His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare. Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales. Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet. Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind. Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed. Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22367Visninger
AA

11. Kapitel 11.

Nialls synsvinkel..

Emily og jeg stod ryg mod ryg ude i køkkenet, igang med at forberede hver vores morgenmad, jeg må ærligt indrømme at jeg var nødt til at bruge alle mine kræfter for ikke at vende mig om, tage hende i mine arme og snave hende i gulvet....Det lød godt nok ikke det mindste romantisk, men jeg havde bare så meget lyst til hende! Efter vores nat sammen.......Jeg har ikke rigtigt indrømmet det før og slet ikke overfor hende, men jeg tror måske at jeg er ved at opbygge nogle seriøse følelser for hende, hvilket ikke er godt når nu at dette liv kun er et dække.

Det er alt sammen osse bare hendes skyld! Hvorfor skulle hun osse være så skide smuk, sød, sjov, fantastisk og fuldstændig ufattelig dejlig? Hun kunne bare have beholdt den der "Jeg hader dig, fordi du er en overfladisk pop-stjerne"-facade, så var der ikke sket noget fordi at hun hadede mig og jeg var uvidende om hvorfor!

Det værste af det hele er at jeg ville dø, hvis hun begyndte at hade mig! At blive hadet af sådan en fantastisk person ville være helt og adels fuldstændig hjerteknusende! Jeg var så vild med hende at det næsten gjorde ondt, jeg kunne ikke komme i tanke om en anden pige som jeg hellere ville miste min mødom til....Emily var bare fantastisk.

"Jeg smutter nu! Vi ses senere, kom nu ikke forsent i skole" Daniel kom gående ud i køkkenet med hurtige skridt, man kunne nemt se på hans kropssprog at han var en lille smule....Eller meget stresset! Han gik og kiggede rundt i køkkenet for at se om han havde glemt noget, inden at han stoppede foran mig og Emily som havde vendt sig om så vi stod ved siden af hinanden "Vi ses....Hav en god dag på arbejdet" Sagde jeg hurtigt, desperat for at få ham ud af døren "Tak i lige måde Nick!" Eftersom han ikke fik noget ud af Emily, satte han kurs over imod hoveddøren som man få sekunder efter kunne høre smække.  

Emily skulle til at vende sig om imod sin mad igen, men jeg nåede at gribe fat om hendes håndled og hive hende ind i min favn. Hun virkede overrasket over min handling, men et smil gled henover hendes læber idet jeg lænede mig ned i mod hende og pressede mine læber imod hendes. Min krop føltes helt anderledes, det var som om at hver gang jeg bare mærkede en lille berøring af Emilys, så gyngede at inde i mig...Men på en god måde! Som om at jeg var søsyg hver gang Emily kyssede mig eller bare smilede til mig, det lyder ikke så fedt men jeg havde brug for at være søsyg for at overleve! Men det var selvfølgelig uden kvalmen.  

"Jeg glemte bare mine nøgler" Råbte Daniel ude fra gangen af, hvilket fik mig til at springe væk fra Emily og lande på røven mens at hun brød ud i en kæmpe latter, en virkelig smuk, sød og uskyldig latter, som automatisk gjorde mig glad og fik mig til at grine med hende. Jeg kunne høre fodtrin komme ud i køkkenet, så jeg gættede på at det var Daniel der nysgerrigt undersøgte hvad vi lavede, eftersom han sikkert havde hørt grinende.

Min teori blev bekræftet da Emily drejede hovedet og nikkede "Han er vist okay" Hun rakte sin hånd ned imod mig, jeg tog hurtigt imod den og blev mødt af et stød som for igennem min krop, Emily mærkede det vist osse for hendes hånd veg hurtigt væk fra min "Hvis du skal give mig stød, så må du selv komme op" Hun havde et drillende smil på læben, idet hun lagde sine arme i kors og vendte ryggen til mig, jeg kunne høre Daniel grine lidt før han gispede "Er klokken så mange?! Jeg må hellere komme afsted" Hans fodtrin lød hurtige og lette inden at de forsvandt kort efter at døren blev åbent og smækket.

Jeg kom hurtigt på benene, Emily stod stadig med ryggen til mig så jeg tog et skridt over imod hende, så jeg stod og nærmest åndede hende i nakken, før jeg hurtigt lagde mine arme om hende. Jeg lod forsigtig min hånd finde vejen op til hendes nakke, jeg skubbede stille hendes lange smukke hår ned over hendes højre skulder før jeg blidt placerede et lille kys i hendes nakke, jeg kunne mærke hendes krop blive en smule anspændt under mine arme "Er du okay?" Jeg lænede mig lidt væk fra hende og skulle til at tage fat i hendes hånd for at få hende til at vænne sig, men jeg lod vær og bevægede mig i stedet for over imod døren, da nogle hårde bank lød.

