Besat af kærlighed

Monique på 17 år, sidder i bussen på vej hjem, som så mange gange før. Men idag er det anderledes, faktisk ubehageligt. Fordi et par sæder længere ned i bussen, sidder en ung mand på omkring de 19 år, og stirre underligt på hende. Det har han gjort siden hun stod på bussen, og nu begynder det at blive ret uhyggeligt. Hun kigger ud af vinduet og prøver at ignorere ham, men hun kan se at han stadig stirre ud af øjenkrogen.
Hvem er han, og hvorfor stirre han sådan?

6Likes
4Kommentarer
790Visninger
AA

3. Kapitel 3

Hun vågnede ved at døren blev åbnet, hun vidste ikke engang at hun var faldet i søvn, men hun måtte have grædt sig selv i søvn, for det var det sidste hun kunne huske hun havde gjort. Hun rejste sig, og gik væk fra døren, hun ville ikke tæt på ham igen. "Sæt dig på sengen. Jeg har mad til dig." Hun satte sig ikke på sengen, men blev der imod i det hjørne hvor hun stod. "Sæt dig nu bare på den seng, jeg gør dig ikke noget smukke." Hun kiggede på maden han holdte i sine hænder. Hvad nu hvis han havde puttet noget i hendes mad og drikke? Hun turde ikke risikere noget. Hun rystede på hovedet og sagde at hun ikke var sulten, og at hun bare ville hjem. "Det må du så selv om, men du kommer ikke hjem." Han gik hen imod døren og satte maden ved siden af døren, i tilfælde af at hun skulle blive sulten. "Vent. Hvad er det du vil med mig? Jeg har aldrig gjort dig noget." Hendes stemme skingrede og rungede fordi hun var bange, men hun ville vide hvorfor han havde bortført hende, og hvad der skulle ske med hende. "Nej selvfølgelig har du ikke gjort noget, du er her fordi du skal være min til evig tid. Jeg elsker dig, og jeg skal nok få dig til at elske mig også."Hun skælvede over hele kroppen da han sagde det. "Jamen jeg har en kæreste. Og, du kan ikke tvinge nogen til at elske dig." Han rystede blot på hovedet, og sagde at hun ville blive klogere, og at det med at hun havde en kæreste var han ligeglad med. For det var ikke hendes eneste ene, det var han selv.  "Forresten hedder jeg Mike." Han lukkede døren bag sig og låste den så hun ikke kunne slippe væk. 

Hun besluttede sig for at studere rummet hun befandt sig i, og gik skælvende rundt for at se om der ikke var en kontakt. Hun kunne ikke huske hvilke veje de var gået, for han havde skubbet hende lidt væk fra den store vej, og havde givet hende et bind for øjnene. Hun gik hen til vinduet og så ud, hun genkendte ikke stedet. Hun dumpede ned på sengen og lagde sig igen til at græde, hun håbede at hendes forældre snart fandt hende, og at hun snart kunne komme hjem. Hendes øjne blev tunge af tåre, og lidt efter lidt faldt de i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...