Amadeus - Floccinaucinihilipilification

Amadeus [am-ah-DEY-es]
Floccinaucinihilipilification [flok-suh-naw-suh-nahy-hil-uh-pil-uh-fi-key-shuhn] - Vanen altid at lægge mærke til og værdsætte "værdiløse", små ting.

Amadeus bor på et børnehjem. Han er 15 år gammel og har ikke et eneste familiemedlem. Ikke et han kender, i hvert fald. Da han var spædbarn, blev han lagt i en kurv med hans navn på og sat ud på dørtrinnet til nogle mennesker, der sendte ham videre til et børnehjem. Som sendte ham videre til et nyt børnehjem. Som så sendte ham videre til det børnehjem, hvor han bor nu. Her har han boet de sidste syv år. De andre børnehjem smed ham ud, fordi han var anderledes. Fordi han altid gik og fortalte om stemmerne i hans hovede og om alle de ting der gjorde, at han skilder sig ud fra mængden. Men nu har han lært at holde mund med alle de forskelligheder, han har fra andre børn og bare holde sig for sig selv.

0Likes
0Kommentarer
658Visninger
AA

8. VIII

Det ringer på døren hjemme på børnehjemmet, og Amadeus løber hen for at åbne op, men en af de ansatte kommer ham i forkøbet. Udenfor står Maria med sine danskbøger under armen. Den ansatte kigger undersøgende på hende, men Amadeus siger hurtigt, at det er hans gæst, og hun lukker så Maria ind. De går ind på hans værelse, og hun smider bøgerne på sengen. "Nå, hvor er vi nået til?" spørger Amadeus. "Du mener hvor jeg er nået til," retter Maria, "jeg er nået til personkarakteristikken." Han smiler undskyldende og kommer så med en masse idéer, mens Maria skriver ned i sit hæftet. Inden længe er de allerede helt færdige med analysen. De går igang med at lave et powerpoint-show til deres fremlæggelse og dele punkterne op, men til sidst ender det meste bare i pjat. De griner og fjoller, som var de tætte venner, og for første gang nogensinde, føler Amadeus sig tryg i andres selskab. Han anede ikke, at han faktisk også kunne have det sjovt sammen med et andet menneske.

Da Maria begynder at samle sine ting sammen og skal til at sige farvel, griber han fat i hendes arm, "nej, vent du må ikke gå endnu!" Han kom pludselig i tanke om den egentlige grund til, at han inviterede hende med hjem. Stemmerne. Hun kigger undrende på ham, og han beder hende sætte sig ned, for han har noget, han gerne vil tale med nogen om. Hun gør, som han siger og smiler venligt til ham, ventende. Så begynder han at forklare hende det hele; at han har hørt stemmer lige så længe, han kan huske, at han nu forstår, hvad de siger og hvad han har drømt om den seneste tid. Det hele vælter ud af ham, og da han endelig er færdig, ser hun ret chokeret ud. "Jeg anede ikke, at du overhovedet kunne sige så meget," siger hun så og ryster let på hovedet. "Det var ikke, hvad jeg havde forventet, du ville sige," svarer han og kigger ned i gulvet. Hun fniser lavt, "jeg anede heller ikke, at du havde det sådan. Du taler aldrig med nogen. Tror du virkelig på, hvad stemmerne siger til dig?" Han trækker på skuldrene, "jeg ved det ikke. De går mig bare virkelig på nerverne, og jeg vil gerne give det et forsøg, og gøre som de siger. Men jeg tror ikke, jeg kan gøre det alene. Derfor fortæller jeg dig det her." "Men du kender mig jo knap nok," siger hun spørgende. "Du er nok den, jeg kender bedst. Efter idag," svarer han igen og laver en grimasse. "Det lyder ensomt," mumler hun, "men jeg vil gerne prøve at hjælpe dig," tilføjer hun så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...