Han ligger dér.

Ossian ligger dér, fortvivlet. Død, men levende.

1Likes
1Kommentarer
518Visninger
AA

1. Virkelighed baseret på fantasi.

Ossian kiggede omkring sig i det mørke, sandsynligvis flere tusinde år gamle skov. Alt var stille hvis man bort så fra uglen som heletiden havde gang i noget. Stilheden fik ham at blive helt panikslagen, og han bed tænderne hårdt i. Tårerne pressede på, men han ville ikke stor tude som det barn han var. Hvad hvis Julia var der ude et sted, gemte sig fra ham? Han kunne ikke lade hende se at han var en bangebuks. 

"Er du faret vild?" Ossian vendte sig forskrækket om, hans hjerte bankede hårdt i brystkassen som om det ville ud i det frie. Hans blå øjne mødte to ganske store sorte øjne. "J-ja." han fik frem ordene med stor besvær, og han følte sig ynkelig idet han opdagede hvor selvsikker den anden fyr så ud i forhold til ham. "Jeg bliver kaldt Sophus, men du min ven, skal kalde mig Soph," Ossian fik bevæget hovedet i al kulde- først opad derefter nedad og tilbage til centrum. "Følg med fremmede." Ossian sagde ikke imod, han fulgte bare med. Alt var bedre end det her; hvilket var et stort mistag.

De var inde i et sort bjergrum med malninger længst de kolde stenvægge. Malninger af menneskehoveder ligeså store som basketbolde, eller betydeligt større endda. Krops delene fandtes ikke, bare tomme skalder. Med ét føltes det som om alt bevægede sig omkring Ossian og han ville flygte så snart han fik chancen- som aldrig kom. "Det her er dit nye hjem, min kære," Ossian smilede, prøvede at smile i hvert fald, mod denne store mand hvis krop var to gange større end hans. En jætte, ville være en god beskrivelsen. De gik videre ind, dybere og dybere ind i grotten. Ingen andre var der og det fik en stærk paranoia at flyde igennem blodårene. Tårerne flød frit på kinderne og han vidste alt var forgæves, i dette minut, dette sekund. "Spiser du for nøjes skyld, eller er det et ritual for udødelighed?" Han kunne ikke holde det inde længere, ikke nu hvor han vidste at han alligevel ikke kunne løbe derfra mere.

"Ah..," den store fyrs mund var et stort bredt leende. "Du ved det allerede, selvom du ikke har set det værste endnu?" han tog sig på sin underskæg og smilede endnu bredere, til slut endte han med at grine højt, hysterisk. "Sikken interessant fyr, min kære. De andre opdagede først da det var for sent, først da jeg skar af deres fingre og slugte dem." Ossian tog sig på maven og begyndte at få alt ud som han tideligere havde spist. Deriblandt et græskar hoved. 

Hvad som skete efter det, husker han ikke længere. Men noget skete derinde, som frelste ham for livet. Flere år har gået siden denne hændelse, men alligevel er det så klart for hans øjne. Som om det var sket igår aftes. Alt andet virkede så uvirkeligt, men bare denne hændelse føltes rigtigt. Idag ligger han under et grav fuld af græskar, men han lever. Ingen ved. Under Halloween går han atter ud, oplever det samme om og om igen, men noget forændre sig heletiden. Nu er det han som er den store fyr, og ofrene nye unge fyre i samme alder som han var dengang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...