Amadeus - Floccinaucinihilipilification

Amadeus [am-ah-DEY-es] Floccinaucinihilipilification [flok-suh-naw-suh-nahy-hil-uh-pil-uh-fi-key-shuhn] - Vanen altid at lægge mærke til og værdsætte "værdiløse", små ting. Amadeus bor på et børnehjem. Han er 15 år gammel og har ikke et eneste familiemedlem. Ikke et han kender, i hvert fald. Da han var spædbarn, blev han lagt i en kurv med hans navn på og sat ud på dørtrinnet til nogle mennesker, der sendte ham videre til et børnehjem. Som sendte ham videre til et nyt børnehjem. Som så sendte ham videre til det børnehjem, hvor han bor nu. Her har han boet de sidste syv år. De andre børnehjem smed ham ud, fordi han var anderledes. Fordi han altid gik og fortalte om stemmerne i hans hovede og om alle de ting der gjorde, at han skilder sig ud fra mængden. Men nu har han lært at holde mund med alle de forskelligheder, han har fra andre børn og bare holde sig for sig selv.

0Likes
0Kommentarer
631Visninger
AA

4. IV

Da klokken ringer efter sidste time, og Amadeus tager sin taske og overtøj på, tager hans lærer fat i hans arm. "Tag dine plejeforældre med herhen klokken 17, vi skal lige have en lille snak med dem - og dig. Du følger simpelthen ikke nok med i timerne, så vi skal aftale, om du bare skal have noget mere søvn, eller hvad du skal." Og så går hun. Han sukker opgivende og følger efter de andre ud ad klasseværelset.

Så snart han kommer hjem, banker han på hos lederen af børnehjemmet og får et irriteret grynt som svar. Han gider ikke vente på lov til at komme ind, så han åbner bare døren op, og lederen vender sig om på stolen og kigger afventende på ham. Amadeus fortæller ham om, hvad læreren havde sagt, og lederen trykker på en knap på sit skrivebord og taler til en eller anden kvinde, af hvad Amadeus kan forstå, gennem en lille mikrofon. Lidt efter kommer en af de ansatte gående, og hun tager med ham hen til skolen.

I klasseværelset er fire borde blevet sat sammen til ét stort, så de kan sidde over for hinanden. Amadeus og kvinden og de to lærere. Der lugter svagt af en billig parfume og lugten af et gammelt, beskidt klasseværelse. Amadeus dumper ned på stolen overfor de to lærere og ved siden af kvinden, der allerede har sat sig. Hun finder sit falske, tvungne smil frem og det samme gør Amadeus. Et englebarn, klar til at afkræfte alle de påstande, som lærerne skulle kunne finde på at komme med. Men han lader sig glide væk i tankerne, så snart de åbner munden, mens han prøver at koncentrere sig om at se så uforstående ud som muligt. Han kigger rundt i rummet; på vindueskarmen, på den udtørrede vindrue på gulvet, på det knuste kridt, der ligger ved tavlen og stopper blikket, da han ser på ordbogen, der ligger ovre i hjørnet. Klar til en associationsrunde med sig selv. Ordbog, diktat, skole, larm, stemmerne. Han lader blikket glide videre hen til den flue, der sidder fast i et spindelvæv. Flue, summen, irriterende, stemmerne. Han fortsætter rundt med forskellige ting i rummet, men alle associationerne ender på det samme. Læreren stopper med at tale og Amadeus vender sin opmærksomhed mod ham. "Det var sådan set det, I kan godt gå nu," siger han og vifter dem ud med hånden. Amadeus smiler falsk, trykker lærernes hænder og forlader lokalet. Hverken kvinden eller ham siger noget på vejen hjem. Hende, nok fordi hun er skuffet over ham. Og ham.. ja, han siger ikke noget, fordi han simpelthen ikke ved, hvad han skal sige. Han har jo ikke hørt et eneste ord af, hvad der blev sagt derinde. Så der går de sammen i kulden, uden at nogen af dem siger et ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...