Besat af kærlighed

Monique på 17 år, sidder i bussen på vej hjem, som så mange gange før. Men idag er det anderledes, faktisk ubehageligt. Fordi et par sæder længere ned i bussen, sidder en ung mand på omkring de 19 år, og stirre underligt på hende. Det har han gjort siden hun stod på bussen, og nu begynder det at blive ret uhyggeligt. Hun kigger ud af vinduet og prøver at ignorere ham, men hun kan se at han stadig stirre ud af øjenkrogen.
Hvem er han, og hvorfor stirre han sådan?

6Likes
4Kommentarer
758Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hun vågnede og var helt våd af sved, hun kiggede forvirret og træt rundt i lokalet. Der var noget som ikke var som det skulle være, men hvad kunne hun ikke se. Der var bare et eller andet der gjorde hende utryg. Hun satte sig på kanten af sin seng, og tændte for bordlampen, og regnede med at hun så kunne se hvad det var der var galt. Men idet hun trykkede på lampens knap, skreg hun og væltede tilbage mod sengen. En hånd kom mod hende, og tog fat i hende. Hun skreg og skreg, men der var ingen der hørte hende. Hvordan kunne ingen høre hendes hjælpeløse skrig? Hendes forældre lå jo lige inde ved siden af. Hun blev revet op af sengen og rusket i. "Skat, skat, vågn op, du har mareridt, kom så, op med dig min lille skat." Hun slog øjnene op igen, var det hele bare et mareridt? Hun var da lige vågnet. Hun var gennemblødt af sved, og hendes mor knugede hende ind til sig imens hun sagde trøstende ord. "Rolig skat, han kommer ikke ind til dig, det skal jeg nok sørge for." Hendes far stod ved siden af sengen og kiggede ned på sin skræmte datter, det var tydeligt at se hvor fortvivlet han var over at se sin datter være så bange.

"Måske det ville være bedst hvis hun kom ind til os i nat, og sov på en madras, ellers får hun ingen søvn" Hendes far nikkede og gav hendes mor ret. Hun rejste sig og gik med søvnige skridt med ind på sine forældres soveværelse, hvor hendes far allerede havde lagt en madras frem til hende, og nu var på vej ind med hendes dyne og pude. Hun lagde sig ned på madrassen, og lukkede øjnene. Hendes mor aede hendes kind og sang den sang hun altid sang for Monique da hun var lille og havde haft mareridt. Monique slappede mere og mere af, og til sidst faldt hun ind i en dyb søvn, og denne gang uden mareridt. 

"Skat du skal op nu." Hendes mor ruskede blidt i hende. Monique slog øjnene op, og satte sig på madrassen. "Vi går ned til politistationen om tyve om tyve minutter, så skynd dig at få lidt morgenmad. Monique ind på sit værelse, og fandt nogle bukser, en bluse og en top frem. Hun tog det hurtigt på, og gik kort efter ned i køkkenet hvor hendes mor havde stillet en tallerken fyldt med pandekager og scrambled eggs frem. Monique slikkede sig lidt om munden inden hun satte sig på stolen og begyndte at spise.

Vejen føltes lang ned til politistationen, men i virkeligheden var der kun ti minutters gang. Hun var møg nervøs, for hvad skulle hun dog sige til politiet? Hun havde aldrig prøvet at melde nogen før. Men hendes forældre var der, og bakkede hende op til det sidste.

De trådte ind i en stor sal, fyldt med betjente og borgere der skulle have fornyet kørekortet eller andet. De gik hen mod en skranke hvor der sad en storsmilende kvindelig betjent. "God formiddag, hvad kan jeg hjælpe jer med?" Hendes stemme var ligeså venlig som hun så ud til at være, og det fik Monique til at slappe en smule af. "Min datter vil gerne andmelde en person, som i bussen har stirret på hende, og i aftes stod og belurede hende igennem hendes værelses vindue." Monique kiggede lidt rundt i salen, men kiggede igen tilbage på betjenten da hun spurgte Monique om hun ville have noget imod at følge med hende, så hun kunne forklare hvordan denne mand så ud. Monique nikkede og fulgte efter den venlige betjent, der efter hendes navneskilt, hed Susanne. "Nu skal du bare slappe helt af, og fortælle mig alt hvad du kan huske om hans udseende, og gerne hans alder hvis du enten kender den eller har en ide om hvor gammel han nogenlunde er." Susanne smilede stadig beroligende til Monique, og Monique brusede ud med alt hvad hun kunne huske om ham. "Han havde mørkebrunt hår, blå øjne, en grøn hættetrøje på, og nogle brune cowboy bukser. Og jeg tror at han var omkring 19 år, Mere kan jeg ikke huske." Susanne smilede til hende, og sagde at det var helt fint. "Hvad hedder buslinjen?" Monique sagde hvad buslinjen hed, og kort efter var de igen på vej ud til hendes forældre. 

