Besat af kærlighed

Monique på 17 år, sidder i bussen på vej hjem, som så mange gange før. Men idag er det anderledes, faktisk ubehageligt. Fordi et par sæder længere ned i bussen, sidder en ung mand på omkring de 19 år, og stirre underligt på hende. Det har han gjort siden hun stod på bussen, og nu begynder det at blive ret uhyggeligt. Hun kigger ud af vinduet og prøver at ignorere ham, men hun kan se at han stadig stirre ud af øjenkrogen.
Hvem er han, og hvorfor stirre han sådan?

6Likes
4Kommentarer
789Visninger
AA

4. Kapitel 4

I mellemtiden hjemme hos Monique.

"Hvor bliver hun af? Og hvorfor svarer hun ikke sin telefon. Du tror da vel ikke at der er sket hende noget? Vel?" Hendes mor kiggede nervøst på hendes far, der så lige så nervøs ud. "Jeg ved det ikke, det ligner hende ikke at komme tre timer senere hjem, uden at ringe. Måske vi skulle ringe en gang til, til hende, og tager hun den heller ikke denne gang. Ringer jeg til Susanne fra politiet." Hendes far gik over og løftede røret, og trykkede Moniques nummer. Men den blev blot ved med at ringe, uden at nogen tog den. Han rystede på hovedet og så hen imod Moniques mor. "Jeg ringer til Susanne." Sagde han, og trykkede hendes nummer ind.

Moniques mor gik op på hendes værelse, for at se om det var noget der var ændret. Men der var ingenting at se. Kun hendes redte seng og hendes rydelige værelse. Monique havde altid været en engel til at holde sit værelse ordenligt og rent, ja nu hvor hendes mor tænkte nærmere over det, var Monique altid en engel. Hun hjalp til med alt hvad hun kunne, og passede sin kusines børn hvis der var brug for det. Hun var en sportslig pige, for hun gik til tre forskellige sportsgrene, og havde alligevel tid til et fritids job, familie og venner. Hun gik til ridning, håndbold og svømning, noget der virkelig krævede at man var i meget god kondition. Og var der noget hendes datter Monique var, så var det i god kondition.

En halv time efter at Palle, Moniques far, havde ringet til Susanne, bankede det på døren. Malene, Moniques mor, gik ned fra værelset og åbnede. Det var Susanne der kom, for at se om de eventuelt kunne finde ud af, hvorfor hun endnu ikke var kommet hjem. Inderst inde var Malene sikker på at det var den unge mand, som Monique om formiddagen havde meldt til politiet, der havde taget hende. Hvorfor havde de dog heller ikke passet bedre på hende, og hentet hende fra skole? Malene følte sig som en dårlig mor, for en god mor passede på sine børn, og sørgede for at der ikke skete hendes børn noget som helst. Og nu var hendes datter meget sandsynligt i armene på en psykopatisk bortføre. Hvordan skulle de få Monique igen, og hvordan havde Monique det? Var hun skræmt? Var hun overhovedet i live? Hun turde ikke tænke tanken til ende om hvad der kunne være hændt hendes vidunderlige lille pige. Da hun så på Susanne, vidste hun med det samme at hendes bange anelser havde været rigtige. Det var den unge mand fra bussen der havde taget hendes datter til fange, Susanne bekræftede det med det brev hun havde i hånden. Malene blev svimmel og faldt om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...