"Spørger hvem det er, før du åbner" Sagde Emily desperat, det lød som om at hun var bange for at det var nogen der var kommet for at bortføre mig, hvilket var højst usandsynligt....Eller faktisk ikke men det ville være ret underligt. Jeg stoppede foran døren og lænede mig frem, for at kigge ud af det lille grå kig-hul der var i døren.

Jeg fik øje på en velkendt person, iført en hvid T-shirt, en læderjakke og cowboy bukser.....Han plejede ikke at være så fancy i tøjet, men det var pænt til ham. Jeg åbnede døren og rystede grinende på hovedet mens jeg gjorde tegn til ham om at komme ind. Han trådte ind så jeg kunne smække døren efter ham "Hvorfor så fancy i tøjet?" Jeg kiggede spørgende på ham inden at jeg gik ud i køkkenet, han fulgte ivrigt efter.

"You don't know?!"

"No, I don't" Jeg elskede at mig og Magnus bare kunne skifte over til Engelsk, fordi han vidste hvor mere lettere det var for mig at snakke. "It's the big day!" Hvad? Hvilken stor dag? Jeg stilede mig ved mit mad, mens at Emily var forsvundet ud af køkkenet, Magnus stilede sig 3 skridt fra mig. "Skal du giftes eller noget i den stil?" Jeg tog mit brød op fra tallerkenen og tog en bid af det, mens jeg kiggede afventende på Magnus "Nej, sgu da! Vi to skal idag på jagt!" Han kiggede på mig som om at han lige havde fortalt mig det bedste nogensinde, hvilket var langt fra....Jeg brød mig ikke så meget om ideen om at skyde dyr!

"Magnus, no offence! Men øhm....Jeg springer over, jeg har ikke.....lov til at skyde dyr, plus at jeg ikke har lyst" Magnus begyndte at grine, mens at han rystede på hovedet af mig "Dude, ikke den slags jagt! Babe-jagt! Og det hedder Jagttilladelse....Just saying" Emily kunne sikkert godt høre os, så jeg skulle lige passe lidt på med hvad jeg sagde.

Jeg nikkede stille mens jeg sagde noget andet "Desværre Magnus....Jeg føler ikke rigtigt at det er tidspunktet" Jeg pegede ind mod stuen, hvori Emily nok befandt sig for ikke at gøre Magnus forvirret. Hans mørke øjenbryn røg længere ned i et forvirret blik, mens han anstrengende prøvede at forstå hvad jeg mente, det tog ham næsten 1 minut at fange den og da han gjorde gav han mig "Thumbs-up."

"Burde vi ikke se at komme afsted?" Emily stod pludselig i døren ind til stuen med et hævet øjenbryn, fuck hun så godt ud selv når hun så afventende ud. "Jo, ellers kommer vi jo forsent!" Magnus tog fat i min arm og skubbede mig over imod døren, eftersom at jeg bare stod og kiggede forvirret rundt...Jeg havde lige mistet min situationsfornemmelse 5 sekunder, skal vi ikke bare give Emily skylden? 

 

 

**

Emily skulle lige snakke med Josh, så Magnus og jeg var gået i forevejen, der var en masse folk på ude på gangen og af en eller anden grund smilede de allesammen og vinkede til os. Magnus ignorerede det bare lidt mens jeg vinkede igen og sagde "Hej" 20 gange.

Jeg vendte min opmærksomhed over imod Magnus, som gik med et smørret smil på læben "Hvad?" Jeg kiggede afventende på ham, mens hans hoved gik fra side til side "Hvad er der med dig idag? Man skulle tro at du havde fået noget på den dumme eller vundet en million" Jeg trak på skuldrene inden at jeg stoppede op lige ude foran vores klasseværelse "Lad mig sige det sådan her.....En af dine teorier er rigtige" Mere sagde jeg ikke før at jeg gik ind, med en forvirret Magnus gående lidt efter mig.  

Jeg gik ned til min plads, smed min grå taske og satte mig hurtigt, jeg nåede dårligt nok at sætte mig før at Ida var ovre ved mig. Hun var sød nok, men hun var en smule stalker-agtig. "Hej Nick" Hun sendte mig et lille charmerende smil, jeg gengældte det "Heeeeeeeeeeeeej Ida!" jeg var en smule oppe og køre, jeg  ved ikke lige hvad der gik af mig idag men jeg var bare super glad! Og når jeg tænkte på Emily blev jeg endnu gladere, var jeg virkelig blevet så hårdt ramt? "Tak for sangen, det var rigtig sjovt og underligt" Hun udstøde et kort grin, jeg nikkede "That's how we roll, me and my homie Mag....Nus" Jeg nikkede over imod Magnus, som var stoppet op for at snakke med Dea.