 "Hun forklarede det rigtigt fint, så vi har en masse at gå efter, og bare rolig vi skal nok finde ham og straffe ham. Og er der noget i bliver i tvivl om, må i endelig ringe. I får mit nummer, så i er sikre på at i får fat i en der ved hvad det handler om." Susanne rakte en lille seddel hen imod dem, og Monique tog imod den.

De forlod politistationen, og Monique blev kørt til skolen efter eget ønske. Hun ville allerhelst bare i skole, og se sin kæreste igen. Han stod ved sit skab, og tog bøgerne til næste time frem. "Hej skat, hvor har du været? Jeg blev bekymret, for du plejer jo at skrive hvis du er syg eller noget. Er der noget galt? Du ser så mut og lidt bange ud?" Monique vidste at hun før eller senere måtte fortælle ham om det i bussen, og at ham fra bussen havde stirret ind af hendes vindue, før eller siden, så det kunne lige så godt blive nu. "Kan vi gå et andet sted hen? Så skal jeg nok fortælle dig det hele." Han nikkede og fulgte efter hende, ned til kælderen hvor der sjældent kom mennesker. Hun kiggede ned i gulvet, men begyndte stille at fortælle ham det hele. Da hun havde sagt alt sammen, så hun igen op på ham. Han øjne lynede, og inden hun vidste af det, hamrede han hånden ind i væggen. Der kom et lille hul i væggen, og hendes kæreste bandede og svovlede over hvor ondt det gjorde. "Hør her skat. Ingen, og jeg mener INGEN kommer til at røre dig okay? Jeg skal nok passe på dig, jeg lader dig ikke ude af syne, og ser jeg ham, så smadrer jeg ham!" Monique vidste at han ville reagere sådan, men de havde lovet ikke at have hemmeligheder for hinanden, og det her havde hun virkelig ikke lyst til at gå helt alene med i skolen. Hun vidste at hun kunne fortælle sin veninder alt, men hun ville alligevel heller ikke have, at der var for mange der vidste noget. "Jeg er ikke bange Markus. Grunden til jeg kom forsent idag var, at jeg meldte ham til politiet, så du bliver nød til ikke at røre ham hvis du ser ham. Jeg vil ikke have du kommer i problemer på grund af mig. Så vil du ikke nok love mig at lade være?" Hun håbede inderligt at han ville lytte til hende, og holde sig fra problemer. "Jeg skal nok lade være skat, hvis det er det du vil have, og hvis du ikke er bange. Så skal jeg nok lade være. Han kyssede hende blidt på kinden, og de gik sammen op til klassen.

Dagen gik, og hun stod igen og ventede på bussen. Hendes kæreste var lige gået, fordi bussen var lige rundt om hjørnet. Hun tog buskortet op, og lagde mærke til hvordan hendes hænder rystede. Men inden hun kunne nå at gå væk fra bus stoppestedet, holdte bussen foran hende, med åbne døre, så hun blev nød til at gå ind. Hun gik op og satte sig hvor hun havde siddet igår, og kiggede med det samme rundt for at se om han var der. Men det var han ikke, så hun slappede af, lige indtil dørene gik op, og en ny passager gik ind. Men hver gang en ny passager steg på, var det ikke ham. Så hun slappede helt af, og var helt rolig da hun stod af bussen. Hun gik hen ad vejen, og så sig tilbage ved lyden af en sten der blev sparket lidt til. Hun kunne ikke se nogen, så hun blev nervøs igen, og satte tempoet lidt op. Hun lod som ingenting imens hun gik, men hver gang hun hørte en lille lyd, vendte hun sig bange om..

Igen hørte hun en lyd, og denne gang stod han lige bag ved hende da hun vendte sig. Hun skreg, men han holdte hånden for hendes mund, og hev hende med sig. "Du holder kæft, så sker der dig ikke noget." Hun holdte op med at prøve at sige noget, og s snart hun stoppede, lod han hånden fra om hendes mund, falde ned ved hendes hænder og holdte dem endnu strammere. "Hv, hvem er du? Og hvad vi vil du mig." Stammede hun. Han svarede ikke, hev hende bare med sig, og hun kunne intet gøre for at slippe væk. Hun var bange og havde lyst til at skrige, men da hun ville skrige, kom der ingen lyd ud. 

Hun blev skubbet ind på et værelse, og kort efter hørte hun døren blive låst. Hun satte sig på gulvet og græd af sine lungers fulde kraft. Hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...