I krig med virkeligheden

Jeg har skrevet en novelle som handler om krig og ensomhed.
Det handler om en dreng som ikke kan huske han har set sin mor og hans far er i krig, også må han selv leve under krigen.

3Likes
0Kommentarer
386Visninger
AA

1. I krig med virkeligheden

Bragene genlød gennem værelset, jeg var bange og alene i mørket. Min far var i krig, og min mor havde jeg aldrig set. Det eneste, jeg havde tilbage, var min bamse, som jeg fik på min 4 års fødselsdag. Jeg havde kun fået det fortalt, jeg kunne ikke huske noget, fra da jeg blev fire år.
Jeg gik hen til vinduet, for jeg kunne ikke sove. Mine grønne øjne kunne ses i vinduet. På gaderne gik soldater med skarpladte våben. Alle var vågne, men ingen sagde noget. Jeg kiggede op i himlen, der var lys fra helikopterne. Nu hørte jeg endnu flere brag, der kom nogle store brag, men det var langt væk. Jeg var ikke bange, jeg var vant til det. Bragene blev højere og højere, og jeg kunne mærke, de kom tættere og tættere på. Mine hænder begyndte at ryste, for jeg kom til at tænke over, hvad der ville ske, hvis det ramte mig.
Også lige pludselig kom braget. Bomben slog ned lige ovre på den anden side af gaden. Jeg blev kastet ind i væggen og landede med et brag på gulvet. Jeg rejste mig op det gjorde ondt, og jeg var svimmel. Jeg gik hen til vinduet og kiggede over på den anden side, der kom skrig fra huset, som stod i flammer.
Jeg stod helt stille i vinduet og kiggede bare lige ind i det brændende hus. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Lidt efter lå jeg under murbrokkerne. Jeg kunne ikke røre mig, jeg var øm. Bomben var slået ned i huset, hvor jeg var. Jeg kunne ikke holde min øjne åbne. Jeg var bevistløs.
Jeg drømte tilbage til min 4 års fødselsdag, på det tidspunkt, under murbrokkerne, stod det klokkeklart for mig. Det hele startede i min seng, en dame og en mand kom ind ad døren. Manden var min far, men hvem var damen? Jeg havde aldrig set hende før. Hendes øjne lignede mine på en prik, de var grønne. Hendes hår var brunt med krøller, også lige som mit.
De satte sig på min sovebænk. Damen rakte sin hånd frem, i hånden var der en pakke, en lille tyk pakke i en papirspose. Jeg åbnede pakken, det var en bamse. Den som også lå under murbrokkerne nu, jeg måtte finde den, det var det eneste, jeg havde tilbage fra dengang.
Alt det drømte jeg under murbrokkerne i de timer, jeg lå under dem. Og pludselig så jeg lys. Damen, jeg lige havde drømt, om stod og rakte hånden ud efter mig. Hun havde min bamse under armen. Hun sagde: kom min søn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...