Det Store Hus På Bakken

En mand bliver en aften myrdet. To drenge sniger sig ind i et hus, og bliver godt og grundigt skræmt...

0Likes
0Kommentarer
175Visninger

1. Prolog

”Pokkers forbandede unger!” Spyttede hr. Rar. Han stod og kiggede ud af det lille beskidte vindue, i hans lille skur der var hans hjem. Udenfor var nattehimlen klar, og fuldmånen skinnede ned på det dugvåde græs. De tusinder af stjerner glimtede over det store hus på bakken, hvor familien Dalarna havde boet. Der var lys i et af de smadrede vinduer. ”Pokkers forbandede unger!” mumlede hr. Rar igen. ”Hvis de smadrer det mindste derinde skal jeg offentligt flå dem levende”

Hr. Rar havde i lang tid tjent familien Dalarna. Han havde været deres tro tjener og gartner. Men en aften med regnen silende ned gennem hullerne i taget var de blevet myrdet. Nu nægtede gamle hr. Rar at der kom nogen som helst ind i det gamle hus.

Hr. Rar traskede irriteret ud ad døren op på bakken med det forladte hus og gik ind.

Et par minutter efter lød der et højt brøl i natten. Det kom inde fra det gamle hus.

 

 

Kapitel 1

Justus luntede træt ned i køkkenet. Han havde ikke kunne lukke et øje hele natten. Der var kommet et kæmpe brøl ovre fra den høje bakke i går aftes. Det havde lydt lidt som en der var ved at blive myrdet. Han havde ligget og tænkt over hvad der kunne være sket den halve nat, indtil han til sidst havde tændt for fjernsynet i værelset og prøvet at tænke på noget andet. Nu var kl. halv 7 om morgnen og Justus’ forældre var taget af sted på arbejde selvom det var weekend.

Pludselig ringede Justus’ telefon. ”Hallo, det Justus.” Der lød en skratten i den anden ende, og Peters stemme hørtes nu tydeligt. ”Hey Jus, har du hørt hr. Rar er blevet myrdet i det store hus på bakken?” Justus fik et forskrækket udtryk i ansigtet, ”det mener du ikke!” Peters grinende stemme lød igen: ”Ah, mon ikke det bare er noget de har fundet på? Nå men jeg ville spørge dig om du ikke ville med derover i dag?” Justus tøvede. Brølet i går aftes. ”Øh… okay, så siger vi det” Justus tænkte ved sig selv at det nok var bedst bare at få det overstået. ”Skal vi bare mødes derovre nu?” ”Okay, fedt nok, vi ses snart” Der lød et langt bib da Peter lagde på. Justus lagde rystende telefonen på bordet og skyndte sig at få noget morgenmad.

 

En halv time senere var Justus kommet over forneden af bakken. Peter stod og ventede på ham ved siden af sin cykel som han havde smidt på græsset. Justus cyklede hen og smed også sin cykel på græsset ved siden af Peters. Han prøvede at se sej ud, men hans hænder rystede stadig. Peter begyndte at gå op ad bakken og Justus fulgte efter. Han havde en underlig fornemmelse af at det ikke var smart det de var i gang med.

”Er du bange Jus? Tro mig, det passer ikke.” Justus så mistroisk på Peter, der (heldigvis) ikke opdagede noget.

Der blev ikke overdrevet når folk kaldte huset ”Det store hus på bakken”. Huset lå på en kæmpe bakke, og var enormt. Peter og Justus slæbte sig op ad den stejle bakke. Græsset var dugvådt og Justus sko var gennemblødte efter 10 meter op ad bakken.

Da de endelig nåede derop tårnede det store hus sig op over dem som en tårnfalk der våger over sit bytte. De store egetræsdøre var forsvarligt låst med en kæmpe hængelås, men der var adskillige huller i det gamle rådnede træ som man kunne gå lige igennem. Huset var malet med en uhyggelig sort farve der for længst var skallet af de fleste steder, men alligevel fik den det til at se ekstra skræmmende ud.

Peter gik først igennem et af de store huller, og derefter Justus der trak en stor mundfuld frisk luft til sig og gik ind i det bæl ragende mørke hus.

 

Først kunne Justus ikke noget som helst, men lidt efter lidt vænnede hans øjne sig til mørket.

De var trådt ind i et kæmpe stort rum med adskillige stumtjenere placeret rundt omkring. Der var ingen vinduer i det store rum. I den anden ende snoede en stejl vindeltrappe sig op gennem loftet og op til næste etage. Det så ud til ingen havde gjort rent i årevis. Der hang spindelvæv overalt, og et tykt lag støv hærgede på alle vandrette flader. Den store lysekrone der hang i loftet svajede faretruende i takt til den blide brise fra den hullede dør.

Peter begyndte at gå fremad, og hans skridt gav genlyd i det kolde fugtige rum. Justus kunne se hans egen ånde der sprang frem som en støvsky foran ham. Der var faktisk meget koldt inde i det gamle hus. Der lugtede indelukket og luften var tyk og fugtig. Hullerne i døren var åbenbart ikke nok til at lufte ud i det store hus. Justus skyndte sig efter Peter der var på vej hen til den marmorbelagte trappe. De gik forsigtigt op ad den glatte trappe op til første sal.

Justus kunne nu se på Peter at han også rystede men om det var af skræk eller af kulde vidste han ikke.

Ovenpå var der intet stort rum men derimod en lang gang med adskillige mørnede trædøre døre.  Pludselig lød der skridt bag dem. De stoppede begge to op og kiggede sig forskrækket over skulderen. Der var ingenting. Ingenting andet end den halvt ødelagte marmortrappe der så ud som om den kunne briste hvert øjeblik det skulle være. Justus hjerte galoperede afsted som om den sorte død var lige bag ved ham. Peter stod helt stiv af skræk og stirrede ned af trappen som om der var et spøgelse på vej op ad den. Justus gik rystende op foran Peter og gav sig til at føre an ind ad en af dørene. Han åbnede den på klem og kiggede ind. Der var tomt bortset fra en mørnet træseng der stod i hjørnet. Ligesom i resten af huset hærgede spindelvævet overalt i hjørnerne og i døråbningen.

Justus gik først ind og så et stort gammelt skab der stod i et af hjørnerne. Nu kom Peter også ind og stillede sig ved siden af Justus mens han så på skabet.

”Skal vi åbne det?” Peters stemme lød lille og bange i mørket. Justus gik hen og tog fat om håndtaget. Han drejede det forsigtigt rundt, og det gav et lille klik da skabet åbnede.

Noget mørkt og stort faldt ud. Det ramlede ned over Justus der væltede bagover og slog hovedet ned i gulvet så alt blev sort et lille øjeblik.

Alt gled væk fra Justus øjne da han igen prøvede at åbne øjnene. Der lød en lavmælt truende hvisken i rummet. Med et flænsede et smerte og rædselsskrig luften. Justus kiggede op hurtigt nok til at se sin bedste ven falde livløs til jorden. Nu skreg han også. Først var der Peter der lige var faldet til jorden hvor en blodpøl var begyndt at brede sig. Så var der manden der nu langsomt bevægede sig hen mod ham. Til sidst var der det at han fandt ud af at det var en død menneskekrop der var væltet ned over ham. Gamle hr. Rar. Men Justus fik ikke mere tid til at tænke over det. Nu borede den fremmede mands kniv sig ind i hans bryst, og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...