An urge.

Jeg sad i stolen. Jeg kunne ikke løsrive mit blik. Han så i min retning. Lokalet var varmt og trangt, og folk klappede gentagne gange. Lyd og larm var der nok af, men jeg hørte kun ham, hørte hans stemme, så hans øjne.

2Likes
3Kommentarer
464Visninger
AA

2. Gangen.

Udenfor den lille sal ventede vi, mens et par af vores bekendte arbejdede deres vej mod udgangen, gennem mængden. De var sidst. Da alle var ude, gik en ven af mine bekendte ind i salen igen. Hun ville have en autograf til hendes veninde. Han, ham, jeg lige havde set på, kom med hende ud i gangen til os, hvor vi stod på et lille plateau mellem to trapper, og kun jeg stod med den ene fod på et trappetrin. Han spurgte til venindens navn, og så begyndte han at skrive. Han gav hende sedlen, og hun sagde tak. Han kiggede rundt i den gruppe, på 4-5 mennesker, vi nu havde dannet i den lille gang. Hans øjne faldt på mig, som stod helt i baggrunden. Jeg kiggede febrilsk rundt, for at undgå at se på ham. Hvad, hvis han ikke kunne kende mig fra sidst? Vi havde godt nok kun mødtes kort, men jeg kunne bedst lide, at forblive i illusionen om, at han i det mindste kunne genkende mig. Han fjernede ikke blikket, men tog blot et tøvende skridt tættere på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...