Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3124Visninger
AA

9. Kapitel 7

 

Da jeg træder ind i det lukkede lejlighedskompleks, begynder Mikes ord at rumstere rundt i mit hoved og smagen af hans kys forlader mine læber, jo mere jeg bider i dem. De grå bygninger tårner sig op over mit hoved og gør mig ekstremt dårligt tilpas. Det bugner af affald i bunker overalt og ikke et græsstrå er at se. Myrdet. Lig. Narkomaner. Sindssyg. Jeg ryster irriteret på hovedet og bander af Mike, der har plantet de dumme tanker i mit hoved, mens jeg finder opgang 4. Døren går knirkende op ind til opgangen, og jeg træder tøvende ind. Der er ikke en lyd, ikke engang fuglene synger herude. Jeg skutter mig.

”For helvede da også, Mike!” hvæser jeg og går op af den forladte, beskidte trappe. Der flyder med affald og døde blade på gulvet. Jeg skynder mig op af trappen, og da jeg når lejlighed 7, er jeg forpustet.

”Jessi?” kalder jeg prøvende og skubber forsigtigt til døren. Den knirker højlydt og lyden skyder gennem mit mellemgulv. Jeg lukker øjnene et øjeblik.

”Jess, er du der?” råber jeg ind i den mørklagte lejlighed. Da ingen svarer, åbner jeg døren helt og kigger ind i den beskidte, tomme gang.

”Jessi, det er ikke sjovt, det her!” hvæser jeg, mens jeg med langsomme skridt går længere ind i lejligheden. Så opdager jeg et lys, svagt, men et lys inde fra et rum. Jeg åbner døren til det, der engang må have været en stue, og giver et lille skrig fra mig. På gulvet står der klynger af levende lys, der flakker blidt i trækket fra vinduet, men der er ingen møbler. Ingen møbler, på nær de mange spejle, der fylder væggene, hænger skævt og ser ud som om, de er blevet kastet tilfældigt op. Jeg er overalt, mine skræmte, lyseblå øjne kigger på mig fra alle sider. Ikke bare spejle, spejle, der er overtegnede med rød læbestift. Ordene Animam pro vita er at finde mange steder, men også uddrag fra biblen og makabre tegninger af hængte mennesker. Et sted finder jeg en illustration af en bil. Chokeret, med hjertet siddende i halsen, tager jeg fingrene op til læberne og dækker min mund. Fuck. En lille latter fra hjørnet får mig til at skrige hjerteskærende endnu engang, og jeg opdager Jessi, der sidder sammenkrøbet i hjørnet.

”Pis Jess. Du gjorde mig bange,” ler jeg falskt og vrider mine hænder. Jessi betragter mig med et lille smil på læberne.

”Kom da ind, Xandra Aldric,” siger hun og rejser sig. Hun er iført en fin sommerkjole, underligt i forhold til omgivelserne. Men det opfatter jeg kun med en brøkdel af min bevidsthed. Resten fokuserer på køkkenkniven, hun holder slapt i venstre hånd. Lang og skarp. Det er nemt at se.

”Nu,” hvisler hun, og uden at tøve skynder jeg mig ind i lokalet. Hun lukker døren og drejer nøglen i låsen. Jeg er helt tør i munden, jeg kan ikke tænke. Kniven har al min opmærksomhed. Fraværende observerer jeg, at der er en væg uden spejle, væggen til venstre for mig. Farven er falmet og hvid.

”Hvem er du?” stemmen kommer fra mig, men den er for kraftig, for stærk til at jeg kan tro, at jeg har fremsagt ordene. Hun ler, spottende og koldt.

”Jamen, jeg er da Jessi Non. Din veninde. Ikke?” Jeg trækker vejret dybt.

”Nej. Du er… du er Maria Tefferson. Du er Max Crestons kæreste.”

”Jeg var hans kæreste! Det sørgede du for, gjorde du ikke?” hvæser hun rasende og strammer grebet om kniven. Jeg skal dø. Tanken rammer mig hårdt og kraftfuldt.

”Det var aldrig min mening. Det var det virkelig ikke,” hvisker jeg. Min første psykologs ord kommer tilbage til mig. Det er ikke din skyld. Uanset hvad, er det ikke din skyld.