"Nick...Du ved hvor meget One Direction betyder for mig ikke?" Jeg synes at det var virkelig sødt at hun var så dedikeret, men hun snakkede kun om dem...........Jeg mener os! Og hendes stemme var ret irriterende......Jeg tror faktisk ikke at jeg kunne lide Ida særlig meget, eller jo....Hun var rigtig herlig, men hun var bare glidt special. Jeg nikkede og ventede på at hun skulle forsætte, hvilket hun gjorde efter en dyb indånding "Jeg syntes virkelig at du er en fantastisk person, men jeg føler ikke at jeg kan gå ud med drenge lige nu......Så forelsket som jeg er i One Direction, jeg føler bare ikke at jeg kunne være i et ordenligt forhold lige nu" Jeg troede at hun mente det for sjovt, så jeg skulle til at slippe et grin ud men jeg bed det i mig da jeg så alvoren i hendes ansigt.    

"Ligemeget hvor trist det gør mig, så forstår jeg det godt......Men hvis du skifter mening, så giv mig et ring" Jeg lavede en telefon ud af min hånd, som tegn på hvad jeg mente. Ida lænede sig frem og placerede et lille kys på min kind, før hun vendte rundt og gik ud af klassen..............Jeg havde faktisk ikke tænkt over at vi ikke gik i samme klasse før.....Whatever.

Jeg fulgte hende med øjnene, men jeg fik øjenkontakt med Magnus på vejen, som sendte mig et forvirret blik, jeg tog min hånd op ved siden af hovedet og begyndte at bevæge min pegefinger i cirkler for at signalere at hun var lidt crazy.

Magnus kom over imod mig med lange hurtige skridt, han stoppede op foran mit bord og ned stirrede mig "Har.Du.Vundet.En.Million?" Han fastholde vores øjenkontakt opsat på at få svar, jeg rystede meget meget langsomt på hovedet, hvilket nærmest fik ham til at tabe sin kæbe "HVEM HAR DU KNALDET?!" Råbte han højt ud i rummet, jeg studerede hurtigt rummet for at se hvem der hørte det, der var heldigvis ikke særlig mange der var kommet endnu "Gæt."

 

**

 

"S-s-så....Du....Og...Emily.....Har haft sex?!" Jeg elsker det faktum at Magnus har behov for at råbe det på biblioteket, vores lærer havde bare sat os til at læse Harry Potter 2, så her sad vi igen og lavede alt andet. Jeg nikkede stille, det var ikke pinligt....Det var bare lidt akavet at sidde og snakke om på biblioteket. "Ved du hvad det her forlanger?" Forlanger? Jeg rystede på hovedet og løftede bogen, for at lade som om at jeg læste da en bibliotekar sendte os dræberøjne, Magnus så bibliotekaren men han var ligeglad "Fuck Harry Potter! .. Ikke bogstaveligt talt Nick! Og lad os gå over i kiosken.. De har nogle rigtige billige øl, som kalder på os." Hans joke om Harry Potter var virkelig dårlig, men den var så typisk Magnus.

"Virkelig? Jeg kan ikke høre dem." Jeg lagde en hurtig drillende bevægelse med hovedet, for at signalere at jeg lyttede efter lyden. Magnus slog mig i baghovedet med flad hånd "Man laver ikke grin med Carlsberg!" Hans pege-finger og fuck-finger pegede først på hans øjne og derefter på mine, som om at han sagde "Jeg holder øje med dig."

Han hev bogen ud af hånden på mig og klappede den sammen før han smed den på borderet "Bitch, we're leaving now! And you're coming." Han rejste sig fra sin stol og kiggede afventende på mig. Jeg vidste, at han ville få mig overtalt på et tidspunkt, så hvorfor ikke spare ham besværet. Jeg rullede med øjnene og rejste mig dovent "Then let's go" Jeg satte kurs over imod "Exit" med Magnus grinede bag mig.

