Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3113Visninger
AA

8. Kapitel 6

 

 

Jeg har ikke sovet. Ikke et sekund. Ikke engang lukket øjnene hele natten, hvilket resulterer i, at jeg har enorme poser under øjnene, som seriøst ikke står til min hud. Hver gang jeg lukker øjnene, flyver billeder af spejle og rød læbestift rundt. Jeg har tilbragt natten på min altan, kigget ud over den store baghave, som vi aldrig bruger for at være helt ærlig. Hele natten har al sindssygen cirkuleret i mit hoved. Mike kender mig godt nok til at have lagt mærke til, at jeg helst undgår mit eget spejlbillede. Han er kristen og kunne sagtens have fundet på det med bibelstykket. Hans initialer er MT. Lucy har en læbestift fuldstændig magen til den, der bliver brugt til beskederne. Hvor lidt jeg har lyst til at indrømme det, er Mike min hovedmistænkte. Jeg ville virkelig ønske, at Lucy var mere mistænkelig, men alt passer bare på Mike. Der er kun en ting, der ikke passer. Jeg kender Mike. Den Mike jeg kender, ville aldrig gøre noget så… ondskabsfuldt.

 

Da jeg stiger af bussen – hvor jeg bevist har sat mig sammen med en anden end Mike – opdager jeg en ting, der både får mit hjerte til at eksplodere i brystet på mig og også gør mig en smule lettet. Lucy står lænet op af sine bil – en Audi, ironisk nok. Normalt er hun omringet af folk, der håber på at hendes perfektion smitter af på dem, men i dag står hun for sig selv i sin smukke, hvide cashmere jakke og høje stiletter og læser i en tyk, støvet bog. Jeg bevæger mig langsomt nærmere med frygten for, hvad jeg vil se spiddende i maven.

”Hej Luce,” smiler jeg venligt og gør mit bedste for at se normal ud. Jeg prøver at lade som om, jeg er Jessi, selvsikker og kontrolleret.

”Hej Xas,” svarer hun venligt og lukker bogen sammen.

”Jeg ville bare undskylde, at jeg efterlod dig til frokost i går. Noget kom i vejen,” smiler jeg falsk og lader et par fingre glide hen over mine busker, sådan som jeg har set Jess gøre.

”Det er i orden. Vi må bare spise sammen en anden gang.” Jeg tager mig mentalt sammen.

”Hvad læser du?”

”Åh, det er til engelsk. Vi læser A Clash of Kings,” svarer hun uskyldigt. Føjet til ”Lucy-listen”. Jeg synker en klump og klistrer et smil på.

”Cool. Nå, jeg vil lade dig læse,” jeg vender rundt på hælene og begynder at gå, da jeg kommer i tanker om noget.

”Åh, Luce? Jeg glemte helt, du glemte din læbestift på toilettet i går,” jeg smiler sukkersødt og rækker hende læbestiften. Hun tager imod den, og hvis jeg ikke tager meget fejl, ser hun oprevet ud. Det var helt sikkert ikke meningen, at hun skulle glemme ”gernings-våbnet” hos offeret. For første gang slår det mig, at Mike og Lucy måske samarbejder. Det ville bare ikke give mening, eftersom Mike teknisk set hader hende.

”Eh tak,” mumler hun. Jeg smiler igen. Oh yeah, the game has begun. Jeg er færdig med at være bange, jeg er færdig med at være paranoid 24/7. Jeg har ingen beviser for, at Lucy er gerningsmanden. Men det betyder ikke, at jeg kan lade hende komme tæt på. Fra nu af er alle mistænkte.

”Vi ses senere,” min stemme er bræk-sød, og jeg går med rank ryg op til skolen. Dagens besked kan bare komme an.

 

Mit spejl er blankt. Fuldstændig finpudset, men blankt. Ingen besked, ingen gåde skrevet med læbestift, ingenting.

”Nå da,” mumler jeg og smiler til mig selv. Måske er det endelig ovre. Jeg ved at det er et barnligt håb, men det er et håb, og det har jeg tænkt mig at holde fast i.

”Xas, der er noget, du er nødt til at se,” Mike lyder oprevet. Forvirret. Jeg vender mig væk fra mit skab og ser ind i hans vilde øjne.

”Hvad sker der?” mit hjerte sætter farten op. Efter tre dages sindssyge er det umuligt for mig ikke at gå i angst-mode, når nogen har det tonefald.

”Det er spejlsalen. Der er nogen, der er brudt ind på skolen og har skrevet på spejlet,” siger han stille. Shit. Morgenmad.

”Bare… to sekunder,” gisper jeg og springer ud på toilettet på den anden side af gangen. Alle båsene er tomme, og jeg styrter ind på det nærmest og falder på knæ foran kummen. Alt jeg har spist inden for de sidste 11 timer ryger ud igen.

”Xandra, er du okay?” råber Mike udenfor.

”Et øjeblik!”

”Xas!”

