og så ender han allerede med at blive far.. Nej. Det skulle bare ikke ske. Ikke fordi jeg var gravid. Eller det vidste jeg jo ikke. Endnu.. Fakta her kommer jeg! 

Men det ville jo sige at.. Hvis vi nu alle sammen siger, at jeg er gravid. Ville Niall så blive hos mig? Tage mig med? Eller ville han måske blive så sur, at han aldrig  ville tale eller kendes ved mig igen? Og hvad med far? Åh gud jeg vil da slet ikke tænke på ham.. Det er slemt nok med hans mistænksomme blikke i forvejen, han må absolut ikke opdage min delle. 

"Er hvad?" gentog Niall desperat. 

"Intet.. glem det." svarede jeg og diskede et lille smil frem, for at berolige ham igen. Han sukkede forvirret, inden han pressede sine læber imod mine. Kort men lækkert. Dejligt. Det var han. 

"Jeg stoler på dig.." mumlede han i mit øre. Jeg gav hans hånd et klem, kyssede ham hurtigt igen, inden jeg smuttede ovenpå til min kære mistænksomme far. Jeg traskede ud i køkkenet, og brød mig ikke om fars blik der hvilede på mig, imens jeg mixede en lækker morgenmad sammen, til mig selv. 

"Det tog godt nok sin tid, dernede.." mumlede far. 

"Jeg skulle tisse.. Er der mere du vil vide?" spurgte jeg flabet. 

"Har du blærebetændelse, siden det kunne tage så lang tid at tisse?" spurgte far, hvilket var lige ved at få en hel lavine af bomber til at springe for mig. Jeg vendte mig 180 grader rundt og så min far direkte i øjnene. 

"Nej men skal jeg tisse i din kaffekop, som du kan gå til lægen med, før du stoler på mig, eller hvad?" hvæsede jeg. 

"Det er da lige før.. Hvad er det med dig og Niall? I er jo for pokker snart kop og kande.." mumlede far. 

"Noget i vejen med det? Du sagde jo, at jeg skulle tage godt imod ham, er du så tilfreds?" spurgte jeg spydigt, imens jeg vente tilbage til min mega lækre morgenmad. 

"Em.. Hans situation har taget en uventet drejning, i forhold til hvad vi.. eller jeg havde forventet. Han er hjemme igen meget snart, at du ved det.." Jeg gik i stå med min madlavning, af det der skulle forestille en mega lækker og indbydende morgenmad, forvandles lige pludselig til en klam blanding af alt muligt tilfældigt. 

"Super far. Og så kommer den næste, og den næste og den næste igen! Tror du ikke jeg bliver ramt af det eller hvad?" spurgte jeg arrigt, jeg krydsede inderligt fingre for, at jeg havde ramt plet nu. 

"Jeg havde også tænkt mig, at nu når Niall er kommet hjem i god behold, og alt er gået som det skal.. Så vil jeg sige op og få taget det jagttegn, som jeg nu gerne ville. Og så kan vi få en hund, og ja.. Falde lidt til ro og det." Far fik det til at lyde som noget godt. Noget himmelsk. Som at tage en bid af himlen, der hvor den er mest blå. Men nej. Han kunne stikke det tegn skråt op, det fik ikke Niall til at blive.. 

"Men far, alting kommer ikke til at gå som det skal. Alt er jo forandret.. Han er jo ikke bare en hvilken som helst. Han.. betyder noget for mig." Jeg knugede så hårdt om kniven at mine knoer blev vide. Far sukkede sørgmodigt. 

"Jeg kan godt se det. Men du vidste jo godt at, og I kan jo stadig skrive over nettet og det." forsøgte far opmuntrende. Ja han fik endda fremstillet et lille smil. 

"Ja det godt du.. Far jeg kan jo ikke bare sidde og skrive med ham. Han betyder langt mere end det.. Mere end du aner, og mere end du forstår.. Og så har du tænkt dig, at jeg bare skal sidde og maile lidt med ham? Aldrig i livet." hvæsede jeg. 

"Det gjorde du da fint dengang med Sean? Hvorfor så ikke med Niall?" spurgte far, hvilket fik mig til at vende mig om igen. Denne gang langsomt, men stadig meget bestemt. 

"Fordi far.. Sean brugte jeg til at græde ud ved, efter mor døde. Du var jo enten på arbejde til klokken lort, og fik andre til at komme ud i vores hus, for at passe på Sean og mig, og når du så endelig selv kom hjem, så faldt du i søvn på sofaen, med en flaske vin i dine arme.. Niall betyder dobbelt så meget for mig, som Sean nogensinde har gjort. - Derfor far.. kan jeg ikke bare.. maile.." Jeg så bestemt på min far. Min hånd kørte ned over min mave, stoppede lige under navlen. Uden et ord mere forlod jeg min sammen klaskede morgenmad og far til sig selv. Jeg trampede op på mit værelse, smed mig på sengen, for at slappe af i bare 2 sekunder. 

