His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

206Likes
205Kommentarer
23346Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Emilys synsvinkel

 

Mit hjerte hamrede mere end noget andet, da jeg stod ude foran den dør, som jeg havde stået så mange gange ude foran. Bare under helt andre formål. Aldrig før med et så bankene hjerte. Mit besøg var spontant, for det skulle bare overstås. I hvert fald fra min side af. Jeg bankede tre gange på, og Josh's mor kom ud. 

"Hej Emily! Længe siden! Og kom indenfor." smilede hun. 

"Tak.." svarede jeg nervøst. Jeg tog forsigtigt mine sko og jakke af. Det var så mærkeligt at gøre det igen. At stå der i den entré, som jeg engang havde følt mig hundrede procent hjemme i, men sådan var det ikke længere. Og så alligevel.. En meget forvirrende følelse. 

"Emily?" lød det overrasket fra Josh. Han stod og så på mig, som om jeg var en der netop var dumpet ned fra himlen. En engel, måske? Hvis han altså stadig synes, at jeg er smuk. 

"Jamen hej Josh.." sukkede jeg og smilede udmattet til ham. Han sukkede også. Der var bare mere kærlighed over hans suk, hvilket gjorde mig enormt nervøs på ingen tid. Hvis han prøvede på noget.. så ville jeg faktisk ikke vide, hvad jeg så ville gøre. 

"Ovenpå?" spurgte Josh med et nervøst smil. Jeg nikkede roligt og fulgte efter ham som en lille hund. Det var forfærdeligt det her. Den der akavede stemning der pressede på, der var nogen der skulle begynde samtalen, og jeg følte lidt at presset lå på mig. Men det var Josh, der havde fucked det her op, så måtte det vel også være ham, der spyttede ud først? En overbevisende undskyldning eller noget.. 

Jeg smed mig i sækkestolen, og Josh satte sig på gulvet foran mig. Som om han skulle til at fortælle mig noget virkelig vigtigt. Lige hvad jeg havde ventet på. Tror jeg. Nej vent lige. Vi skal lige hører, hvad drengen har på hjerte. 

"Em.. Jeg er virkelig ked af det." lagde Josh ud. Han så på mig med virkelig seriøse øjne. Det var for meget. Jeg så væk. Han virkede som om han mente det. Og hvad hvis han gjorde? Skulle vi så blive venner eller kærester igen? "Og.. jeg ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det.. Jeg tror bare, at.. jeg havde brug for noget nyt, fordi jeg kun har haft dig.. og du er også helt fantastisk, men.. forstår du?" Tårerne pressede på. For jeg vidste jo godt, hvordan han havde det, men det var alligevel hårdt at høre. Jeg nikkede. "Godt...!" sukkede han lettet. Han lagde hans hånd på mit lår. Jeg havde sådan lyst til at give ham det største kram. Så det gjorde jeg. Jeg sad tværs over hans knæ og knugede ham ind til mig. "Kan du tilgive mig Emily?" spurgte han med en smule rystende stemme. 

"Ja!" svarede jeg med en grødet stemme. Hans arme lå om livet på mig og knugede mig lige så hårdt tilbage, hvilket var dejligt at mærke, for jeg følte også, at jeg nu var tilgivet. "Venner?" spurgte jeg lidt efter med verdens største smil, der hundrede procent blev gengældt. 

"Ja for søren!" 

*

Den eftermiddag gik noget hurtigere end regnet med.. Men hvor var jeg dog lettet. Ikke bare over at Josh og jeg var blevet venner, men også det at han ikke krævede mere af mig. Han havde ikke stået og råbt mig op i hovedet, bedt om en undskyldning, og behandlet mig det der sikkert var værre. Jeg gik der fra med en følelse af at han var en ven jeg holdt af, og som jeg faktisk kunne stole på. Nu var der kun én forvirrende ting tilbage, som der skulle redes bod på.

Niall - Kys

EN GANG TIL ! 

Det værste ved det hele var, at jeg ikke engang vidste, om det var noget jeg måtte. Altså for min far. Eller for FBI og det.. Det var det, der gjorde det spændende, og det der gør at jeg vil en gang til. Også fordi han var god til det, og fordi det er ham, jeg vil det med.

