His Name is Niall {One direction}

Niall Horan er i livsfare.
Hvorfor vil Emily's FBI-far ikke sige. Intet andet end at Niall vil komme til at bo hos dem under dæknavnet Nick Bolton, og hvis nogen spørger så er han farens såkaldte kusines stedsøn fra Wales.
Emily ved at situationen er så voldsom at selv USA's president, millitæret, det udenlandske FBI, og det danske er blevet underrettet. Niall skulle beskyttes, og det samme med hans familie og de andre lækre drenge fra bandet.
Emily har aldrig været fan af One Direction. Hun regner Niall som værende overfladisk, og hun har meget svært ved at lukke ham ind.
Det gør det ikke bedre, at alle pigerne, trods forandringerne ved hans udseende, dåner over hans lækkerhed.
Niall og Emily ender ud med først at blive venner, da Niall viser sig som en rigtig ven, da Emily opdager at hendes kæreste er utro med hendes værste fjende.. Amalie. Men hvordan ville du forklare din overbeskyttende FBI-far, at du var blevet så glad for en 'undercover-gæst' at du ikke ville sige farvel?

205Likes
205Kommentarer
22406Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Emily's synsvinkel

'Don't  wake me up up up up!'

Med lukkede øjne greb jeg ud efter min mobil, trykkede på 'Udsæt' og rullede om på siden for at sove ti minutter mere, inden sangen ville begynde forfra. Da min alarm ringede igen, overvejede jeg at udsætte igen, men det ville ikke nytte noget, for op det skulle jeg. I skole skulle jeg også. Uanset hvad.. og det skulle min far nok sørge for.

Jeg gik ud på badeværelset, tændte for vandet, smed tøjet og trådte ind i brusekabinen. Det blev et koldt bad, for jeg havde ikke så lang tid, og jeg var stadig træt. Men jeg vågnede op, da det kolde vand ramte mit ansigt.

"Det er Emily.." Dog havde jeg ikke tid, men min mobil havde nu modtaget fire ubesvarede opkald, så jeg gik ud fra, det var vigtigt. Jeg nåede kun lige ind på mit værelse med et håndklæde omkring mig, da jeg hørte min ringetone for femte gang.

"Hej Emily! Du skal ikke lave nogen aftaler idag, og du skal skynde dig hjem efter skole. Vi skal snakke sammen om noget meget vigtigt, og jeg ved jo, at jeg kan stole på dig." lød min fars halv stressede stemme i den anden ende af røret. Jeg sukkede.

"Arbejdet?"

"Hm.. ja." svarede han med en smule dårlig samvittighed i stemmen, hvilket jeg havde håbet på.

"Far det er ikke mere end en uge siden den sidste tog afsted.. Vores hus er ikke et hotel! Det er et hjem.."

"Et hjem som vi må åbne for folk der er i fare.. og jeg ved, at du er klog nok til at vide det inderst inde." nærmest hviskede han. Jeg sukkede for mig selv.. for ja det vidste jeg godt.. Men der var vel andre mennesker, som også bruger den undskyldning som vel kan tage sig af disse mennesker!

"Ja ja far. Vi ses." svarede jeg måske en smule hårdt og lagde på. Desuden kunne han vel bare skrive det i en besked, så jeg ikke kom forsent i skole og mit humør ikke blev ødelagt, som det nu er blevet.. Jeg smed hidsigt min mobil på sengen, og gik ud i køkkenet for at få noget hurtigt at spise med på vejen. Det eneste jeg fandt var en knaldrødt æble. Ikke dårligt.

"Du kommer forsent Emily." var det første jeg hørte, da jeg trådte ind i klasseværelset.

"Det er flot opdaget." hviskede jeg en smule højt for mig selv.

"Hvad sagde du?" Det gav et lille gip i mig, da det gik op for mig, at hun havde hørt det.

"Undskyld fordi jeg kom forsent!" svarede jeg hende lidt flabet men bestemt. Min lærerinde så skeptisk på mig, nikkede så og stirrede strengt på mig, indtil jeg havde sat mig.

"Godt så..!" sagde hun og timen fortsatte fra, hvor hun slap.

Resten af dagen var bare et helved. Jeg var ramt af ulykke som den lille ulykkesfugl, jeg nu var.. eller følte mig. Min danskstil var blevet slettet, jeg kom til at tabe min appelsinjuice på gulvet i kantinen, så det lignede jeg havde pisset i bukserne(flot..!), og alt det var kommet til at gå udover min ellers dejlige kæreste Josh. Han ville have et kys.. men jeg var bare ikke i humøret til det idag. Jeg kunne se på ham, at han blev skuffet og en smule sårret over, at mit humør ikke havde plads til ham lige idag, og det værste var.. jeg kunne ikke tage ham med hjem. Jeg kunne ikke tage ham med hjem på mit værelse til en fræk lektiedate.

