Flystyrt (One shot)

Det her er hvad jeg fremviste til min midtvejs termin. Jeg fik syv for den. jeg kunne have fået ti hvis jeg havde bidt mere mærke i at der ikke måtte være noget alvorlig tilskadekomne. Intet er ændret. Alt er som den jeg afleverede.
Note: Jeg aner ikke hvad der sker nede ved Airplane ect... Lige meget hvad jeg gør kan jeg ikke få den til at lade hver med de der sjove linje skift

0Likes
0Kommentarer
660Visninger

1. Starten

Der var smil på familiens ansigter. Det ene større end det andet. De var steget på, ligesom jeg, i Stockholm. At dømme ud fra deres endeløse lavmeldte men opmuntrende talestrøm, måtte de have været ferie gæster. Alle de ting de havde set og oplevet. En sand glædes tur lød det til. At deres tur så måtte ende så dramatisk og traumatisk, havde ingen forudset.

Jeg husker en lille pige, med blond hår, der sad og friserrede en lille dukke med porcelæns hoved, som hun så så glad ud for. Den ældre dreng, med de runde briller og mørke øjne, talte om biler, piger, fester og skolen han skulle tilbage til, med sin trætte far. Moderen sad og læste en bog, mens hun til tider kom med indskud til samtalen. En tur de så sandelig måtte have nydt fuldt ud.

Den første der opdagede noget var den lille pige. Det er svært forstille sig, hvad der skete for hende, for i lang tid sad hun helt stille uden at sige noget. Som hun sad der, kunne man fornemme noget på hendes kind. Et lille glimt kunne ses på hendes kind, inden hun fik ufattelig travlt med at se over det hele i flyets indre. Panik kunne læses i de små uskyldige øjne, som om hun vidste noget, som ingen andre vidste. Og det smittede af på andre. Folk blev mere og mere anspændte og hårdere i stemmen. Ingen kunne forklare hvorfor, og ingen lagde mærke til den lille pige. Ikke før drengen, hendes storebror, så endnu et glimt på hendes kind. Han havde i lang tid kun kigget på sin far. Men nu vendte han blikket mod den anden sidemand, den lille pige.

”Misa? Hvad er der i vejen?” spurgte han forsigtig, så upåvirket han kunne. Men det holdt ikke længe. At se hans søster på den måde var han vidst ikke van til, for med et kunne pigens øjne spores i hans egne.

Pigens svar var helt lavt, så det kun var en svag hvisken, men tog til i styrke da hun snak-kede.

”Marko. Jeg vil ned herfra. Få mig ned. Jeg vil ikke flyve mere. Der sker noget slemt. Jeg ved det bare!” skreg pigen til sidst. Alle folk i flyets indre vendte deres hoveder og så på den lille blonde pige som nu havde en masse glimt på sine kinder. Og før nogen nåede at gøre noget, lød der et hak, flyet blev kastet til venstre, og lyset gik ud.

”Hvad skete der?”, ”Det var en hård turbulens”, ”Frels os”, ”Tænd lyset!” var nogle af ting der blev sagt blandt folk. Der var ikke nogen der havde svar på noget som helst, og flyet blev lagt stille hen. En ting var der ikke tvivl om. Flyet havde en stor hældning mod venstre. For stor til at alting var okay. Uroen bredte sig igen. Alle var nu helt sikre på, at der var noget galt. Folk brød i gråd, spændte sig fast, bad en bøn, eller skrev et brev som de håbede ville blive set af deres venner og familier.

Få øjeblikke efter, blev flyets indre badet i et rødt lys. Folk kunne igen se hvad der skete, men alt havde et uhyggeligt skær, som ikke just gjorde stemningen mindre panikfyldt. Adrenalin var i luften blandet med sved og saltvand. Panik stod skrevet over det hele på dem som sad og klamrede sig til sine sæder. Først da en valkende stewardesse trådte ind i kabinen gav det folk en sans af fornuft. ”Den venstre motor er holdt op med at fungere, og vi har ikke mulighed for at vende om og komme tilbage til lufthaven” sagde hun og måtte støtte sig til den dørkarmen hun stod i. Hun var bange og alene. I hendes øjne var det slut nu, men hun måtte bevare roen og få folk til at tro, at det nok skulle gå. ”Vi må nødlande. Så jeg vil bede jer om at trykke på den røde knap over jeres hoveder. Hjælp jeres børn med at få masken på først, og derefter selv iføre jer en maske. Spænd jer fast og forbered jer på en hård landing”, fortsatte hun, alt imens hun viste, hvordan en maske skulle bæres.

Folk sad anspændte i deres sæder med masker på og ventede Den lille pige, med de glimtende kinder, havde ingenting sagt længe. Ingen fra den glade familie havde sagt noget, siden lyset gik. Og som den glade familie var resten af kabinen lagt i tavshed. Ingen kunne få et ord frem. Ingen sagde en lyd. Kun lyden af den susende vind brød stilheden. Som tiden gik, og som vi faldt, blev vore kroppe lettere og lettere, som om vi fløj.

”Marie, jeg elsker dig…” Var der pludselig en mand der sagde, som ikke sad lagt fra familien. Først da kvinden havde svaret, begyndte andre folk ligeledes at sige til folk, at de elskede dem.

Også skete det. Det som alle ville ønske bare havde været en uhyggelig drøm i stedet for en frygtelig sandhed. Flyet ramte jorden.

