Besat af kærlighed

Monique på 17 år, sidder i bussen på vej hjem, som så mange gange før. Men idag er det anderledes, faktisk ubehageligt. Fordi et par sæder længere ned i bussen, sidder en ung mand på omkring de 19 år, og stirre underligt på hende. Det har han gjort siden hun stod på bussen, og nu begynder det at blive ret uhyggeligt. Hun kigger ud af vinduet og prøver at ignorere ham, men hun kan se at han stadig stirre ud af øjenkrogen.
Hvem er han, og hvorfor stirre han sådan?

6Likes
4Kommentarer
755Visninger
AA

1. Kapitel 1

Vinden pustede stille i Moniques hår, da hun stod og ventede på bussen. Det skulle blive dejligt at komme hjem, efter en lang og kedelig skoledag. 
Men der var da en enkelt person der havde gjort dagen lidt bedre for hende, som han plejede at gøre. Hendes helt igennem fantastiske kæreste, han gjorde hendes hverdag perfekt, og hun kunne ikke se et liv for sig uden ham ved sin side. Men som det så ud nu, var der heller ikke grund til at se et liv uden ham ved hendes side.

Hun hørte bussen komme brummene et lille stykke fra hvor hun stod og ventede på den, og tog sit buskort frem. Bussen nærmede sig, og begyndte at blinke ind for at vise de andre billister at den skulle samle en op. Dørene åbnede, og Monique gik ind og viste sit kort til chaufføren, som smilede blidt til hende. Hun fandt en plads et godt stykke oppe i bussen, næsten bagerst, så hun kunne se det meste af bussen.

Bussen satte stille igang, og Monique satte sig tilbage i sædet og slappede af. Hun havde bemærket at der var en ung fyr på omkring 19 år, der havde kigget en del på hende da hun gik forbi, men lagde så ikke mere i det. Hun kiggede ud af vinduet, og så hvordan træer og buske suste forbi. Bussen stoppede op igen, og samlede endnu en person op. Som alle og enhver gjorde når der skete noget, kiggede hun kort ned mod indgangen for at se om det var en hun kendte. Det var det ikke, men der var noget andet dernede der fangede hendes opmærksomhed. Den unge fyr fra da hun stod ind i bussen, stirrede stadig på hende. Hun kiggede igen ud af vinduet, men kiggede alligevel lidt ned på ham, ud af øjenkrogen. Det var da en underlig måde han stirrer på ham der. Tænkte hun stille for sig selv, han stirrede på hende som om hun havde trådt i et eller andet, eller som om hun så underlig ud.

Efter cirka ti minutters kørsel blev det en smule ubehageligt, for den unge mand stirrede stadig på hende. Han havde gjort det siden hun stod på. Hun havde lyst til at gå ned og spørge ham om der var noget galt, men noget i hans"  blik gjorde at hun alligevel ikke rigtigt turde. Hans blik var så fokuseret på hende, at det virkelig blev uhyggeligt, og hans blik gled ofte op og ned af hende, imens han fik et underligt smil på læben.

Endelig nåede de til det sted hvor Monique skulle af, og hun trykkede lettet på knappen, og gik mod udgangen. Hun mærkede hvordan hans øjne fulgte hende for hvert skridt hun tog, en svimlende følelse ramte hende, og hun måtte holde lidt ekstra fast i håndtaget på et af sæderne, for ikke at falde. Hun åndede lettet op da hun var trådt ud af bussen, og så den forsvinde længere ud i horisonten. Men alligevel kunne hun ikke smide synet af den stirrende unge mand væk fra sin hukommelse.Lad være med at tænke mere på det, du ser ham alligevel aldrig igen, og der sker jo ikke noget ved at folk kigger på dig. Du er sikkert bare ved at blive fjollet. Langt om længe fik hun overbevist sig selv om at det sikkert bare var noget hun havde bildt sig ind, og hun gik mod sit hjem med et forsigtigt smil på læben. 

Ved aftensmaden sad hun og snakkede sammen med sine forældre. "Hvordan har din dag så været idag min skat?" Hendes far var altid nysgerrig efter at høre om hendes dag, fordi han var så stolt over at hun var blevet optaget på universitetet. "Den er gået fint far." Svarede hun stille. Hendes forældre kiggede spørgende på hende, for hendes humør dalede fra glad til en smule mut og stille. "Er der noget galt skat" spurgte hendes mor undrende, og kiggede ventende på hende. "Nej mor, der er ikke noget galt." Løj hun, hun havde ikke lyst til at skulle snakke om den underlige mand i bussen, og da slet ikke over aftensmaden. 

Efter maden, tog hun af bordet og gik så op på værelset, med den undskyldning at hun skulle lave lektier. Hun løj ikke så meget ved at sige hun gik derop for at lave lektier, for det skulle hun, men det var bare ikke helt derfor hun ville derop lige efter maden. Hun kunne simpelthen ikke få manden fra bussen ud af hovedet. Hun så billedet for sig, om hvordan han stirrede på hende, igen og igen. Hun håbede på at det ville hjælpe med at læse lidt lektier, så derfor satte hun sig igang med at læse sine engelske gloser hun havde fået for. 

Det var efterhånden blevet sent, og det var tid til at gå iseng. Men lige som hun havde lagt sig i sengen, og trukket dynen godt op over hovedet, hørte hun en lyd udenfor hendes vindue. Hun satte sig hurtigt og forskrækket op, og kiggede i retning af vinduet. Udenfor vinduet stod en bleg skikkelse, Monique genkendte hurtigt ansigtet. Hun skreg af sine lungers fulde kraft, og hurtigt forsvandt ansigtet. Hendes far kom løbende ind på hendes værelse. "Hvad sker der skat?"  Spurgte han forpustet, efter løbeturen op af de forholdsvis mange trapper. "Der stod en mand udenfor mit vindue, det var den samme unge mand som stirrede helt vildt i bussen, han stod lige udenfor mit vindue far." Græd hun imens hun forklarede sin far det hele. Hendes far forsvandt hurtigt ud af værelset, og Monique hørte hurtige trin ned af trappen, og hen til hoveddøren, som kort efter smækkede i. Hendes mor kom løbende op, og løb hen til Moniques seng, for at trøste hendes datter, der var helt opløst i gråd og ængstelse.

Et stykke tid efter, kom hendes far op igen. "Hvem end der var derude, er væk nu. Men nu bliver du vist nød til at forklare hvad det er for noget med en mand der stirrede på dig i bussen." Monique slappede lidt mere af, og begyndte så straks at fortælle om hændelsen i bussen. Hendes far fik et vildt udtryk i øjnene, og sagde at de dagen efter, meldte personen til politiet. Og at hun trygt kunne lægge sig tilbage i sin seng og sove, for der var ingen der kom ind til hende og kunne skade hende.

Der gik lang tid før Monique faldt i søvn, men da hun endelig faldte i søvn, havde hun mareridt på mareridt om  fyren fra bussen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...