Jeg stod på mit værelse, gav den gas til en random playlist fra Spotify, da sangen dukkede frem. 

"If you don't wanna take this slow
If you just wanna take me home
Let me say yeah a yeah a yeah yeah a yeah
And let me kiss you.."

Arrrrrgh suk.. Og der kom han. Niall. Gående op af stien. Nu var det nu. Eller om lidt. Jeg lod musikken fortsat banke igennem, så jeg kunne liste uden at blive opdaget. En dør gik op, et 'HEJ', og en dør gik i. Far svarede ham. Han tog vidst ud for at handle og ind på kontoret, for at finde ud af hvor langt de var kommet med Nialls sag, og om han ikke gad sige det til mig. "Selvfølgelig!" svarede Niall, der var på vej ned på sit værelse, og det var nu, jeg tog chancen. Jeg fulgte efter ham ned i kælderen, men lod ham være alene i 10 minutter. Mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg for pokker skulle sige til drengen. På det tidspunkt, hvor jeg allermindst vidste, hvad jeg skulle sige, bankede jeg på og gik ind, kastede mig ud i noget vildt, som jeg ikke kendte resultatet af. 

"He. Hej.." stammede jeg. Niall så op på mig med et lille kærligt smil, der hjalp mig lidt mere på vej. Han gav mig mod, på trods af at det her vel også var svært for ham. Altså.. total under dække, og så kysser han med hans sambo, eller hvad det kaldes. 

"Hey.." 

"Altså.. Du ved.. Den aften hvor vi.. ja altså.. Vi kyssede. Altså.. ja. ARGH for pokker, men lige ud sagt så aner jeg ikke, om du har gang i andre piger i din hverdag, som jeg ikke kender noget til. Som jeg heller ikke behøver at kende noget til, for det er dit liv, bare du ikke roder dig ud i noget, hvilket vi jo stoler på, du ikke gør og det. Men ærligt så ved jeg ikke, om det kys skal i glemmebogen, eller om det betyder noget, for jeg vil ikke sige, at det ikke betød noget for mig i hvert fald, men hvis det ikke skal, så skal det ikke, og det har jeg det helt fint med...... LUFT!" hvinede jeg, imens jeg hev efter vejret. Niall grinede. Gad vide om han overhovedet havde forstået et ord af, hvad jeg havde sagt, eller om han overhovedet lyttede.. 

"Sød vane du har dig.." smilede Niall kækt. Jeg så forvirret på ham.. Nu gjorde han det igen..

"Hvad mener du?" Han rejste sig. Gik hen i mod mig. Standsede lige knap og nap 15 centimeter fra mig. 

"Når du.. skal sige noget, som du er nervøs for at sige, noget som du har masser af på hjertet, som du bare gerne vil have ud, så.. kommer det ud i én lang køre. Sødt men forvirrende.." Han smilede til mig. Sådan et dejligt sødt smil med en lille latter bag sig.

"Bare sig, du forstod noget af det!" bad jeg, desperat efter ikke at skulle fortælle ham det igen, og da slet ikke i slowmotion, skåret ud i pap, så det tog endnu længere tid, og blev endnu mere akavet og pinligt. 

"Nope!" grinede han. 

"Arghhh altså.. Jamen det er bare fordi, efter det skide gode kys, der har det hele bare været forvirrende.. " Jeg så op på ham, for at sikre at han var med så langt. Han nikkede. Mon han havde haft det lige sådan? "Og jeg vil bare vide egentlig, om.. det er noget, vi bare skal glemme eller..?" Jeg så ned på mine hænder. De rystede. Det gjorde de virkelig. Af nervøsitet, gik jeg ud fra. Tårerne begyndte at presse på. Stille og roligt, i takt med at tankerne voksede i mit hoved. Den ene store konklusion efter den anden, der blev brudt af en brat berøring på min rystende hånd.

"Jeg tror godt, jeg ved, hvad du tænker." Jeg så lynhurtigt op på Niall. Håb. Det var det, jeg følte. Et håb for at han ville kysse mig igen nu, og give mig en eller anden fuldstændig overdreven kompliment, som jeg ville blive overdreven lalleglad over.

"Men hvad tænker du mere?" 