”Et øjeblik, sagde jeg!” råber jeg og tørrer mig om munden. Pis. Jeg som troede, jeg ville få fred. Hvor dum kan man lige være? Karma. Man tænker i fire sekunder, at nu er det overstået og så skal universet da lige bevise, at man tager helt fejl. Forbandet være den Gud, jeg har konstateret eksisterer. Jeg går ud til Mike, der ser vildt bekymret ud.

”Xas…”

”Jeg skal ned i spejlsalen,” siger jeg tonløst og styrter ned af gangen.

”Xas!” råber Mike bag mig, men jeg er væk. Der er en kæmpe mængde mennesker foran indgangen til spejlsalen. Jeg maser mig igennem, skubber og næsten kravler for at komme forrest og se hvad der sker. Da jeg har kæmpet mig foran, dukker Mike op på siden af mig. Jeg stirrer på spejlet. Jeg kan ikke fatte det. Det kan ikke passe.

”Xas…?” Mike prøver at trænge igennem. Jeg ryster på hovedet igen og igen. Det kan ikke passe. Efter al den tid. Det kan ikke… det må ikke…

Husker du Maria Tefferson? Husker du mig?” Fuck. Fuck, fuck, fuck. Det kan ikke passe!

”Maria Tefferson,” hvisker jeg langt væk. Alle omkring forsvinder i en tyk tåge. Der er kun mig og spejlet. Og Maria Tefferson. M. T. Jeg har aldrig mødt hende. Jeg havde ikke modet til at komme til begravelsen. Men jeg husker hendes stemme. Hendes skingre, grådkvalte stemme der skriger op. Han kan ikke være død! I lyver! Det kan ikke passe. Han må ikke… han kan ikke… nej! Han kan ikke være død. Nej. Nej, nej, nej. Maria Tefferson. Max Crestons kæreste gennem flere år. Hun var knust da han døde. Hun var fuldstændig ødelagt. Jeg kan huske, hvordan jeg lå inde på mit værelse under dynen og hørte hendes gråd og skrig. Det var frygteligt.

”Xas?” Mike river fat i min overarm.

”Jeg kan ikke…” hvisker jeg. Al den tid med mistanker og frygt og paranoia. Og så var det alt sammen hende.

”Kom søde. Lad os komme væk herfra,” Mike hiver mig ud af rummet, ud af skolen og helt ud på parkeringspladsen. Den kolde luft vækker mig af min trance og tårerne begynder at falde.

”Xas, hvad sker der? De sidste tre dage har du været fuldstændig…” han holder inde. Jeg trækker vejret dybt.

”Kom. Lad os tage ned til søen. Jeg har noget jeg må fortælle dig.”

 

”Jeg har slået en dreng ihjel,” jeg siger det uden omsvøb og uden at se på Mike. Normalt sætter vi os på de varme sten, men i dag står vi helt nede ved bredden og kigger ud på den blågrønne sø. Jeg kan høre Mikes stille åndedrag tæt på min øregang. Jeg må ikke stoppe. Han fortjener sandheden.

”Jeg var til en fest, og jeg drak. Bagefter kørte jeg, skide dumt, det ved jeg godt. Jeg ramte en anden bil, og drengen i bilen døde med det samme,” jeg giver ham den korte version. Jeg har ikke overskud til detaljerne. Jay. Hallie. De to lys, behandlingen.

”Det er grunden til mine ar. Jeg kan ikke løbe, fordi instrumentbrættet klemte mine ben i nogle minutter, før jeg blev skåret fri,” jeg holder inde. Jeg skal til at fortælle ham om beskederne, men noget stopper mig. Hvad ved jeg ikke.

”Jeg kan ikke lide Jessi,” udbryder han uventet, som om et pludseligt anfald af sandheds-opkast overvælder ham, da han ikke aner, hvad han skal sige. Jeg kan ikke lade vær med at fnise og kan høre, at det lyder underligt tykt. Jeg græder.

”Hvad?” Mike smiler og tager min hånd.

”Du har aldrig mødt hende, Mike,” smiler jeg og giver hans hånd et klem. Han trækker på skuldrene.

”Hun har ændret dig,” siger han modvilligt.

”Jeg har kendt hende i tre dage, Mike!” indvender jeg, og han løfter et øjenbryn. Jeg himler med øjnene.

”Okay, hvis du siger det. Men det kan ikke kun være dårligt. Du har aldrig holdt mig i hånden på den her måde før,” jeg blinker til ham og kigger på vores hænder, der er flettet ind i hinanden. Hvis jeg ikke tager meget fejl, rødmer han let, men giver ikke slip på min hånd. Hans hånd er ru og lidt stor i det, men… stærk.

”Du har aldrig opført dig, som om du var på randen til sindssyge før,” påstår han med et slet skjult smil. Jeg griner lavt.