 

 

 

Vi sad ude foran kiosken på en træ-bænk og drak..Vi var ikke særlige kloge! 100 meter fra skolen sad vi og drak. "Hvordan var hun?" Magnus' spørgsmål kom meget bag på mig, jeg ville sgu ikke sidde og fortælle om Emily på den måde. Jeg ignorerede bare hans spørgsmål og tog en lang tør af min øl, Magnus grinede lidt "Så dårlig? Jeg havde ellers troet at Emily, ville være en rigtig vildkat" Han kiggede på mig med et drillende hævet øjenbryn "Stop dig selv dude! Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig noget" Jeg tog endnu en tår af min øl, Magnus trak på skuldrene "Det tænkte jeg nok, du ville sige....Derfor øllet min ven" Magnus gav mig et hårdt klap i ryggen.

"For helvede Magnus... Jeg har jo ikke prøvet med andre.. Så jeg kan ikke udtale mig om det." Jeg undgik hans blik ved at kigge den anden vej, det var lidt....Akavet på en eller anden måde. "Det er rigtigt nok, men var det godt så? Bedre end forventet?" Jeg lod mit blik finde Magnus' afventende, spørgende, nysgerrige blik. Jeg nikkede. "Meget bedre end forventet." Han så helt stolt ud, hvilket var lidt sjovt.

"Hej Drenge!" Vi kiggede begge to op og fik øje på en vikar fra skolen, ved navn Mathias! Han sendte os et stort smil. Fuck.Nu.Bliver.Vi.Bortvist. "Hej Mathias!" sagde vi i kor, han grinte bare lidt "Giver i en tår?" Magnus og jeg udvekslede hurtigt blikke, vi var begge to overrasket over Mathias spørgsmål men jeg rakte hurtigt min øl over imod ham. Han tog imod den og tog en hurtig tår "Burde du ikke undervise lige nu?" Spurgte Magnus modigt om, Mathias rakte den tilbage til mig "Burde i ikke være i skole?" Magnus grinte kort og trak på skuldrene "Touche."  

Mathias kløede sig i nakken mens han kiggede i skolens retning "I fik det dårligt, så i valgte at gå en tur og se om i fik det bedre...Okay?" Der forstod jeg hvorfor han var her, istedet for at undervise eller noget andet ovre på skolen, han var blevet sendt efter os....Men jeg forstod ikke hvordan han havde fundet os "Okay, tak Mathias!" Sagde Magnus og flashede et stort smil. 

 

 

**

 

Magnus og jeg var blevet lidt berusede, så det at vi var taget hjem til mig var ret fornuftigt! Vi sad på min seng og så tv, disney-channel ftw! "Jeg magter ikke at se mere!" Sagde Magnus opgivende over at vi havde set svampebob-firkant i over en time. Han smed sig tilbage men rejste sig hurtigt op igen og vendte sit ansigt om imod min pude "Hvordan kan du sove på denne her pude, den er jo sten hård!" Han tog den op og lagde den på sit skød mens han klappede lidt på den.

Fuck min lille æske lå helt tilgængelig på madrassen! Hvis Magnus så den ville han nok åbne den! "Det ved jeg ikke? Er det en playboy-model?" Jeg pegede over på TVet og lænede mig hurtigt over imod æsken "Hvor?!" Jeg snuppede den og lagde den ved siden af mig, så han ikke kunne se den. "Nick....Det er Phineas og Ferb....Hvad er det for et playboy du læser?" Han kiggede på mig med et hævet øjenbryn, jeg ville komme til at savne ham sindsygt meget når jeg måtte komme hjem igen.

"Magnus...Når jeg tager hjem til mit gamle liv....Så øhm...Du skal bare vide at......Jeg kommer til at savne dig" Jeg kiggede ned i gulvet for at undgå hans blik, jeg kunne mærke hans blik på mig "I lige måde Nick! Du er virkelig gået hen og blevet en af mine bedste venner!....Lige meget hvor du befinder dig i verden, så kan du regne med mig" Jeg var nødt til at fortælle ham det.....Jeg var nødt til det, jeg vidste at kunne stole på ham og han var min bedste ven i Danmark!

"Niall" Jeg kiggede langsomt op på ham, han kiggede forvirret på mig "Mit rigtige navn er Niall Horan......Jeg er i vidnebeskyttelse, Nick Bolton er mit dækkenavn" Jeg ventede med at sige resten indtil at jeg vidste at han forstod det jeg sagde. "Laver du sjov med mig?" Magnus så helt fattet ud, men hans stemme var tøvende som om at han ikke vidste hvad han skulle tro på. "Nej....Mit navn er Niall Horan og til hverdag er jeg medlem af det verdens berømte band One Direction, som Ida er så vild med" Forklarede jeg, Magnus´ øjne udviste forståelse "Så det de der små piger sagde......Det var rigtigt?" Jeg nikkede stille.