Det gav et hak og knæk i alle passegerende, da som sad i deres sæder og bad til de ville overleve, da flyet ramte. Folk var enten tavse eller fyldt med skrig, i det øjeblik flyet brutal ramlede ned.

Flyet knækkede på midten og kurede flere meter hen ad den snedækkede og frosne jord. Den forreste halvdel, med den glade familie, kurede længere og længere frem, mens min egen halvdel begyndte at rulle.

Den forreste halvdel begyndte at vrænge mod siden og stødte ind i træ, som skilte førerhuset fra resten. I et kort øjeblik, var alt mørk. Det eneste lys der var at se, var en brænd, der var startet uden for flyet.

Der var nogle som hang på en sjov måde i deres sæder, og folk som blødte fra forskellige steder på kroppen. Men ingen gjorde noget. Folk blev i deres sæder. Der var ikke noget at gøre. Der var ingen der kunne gøre noget, før det blev helt sort.

Da det blev lyst, var der folk i orange over det hele. Røde brandbiler og gule ambulancer. Folk sad omkring mig med tæpper, jakker, med trætte og bange blikke. De fleste havde bandager, plaster og blod pletter over det hele. Ingen sagde noget, ikke et ord. Der var helt stille blandt de folk, der havde fået hjælp. De eneste der snakkede og lavede larm var de redningsfolk, der var til stede.

”Kig den her vej”, ”kan du bevæge dig”, ”hallo? Er du vågen”, ”jeg skal have hjælp her ovre” blev sagt lidt på skift. Effektive var de. Hvert minut blev en ny person hevet ud af flyvraget. Og hvert minut sad dem omkring og håbede på, at de var deres familie medlem der ville dukke op som den næste og have det helt fint. Men hver gang blev folk skuffet og sank længere og længere ned.

En mand blev trukket ud. Noget var helt galt med ham. Hans bukser var på vej væk, som om han manglede et bælte. Og det manglende bælte sad stramt om mandes ben… Eller hvad der skulle have været et ben. Manden hoppede, på det raske ben, af sted mod en ambulance, mens han fik hjælp af en falckmand, som holdte et afskåret ben i sin ene hånd. Sådan var flere kommet mere alvorlig til skade, mens os der havde siddet i den bagerste var sluppet mere billigt.

”Har du set min søster?” var der en der spurgte. Det var en ældre dreng. Drengen fra den glade familie. Han havde blod overalt på sit tøj, trods blodet ikke var hans eget. Det stammede fra en anden. Han spurgte alle han kom forbi, også mig. Hans øjne var triste og våde, trods det var svært at se. Det ene brilleglas var knækket, og gået itu, så man ikke kunne se, hvad der gemte sig bag. I hans knyttede hånd knugede han noget. Noget som var gået i stykker. Det lignede et ansigt. Et dukkeansigt. Et øje, lidt af en mund og noget næse var det eneste der kunne ses.

En falckman lagde en hånd på den drenges skulder. Løftede hånden, der knugede det lille stykke dukkehoved til sig, og så på det. ”Kom… Jeg tror, jeg ved hvor din søster er”

Først da manden nævnte noget om søsteren, vågnede drengen op. Som fra en mindre dvale. Drengen blev ført væk, hen mod en ambulance der var klar til at køre. I ambulancen var der en båre, med en lille pige på. Hendes hår var rødt som flere steder på kroppen, der var farvet af blod. Pigen knugede noget til sig… En lille dukke med porcelæns hoved, som var gået i stykker. Drengen, fra den glade familie, brød i gråd og hans kinder glimtede. Ambulancen blev lukket og kørte væk.

Folkemængden der sad omkring mig blev større og større. Folk delte tæpper og sad tæt. Falckmænd gik fra person til person og sørgede for at alt var okay. Folk blev stadig redet ud af flyet, alle sammen i live. Der var endnu ikke fundet nogen døde.

En falckmand, med sort hjelm, var begyndt at fylde en masse skåle med noget dampende væske. En anden, med grøn hjelm, begyndte at dele det ud til folkene med tæpper. Det var mad. Varm suppe til dem der sad og ventede på, at de kunne komme der fra.

Færre og færre blev hevet ud af flyet. Til sidst slet ikke nogen. Flyet var tomt, og jeg havde endnu ikke set faren eller moderen fra den glade familie. Folkemængden blev også mindre og mindre. Folk blev kørt væk fra stedet. Til sidt var der et overtal af falckmænd som passede på os, før vi også kunne blive kørt væk fra stedet. Meget flinke mænd og kvinder. Nogle få fik skiftet bandager, andre blev tjekket endnu en gang for skader, og alle blev på skift og hele tiden tjekket for tegn på traumer.

Den sidste bil kørte med de sidste fra folkemængden. Kun de orange falkmand var tilbage sammen med nogle flere folk, der var dukket op. De var klædt i hvidt og sort tøj og havde meget fine apparater med sig. Ikke folk fra flyet, men alligevel nogen som skulle bruge meget tid på det. airplane crash investigatingstod der på deres jakker. Noget jeg havde set i fjernsynet en gang. Men snart var de væk, ude af syne, igen. Det næste der var at se var sygehuset observerings stuer. Folk i hvide kitler gik fra patient til patient, lavede undersøgelse efter undersøgelse. Henne i hjørnet kunne jeg se noget. Et par glimtede kinder. Drengen med det ødelagte dukkehoved. Hele den glade familie var der henne. Og de var glade igen. Og snart fik vi alle at vide, hvorfor man kunne være glad på denne dag. Beskeden om at der ikke var nogen omkomne, gjorde os alle ret glade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...