Røde Anemoner

Sjovt hvordan en hyggelig klassetur pludselig kan gå galt ik'?

0Likes
1Kommentarer
449Visninger

1. Røde Anemoner

Alle de unge mennesker gik larmende og snakkende ud af den gamle gule skolebus. De havde store rygsække på, og ekstra bagage i hånden. 1. g'erne var helt klar til deres ryste-sammen-tur tur ude i skoven. Et par frivillige fra klassen var taget derud lidt tidligere, og havde gjort det hele klar. Lejrpladsen var dekoreret med myggelys i forskellige farver, borde og stole placeret rundt omkring på pladsen, og så selvfølgelig det store lejrbål i midten. Det var sidst på sommeren, og der var stadig varmt udenfor, selvom det var ved at være aften. Duften af grillmad bredte sig langsomt mens der blevet slået telte op.

Efter klassen havde spist, fordelte eleverne sig rundt på pladsen. Julie og Mads sad og snakkede sammen ved et af bordene. Mads prøvede at overtale Julie til at liste lidt væk fra de andre, når det var blevet mørkt, og slå telt op et andet sted. Julie var ikke typen der normalt ville gøre den slags. Hun var en meget stille pige med langt lyst hår og brune øjne, ikke en af de piger man først ville ligge mærke til, da hun ikke gjorde sig særligt bemærket på nogen måde. Mads derimod var meget udadvendt, højrøstet og fuld af gode ideer, han havde kort lysebrunt hår og havblå øjne, ikke en af dem som Julie ville beskrive som en grim fyr. Derfor sagde hun ja til at snige sig væk.

 

Senere på aftenen sad Julie sammen med de andre piger og grillede skumfiduser. "Jeg tror altså at Daniel er lidt vild med dig" udbrød Sofie pludselig, "han virker så sur over at dig og Mads er så meget sammen." Daniel var en kikset dreng med grydeklippet og næsten sort hår og et par små, grøn-gule øjne, Julie snakkede aldrig med ham, og havde heller ikke lyst til det, så hun rystede bare på hovedet og snakkede videre.

Ovre på den anden side af bålet sad drengene. Julie fangede Mads' blik, og han nikkede diskret over mod teltene, og så over med den tætte del af skoven. Julie nikkede og rejste sig uden at nogen opdagede det. Hun behøvede kun vente et par sekunder før Mads også var der. De tog et af de telte som var tilovers. Derfra var det meget ligetil, der var blevet helt mørkt så det var slet ikke et problem at snige sig væk, uden at blive opdaget. Da de var langt nok væk fra de andre, tændte Julie for sin lommelygte, og de fandt et perfekt sted at sætte deres telt op.

Mens Mads satte teltet op og lagde soveposerne ind, lyste Julie rundt med lommelygten. Hun så sig om. Det gik op for hende hvor langt væk de egentlig var fra de andre. Hun kunne ikke engang se bålet længere, og det var ellers enormt stort. Det var faktisk ret underligt, så længe havde de da heller ikke gået. Da Mads var færdig med at stille tingene op, tænkte Julie ikke mere over det. De lagde sig ind i teltet og snakkede lidt i lyset fra lommelygten.

Pludselig gik lyset i lommelygten ud. "batterierne er sikkert bare døde." Mads nikkede. De besluttede at ligge sig til at sove.

Julie vågnede langsomt, det var stadig nat og iskoldt i teltet. Hun lå med ryggen til Mads. Hun kunne høre ham trække vejret, han sov. Hun kunne ikke helt finde ud af om han lå med ansigtet ud mod teltets kant, eller ind mod hende. Hun var dog stadig for træt til at vende sig om og se efter. Samtidig med at Julie vågnede mere og mere, begyndte hun at ligge og lytte. Først kunne hun kun høre vinden rive voldsomt i træernes blade, men efter noget tid, begyndte der at dukke flere lyde op.

Trampende fødder, nærmest rasende skridt fløj gennem anemonerne i skovbunden og stoppede lige udenfor teltet. Julie holdt vejret så hun bedre kunne høre. Skridtene begyndte nu igen, bare langsommere. Skridt, for skridt, for skridt, fulgte Julie lyden rundt om teltet. Pludselig stoppede de igen. Åndedraget udenfor, som før havde vejret oppe i hovedhøjde, kom ned ved siden af Julies hoved. Lige udenfor teltet, var der nogen eller noget der trak vejret. Julie kunne ikke holde vejret længere og begyndte at trække vejret igen, så stille som hun kunne. Men lyden var åbenbart for høj. Åndedraget udenfor teltet holdt op og skridtene forsvandt stille væk.