"Men du kan jo ikke synge?" Han sagde det som om at han prøvede at angribe mig og tage mig i en løgn, problemet var bare at der ikke var nogen "Jeg var nødt til at lade som om at jeg ikke kunne, jeg kunne jo ikke bare begynde at synge som jeg rigtigt gør....Når jeg skal holde det hemmeligt" Jeg prøvede at sige det som om at det var ingenting, men så igen det var en ret stor ting.

"Hvad har du gjort siden at du er........Her?"

"Lad os bare sige at jeg så noget, som ikke skulle ses"

"Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal tro på" Magnus´ene hånd kørte fustreret igennem hans hår, jeg forstod udemærket hans tvivl, men han måtte jo osse bare stole på mig....Hvilket jeg vidste at han havde svært ved lige nu. "Det forstår jeg fuldstændigt............Men Magnus hvornår har jeg nogensinde løget for dig?"  Jeg prøvede at fange hans blik, så han kunne se at jeg var oprindelig, Men hans blik var alle andre steder end på mig.

Han begyndte at grine lidt "Åbenbart hele tiden...´Nick´" Han lavede gåseøjne med hans hænder, det var som om at han var vred over at jeg havde løget for ham. "Please Magnus, lad vær med at få mig til at fortrøde at jeg stolede på dig" Magnus begyndte at grine før hans blik endelig mødte mit "Fortryde Nick.........Niall" Han sendte mig et smil, der fortalte mig at jeg havde gjort klogt i at stole på Magnus.

"Thanks Brow"

"Du skal ikke takke mig Niall, jeg takker dig....Fordi du stolede nok på mig, til at fortælle mig det....Det er der aldrig nogen der har gjort før"

"Forhåbelig har du ikke mødt nogen, som var i vidnebeskyttelse før.....Men okay!" Jeg sendte ham et drillende smil, mens han trak på skuldrene "Man ved aldrig."

"Du ved godt, at du bliver nødt til at bevise det for mig....ikke?" Magnus knyttede sin hånd og begyndte derefter at knække sine fingre, jeg fik helt kuldegysninger af lyden "Det lyder som om at du vil slås imod mig eller noget" Grinende jeg, min latter lød ret nervøs hvilket den osse var. "Nejnej......Du bliver bare nødt til at synge for mig eller noget" Han kiggede flabet på mig, han troede vist stadig ikke helt på mig.

Jeg sprang op fra sengen "If I'm louder, Would you see me? Would you lay down in my arms and rescue me? Cause we are, the same, You saved me, but when you leave it's gone again" Jeg stoppede med at synge og kiggede afventende på Magnus, det så ud som om at han var helt mundlam en ting man ikke ser ham være særlig tit.

"Så.......Fortæl mig igen...Hvordan du kunne være jomfru, når du var med i One Direction! Piger kaster sig jo nærmest for jeres fødder!" Magnus var tilbage! Jeg trak på skuldrene "Jeg ventede på den rigtige" Jeg smilede lidt til gulvet, jeg ventede på Magnus´grin men det kom ikke! "Var hun så den rigtige?" Jeg nikkede stille og lod mit blik lande på Magnus igen "Det tror jeg" Jeg sendte ham et genert smil, Magnus nikkede lidt.

"Skal du nogensinde tilbage til at være Niall?"

"Ja, jeg har fået af vide at omkring et års tid.....Plus/Minus...Kan jeg komme hjem igen"

"Hvad så med Emily?" Spørgsmålet kom ret bag på mig, jeg havde ikke rigtigt tænkt over det....Faktisk overhovedet ikke....! Jeg går ud fra at vi ville holde kontakten.........Men som venner...Det ville være alt for besværligt at have et langdistance forhold "Jeg tror bare at vi forbliver venner....Men jeg aner det sgu ikke" Jeg ville gerne være mere end bare hendes ven....Men det ville blive for meget for hende osse med alt det hate osv. hun ville få! Plus at jeg nok ikke måtte fortælle nogle hvor jeg havde boet....Hvis nu at de skulle have en ny boende.

"Fair nok........Har du tænkt over, hvordan du vil fortælle verden at du er tilbage?"

"Jeg tror bare at jeg vil skrive et lille tweet eller....." Jeg stoppede mig selv, da Magnus rystede på hovedet "Nej Nick....Niall! Du bliver nødt til at gøre det kæmpe! Her er min idé: Du tager mig med til England.........Vi lejer et kæmpe stadium for en aften....Men før aftenen så logger du ind på din gamle twitterprofil og skriver noget lignende ´Hvis i vil vide hvad der rigtig skete med Niall Horan, så kom her på tidspunktet blablabla´ Og så tagger du de personer som du virkelig gerne vil have kommer.......Så går jeg på scenen og fortæller din lille historie om hvad du har lavet, uden at nævne dit navn så det bliver lidt mystisk.......Og så runder vi af med at du kommer ind og siger hej! Lyder det ikke fedt?" Lige meget hvor langt ude det lød, så var det meget federe end min idé! Jeg nikkede "Det lyder som om at du har tænkt meget over det! Men jeg er på!" Jeg fortrød ikke at jeg havde fortalt Magnus det, slet ikke den mindste smule. 