"Jeg.. kan rigtig godt lide dig, og det er ikke fordi, jeg ikke vil. Jeg vil bare ikke være til mere besvær. Jeg vil bare hjem. Jo hurtigere jo bedre, og jeg ved ikke, om det er en fejltagelse at kysse med dig, for hvis det er, så skal det ikke ske. Men i hvert fald fra min side, så er du en virkelig god ven." 

Så kom de. Tårene, komplimenterne, berøringerne, det hele. Men. Det kom ikke af den grund, som jeg havde forventet. Det var mening, at komplimenterne skulle gå på, at jeg var smuk og dejlig, tårene skulle være glædeståre, og berøringerne skulle foregå intenst på mine læber, ikke en beroligende hånd på min hånd. Selvom jeg dog var taknemlig over, at han fik mine hænder til at ryste knap så meget af nervøsitet ved hans berøring.

Når man tænker over det, så kender jeg ham jo egentlig ikke. Hverken Niall eller Nick. Mere en blanding af dem begge. En grufuld tanke om, at han måske i virkeligheden var komplet modsat, i forhold til den han var overfor mig nu, slog mig. Den tanke slog mig hårdt, for jeg kunne faktisk lide, den Niall jeg kendte nu. Og jeg føler mig lidt som en idiot, når jeg tænker tilbage på første gang vi mødtes. 

"Hvad tænker du på?" spurgte Niall blidt. 

"Jeg.. jeg tænker på. Første gang vi mødtes, og på hvilken idiot jeg ikke lige har lignet.." hulkede jeg. Niall lo. En latter der gik lige i hjertet. Han fejede en af mine mange tårer væk fra min kind, hvilket bare gjorde at der kom 10 mere. 

"Du var sød, og gud hvor er jeg egentlig taknemlig over din reaktion. Hellere det end en skrigende fan." smilede Niall, imens han fjernede flere af mine tårer. Jeg lo. Selvfølgelig. Hvor kunne det se kønt ud, hvis han havnede hos en 12 årig pige, der ville skrige ham i hovedet, så snart hun så ham. 

"Men.. hvem er du så egentlig? Altså.. det er ikke fordi, jeg intet ved om Niall Horan, men jeg er ikke den første til at læse sladderblade.." 

"Niall Horan, 19 år gammel, jeg er fra MullingarCounty WestmeathIrland. Øhm.. jeg er kendt for at elske mad, hvilket jeg også gør.." indrømmede Niall, imens hans kinder blev en smule røde. Jeg lo. Derfor spiste han spagetti med remolade. "Men jeg er i et band, der består af mig, Liam, Zayn, Harry og Louis. Vi kom på tredje pladsen i x factor, og siden da så er vi blevet verdensberømte."

"Wow! Jeg vidste ikke, man kunne blive så kendt på x factor. Her i Danmark, udgiver vinderen 1-2 singler og det er det.." Niall trak på skuldrene. Jeg følte det var min tur, og dog.. for hvem siger han havde lyst til at kende mig? "Hvor mange kærester har du haft, altså rigtige kærester?"

"2 til 3 cirka.. Og øhm.. så er jeg jomfru.." Niall så flovt ned på sine hænder. 

"Men. Men. Men, du er jo kendt og. Der er jo nok at tage af? Eller hvad man kan sige.. Wow, der overraskede du mig virkelig.."

"Jah.. det bliver de fleste, men.. hvad med dig, er du?" 

"1 gang har jeg gjort det. Men heller ikke mere. Så i princippet er jeg ikke bedre selv. Men jeg gik bare udfra, nu hvor I er verdenskendt, og der er så mange, der er vilde med jer så..." 

"Men det er netop det. Jeg vil hellere vente til den helt rigtige, i stedet for at kaste mig under lagnerne med én, der bare vil gøre det, fordi jeg er kendt, og hun synes jeg er lækker eller noget."

"Men så kan du jo ende med at blive 40, før der sker noget?" 

"Men hun er stadig den rigtige, går jeg ud fra. Håber jeg. Altså, det kan jo ske når som helst. Om et år, om flere år, måske endda i morgen eller idag. Men jeg ved ikke, om jeg tror på skæbnen.."

"Så du tror heller ikke på, at det er skæbnen at du sidder her, med mig?" 

"Jeg tror, det er held i uheld." smilede han. 

"Men har du så nogensinde elsket nogen? Sådan rigtigt?" 