”Var det derfor du drak dig stiv og besluttede dig for at køre bagefter. Var det?” næsten råber hun, og hendes stemme trænger gennem marv og ben. Selv i dette øjeblik, selv når hun truer mig med en kniv, forundres jeg af hendes melodiske stemme.

”Ved du, hvordan det føles?! Gør du? Har du nogen anelse om, hvor alene jeg har været de sidste to år?” mens hun råber, forbander jeg mig selv dybt og inderligt. Jeg burde have set det. Beskederne dukkede først op på mit spejl dagen efter jeg mødte Jessi.  Selvfølgelig har hun noget med det at gøre. Fanden tage min trang efter anerkendelse. Fanden tage min trang efter venskab, fanden tage Jessi Non, der bare var en falsk karakter.

”Nej Je… Maria, det ved jeg ikke,” sukker jeg træt. Pludselig er jeg bare vildt udmattet. Det er en syg blanding, dræbende træthed og adrenalin i systemet samtidig. Det er sådan jeg forestiller mig, det føles at ryge hash. Jeg har aldrig gjort det selv, men min eks gjorde det engang imellem til fester. Det var sådan her, han var. Sløv på et enormt højt level.

”Nej, det gør du vel ikke. Du er sikkert skide ligeglad, er du ikke?!” skriger hun og fægter faretruende med kniven. Man forstår ikke min situation, hvis man ikke har været i den. Når man allerede har indset, at man skal dø, forsvinder alle hæmninger. Og realitetssans. Det føles som om alting bare skal ud, alt det jeg har båret rundt på i to år.

”Du har sikkert ikke engang tænkt over det. Du fortsætter bare med det liv, du ikke fortjener som om, intet var ske…”

”Hold så kæft!” skriger jeg, uden overhovedet at tænke over et eneste ord. Jeg lader det flyde ud, det føles som om jeg ikke styrer, hvad jeg selv siger. Jeg kan bare se passivt til, mens ordene forlader min mund.

”Tror du ikke, jeg tænker på hvert fucking minut, hva’?! Tror du ikke , jeg er fuldstændig væk i skyld? Tror du virkelig ikke, jeg drømmer om det øjeblik hver evig eneste forbandede nat! Jeg ville ønske, at det var mig, der var død! Fatter du det, din sindssyge, forskruede lille tøs?! Jeg ville ønske, jeg var død! Alt er bedre end at leve med den skyld. Alt er bedre end at være besat af fortiden,” det sidste kommer ud lavere end resten, næsten som en hvisken, og jeg falder tilbage mod en af væggene. Tanken om, at jeg får læbestift på blusen, strejfer mig kun flygtigt. Maria, der fuldstændig er blevet hylet ud af den, finder sin kontrol igen.

”Jeg ved, hvad du prøver på. Du vil have mig til at få medlidenhed med dig. Det kan du godt glemme, Aldric. Det er for sent nu. Du kom ikke engang til hans fucking begravelse!” hvæser hun og nærmer sig. Hendes fingre er hvide af at knuge om kniven. I den venstre hånd. Underligt. Jeg har aldrig lagt mærke til, at hun er venstrehåndet før. Men igen, jeg har også kun kendt hende i en uge. Og i den uge troede jeg, at hun var en komplet anden, end hun er. Så det gælder ligesom ikke. Den eneste jeg kan se, er den hævngerrige, smukke, blonde Maria Tefferson. Max Crestons kæreste, pigen der var ladt tilbage. Det med begravelsen har pint mig længe. Jeg var for fej. Jeg kunne ikke se hans familie og nærmeste i øjnene. Ikke efter det. Det var min skyld. Jeg er ikke naiv, når folk dør i ”drunk-and-drive”-uheld er det altid den fulde persons skyld. Min skyld.

”Det er min skyld,” hvisker jeg, mest for at få det ud. Jeg har ikke fået lov til at sige det før. Alle har altid presset ind i hovedet på mig, at det ikke er min skyld. Men det er det. Jeg gjorde det her. Jeg dræbte Max Creston. Hvis nogen skulle dø i den ulykke, var det mig. Men livet er uretfærdigt, og karma er en bitch. Og denne bitch har taget form af Maria Tefferson, der er kommet for at sørge for, at universets balance opretholdes. Det er vel kun rimeligt.

