Den hvide tiger

Historien om den hvide tiger Malia fra Indien, der mister sine forældre, og nu må kæmpe for overlevelse i dyrenes verden.

8Likes
35Kommentarer
1425Visninger
AA

6. Kapitel 6

Så de stod på toppen og kiggede ud over savannen. Der var en helt masse træer, nogle få søer og dyr alle vegne. 
Felin rettede langsomt ryggen og løftede hovedet højt. "Man føler sig lidt som en kongen heroppe."
Malia grinede. "Kig nu efter. Kan du se andre to hvide tigre?" spurgte hun.
De kiggede lidt længere, men Malias forældre var ikke til at se nogle steder. Hun mistede næsten håbet, og så blev alting værre, da hun fik øje på Dinny. 
Hendes mor veninde vandrede rundt dernede alene. Hun så ud til at gå i små cirkler; tydeligvis ikke berørt over, at Malia var stukket af. 
"Det er min mors veninde" sagde hun og pegede.
"Skal vi ikke tage hen til hende; måske ved hun hvor dine forældre er" sagde Felin glad. 
"Nej. Jeg fulgtes med hende et stykke tid efter branden. Hun er ikke helt normal," sagde Malia stille. 
"Hvad mener du med 'ikke helt normal'?" spurgte Felin.
"Hun virker.. lumsk."

De tog tigre holdt øje med Dinny et stykke tid, for hvis Malia havde ret i at Dinny ikke var helt normal, måtte de hellere se hvad hun havde gang i. 
Efter lang tid med ingenting opdagede Felin en bunke jord tæt på Dinny, hvor det så ud til, at der var gravet noget ned. Han fortalte Malia om det, og de blev enige om, at Dinny måtte skjule noget dernede, og de blev nødt til at finde ud af hvad det var.

* * *

Turen ned af klippen havde været noget nemmere end turen op, så Felin og Malia var i godt humør, da de nåede bunden. 
Malia var dog lidt skræmt ved tanken om at skulle nærme sig Dinny, og hvad der så måtte gemme sig under den bunke jord. Felin fornemmede hendes nervøsitet og ledte derfor an, for at hun skulle føle sig bedre tilpas. 
De havde set Dinny ikke så forfærdelig langt fra klippen, men det var svært at finde hende uden det overblik, som klippen havde givet dem. Felin havde dog en god stedsans, så det hele skulle nok gå. 
"Du er sikker på du ved hvor vi er på vej hen, ikke Felin?" spurgte Malia, fordi hun følte sig lidt på bar bund med hensyn til hvor de var.
"Jo jo, vent nu bare" svarede Felin og kiggede sig omkring for at bevare fokus. 

De gik lidt længere og pludselig stoppede Felin op. De stod gemt bag en klynge af træer, og Dinny var på den anden side. Ingenting tydede på, at hun havde opdaget dem. 
"Hvordan lokker vi hende væk, så vi kan undersøge bunken af jord?" hviskede Malia nervøst. 
"Lad mig lige tænke lidt" fejede Felin hende af. 
Malia ventede i tavshed, mens Felin tænkte så det knagede. Hun var konstant bange for, at Dinny ville få færden af dem. 
"Jeg har det!" udbrød Felin dæmpet. "Jeg løber lige ind i hende og fortsætter så videre. Med lidt held vil hun følge efter mig, og du får fri adgang til at undersøge det her sted." Han skubbede let til en sten med sin pote. 
"Okay. Jeg er med på den, men vær nu forsigtig, Felin" sagde Malia.
"Det lover jeg." Og så løb han. 

Dinny udstødte et hyl, da Felin hamrede ind i hendes side, hvorefter han styrtede afsted i fuld fart med Dinny lige i hælene. 
Malia skød som et lyn ud fra sit skjulested blandt træerne. Hun løb straks hen til bunken af jord, flyttede dens øverste lag og begyndte at grave. 
Det var svært for hende at flytte så meget jord, men til sidst stødte hun på noget. Et dyr var begravet i jorden. Hun kunne endnu ikke se hvilken slags dyr, så hun gravede videre. 
Med et sæt hoppede hun væk fra hullet og skreg. Hun kunne ikke tro sine egne øjne. 
"FELIN!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...