An urge.

Jeg sad i stolen. Jeg kunne ikke løsrive mit blik. Han så i min retning. Lokalet var varmt og trangt, og folk klappede gentagne gange. Lyd og larm var der nok af, men jeg hørte kun ham, hørte hans stemme, så hans øjne.

2Likes
3Kommentarer
462Visninger
AA

3. Dengang, ja.

"Har vi ikke mødtes før?" fremstammede han, og jeg kunne ane en usikkerhed i den ellers sikre og konversationsvante stemme.

Jeg kunne ikke se, ikke tale, jeg kunne ikke tænke. Hvad skulle jeg sige? Han stod en meter fra mig, og kiggede mig i øjnene. Og han huskede. Han huskede mig. Det virkede så intimt, så .. specielt, at det var surrealistisk. Jeg placerede min anden fod på trappetrinnet, hvor min ene fod allerede stod, og var nu et trin hævet over både de andre, og ham. Jeg lagde stille min hånd på gelænderet.

"Jo." svarede jeg, forsigtigt smilende, og roligere, end jeg følte mig. En storm rasede i mit hoved og i min krop, men det fik ingen at se. Tøvende, langsomt og usikkert fortsatte han. "Dengang, du var med din veninde. Ja, der, i København. Ja, mh, det er rigtigt." sagde han sukkende, og henfaldt et kort øjeblik i egne tanker. Så fokuserede han igen på mig, og kiggede lettere drømmende i min retning. Et let smil gled over hans ansigt, og han virkede en smule forvirret. Han rynkede brynene let, som om han ikke kunne bestemme sig for noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...