Man skal række efter stjernerne, for at nå dem...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 26 okt. 2012
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
719Visninger
AA

2. Mig og min kat

”G’morgen” Jeg sætter mig på min plads. Og så sukker jeg. Jeg har ikke sovet særlig godt i nat. ”Jamen, Godmorgen til dig også, min kære ven” Signe smører tykt på. Ikke at jeg har noget mod det, for jeg synes også, at det er lidt sjovt. Selvom jeg ikke viser det. Klokken er lidt i otte, himlen er blå og jeg er træt. Jeg sukker igen. Klokken ringer og ind kommer Rasmus. Vores Matematik lærer. ”Godmorgen” siger Rasmus, som traditionen byder ham det. Man skulle tro, at jeg snart havde fået nok af at sukke af morgendagen og dets luner. Rasmus beder os om at tage vores bøger frem, og jeg begynder at rode rundt i min taske. Mellem de mange løse papirer finder jeg den endelig. ”Hey Susan, må jeg kigge med?” hvisker Mads. Mads er den jeg sidder ved siden af og han er altid i klassens centrum. Han er meget populær. Selv synes jeg også han er ret sød, men vi er ikke rigtig specielt godt bekendte med hinanden.

Frikvarteret kommer hurtigt. Jeg er ikke i humør til at snakke, så jeg går ud af døren i raskt tempo med min tegneblok under den ene arm og mit penalhus i den anden. Nu går turen mod mit hemmelige sted. Der er ikke andre end mig, der ved, at det eksisterer. Ikke engang mine venner. De ved godt, at jeg nogle gange forsvinder med min tegneblok uden at sige noget, specielt når vejret er flot, men de har ikke engang set tegningerne. Jeg kravler ud af vinduet og ind i den lille aflukkede gård. I dag er en dejlig varm dag, og jeg sætter mig op af egetræet i gårdens centrum. Jeg åbner min blok op på en blank side og begynder at tegne. Og jeg tegner bare. Jeg tegner personer jeg kender. Jeg tegner natur. Jeg tegner mine sindsstemninger. Jeg tegner alt mellem himmel og jord. Kun min fantasi sætter grænser. Næste modul har klassen arbejd selv så jeg beslutter mig for at blive. Jeg lukker øjnene et øjeblik for bare lige at nyde øjeblikket. Da jeg åbner øjnene igen er jeg meget overrasket over at se en ung hvid kat ligge lige ved siden af mig. Hun vender sit hoved og kigger på mig. Så lægger hun sit hoved igen og begynder at spinde. Jeg aer hende. Jeg må være faldet i søvn… Der kan ikke være gået meget mere end tyve minutter. Jeg begynder stille og roligt og tegne hende. Jeg er langsom og omhyggelig i processen. Hun kigger på mig med store gule øjne. Jeg taber næsten blyanten, da hun spørger ”Hvad laver du, menneskepige?”. Jeg svarer hende ikke lige med det samme. Det skal lige synke ind, hvad der lige er sket. ”Øhm… Jeg tegner… dig…” Det er stadig ikke sunket ind. ”Må jeg se?” ”Øhm… Ja. Ja selvfølgelig må du det.” Jeg viser hende det næsten færdige billede. Hun nikker anerkendende. ”Det er godt. Det er et flot billede.” Jeg vender mig så småt til at katten taler og vi begynder at snakke sådan rigtig. Katten hedder Katrine, finder jeg ud af, og vi hygger os godt sammen. Desværre er min skoledag ikke slut endnu, så vi bliver nødt til at sige farvel. Vi aftaler at mødes næste dag, hvis vejret er til det.

Over de næste par dage er vejret godt, og vi hygger os sammen hver dag. Hun giver mig også et par ideer til mine billeder. Vi sidder under egetræet som sædvanligt. Katrine ligger tæt op af mig. ”Du ved… Du burde vise de billeder til nogen. Nogen andre end mig, Susan” Hun kigger op på mig. ”Jeg ved, at du drømmer om at kunne vise billederne til hele verden. At du gerne vil have, at folk skal kunne lide billederne. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke viser de billeder til nogen…” Katrine kigger væk igen. Jeg kigger heller ikke på Katrine. Jeg tegner videre. ”Jeg… Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg ikke viser billederne til nogen… Jeg tror, det er, fordi jeg er bange. Bange for at de ikke vil kunne lide mine billeder. Eller at de ikke er gode nok. Tror jeg.” ”Hmmm” Katrine kigger stadig ikke på mig. ”Du burde nu gøre det alligevel.” ”Hvem skulle jeg så vise dem til? Min mor? Mine venner?” Jeg er stoppet med at tegne. Jeg kigger bare ud i luften. ”Jeg tror bare det vil blive for akavet…” Katrine svarer ikke. Hun er faldet i søvn.

Jeg sukker. Dansk. Jeg længes efter frikvarterets komme. Jeg længes efter Katrine og vores samtaler om alt og ingenting. Lige så snart klokken ringer pause skynder jeg mig ud af døren, men Anne – min klasselærer – stopper mig. ”Hvad er det, du har der?” Jeg kigger forvirret på hende, indtil det går op for mig, at hun snakker om min tegneblok. ”Det er min tegneblok… Hvorfor spørger du?” Hun ser forfærdelig interesseret ud. ”Må jeg se?” Jeg tøver lidt og nikker så. Jeg rækker hende blokken. Lige så snart hun åbner udstøder hun et lille gisp og kigger på mig. Så kigger hun tilbage på billedet igen. ”Har du…” Hun taler alt for lavt, så hun rømmer sig lidt. ”Har du virkelig tegnet det her?” Hun bladrer blokken igennem. Jeg har næsten tegnet på alle siderne. Efter fem minutter begynder jeg at blive en smule utålmodig. Jeg vil hurtigst muligt ud til Katrine. ”Kunne jeg godt få den tilbage igen?” Hun kigger lidt overrasket op på mig. Hun havde vidst stået i sine egne tanker. ”Ja. Ja naturligvis.” Hun ryster på hovedet af sig selv. ”Tak. Så går jeg nu.” ”Nej, vent lige et øjeblik. Det er virkelig dig der har tegnet de der billeder ikke? For så har jeg et forslag til dig. Jeg har hørt om en konkurrence der kører inde på et galleri i Københavns centrum. Det eneste du skal gøre er at sende femten…”

”…billeder til galleriet inden den niende juli, så får man muligheden for måske at få billederne udstillet på galleriet. Billederne skal have en samlet titel. Jeg kan selv vælge, hvad det skal være for en titel. Er det ikke spændende? Ikke Katrine?” Katrine gnider sig op af mig og spinder lykkeligt. De næste par dage er det eneste, vi diskuterer, hvad jeg skal tegne til konkurrencen. Jeg beslutter at min titel skal være ”Baggården i mine drømme”. Billederne er derfor selvfølgelig billeder af den lille gård. Jeg fortæller ikke noget om konkurrencen til nogen. Den tredje juli Sender jeg billederne. Sommerferien er lige begyndt, og Katrine og jeg er både meget nervøse og spændte. Der bliver ikke vist mere end fem personers billeder på den pågældende udstilling.

Endelig kommer der et brev fra galleriet. Det er en ganske almindelig hvid konvolut. Jeg skynder mig så hurtigt jeg kan og finde Katrine. Jeg vil åbne konvolutten sammen med hende. Vi sætter os under egetræet. Katrine sidder på mit skød og venter spændt på at konvolutten bliver åbnet. Solen skinner og det er endnu en dejlig sommerdag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...