Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3226Visninger
AA

2. Prolog

 

Først troede jeg, at jeg var død – så opdagede jeg, at der var to lys, ikke et. Det er det første, jeg husker, da jeg vågner af komaen efter min ulykke. Det næste jeg husker, er festen. Festen for at fejre mit kørekort. Selv i min medtagede tilstand kan jeg se, hvor sindssygt ironisk det er.

Hospitalsstuen er hvid. Alt er hvidt, hvidt og sterilt. Undtagen den enorme buket røde roser på mit natbord. Den er… rød.

”Xandra? Xandra, skat er du vågen?” min mors grådkvalte stemme trænger igennem, og jeg opdager til min overraskelse, at hun holder mig i hånden. Hun holder mig i hånden. Jeg tror aldrig, jeg har været så fysisk forbundet med hende før, i hvert fald ikke siden det var nødvendigt, at hun bar mig, for at jeg kunne komme rundt. Det er fascinerende.

”Hej… mor,” siger jeg stille. Min stemme er ru, som om jeg ikke har fået vand i flere år, ”hvor længe har jeg ligget her?” Jeg har før hørt om folk, der vågner fra bilulykker. De er totalt forvirrede og desorienterede, og kan for det meste intet huske. Jeg husker det hele, hver detalje. Desværre har jeg svært ved at se det gode ved det.

”Otte dage.” Otte? Det forklarer det med min stemme. Jeg vrider min hånd ud af min mors og kigger ned af min egen krop. Den buler op forskellige steder og ser meget… mærkelig ud. Jeg glipper med øjnene og prøver at ryste min hjerne klar. Godt nok husker jeg alt, men jeg er fandme ikke helt skarp.

”Skat… du kom meget slemt til skade. Din krop havde brug for hvile,” forklarer hun, og pludselig er det grådkvalte forsvundet som dug for solen. Det var faktisk også ret så uhyggeligt, hvis jeg skal være helt ærlig. Den skarpe page og de lange manicurenegle harmonerer ganske simpelt ikke med tårer og snot. Min mor er for classy – og kold – til at bekymre sig om noget. Der er stille lidt, mens jeg betragter de underlige buler under det hvide tæppe.

”Hvem er roserne fra?” spørger jeg min mor uden at tage blikket fra bulen, der skal forestille at være mit højre ben. Hvis jeg kigger op, vil jeg bare se, hvordan hun er begravet i sin mobil. Selv ved sin egen datters hospitalsseng  skal mailene tjekkes og ordrerne udsendes. Der er ingen overraskelse i det. Men det betyder ikke, at jeg har lyst til at se på det.

”Ehh… dine venner,” svarer hun fraværende. Mine venner. Hallie, som rækker mig et papkrus. Jay, der sidder med tungen i halsen på en pige. En anden pige. Raseriet i min krop. Lyden af bilen, der låser op. Følelsen af læderrattet under mine hænder. Regnen der trommer mod forruden. De to lys.

Jeg gisper overvældet og kigger på min mor for at få støtte, støtte i minderne, der vælter ind over mig. Men hun er der ikke. Hendes stemme trænger ind på stuen ude fra gangen, hvor hun instruerer sin assistent i ”marketing” og ”økonomisk støtte”. Jeg falder tilbage i puderne og stirrer på roserne. Jeg tænker ikke over det, det gør jeg virkelig ikke. Der er absolut intet i mit hoved, da jeg griber fat om glasvasen og tyrer den mod væggen over for mig. Lyset fra de blålige lamper spejles og spreder sig i glasskårene, der som i slowmotion kaster sig ud over lokalet. Måske virker det dumt. Måske er jeg virkelig lige så desorinteret som alle andre idioter, der vågner efter et biluheld, som inkluderede én selv fuld i en splinter ny Audi og en anden bil. For i det øjeblik, mens vandet løber ned ad væggen, og roserne er fordelt, knækkede og ødelagte på gulvet, er alt jeg kan tænke: nej, hvor er det egentlig pænt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...