"Av.." mumlede jeg for mig selv, imens jeg lod min hånd glide hen over min mave. Gud hvor havde jeg egentlig taget på. Jeg havde fået en delle! En delle der var blev lige lidt for stor. Det samme var mine bryster faktisk blevet. Altså større. Lidt akavet. Men det var de. Det her gjorde grunden til at købe en graviditets test større.

  

"Amalie?" spurgte jeg forsigtigt. Jeg greb hende om håndleddet og fik hende vendt om, så vi stod ansigt til ansigt. Jeg havde godt bemærket at Amalie, var begyndt at være lidt mere alene, hun deltog lidt mere i undervisningen, men hun rendte ikke så ofte rundt i grupper, som hun førhen altid gjorde. Amalie virkede faktisk til, at hun var på vej ned på jorden. 

Derfor var det ikke ret svært at få hende trukket til side. 

"Kan du huske dengang i idræt, hvor alle beskyldte dig for at være gravid, fordi du havde været sammen med Lucas uden beskyttelse?" spurgte jeg lavt hviskende.

"Ja." mumlede Amalie irriteret, imens hun så provokeret op og ned af mig. 

"Jeg.. jeg har brug for din hjælp.." Min stemme lød helt grødet, og lige pludselig var gulvet langt mere i øjnefangende end Amalie. 

"Er du.. Er du virkelig? Wow!" Amalies øjne lyste op. Et lille smil bredtes på hendes læber, hvilket irriterede mig helt vildt. Det var jo ikke sjovt det her. 

"Ja jeg er.. Og.." Tårerne pressede sig på. Jeg så væk fra Amalie. Amalie tog fat i min hånd og trak mig med ud på toilettet. Tårerne strømmede ned over mine kinder, og jeg kæmpede for ikke at lade et hulk slippe ud. "Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg magtesløs. 

"Emily.. jeg ved godt, vi aldrig har været de bedste veninder eller noget.. men hey. Vi har noget tilfælles nu, så.. du kan stole på mig.. det lover jeg. Desuden så.. kan jeg godt se, og forestille mig, hvilken kælling jeg har været." Amalie smilede nervøst til mig. Jeg trak på skuldrene."Men hvad er der sket?" 

"Du ved Nick.. Ham der bor hjemme hos mig tiden.. Vi.. Og så.. Og ja.. Men nu hvor han er på vej hjem igen, så er jeg helt fra den. Og jeg er måske gravid med hans barn.." 

"Jamen er I ikke i familie?" 

"Han er min fars, kusines stedsøn, så nej ikke biologisk. Han er bare en meget god ven i familien, igennem min fars kusine." 

"Har du haft taget en test?" spurgte Amalie. Jeg rystede forvirret på hovedet. Amalie tog min hånd, rev mig afsted igennem alle skolens gange, ud i skolegården og ud på gaden, uden for skolens grund. Amalie satte kurs imod den nærmeste kiosk. Amalie tog en test, fik den bippet den ind hos kassedamen, derefter rakte Amalie hende en hundredekroneseddel. Jeg stod og så målløs på Amalie. 

"Jeg har altså ikke tænkt mig at tisse på den ovre i skolen.." mumlede jeg, og mærkede hvordan mine kinder blev røde. 

"Vi tager hjem til mig. Der er alligevel ingen hjemme." mumlede Amalie. Hun virkede mærkeligt og overraskende glad. På en eller anden mærkelig måde. Der var heldigvis ikke så lang vej hen til Amalies lejlighed. Amalie låste døren op og lod mig komme ind. Lejligheden var meget lun og imødekommende. Amalie rakte mig et glas cola ude i køkkenet. Jeg bælrede det i mig. Det dyssede lidt ned på min hovedpine. Vi ventede fem minutter i tavshed, inden vi begav os ud på toilettet. 

*

"Hvor lang tid siden var det at I gjorde det første gang?" spurgte Amalie, imens vi sad og ventede på testen gav os et svar. 

"Jeg.. Jeg tror det er omkring de 5 uger siden nu. Er det godt eller skidt?" spurgte jeg nervøst. 

"Det kommer an på, om du gerne vil være gravid.." Amalie blinkede til mig og tændte for en smøg. Hun åbnede et vindue, så det ikke begyndte at lugte. "Skal jeg kigge, eller vil du selv?" spurgte Amalie med et skævt smil. Jeg tror faktisk, at hun nød det. 

"Jeg tør ikke, gør du det bare.." mumlede jeg nervøst. Amalie bevægede sig roligt og afslappet ud på toilettet. Selv sad jeg ved et spisebord. Jeg havde trukket benene op under mig på den stol, jeg sad i, og knugede knæene ind imod mit bryst. Selvom det gjorde ondt, fordi mine bryster var så ømme, så kunne jeg ikke lade vær, af ren og skær nervøsitet..

