Besat af kærlighed

Monique på 17 år, sidder i bussen på vej hjem, som så mange gange før. Men idag er det anderledes, faktisk ubehageligt. Fordi et par sæder længere ned i bussen, sidder en ung mand på omkring de 19 år, og stirre underligt på hende. Det har han gjort siden hun stod på bussen, og nu begynder det at blive ret uhyggeligt. Hun kigger ud af vinduet og prøver at ignorere ham, men hun kan se at han stadig stirre ud af øjenkrogen.
Hvem er han, og hvorfor stirre han sådan?

6Likes
4Kommentarer
733Visninger
AA

5. Kapitel 5

Mike bankede forsigtigt på døren, og gik ind. Monique lå stadig på sengen og sov, hendes kinder afslørede tydelige indtørrede streger af tårer. Hvorfor græd hun hele tiden? Det var jo de to der skulle være sammen til evig tid, og have børn sammen. Hun skulle nok finde ud af, at han havde ret. "Monique, skat? Du skal op, jeg har morgenmad med til dig." Han aede blidt Monique på kinden, og hun rømmede sig. Indtil det gik op for hende, hvem det var der stod og aede hende. Hun fløj op, og skreg at han skulle lade hende være, og skride ad helvedes til. "Hvorfor er du så sur? Du må da snart indse at jeg har ret. Hvor længe går der før at du ser, at vi to er soulmates." Monique råbte at han skulle se at vågne, at det aldrig ville blive de to, og at han skulle lade hende gå. Han blev vred, rejste sig med et sæt og gik ud, og smækkede døren efter sig. Da han låste døren, råbte han at hun aldrig skulle væk fra ham, hun var hans, og det ville ingen kunne gøre noget ved.

Monique lænede sig tilbage i sengen, og græd. Hendes øjne gjorde ondt, for hun havde grædt en hel del siden bortførelsen. Ville hun nogensinde se sine forældre igen? Og hvad ville Mike gøre ved hende? Hun gøs ved tanken om hvad han måske ville kunne finde på, og blev endnu mere bange. Hun krøb sammen i et hjørne af sengen.

Et par timer senere, stod Monique ved døren og prøvede at få Mike til at svare hende. "Mike, du bliver nød til at åbne, jeg skal sådan tisse, jeg lover at jeg ikke løber nogen steder. "Det var ikke helt sandt. Hun ville prøve om vinduet var stort nok til at hun kunne kravle ud af det, og finde hjem. Der var dog en ting der undrede hende, hun var helt sikker på at de var gået op af en hel masse trapper, så han måtte bo i en lejlighed. Så hvorfor var der ikke nogen der var kommet op? Der måtte da være nogen der havde hørt hende råbe om hjælp når han var ude for at handle ind. 

Der gik noget tid, men langt om længe hørte Monique nøglen blive sat i låsen, og døren gik kort efter op. "Så kom. Men bare så du ved det, har jeg sat jernstænger op på badeværelses vinduet, og alle andre vinduer, så du ikke kan komme ud. Du skal blive her hos mig. Hører du!" Monique nikkede sørgmodigt, og mærkede straks tårerne presse sig på. Hun  satte sig på brættet, og havde lyst til at sidde her i lang tid. Rummet var fuld af solens skarpe stråler, de gjorde lidt ondt i hendes øjne til at starte med, men de vænnede sig hurtigt til lyset. Da hun var færdig, gik hun hen mod vinduet, og kiggede ud gennem tremmerne. Der var en stor legeplads lige udenfor, og små børn rendte og legede og frydede sig over det gode vejr. Hun ville ønske at hun stadig var lille, og kunne løbe rundt og lege som det passede hende. Men det kunne hun ikke, hun var næsten voksen, hun havde en kæreste. Men den største grund til at hun ikke kunne lege som hun ville, var at hun skulle sidde inde på det mørke værelse. 

"Er du ikke snart færdig? Du har været derinde i over en time." Monique skyndte sig at sige at hun var færdig, og kom ud i den store stue. "Jeg har tænkt lidt over det. Jeg synes at du skal have lov til at bevæge dig lidt mere end hvad du kan inde på værelset, så derfor, har du nu fri adgang til hele lejligheden." Hun kiggede undrende på Mike, men gik så rundt for at se hvordan lejligheden så ud. Mike tændte for tv´et, og zappede rundt. Han stoppede ved nyhederne, og skruede en smule op, da der kom et indslag om en kidnappet ung pige. Han så hele indslaget, og blev vred. "Hvorfor kan de ikke bare lade det ligge? Du er jo alligevel hos en der elsker dig, og vil beskytte dig for alt i verdenen."

Monique turde ikke vænne sig om, da hun mærkede hans hånd hvile på hendes skulder. "Du ved da godt at jeg elsker dig, ikke?" Monique stivnede da hans hånd gled ned af hendes arm, og begyndte at gå ind under hendes bluse. "Hvis du virkelig elskede mig, lod du mig gå."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...