Man skal række efter stjernerne, for at nå dem...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 26 okt. 2012
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
755Visninger
AA

1. Astronauten Mads

Kan du gætte hvem jeg er? I dag er jeg en astronaut. Jeg er opdagelsesrejsende i et hav af stjerner. Jeg tager min store dragt på og dykker ud i det. ”Vi ses senere, Mads” siger mor. Hun smiler og vinker til mig helt nede fra mælkevejen. Men jeg har min stjernekigger, så det er let at få øje på hende. Også selvom vi er flere lysår fra hinanden. Mor vinker stadig og snart er hun ude af syne. Jeg skynder mig ud af mit rumskib igen og flyver mellem stjernerne.

Jeg er helt alene i det kolde univers, men stjernerne larmer så meget, at det ikke bliver nogen sjov opdagelsesrejse. Ude ved Karlsvognen møder jeg Olivia. Nu er vi to astronauter. Vi opdager nye universer sammen i flere dage, desværre må vore veje skilles, da et enormt rumvæsen tager Olivia med sig. Nu begynder stjernemængden at tynde ud, og jeg møder ikke flere astronauter på min vej. Der er kun tre store stjerner tilbage nu. Og så mig. Hvor er mor? Der er mørkt udenfor allerede. Jeg beslutter mig for at hvis mor ikke kommer, så tager jeg hjem til jorden – alene. Det må stjernerne bare ikke se. Inden de ved af det er jeg væk. Jeg er forsvundet ned af mælkevejen og bevæger mig tættere og tættere på kendte farvand.

Indtil farvandet lige pludselig ikke er kendt mere. Hvor er mor? Hvor er jeg? Det store univers er ud af ingenting blevet både koldere og mørkere. Vand flyder ud af mine øjne og jeg er helt alene. Der er stille omkring mig. De eneste lyde der er, kommer fra mig. Men mor kommer ikke. Far kommer ikke. Morfar kommer ikke. Bitte kommer ikke. Der er kun mig. Og en ukendt del af universet som ikke er venligt stillet over for små og søde astronauter.

Jeg er beslutsom endnu en gang. Noget må der gøres. Men hvad? Hvad gjorde Peter Pedal og hr. Hundsen, dengang de farede vild? Det var noget med nogle lyde… Hvad var det nu? Jo. Han gik tilbage af den vej, han var kommet. Der løber ikke mere vand fra mine øjne. Denne astronaut må til at tage sig sammen. Som en eller anden engang har sagt; man må række efter stjernerne for at nå dem... Eller noget i den retning.

Igen sætter jeg min raket i gang, denne gang i den modsatte retning. Jeg kan godt klare tingene selv! Hvordan var det nu… Jeg drejede den vej ved den galakse. Fortsatte ligeud ved det sorte hul. Og til sidst op af mælkevejen igen. Lige så uset som jeg var forsvundet, ankommer jeg til mit rumskib igen. De store stjerner larmer mere end normalt. ”Mads! Mads, hvor er du?” De råber ligefrem. Jeg tager dragten af og går ind i kontrolrummet. ”Jeg er her!” siger jeg. Stjernen Bitte løber hen og krammer mig hårdt. ”Hvor har du været? Vi har været syge af bekymring” ”Jeg har bare været ude på eventyr” svarer jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...