Den Dag

Rhiannon er træt, og har været ensom siden at hun var 10 år gammel. Hun holder af bøger, og ville bytte deres verden ud med hendes, hvornår det skulle være. Hendes uforstående forældre, en holdningsløs far og en alt for perfekt mor, inviterer (tvinger) hende en dag med i sommerhus, hvor hun finder en dukke, der var hendes eneste ven i 10-års-alderen, da ingen andre ville være det. Denne dukke kommer til at ændrer hendes liv, og den vil ende med at have en historie at fortælle- en historie, som aldrig vil blive fortalt.

0Likes
0Kommentarer
442Visninger
AA

2. Kapitel 2

Kapitel 2

 

 

Strandkanten var ret høj nu, og mennesker var begyndt at komme. Det allerinderste stykke af havbunden glimrede som tusinde af diamanter, da sollyset lyste igennem det klare vand ned til havbunden. Hver gang nogle gik tur ved strandkanten - helt ude ved vandet, så det kølige havvand skyllede ind over deres bare fødder, og mærke, hvoran freden fyldte deres sjæl - og tog et skridt, kunne de mærke det våde, klamme sand krybe behageligt op mellem deres tæer og fylde pladsen mellem dem. Solen stod næsten højt på himlen, og skinnede klart og opmuntrende ned gennem den let skyede himmel, ned på de hele tiden flere og flere gæster der kom og gik ved stranden.


Sommerhuset var gammelt og alting var tilsyneladende lavet af træ - og dækket af en centimeter støv.  Rhiannon gennemsøgte den velkendte hytte, som det nærmest var, med et udtryk af utilpashed og skuffelse i ansigtet. Selv en, der aldrig havde kendt eller set hende før, ville have kunnet tyde det - lige undtagen hendes Mor og Far.
“Eeeej, her er fint!” udbrød hendes mor, med den perfekte-mor-stemme, næsten før at hun overhovedet havde set sig omkring.
Flot Mor, det ville du havde sagt ligegyldig hvor grimt her var. Faktisk også ligegyldigt hvor pænt her var - så ville du bare mene det mere end du gør.
“Yeah, her er.. O.K.” svarede hende Far med sin mening. Mor gav ham et blik, der fortalte ham at det ikke var okay, ikke at synes at alting var dejligt. Far krympede sig og væmmes på samme tid - og Rhiannon undrede sig over hvorfor de ikke var blevet skilt endnu, og hvornår de ville tage sig sammen til det - hun havde hørt dem snakke om det da døren stod på klem en dag hun gik tidligt i seng.
“Ihhh, tænk, at du ikke har været her, siden du var 10 år, Rhiannon! Ej, kan du huske den tid?” prøvede Mor at bryde stilheden med. Ja, Rhiannon kunne godt huske tiden da hun var 10 år gammel - hun var nær havnet på børnehjem på grund af hendes opførsel. Hun slog de andre børn i skolen, og bed hul i armen på læreren.. - Og siden havde hun ikke kunnet få venner, så hun havde givet sig selv til bøgernes verden, som hun i øvrigt fandt meget mere spændende; dét, at kunne ligge hjemme i sin seng, og alligevel være i Grønland, Kina, Midgård, på Diskverdenen eller bare i Eventyrland... Det var fantastisk, ikke?
“Hey Rhinnyskat, kan du huske at du altid legede med den der dukke? Guuud, gad vide om den stadig er heroppe? Dét må den da næsten være!” kom Mor igen, med et forsøg på at bryde stilheden. Rhiannon gav hende et blik, der fortalte at hun havde hørt og forstået hvad hun sagde til hende, men ikke orkede at svare, og forsvandt derefter ind på sit værelse. Hun orkede ikke engang at pakke sine ting ud (som hun bekvemt havde presset ned i en størrelse af en skoletaske, hvoraf halvdelen var bøger), og lagde sig bare på maven på sengen, og studerede de kasser der var placeret under den. Hun lukkede øjnene et par sekunder, for at mærke tilstedeværelsen. Hun kunne mærke blodet sive langsomt og på en eller anden underlig måde ubehageligt ned i hovedet, og åbnede øjnene lidt, men hendes brune hår skyggede for udsigten, så hun blev ved med at undersøge de underlige, gamle og støvede ting som befandt sig under sengen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...