 

Emilys synsvinkel..

 

Kæft en mærkelig dag i skolen. Alt var bare.. mærkeligt. Vendt på hovedet. Det var mærkeligt bare at være venner med Josh, for.. nu var vi ikke bundet af hinanden på samme måde længere. Det var heller ikke de tætte kram længere der varede i flere minutter, nu var det bare sådan et hurtigt et, uden nogen former for nærkontakt egentlig. Men det gjorde ikke så meget, for den jeg nu mest ville have nærkontakt fra, drengen-med-de-dybere-følelser-og-som-tuder-over-tøsefilm-og-spiser-remolade-på-spagetti NIALL! 

Men det næste mærkelige, der skete idag var, at i min spinningstime, der kom Amalie. Min ellers værste fjende hen til .. ja MIG! Jeg kunne godt se, hun var på vej hen til mig, og jeg stod bare der og ja... GARD hvor var det bare akavet! Men hun kom hen, og var faktisk rimelig cool uden så meget flabet attitude.

"Hey Em.. Du har tilfældigvis ikke en ekstra elastik med, vel?" spurgte hun, uden noget der virkede til at ligge bag. Jeg var en smule skeptisk, men gav hende da en elastik. Hun elskede den var lyserød, men jeg var lidt.. ligeglad. 

Det bedste ved spinningstimen var, at Niall sad på spinningscyklen lige overfor mig, meget tæt på, så jeg kunne dufte ham. Jeg var ved at besvime. Jeg elskede det. Som at få en dosis af noget, man virkelig godt gad at have. Det var bare træls, at jeg ikke kunne få resten. Her og nu! Nej.. ikke foran de andre.. Det ville virkelig være flovt. 

Men til resten af min dag, for om morgenen havde Ida være henne, og sige tak for en sang? Jeg havde da ikke fået nogen sang.. hvilket skuffede mig dybt. Rigtig dybt, for hallo.. Niall var professionel sanger, og jeg gik ikke ud fra, at det var Magnus, der havde stillet op, med den sangstemme han blærede sig med overfor mig, sidst vi var fulde sammen. - Men hvor dumt ville det ikke være af Niall, at stille op og synge mere end perfekt på sit dækkenavn? 

Efter de snakkede sang, snakkede de one direction, og jeg gik i panik! Men det virkede til Niall havde styr på det. Noget med et ring, hvis hun skiftede mening, og jeg var virkelig tabt på gulvet efter, jeg havde smuglyttet lidt meget. 

"Emse, kommer du ikke lige herned?" kaldte min far. Jeg opgav de lektier, jeg netop havde været igang med. Niall var ikke hjemme lige nu, han havde halvanden time mere end mig idag, og det gjorde ondt at forlade ham. Den helt store Titanic scene. Inde i mit hoved.. 

"Hvad så?" smilede jeg besværet. Det vendte sig pludseligt i min mave, og jeg fik kvalme. Hvad skete der lige? Jeg slog mig ned i sofaen ved siden af min far, så jeg kunne genvinde lidt balance, da det hele gik helt galt for mig. 

"Nu har vi ikke rigtig lige haft fået snakket sammen, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at finde ud af, hvordan du egentlig har det med Niall, efter første møde. Altså du reagerede jo ikke helt som du plejer, så.. hvordan har du det nu?" Jeg smilede for mig selv. De tanker der kom op, de minder. Allerede. 

"Jeg.. Ja jeg har det godt med ham. Vi snakker sammen, har det sjovt sammen og hygger sammen, så det er vel fint nok.." smilede jeg. Det var stort, at mine mundviger ikke var røget helt op til hvert øre. Det ville have været lidt for indlysende, hvis det ikke allerede var det i forvejen. 

"Så går jeg ud fra at I er gode venner?" Spørgsmålet blev hængende i luften et stykke tid. Jeg nikkede med et smil, der var svært at beherske, på læben.

"Meget gode venner.." mumlede jeg en smule for mig selv, men så far stadig kunne høre det. Far sendte mig et glad men dog alligevel et lidt forvirret smil. Jeg vimsede tilbage på mit værelse. Ventede bare spændt på at Niall ville komme hjem, så jeg kunne smutte ned til ham. I kælderen.. Og give ham et kram. Eller modtage et, fuck det bare jeg fik det! 

