Halvt død eller halvt levende?

Jeg er 23, og ser hende under et dårligt trip. Alt sejler rundt, og brækken står ud fra min mund i kaskader af lort. Kun hun bliver aldrig ramt. Hele mit liv flyder væk i bræk og lort, bliver revet med af den brusende flod. Hun svæver over mig. Jeg ligger på ryggen og flyder af sted. Hun griber ud efter mig, men jeg orker ikke at løfte hånden og tage imod hendes hjælp.

Skrevet til konkurrencen "Besat". Et par tvillinger fødes, men den ene er død ved fødslen. Den overlevende tvilling lever sit liv, besat af tanken om den del hun mangler af sin sjæl..


8Likes
8Kommentarer
763Visninger
AA

1. Halvt død eller halvt levende?

 

Det startede længe før jeg så hende første gang. Det startede allerede den gang jeg lå i min mors mave. Varmt var det. Trygt og godt. Jeg var aldrig alene derinde. Jeg lå tæt presset op af min tvillingesøster. Først var vi små ubestemmelige celler. Så formede vi os til hver vores lille rør. Inderst i røret var de celler der skulle blive til de indre organer. På ydersyden var de celler der skulle blive til hud, øjne hår og alt det der i dag udgør mit lidet tiltrækkende ydre.

Du voksede i trit med mig. Du var ligesom mig. Uden afvigelse. Enæggede tvillinger. Fra dét øjeblik vi deltes til to selvstændige organismer. Fra dét øjeblik var vi sjælefrænder. To sider af samme mønt.

Skabt til at være sammen for altid.

Skabt til at gro sammen. At lege sammen. At holde sammen, når verden rottede sig isammen mod os. At skiftes til at være den der tog imod fars natlige besøg. At skiftes til at være den der hentede læreren, mens den anden holdt mobberne hen.

Kl. 02.45 gik fødslen i gang. Efter ti timer tog de os ud ved kejsersnit. Da var det for sent. Du havde kvalt dig selv i navlestrengen. Du var den kloge af os.

Hvis du havde levet, havde du måske foreslået at vi fortalte noget til vores lærer, Gretha. Måske var tingene gået anderledes. Eller måske gjorde du ret i at gøre en ende på livet før det overhovedet var gået i gang. Måske kunne det aldrig have været anderledes.

Vi er sjælefrænder, du og jeg. Men du er død, så derfor er halvdelen af mig også død.

Jeg stønner og puster som en strandet hval. Døden nær. Min blege bug dirrer i solen. Vandet skyller op over mit ansigt. Det salte vand trænger ind gennem næse og mund. Løber ned i mine lunger.

Og i et øjeblik ser jeg dig for mig. Du ligner mig. Dine ben er korte og fede som om nogen havde taget et par almindelige ben og så bare mast dem sammen. Din blege mave hopper af latter. Du er nøgen. Jeg har aldrig set mig selv smile sådan. Det er stort og varmt.

Det er som om smilet kalder på mig.

Det er kvalmende sødt.

Jeg sætter mig op i vandkanten. Jeg spytter og hoster. Vandet smager salt mod min tunge. Jeg er ti år, og har lige set min søster. Jeg ved at du gjorde det rigtige. Og jeg ved at du venter på mig.

Jeg vender mig i sandet og kigger op mod min far. Han står i skyggen. Jeg rejser mig fra sandet og går med tunge skridt mod ham. Jeg prøver at puste mig op. Jeg skubber maven frem, men forbliver dugnakket. Gør mig selv så klam jeg kan.

Lige meget nytter det.

Jeg kan høre en langsom bippen. ”Biiip. Biiip.” Siger det. Jeg smiler af lyden. Det virker fjollet. Ligesom en overdramatisk afslutning på en film.

”Biip biip biiiiiiiiip”.

Hun græder for mig. Hænger svævende over mig. Hun er slankere end sidst jeg så hende. Ikke længere det misforståede barn – snarere den fortabte yndling.  

Jeg er 20 år gammel, og vågner op i en hospitalsseng. En fremmeds blod pumper rundt i mine årer. Og jeg ved at jeg må se hende igen.

Jeg er 21, og ser hende i et kort glimt på vej ud over min kærestes altan. Hun vinker til mig.

Jeg er 23, og ser hende under et dårligt trip. Alt sejler rundt, og brækken står ud fra min mund i kaskader af lort. Kun hun bliver aldrig ramt. Hele mit liv flyder væk i bræk og lort, bliver revet med af den brusende flod. Hun svæver over mig. Jeg ligger på ryggen og flyder af sted. Hun griber ud efter mig, men jeg orker ikke at løfte hånden og tage imod hendes hjælp.

Jeg er besat af hendes ansigt. Jeg stirrer mig selv ind i øjnene gennem spejlet. Jeg prøver at efterligne hendes grin og hendes gråd.

Jeg skriver små noveller om vores liv sammen der aldrig var.

Jeg prøver at tegne hendes smil.

Jeg ligger på ryggen og kigger på pletten i loftet. Der lyder en dyb snorken ved siden af mig. Klokken er 11 om formiddagen. Solen står ind, og varmer min krop. 

Pludselig ved jeg, at jeg ikke får hende at se igen.

Jeg er 41 år gammel, da det går op for mig at jeg aldrig får min søster at se igen i dette liv. Jeg rejser mig fra sengen, og vakler ud mod toilettet. Jeg står foran spejlet. Min pande hviler mod det kølige glas, og jeg stirrer ind i mine egne udspilede øjne. Det er som om blikket suger al forstand ud af mig. De små blodårer bugter sig som slanger under den hvide opspilethed.

Vandige blå øjne fyldes med en sjælden intensitet. Jeg mærker væden før jeg ser tårerne. Så strømmer de ned af mine kinder.

”Mor?” Jeg er 41 år gammel og min datter står bag mig. Jeg kigger på hende i spejlet. Hendes lyse blå øjne er trætte men tilfredse. Hendes fyldige røde hår hænger om hendes skuldre.

Min datter smiler. Det er stort og varmt.

Det er som om smilet kalder på mig. Det er kvalmende sødt.

Det minder mig om en dag, for mange år siden. Da jeg selv var 10 år, og lå på en strand og lod det salte vand skylle ind over mig..

Jeg tørrer de ligeså salte tårer af mine kinder, og smiler forsigtigt igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...