Josh og jeg fulgtes ud af klasseværelset og ned til bustoppestedet, hvor Josh skulle med den næste bus hjem. Vi stod tæt op af hinanden. Mine tanker kredsede om den skide stil, så det kom helt bag på mig, da jeg hørte lyden af Josh's stemme.

"Jeg kan godt lide dig. Det ved du godt ikke?" Han smilede og placerede en lok af mit hår omme bag mit venstre øre. Jeg gengældte hans smil og placerede et kærligt kys på hans læber.

Jeg åbnede munden og skulle til at sige noget, men jeg stoppede mig selv, da lyden af hvinende dæk lød bag mig. Jeg smilede en smule skuffet til Josh, der hoppede ind i bussen og vidste buschaufføren sin billet. Jeg vinkede til ham og begav mig hjem af med lange tunge skridt. Det blev ikke bedre af tanken om at en gæst højest sandsynligt sad derhjemme, og frygtede for sit liv og sin omgangskreds.

"Emily?" lød min fars stemme ude fra køkkenet. Jeg tog omhyggeligt mine sko og jakke af, placerede skoene præcist på den lille reol.. og ja trækkede tiden ud så godt jeg kunne.

"Hej." mumlede jeg og satte vand over til cappuchino. Far betragtede mig. Jeg kunne mærke hans øjne på mig, imens jeg fandt sødemiddel frem og den slags. Han ventede blot på det rette tidspunkt, når jeg havde fået lavet min cappuchino. Han vidste lige så godt som jeg, at jeg havde nemmere ved at takle ting, når jeg havde fået min cappuchino. Min cappuchino var for mig, det samme som en smøg for en ryger, som stoffer for en narkoman og som en kaffe for en kaffedrikker.

"Nå... hvem er det så den her gang? Er han en vigtig person, eller er han bare endnu en rocker med vigtige oplysninger?" spurgte jeg og tog en slurk af min færdiglavede cappuchino med en smule chokoladesmag. En beroliggende fornemmelse bredte sig i min krop, og alle mine spændinger i kroppen forsvandt helt.

"Hans navn er Niall Horan, han er med i et britisk boyband, og han er i fare.. Han går under dæknavnet Nick Bolton. Han er min såkaldte kusines stedsøn fra Wales." oplyste min far. Jeg lyttede opmærksomt, for det var lidt spændende at høre om en opdigtet person.

"Kan han tale dansk?"

"Han har været under oplæring i en halv måneds tid, inden han kom herhen, så han har stadig en smule svært ved det.."

"Niall? Ham fra one direction?" Far nikkede skråsikkert. "Åh gud.. Great..! Vent..! Inden han kom herhen? Vil det sige han er her?" spurgte jeg. Jeg kiggede på ham med store øjne.

"Hver sød at være ordentlig overfor ham. Lær ham lidt dansk. Han starter på din skole i næste uge, og husk vores allervigtigste regl når vi har undercover folk boende..."

"Aldrig afslører deres rigtige identitet hverken for familie, venner eller andet uanset hvad.."

"Godt.. Han sidder i stuen." svarede far. Jeg tog min cappuchino slat og fulgte med far ind i stuen, hvor der stod en dreng ovre ved den store bogreol. Han stod med ryggen til os. Hans hår var blevet farvet brunt, og der var også et eller andet over hans ansigt, som jeg ikke lige kunne sætte en finger på.. Men genkendte jeg ham? Ikke hvis jeg ikke vidste, det var ham, der stod der. Han var ikke ret meget højere end mig, og da han vendte sig om imod os, så jeg et lille sødt genert smil. Jeg smilede automatisk igen, gav ham hånden og fortalte ham mit navn.

"Hey. Jeg hedder Nick." Man kunne tydeligt hører hans Irske accent. Jeg så over på far, der stod og smilede nervøst til mig.

"Hvordan vil du så forklare hans accent, far?" Far trak på skuldrende og smilede. "Forresten så ved jeg godt, du hedder Niall, og at du synger i et britisk drengeband, hvor I går rundt og forventer at alle pigers hjerte smelter bare ved synet af jer. Men sådan foregår det ikke hos mig!" Jeg vendte rundt på hælen og gik ind til mig selv. I baggrunden hørte jeg far sige:

"Jamen.. Det gik da fint. Betragt det som dit hjem Niall! Eller Nick. Vi må nok begynde at kalde dig for Nick, så det bliver en vane."

"Tsh.. Ja velkommen hjem.." mumlede jeg for mig selv. Musikken røg op på fuld gas, og jeg forsvandt langsomt ind i mine egne tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...