"Altså jeg holder jo enormt meget af drengene i bandet. Vi holder sammen, hjælper hinanden og lytter til hinanden. Men jeg har aldrig sådan virkelig elsket en pige. Men, nu vil jeg spørge dig om noget!" Niall smilede lumsk. Jeg nikkede og mærkede nervøsiteten flamme op igen. "Er du stadig vild med Josh?"

"Nej. Vi er bare venner nu. Men han betyder stadig meget for mig. Det var også derfor, at jeg gjorde det med ham.. altså.. du ved. Men jeg har brug for at komme videre nu. Han var mig utro, godt nok i fuldskab, men det er ikke noget, jeg kan acceptere alligevel, selvom jeg elsker ham. Men det er mere som en god ven nu, end som en kæreste." Niall nikkede forstående. 

"Er du okay?" spurgte han lidt efter, hvor vi bare havde brugt tiden på at se hinanden i øjnene med håbefulde og forstående smil på at alting nok skulle blive bedre.

"Overhovedet ikke.." svarede jeg hæst, inden jeg kastede mig over ham i et stort kram. Han krammede igen. Som en rigtig ven gør. "Jeg har aldrig haft andre end Josh. Men nu er du her også, og det føles rart ikke kun at skulle satse på én." hviskede jeg, imens jeg forsøgte at kvæle et hulk. 

"hvis du bare kunne møde Liam, Louis, Zayn og Harry. De er de mest fantastiske mennesker på jorden." mumlede Niall, som også lød til at være i en kamp med tårer. Vi var i samme båd og alligevel ikke. Han var blevet tvunget væk fra sine venner. Jeg havde bare kun én. Men nu to. "Og Perry, Danielle og Elanor ville du blive vilde med!" Jeg trak mig lidt væk, for at se Niall i øjnene. 

"Hvem er det?" 

"Liam, Louis og Zayns kærester."

"Er du så den eneste single?" 

"Nej.. altså Harry er også nogle gange.." 

"Nogen gange?" grinede jeg. 

"Han er lidt pigeglad.." svarede Niall med et stort smil. 

"Aha.. på den måde.." 

"Må jeg spørge dig om noget`?" spurgte Niall forsigtigt. Hans øjne var våde af tårer. Det gav et sug i min mave. Om det var på den dårlige eller gode måde, kunne jeg ikke finde ud af.

"Ja da!" 

"Må.. jeg kysse dig igen?" Jeg søgte efter en snert af humor. Et eller andet, der ville vise mig, at det bare var en joke. Men det var det ikke. Tror jeg ikke. 

"Men.. du ville jo ikke risikere fejltagelser." sagde jeg, og fortrød det lige så snart punktummet var sat. Selvom det mere var et spørgsmål. For jeg ville gerne. Men jeg ville heller ikke ødelægge noget for ham. 

"Måske men.. kan det snart gå mere galt for mig?" smilede Niall. Og ligesom sidst så endte jeg med et ligne et stort spørgsmåltegn, imens hans læber ramte mine. Flere fejltagelser? Altså han havde kysset Ida, men det var jo ikke i princippet en fejltagelse, som kunne ødelægge det hele for ham. Havde han åbnet munden? Altså snakket over sig? Måske overfor Magnus? Årh forsvind da spørgsmål, så jeg kan koncentrere mig om det skide kys, jeg har ventet på i hundrede år... 

Det her.. Det måtte ikke slutte. Aldrig. Når vi var ude, så var vi bare os, men herhjemme er det så meget mere. På mange film, især de der helt enorm platte romantik film, folk der kysser i regnvejr. Jeg følte, lidt at Niall og jeg gjorde det samme, for begge vores kinder var våde af tårer. Om det var fordi vi havde grædt eller græd, var ikke til at sige. 

 

*

"Hvordan går det så egentlig med Josh, efter du var ovre ved ham?" spurgte far, under aftensmaden. 

"Han har det fint nok. Vi er bare venner." 

"Hvad med forældrene?" 

"Hans mor så hel færdig ud. Store poser under øjnene, og.. ja du skulle have set hende!"

"Jeg så hende godt i supermarkedet her den anden dag, men hun stod så langt væk, at jeg næsten ikke kunne se det var hende.." 

"Tror du ikke bare det er alderdommen?" smilede jeg.