Det var så sødt i morges. Problemet var bare at far og Magnus blev ved med at forstyrre.. Pokkers til dem. 

Jeg lukkede døren på klem bag mig ind til mit værelse, så jeg kunne høre, når Niall kom hjem. Der var ikke lang tid igen, så jeg kunne vel lige nu at begynde på mine lektier. Matematik. Ad. Jeg var okay god til det, men det var ikke mit yndlingsfag. Så langt fra Las Vegas. 

"Hej Daniel! Hjælp, jeg har hærens mange lektier for, og jeg kan ikke finde ud af dem.." lød Nialls stemme nede fra entreen. Hele min krop lyste op, og jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre. Blive ved med at lave lektier? Eller gå ned til dem. Og sige hvad? Se det var spørgsmålet. Min mave gjorde ondt, så jeg kunne jo hente nogle panodiler? 

"Åh gud Niall, Emse er altså den bedste til matematik her i huset, så du må spørge hende, men dansk kan jeg hjælpe dig med." lød fars stemme i stuen. Hele min krop lyste endnu mere op, jeg følte mig bare heldig, hvis jeg bare så væk fra, at jeg havde kvalme. - men der var mit stikord. 

"Hvad så far?" spurgte jeg en smule forpustet, efter at have væltet ned af trappen. Det gjorde det langt fra bedre for min kvalme. 

"Tænkte bare om du gad hjælpe Niall her med matematikken, du ved, jeg ikke har været den skarpeste til det." Far smilede og blinkede til mig. Jeg slog mig ned ved siden af Niall på gulvet ved sofabordet, og lyttede til hvordan de lavede dansk sammen. Da de blev færdige rejste far sig. "Jeg skal lige ud og handle til aftensmaden i aften, noget I vil have med?" 

"Rigtig gerne en baresso og nogle chokoladekringler!" Mmmmh. Bare tanken dæmpede en smule ned på min kvalme, hoved- og mavepine. 

"Rigtig gerne nogle nachos!" storsmilede Niall. Far grinte.

"Fint fint, vi ses!" Mine øjne faldt på Niall. Ind i hans dybe krystalblå øjne, imens vi blot lyttede til at hoveddøren ville smække. Den smækkede, men det tog så også lige en evighed, før det ville få stilheden til at runge i huset. Niall smilede, jeg bed mig lidt nervøst i læben. Nialls ansigt kom tættere på, og jeg var parat til mere end et kram. Det gik for langsomt. Jeg lagde min arm om hans nakke, lod mine fingre glide ind imellem hans blonde hår, og trak ham tættere på mit ansigt. Hans pande hvilede på min. 

"Jeg har også savnet dig." lo Niall over min utålmodighed. Jeg rystede en smule på hovedet af ham, og trak ham ind i et kys, der fik alt andet omkring os til at virke ligegyldigt. Det eneste mine sanser var fokuseret på var ham. Det eneste jeg duftede var ham, det eneste jeg hørte, var lyden af hans bankene hjerte, det eneste jeg mærkede var ham, og min iver for at komme tættere på.. 

Desværre holdt jeg ikke længere, i forhold til hvad jeg havde lyst til. Jeg ville have presset mine læber imod hans, ligeså snart de havde sluppet dem. Men samtidig var jeg drænet for kræfter. Min hovedpine havde taget over, og jeg følte disideret at jeg skulle dø. 

"Du varm.. Er du okay?" spurgte Niall bekymret. Han lagde sin hånd på min pande. Jeg trykkede min pande tættere på den kolde hånd. 

"Har lidt hovedpine men det okay.." mumlede jeg og forsøgte at smile. Niall rejste sig, og et øjeblik var jeg bange, skuffet og ikke mindst overrasket over, at han bare forlod mig der døende. Okay døende var dog så meget sagt, men alligevel! Men det Niall vi snakker om, selvfølgelig gjorde han ikke det. Han løftede mig op i hans arme, som en brudegom der løfter sin brud over dørtærsklen, når de er nygifte. 

"Hvor vil du bæres hen, min syge engel?" Jeg begravede mig tæt ind til Nialls bryst, så han ikke så, hvordan mine mundviger hastigt røg op til hver deres øreflip. Engel? ENGEL?! Aww.. Charmetrold altså! 

"Ind i din seng." mumlede jeg ind i Nialls T-shirt. Duften derfra rev mig i næseborene, hvilket også fik mig til at vælge Nialls seng. For at ligge i et paradis med duften af Niall om sig, bare tanken gjorde mig da helt ør! Ikke bare i hovedet men i hele kroppen! 