"Emily? Du er gravid.. Der er to streger." oplyste Amalie ude fra badeværelset. Hendes stemme var baseret på en blanding af glæde, dog nervøsitet og en smule medfølelse, selvom hun ikke kendte til min situation fuldt ud omkring Niall. I hvert fald fik det tårerne til at trille ned af kinderne på mig på ny. Amalie vendte tilbage to sekunder efter. Forsigtigt stillede hun et nyt glas cola på bordet foran mig, imens hun satte sig på knæ foran mig. "Emily, jeg ved hvordan du har det.. Jeg har selv været der.. Og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at komme igennem det. Men vil du så ikke nok tilgive mig, for det med Josh og alt det?" spurgte Amalie, imens hun sendte mig det mest bedende blik, som selv en hundehvalp ikke ville kunne præstere. 

Jeg havde aldrig i mit liv forventet, at Amalie overhovedet havde eller stadig ville have dårlig samvittighed over det, hun havde gjort. Aldrig. Men nu hvor hun faktisk sad på knæ, og bad om en undskyldning, følte jeg lidt, at jeg kunne acceptere hende langt mere som veninde, end hvad jeg nogensinde havde troet, kunne være muligt. 

"Jeg er virkelig ked af det.." fortsatte Amalie. 

"Det er okay Amalie.. Vi var alligevel ved at glide fra hinanden, og vi snakker fint sammen nu.. Desuden så.. har jeg Nick. Indtil han rejser tilbage til england." mumlede jeg, og mærkede hvordan min hals snørede sig sammen og klumpen af gråd begyndte at vokse..

"Hvad har du egentlig tænkt dig at gøre?" spurgte Amalie og kiggede hentydende på min mave, som jeg straks lod en hånd glide hen over. Det var virkelig blevet en vane..

"Jeg.. jeg ved det virkelig ikke. Jeg vil heller ikke forhindre ham i at tage hjem, da jeg ved han savner hans venner og alt det der.. Men jeg vil bare ikke have, at han forlader mig. Men jeg har heller ikke lyst til at bruge barnet som undskyldning for at han skal blive.. Det kommer jo til at ligne, at jeg er sådan en sindssyg kælling.." Amalie grinede. Det fik et lille smil frem på mine læber. 

"Hahah... ja okay. Det kan jeg godt se! Men hvad vil du så gøre med Junior, der?" spurgte Amalie, hvilket fik et lille smil til at brede sig på min mund. 

"Jeg ved det egentlig ikke.. Jeg ved ikke helt, om jeg er parat til det. Men jeg ved, at jeg vil være mere parat til det, hvis Nick gjorde det her sammen med mig.. Så vil jeg kunne klare det. Men uden ham, så kan jeg ikke.." Amalie så medfølende på mig. Jeg kæmpede for ikke at lade tårerne få mere frit løb, end hvad de selv havde givet sig lov til. 

"Hvad vil du kalde ham eller hende, altså hvis du nu fik det?" spurgte Amalie, imens hun smilede stort. Hun elskede det her. Det der med at finde navne. Jeg havde aldrig selv tænkt over det.. Aldrig. 

"Øhm altså.. Hvis det bliver en dreng, så tror jeg han skal hedde.. Noah, eller Liam.. Eller Louis.. Hvis det bliver en pige.. så ved jeg virkelig ikke, hvad hun skal hedde!" Amalie gispede. Gispede som om hun havde indset noget frygteligt, eller som om der var sket en forbrydelse. 

"Min datter skulle hedde Line, eller Josefine! Jeg elsker også navnet Maja. Det er så sødt! Men.. ja nu er det ikke mig der er gravid.." grinede hun.

"Jeg har aldrig rigtig tænkt over det før.. Måske, skal hun hedde Jane, som min mor hed.. Men jeg kan også godt lide navnet Elma.. Ej jeg ved det ikke helt.. jeg giver op, og lader Nick tage sig af det." smilede jeg og lod igen hånden køre ned over min mave. "Jeg tror hellere, at jeg må se at komme hjem nu.." lød en stemme pludselig, der stammede fra mig selv. Amalie smilede forstående. 

"Skal jeg følge dig hjem?" spurgte hun og så forsigtigt på mig. 

"Hvis du gider." Amalie nikkede, inden hun forsvandt ud for at tage overtøj på. Jeg gik med hende, imens det var ved at gå op for mig at.. Amalie lige havde hjulpet mig. Amalie havde faktisk hjulpet mig imens jeg var i nød. På trods af at vi altid havde været fjender. Hver gang vi blev sat sammen, på enten den ene eller anden måde, så brokkede vi os, indtil vi blev skilt ad igen. Men nu havde hun faktisk hjulpet mig.. Tak Amalie.. 

 

________________________________________________________________________________________________

 

Hej derude! 

Nåååååh? Emily.. Gravid? Hvad synes I om det? 

Og hvad synes I om, at Amalie, Emilys hidtil værste fjende, faktisk er begyndt at komme lidt ned på jorden fra den snoppede attityde og alt det? :-) 

Vi håber I vil like, føje til favoritten, og komme med ris og/eller ros nede i kommentaren :-)

Udover det så håber vi at I nød/nyder kapitlet, og så er vi virkelig glade for at se at seertallene forhøjes dag for dag! Fedt!

Fra Hannah og Line <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...