"Mig eller hende?" svarede far kækt.

"Jer begge. Ved du forresten mere i Nialls sag. Du sagde.. du. du. Du ville tjekke det idag." stammede jeg. Niall så op med et sæt på far. Far lagde sit bestik. 

"Din situation Niall har forbedret sig, i en så hvis grad, at du faktisk står til at kunne komme hjem om et års tid. Men det kommer an på, hvordan operationen skrider frem og den slags." svarede far, nok mest henvendt til Niall, der en smule sørgmodigt nikkede. 

"Men hvad er det egentlig, der er sket?" 

"Det.. Det kan ikke siges nu, under disse omstændigheder Emily. Ikke denne her gang. Selvom jeg nu plejer at fortælle dig det, ja sådan kommer det ikke til at foregå denne gang, og jeg stoler på du ikke forsøger at tvinge det ud af Niall. I så fald, Niall, så må du lige sætte hende på plads." Far puffede drillende til Niall. 

"Ikke så stædig som hun kan være, jeg har jo tabt på forhånd." svarede Niall, der blinkede flabet til mig. 

"Så må du bruge mullerne!" 

"Så har han jo også tabt!" afbrød jeg kækt. 

"Argh så hvidt.. svit ? "

"Vidt." irettesatte far. Det lød så nuttet, når Niall ikke kunne finde ud af at udtale et dansk ord rigtigt. 

"Netop! Så vidt jeg husker, så var det mig, der vandt sidste gang, da vi så film!" gav Niall igen. 

"Ej det tror jeg så ikke lige! Men okay, det sikkert kun fordi jeg gav dig en chance, du havde brug for det, men jeg mener stadig at det var mig, der vandt!" 

"Det skal afgøres! En dag, når jeg har været et smut forbi fitness centeret, og med al jeres rammolade noget, så får jeg da brug for det." smilede Niall, imens han klappede sig på maven og skulede over imod remoladen, der stod fremme på bordet. "Engang elskede jeg det, nu kan jeg ikke tåle det.." mumlede Niall. 

"Ligesom shots. I starten kommer det bare ned, men på et tidspunkt så kan man smage det." Niall gav mig ret, imens far så en smule nervøst far. "Ja far, jeg er altså 18, du ved da godt, jeg har drukket?" 

"Ja. Jo. Selvfølgelig!" mumlede far, hvilket han ikke virkede enormt glad for at diskutere eller snakke om. Men på en måde så fik jeg det jo, som jeg ville have det. 

*

Far sad i stuen. Niall var gået ned på sit værelse, og jeg var på mit. Vi var.. 'gået i seng'. Altså ikke med hinanden! Men. De fleste går vel stadig den der samtale igennem hver aften med deres forældre som: Godnat og sov godt, vi ses i morgen, og alt det? Nå men det gjorde vi. Så da far endelig lå og snorkede på sofaen, kunne jeg liste af sted på tå. Jeg åbnede forsigtigt døren ind til Nialls værelse. Der var helt mørkt. Bortset fra fjernsynets flakkende billeder, der dannede skygger på væggen. 

"Ved du godt, du er nuttet, når du siger 'rammolade'?" fnes jeg. Niall satte sig op på siden. Han havde desværre stadig T-shirt på. Jeg gad godt lidt se hans overkrop igen. Nu. Gerne. Lige nu. Hvis det stod på et menukort, havde jeg nok valgt den overkrop uanset hvad, men det havde nok noget at gøre med, at jeg godt kunne lide det bag. 

"Jeg var sikkert den helt store charmetrold." smilede Niall. Jeg lukkede forsigtigt døren bag mig, listede hen til hans sengekant, hvor jeg listede mig ned under dynen. Han sagde intet til det, så det var i hvert fald ikke en afvisning. Fjernsynet bød på CSI på kanal 5. Min yndlings serie, men lige nu var der noget meget mere interessant på færde.