Niall lagde mig forsigtigt i hans seng. Jeg trak ham med ned til mig. Det kildede i maven, selvom det samtidig gjorde så pokkers ondt. Jeg trak Niall tættere på mig, og kunne ikke lade vær med at slippe en latter ud. "Hvad griner du af?" spurgte Niall forbavset. 

"Det kilder i min mave." lo jeg. Niall så forvirret på mig. 

"Hvorfor?" lo han nervøst med. Jeg sukkede så op i loftet. Lod ham nusse mit hår, imens min hjerne arbejde på højtryk for at finde de rigtige ord til at formulere det her. Det skulle siges rigtigt. Mere end rigtigt. Perfekt! 

"Fordi jeg.. er forelsket i dig." smilede jeg. Mine øjne flakkede. Jeg turde ikke kigge på ham, turde ikke trække vejret. Heldigvis fortsatte han med at nusse mit hår. Der var stille. Jeg vidste ikke, hvad der nu skulle ske. Ville han sige noget, eller skulle jeg? Jeg satte mig op, så ham lige i øjnene, og spurgte..: "Har du egentlig fortrudt? Altså du ved.. Du sagde jo du ville vente, til den helt rigtige." 

"Emily, jeg har ikke fortrudt. Jeg føler mig så meget mere levende nu! Jeg er også dybt forelsket i dig." smilede han. Han pressede sine læber imod min pande, derefter gjorde han det samme lige ved siden af mit øje. Han gjorde det samme igen tæt på min mund, hvilket fik et lille smil frem. Jeg kyssede ham. 

"Det der matematik ikke?.." lød det pludselig alvorligt fra Niall. Nej nej nej, det ville han ikke gå tilbage og lave nu vel? Det skete bare ikke.. Jeg sukkede. Jeg vidste jo godt, det ville være mest fornuftigt. Men jeg havde savnet Niall. Tanken om at måske om et halvt til et helt år, ville han være væk. Væk forevigt. "De kan vente til senere.." 

"Men det kan jeg ikke." oplyste jeg flabet, og kyssede ham hurtigt igen. 

"Nej ikke med den utålmodighed!" grinede Niall. Jeg puffede til ham, og kom helt tilfældigt i tanke om at.. han havde ikke sunget for mig endnu?!  Jeg vendte mig med ryggen imod hans brystkasse. Han lagde en arm over min hofte, og med den anden nussede han mit hår. Jeg nød det virkelig. 

"Niall? Vil du ikke synge en sang for mig?"

"Øhm.. jo.. Æh..

Your hand fits in mine like it's made just for me 
But bear this mind it was meant to be 
And I'm joining up the dots with the freckles on your cheeks
And it all makes sense to me...

You never love yourself half as much as i love you 
You'll never treat yourself right darling but i want you to 
If i let you know, i'm here for you
Maybe you'll love yourself like i love you oh..

And I am in love with you.."

Niall hostede, blev en smule rød i kinderne, og smilede genert. Jeg lagde mig tættere ind til ham, lod hans fingre flette sig ind i mine. 

"Hallo, er I hernede?" lød fars stemme pludselig bag os. Jeg sprang op, og mindst en kilometer væk fra Niall. Ikke med min gode vilje. 

"Øhm jo vi er hernede, jeg skulle bare lige hjælpe Niall med at finde hans.. øh oplader til hans mobil.." svarede jeg, netop som far kom helt ind på Nialls værelse. Min stemme rystede en smule. Niall gik igang med at 'lede', hvilket så ret komisk ud. Far kiggede underligt på mig, og jeg følte mig virkelig busted der. 

"Den ligger jo lige der?" sagde far imens han pegede over på Nialls skrivebord. Niall og jeg grinede nervøst i kor. 

"Nårh ja, hvor fjollet, men øh, skal jeg hjælpe med at lave mad?" spurgte vi begge i kor, og så med et sæt på hinanden. Niall smilede, far lo. 

"Endelig! Så kom!"

Vi lod far gå først op, og da han var uden for synsvidde, pressede jeg for desværre sidste gang idag lydløst mine læber imod Nialls.  

________________________________________________________________________________________________

Hej derude! 

Min elskede skrivepartner Line, tager på ferie nu her på torsdag, men jeg fortsætter på et kapitel, så I har stadig noget at glæde jer til! :P <3 

Husk at like, vi vil elske hvis I ville reklamere og føje på jeres favoritliste! :-) 

Ellers så håber vi, at I nyder/nød kapitlet! ;)

Kh. Hannahbanana:-) & Lindblad

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...