 

Julie vågnede igen. Denne gang var det blevet morgen. Hun var faldet i søvn igen, lidt efter at lydene var forsvundet. Hendes ansigt kiggede stadig ud mod teltets kant, ligesom da hun vågnede forrige gang. Hun kørte sin hånd hen over teltets syntetiske stof. Pludselig faldt det hende ind at hun ikke kunne høre Mads' åndedrag, ligesom hun havde kunnet sidst hun vågnede. Hun drejede om på siden, og kiggede der hvor Mads før havde lagt. Men han var der ikke.

Julie kiggede hurtigt på sin mobil og blev lettet. Klokken var kvart over ti, så han var sikkert bare gået tilbage til lejrpladsen, for at spise morgenmad med de andre. Hun trak hurtigt i et par andre bukser og kravlede ud af teltet. Hun kiggede rundt i skoven. Blomsterne havde trukket sig sammen og der var køligere end der plejede at være. Det var den første dag i lang tid, hvor der havde været overskyet. Hun lynede sin overtrøje, og begyndte at gå i den retning som hun mente at huske at lejrpladsen var. Der var en underlig atmosfære i skoven, der var ikke nogen fuglesang eller hjorte der listede rundt i skovbrynet.

Efter hun havde gået i noget tid, stoppede hun op. Hun havde fået øje på noget der lagde i skovbunden. Hun gik langsomt hen og tog det op. Det var en sko. Underligt nok en som var magen til Mads'. Men hvorfor skulle han dog smide sin sko her. Julie kiggede op. Hun stivnede. Aldrig i sit liv havde hun set noget så frygteligt.

Mads hang med et reb om halsen oppe i et træ. Hans pande var blevet skåret af og blodet løb stadig ned over hans halv blå ansigt. Han var blevet skalperet og havde begge hænder bundet på ryggen. Julie gik langsomt hen for at få ham ned fra træet. Da hun kom nærmere, kom der pludselig langt flere grufulde detaljer til syne. Mads' kæbe var rykket af, og lå nede på jorden sammen med en stor klump indvolde, der højst sandsynligt var blevet revet ud, efter han var blevet skåret op på midten. Julie fandt da også ud af hvorfor hans sko var blevet taget af. Begge fødder var bare og tåneglene var blevet revet af. Arme og ben hang også helt skævt, og det var tydeligt at de var blevet brækket og forvredet på alle tænkelige måder. Julie kunne regne ud, at en stor del af alle de forfærdelige ting havde fundet sted mens Mads stadig var ved bevidsthed. Hun ville ikke se mere af det. Hun rev ham bare hurtigt ned fra træet, så han landede på den Anemone dækkede skovbund.

Situationen var helt surrealistisk for Julie. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun ikke græd eller bare i det mindste følte sorg, men hun følte ingenting. Hun vendte bare ryggen til den døde dreng ved siden af hende, og begyndte at løbe.

Men ikke hen mod lejrpladsen og de andre fra klassen. Hun vidste ikke hvor hun løb hen. Hun løb bare, hurtigere end hun nogensinde havde gjort før. Hun løb forbi teltet og videre ind imellem træerne. Pludselig stoppede hun. Kun et par meter foran hende stod en kronhjort. Dens store brune øjne stirrede lige ind i hendes. Sådan stod de i noget tid. Med ét blev kronhjortens blik fjernt, og en høj lyd fra trækronen over Julies hoved, fik den til at flygte væk i panik. Hvis bare Julie selv havde været lige så hurtig. Men før hun vidste af det, blev noget tyndt og skarpt, strammet om hendes hals, og hun blev løftet op i det. Hun prøvede at skrige, men kunne ikke få vejret. Hendes hænder forsøgte forgæves at få fat i, hvad end det var der strammede om hendes hals. Hun anstrengte sig for at kigge op, og fik et hurtigt glimt af et par grøn-gule øjne, som kiggede på hende ud gennem det sorte pandehår. Nu begyndte tårerne at vælte frem, hun slog og sparkede om sig for at komme fri, samtidig med at hun kæmpede for at få luft. Hun mærkede hvordan båndet om hendes hals skar mere og mere ind i gennem huden og kødet jo mere hun kæmpede for at komme fri.

Pludselig faldt hun til jorden igen. Hun hostede og spyttede og hev efter vejret. Hun var udmattet og havde næsten ikke flere kræfter tilbage. Hendes kræfter rakte dog til at hun kunne komme op på alle fire, og høre lyden af skridtene fra natten før nærme sig, mens blodet dryppede ned fra hendes hals, og farvede de hvide anemoner røde.                                                                                             

                            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...