”Du har sikkert undret dig over, hvad Animam pro vita betyder, har du ikke? Du har regnet mine andre gåder ud. Selv bibel-stykket, som jeg selv synes var rimelig genialt. Du har ledt bøger og hjemmesider igennem for at finde betydningen, har du ikke?” hun nærmer sig langsomt, og jeg glider hjælpeløst ned på gulvet. Jeg er fanget. Der er ingen vej ud.

”Det undrer mig ærlig talt, at det aldrig faldt dig ind at prøve at oversætte det. Det er latin, forstår du. Max citerede engang et latin digt for mig, så jeg synes, det var passende,” hun sætter sig på hug foran mig og de blå øjne borer sig i mine.

”Animam pro vita. Et liv for et liv. Det er et gammelt latin ordsprog. Godt til lejligheden, synes du ikke?” hun smiler og det glimt af sindssyge, jeg aldrig har lagt mærke til før, fremkommer tydeligt. Hun griber fat om mit håndled. Uden jeg når at reagere, snitter hun en dyb rift i min håndflade. Jeg gisper chokeret, og hun ler stille. Hendes stærke fingre holder stramt fat om mit håndled, mens hun tværer sine fingre rundt i det blødende åbne gab. Smerten er brændende, som om nogen har sat ild til min hånd. Hun rejser sig og lader mig falde sammen med et klynk. Da jeg kigger op igen, er hun i gang med at skrive noget på væggen. Med mit blod. Animam pro vita. Det er hendes sidste besked til hele verden. Hendes måde at retfærdiggøre det, hun er i gang med. Hendes hævn er begrundet og retfærdig. Det er, hvad hun prøver at sige med de ord. Uden forvarsel springer et sidste dyrisk overlevelsesinstinkt op i mig, og jeg kommer uendeligt hurtigt på benene. Maria ler.

”Jeg synes også, det begyndte at blive lidt kedeligt. Hvad vil du? Flygte?” hun griner højt. Jeg betragter hende varsomt, tager ikke øjnene fra kniven, der er hoppet over i hendes højre hånd, mens hun udfører sit makabre kunstværk på væggen. Mike falder pludselig ind i mine tanker. Mike med det venlige smil og den evige tilgivelse. Mike med de bløde læber og stærke hænder. Min mor som jeg fortryder mere end noget andet aldrig at have gjort noget for at få et forhold til. Mrs. Hyde, der altid er så sød overfor mig. Jeg er nødt til at komme væk herfra. Jeg kan ikke efterlade alt det usagt og gjort.

”Jeg har kniven og nøglen. Hvad er din strategi?” hun ved udmærket, jeg ingen har.

”At overleve,” min stemme er hæs, men den er der. Det er nok. Hendes latter river i mine flænsede nerver.

”Sødt.” Hun nærmer sig. Som et rovdyr glider hun nærmere. Nej. Jeg nægter at give op.

”Før jeg tager min hævn, er der noget, jeg vil have, du skal forstå,” siger hun langsomt, ”du skal ikke have ondt af dig selv. Forstår du det? Du har fortjent det. Det her er sådan, det skulle have været dengang. Du skulle have været død.”

”Det her bringer ikke Max tilbage, Maria,” hvisker jeg, kliche som det er. Men det passer. Jeg ved, hvordan man altid vender øjne, når de siger det i pladderromantiske film, men det passer virkelig bedre end noget andet. Uanset hævnens omfang, vil det ikke ændre noget. Selvom jeg dør, vil Max stadig være væk. For evigt.

”Det ved jeg. Jeg er ikke fem. Men i det mindste kan jeg sove om natten og vide, at jeg har gjort et eller andet for at retfærdiggøre ham.”

”Du er jo sindssyg.”

”Det er muligt. Men jeg er ikke morderen her. Endnu,” hun griner over sin egen lille joke og kniber øjnene sammen, som hun altid gør når latteren ryster gennem hende og får hendes bryst til at vibrere. Jeg springer mod døren, forbløffet over min egen hurtighed og river i den. Den må gå op, den er gammel og rådden. Lige da den rustne lås endelig giver sig, mærker jeg en ild i ryggen, meget værre end med hånden. Jeg synker i knæ. Tænk at hele ”stikke i ryggen”-konceptet skulle ende med at blive så bogstaveligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...