Amadeus - Floccinaucinihilipilification

Amadeus [am-ah-DEY-es] Floccinaucinihilipilification [flok-suh-naw-suh-nahy-hil-uh-pil-uh-fi-key-shuhn] - Vanen altid at lægge mærke til og værdsætte "værdiløse", små ting. Amadeus bor på et børnehjem. Han er 15 år gammel og har ikke et eneste familiemedlem. Ikke et han kender, i hvert fald. Da han var spædbarn, blev han lagt i en kurv med hans navn på og sat ud på dørtrinnet til nogle mennesker, der sendte ham videre til et børnehjem. Som sendte ham videre til et nyt børnehjem. Som så sendte ham videre til det børnehjem, hvor han bor nu. Her har han boet de sidste syv år. De andre børnehjem smed ham ud, fordi han var anderledes. Fordi han altid gik og fortalte om stemmerne i hans hovede og om alle de ting der gjorde, at han skilder sig ud fra mængden. Men nu har han lært at holde mund med alle de forskelligheder, han har fra andre børn og bare holde sig for sig selv.

0Likes
0Kommentarer
625Visninger
AA

9. IX

Før han ved af det, er Maria taget hjem og han ligger allerede i sengen og prøver på at falde i søvn. Han lader øjnene falde i, men han er ikke spor træt. Først fryser han, så han putter sig godt ind i dynen, men så sveder han, så han tager dynen helt af. Sådan bliver det ved og skifter cirka hvert femte minut. Aldrig føler han sig tilpas. Til sidst går han ud på badeværelset og henter en sovepille. De har altid et lille glas stående derude, til hvis et af børnene bliver syg og ikke kan falde i søvn. Men lige da han skal til at proppe pillen i munden, føler han sig pludselig træt. Det er som om, en mur af søvn kommer mod ham med fuld fart. Han lægger pillen tilbage i glasset og stiller det tilbage i skabet. Så lægger han sig sløvt ind i sengen igen og falder i søvn med det samme.

Han ruller om på ryggen og sætter sig straks op, da han ser at himlen er mørk, næsten sort. Han kigger rundt om sig, og da hans øjne har vænnet sig til mørket, opdager han at tusindvis af små øjne stirrer på ham. De gemmer sig bag træer, buske, høje græsstrå, og andre gemmer sig blot i mørket, mens andre bare gemmer sig i mængden. Der er helt stille, udover vinden og Amadeus' vejrtrækning. I et øjeblik er det som om, tiden står stille. Ingen rør sig, og ingen siger et ord. Men så nærmer de sig ham langsomt, alle på én gang. Én lille person går hurtigere end de andre og stiller sig op foran mængden, nogle meter fra Amadeus. Han er ikke højere end det lille rækværk ude foran børnehjemmet og ligner dog en fuldt udviklet person. Og alligevel ser han bestemt ikke menneskelig ud. "Du må gøre det her alene, hjælp er ikke accepteret. Du må gøre, som vi siger, og du må gøre det for dig selv. Tag dette som en advarsel," siger han så, men bevæger ikke munden. Så forsvinder de mærkelige små væsner, som havde de aldrig været der. De forsvinder bare ud i den blå luft.

Og lige i dét øjeblik, bliver Amadeus revet tilbage til virkeligheden af et vækkeur, der ringer. Men han har ikke lyst til at tage i skole. Han har brug for at lade realiteterne sive ind i hans hovede og prøve at forstå det hele. Han står op og tager sit mest afslappede tøj på, så han bedre kan slappe af. Han finder sin laptop frem og surfer lidt rundt på nettet, til han finder Maria's nummer. Han får straks mobilen frem og taster det ind. Beep, beep, beep. Der går lidt tid, før hun tager telefonen. "Hallo?" siger hun og lyder meget træt. "Ups, jeg glemte helt tiden," siger Amadeus, da han kigger på uret og ser, at klokken kun er lidt i seks." "Mh hm," kommer der fra den anden ende. "Nå, nu når jeg har vækket dig, så ringer jeg egentlig bare for at sige, at jeg alligevel ikke har brug for hjælp til at.. du ved. Jeg kan ikke lige forklare hvorfor, sådan er det bare," siger han og sukker så. Lige som han er begyndt at synes om hende, må han skubbe hende fra sig igen. Dømt til et liv i ensomhed. Først er der et par sekunders tavshed, da Maria endelig siger, "det er okay, jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle kunne hjælpe. Men held og lykke så," og ligger på. Hun lød en lille smule irriteret, synes Amadeus, men tænker så at det nok bare er ham. Alligevel kan han ikke lade være med at spekulere over, om han mon sagde noget forkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...