"Det er du.. og jeg elsker dig for det." Jeg blinkede til ham, og krøb lidt tættere ind til ham. Hvis jeg ville have mere kys, så blev jeg nødt til at kunne se ham i øjnene, så jeg satte mig op og vendte mig med fronten imod ham, og da var det, at en stor blålig overskrift fangede mine øjne. Bladet stak ud under en af puderne. Jeg tog det, inden Niall nåede at reagere, og læste det. Det var forfærdeligt. Alle de mange sætninger fløj rundt i hovedet på mig, og da jeg var færdig, ville jeg slet ikke se op, i Nialls øjne, der sikkert var fulde af sorg og savn. Ikke over at han selv var død, men det at alle troede, at han var død, og han kunne ikke kontakte dem, og fortælle dem, at det hele nok skulle gå. 

"Jeg.." begyndte Niall frustreret. Jeg afbrød ham hurtigt ved at knuge ham ind til mig, i et stort kram. Hans krop rystede. Min skulder blev våd. Våd af de tårer, der dannede et vandfald på hans kinder, og en sø på mit skulderblad. Men det gjorde mig ingenting. For jeg kunne lide at være der for ham, tage noget af hans smerte og savn, for jeg forstod ham godt.

"Niall det skal nok gå. Du kommer hjem igen.. det er jeg sikker på." Jeg blev ved med at gentage mig selv, og for hver gang jeg færdiggjorde sætningen, blev klumpen af gråd i min hals en smugle større.. "Når du er taget hjem, så vil jeg savne dig.." hulkede jeg. Niall trak sig væk fra mig. Så indgående på mig. Jeg turde næsten ikke se på ham, der ville bare få mig til at bryde sammen. 

Han løftede blidt min hage op på et niveau, så vi så hinanden i øjnene. Jeg gjorde ingen modstand, lod ham bare knuse mig helt igennem med hans flotte diamantblå øjne. Jeg elskede dem, og det gjorde det virkelig ikke bedre for nogen af os. Eller.. han havde nok nemmere ved at glemme mig, fordi han nok mere så frem til at se sin familie og venner. 

Jeg ventede blot på, at han ville sige noget. Et eller andet. Men det gjorde han ikke. Han kom tættere på. Hans varme ånde dansede på min hals. Det fik min klump af gråd til at skrumpe. Han græd heller ikke selv længere. Men han var rød om øjnene. Hans silkebløde læber strejfede mine. En smule drillende, men dybt beroligende. Nialls pande lændede sig ind mod min, jeg slappede helt af, og overgav mig fuldstændig til ham. Det var virkelig Niall, der havde kontrollen nu. 

Hans læber strejfede drillende mine igen, et smil bredtes på hans mund. Det smittede, og jeg forsøgte at kysse ham, ordentligt, for jeg kunne ikke vente længere. Men.. som sagt var det ham der havde kontrollen, så det var ham der bestemte. Igen strejfede hans læber mine, denne gang fangede jeg dem. Jeg fik et fast greb i hans T-shirt og hev ham tættere ind til mig. Niall lo, imens mine læber gik til angreb på hans, utålmodigt. 

"Du kunne bare ikke lade mig få kontrollen?" mumlede Niall mod mine læber.

"Ikke når du driller mig." smilede jeg. Det boblede og brusede i min mave. Det her var helt fantastisk, smukt for mig. Jeg havde lyst til at hoppe, danse og le. Gerne skrige, men far sov, og han skulle i hvert fald ikke ødelægge det her lige nu.

"Årh hold mund.." lo Niall, hans hænder gled kærligt op og ned af min ryg. Indtil de stoppede ved min bh. Turde jeg håbe? "Må jeg?" lød en total uventet fræk stemme i mørket, der satte en fuld stopper for min vejrtrækning, og samtidig gjorde mig mere i live, end hvad jeg nogensinde havde følt mig.

"Kun.. hvis du elsker mig. For det du fortalte mig tidligere, det skal du ikke spilde på mig, bare fordi jeg er komplet forelsket i dig, og fordi jeg er en tudeprinsesse, fordi jeg nærmest tvinger dig til det." 

Jeg følte mig virkelig som en tudeprinsesse, for bare det at han ville give mig ret og lade vær, ventede lige rundt om hjørnet, gjorde mig trist. "Emily. Jeg holder virkelig af dig.. Og jeg gør det her, fordi jeg kan lide dig." 

"Men er det for meget at kræve svar på, om du elsker mig?" Netop som jeg sagde det, lavede hans hænder en glidende bevægelse hen over, hvor min bh var. Den gik op.

"Ja." hviskede han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...