”Det passer. Men det er mit hidtil bedste scoretrick, er det ikke?” han spærrer øjnene op på en underligt nuttet måde, og pludselig giver det hele mening. Frygten for at det var ham, der sendte beskederne, den dybe sorg over hans opførelse. Det hele har ledt mig til dette øjeblik. Nu hvor gåden er løst, går det op for mig, hvorfor tanken om at det muligvis var Mike, var ubærlig. Jeg kan lide ham. Bedre end jeg har kunne lide nogen før, endda bedre end Jay, som jeg jagtede i flere måneder.

”Jo. Det er det,” hvisker han hæst. Jeg læner mig ind mod ham og trykker mine læber mod hans. De smager af… Mike. Han giver slip på min hånd og trækker mig tæt ind til sig. Jeg trykker desperat mine læber mod hans, borer fingrene ned i hans hovedbund, lader alt andet forsvinde. Jeg ved ikke, hvor længe der går, før vi trækker os fra hinanden. Jeg kan ikke lade vær med at smile over hele fjæset, og hans søde smil virker helt forpjusket. Så nikker han nærmest for sig selv.

”De bedste forhold starter med venskab,” påstår han og trækker mig ind i sine arme. Jeg griner og lægger hænderne på hans bryst.

”Ja, det siger du jo,” jeg kan forestille mig, hvordan mine øjne skinner, hvordan hinden er forsvundet. For første gang i to år.

”Kom,” smiler han og trækker mig op til de varme klipper. Solen bager og det er rart bare at ligge i hans favn og slappe af, langt væk fra stress og bibelstykker og bogcitater.

”Jeg tror altid, jeg har vidst det,” hører jeg mig selv sige.

”Hmm?”

”At vores venskab ville ende sådan her.”

 

Mit telefon vibrerer, og jeg tager den op, mens jeg prøver at ignorere det irriterede blik fra Mikes side. Jeg vækkede ham vist ved at vride mig for at få mobilen op af de stramme jeans.

#Mød mig i Tender Creek om et kvarter. Opgang 4, lejlighed 7. Knus#

Jeg smiler til skærmen og lader mobilen glide ned i lommen igen.

”Lad mig gætte. Jessi?” vrænger Mike, kommer op i siddende stilling og kaster en sten i søen. Den rammer med et dumpt plask og spreder store ringe i vandet. Jeg kan ikke lade vær med at tænke, at søen er ligesom mit liv har været den sidste uge. Som et lyn fra en klar himmel, er en enorm sten landet i min sø og har gjort unaturlig røre i mit liv. Men ikke kun på en dårlig måde. Ja, det er sgu pisse uhyggeligt, at Maria Tefferson har sendt mig beskeder om hævn og endda gået så vidt som til at skrive det på et kæmpe spejl, alle kunne se. Men Jessi, det røre hun har skabt i mit liv er helt anderledes. Hun har gjort det spændende igen. Og så er der Mike. Dejlige, fantastiske, vidunderlige Mike, der virker til at være endegyldigt min i dette øjeblik. Måske har de sidste tre dage ikke været helt så slemme. Jeg sender Mike et irettesættende blik.

”Mike, hun er altså ikke så slem.”

”Nej nej.”

”Jeg mener det altså. Hun er min veninde, gider du godt lade vær med at opføre dig som et forkælet barn?” han ignorer mit spørgsmål. Jeg rejser mig og børster støvet af mit tøj. Han ser forvirret på mig.

”Går du? Efter at have kysset mig, går du så bare?” jeg smiler drillende.

”Du gjorde ikke ligefrem modstand,” jeg blinker til ham, ”men ja, jeg er desværre nødt til at gå. Jessi vil mødes.”

”Du tager pis på mig, ikke? Du har tænkt dig at skride, for at mødes med Jessi?”

”Jah… det er kompliceret. Hun fortalte mig noget i går, og jeg er nødt til at tjekke, om hun er okay.”

”Hvordan ved hun overhovedet, at vi pjækker i dag?” jeg trækker på skuldrene og henter min taske nede ved søen. Jeg er begyndt at holde op med at undre mig over Jessi. Hun er, som hun er, hun ved det, hun ved. Jeg orker ærlig talt ikke at stille flere spørgsmålstegn ved mine venner. Det er udmattende. Jeg læner mig ned og kysser Mike igen.

”Jeg ringer om en times tid,” lover jeg.

”Hvor skal I mødes denne gang?” han gør sit bedste for at skjule usikkerheden i sin stemme og jeg lægger armene om ham. Jeg holder virkelig af Mike, men alt med Jessi er så nyt og spændende. Jeg ville ønske, han ville acceptere, at jeg endelig har fået en rigtig veninde. På trods af det, der lige er sket mellem os.

”Vi skal mødes i Tender Creek,” svarer jeg og skal til at gå. Han stirrer forfærdet på mig.

”Seriøst?! Har du slet ikke hørt nogen af historierne derfra?” spørger han forarget og vækker min nysgerrighed.

”Hvad mener du?”

”En dreng blev myrdet der engang. Hans lig blev fundet i en af lejlighederne flere uger efter. Der er også nogen, der siger, at der bor en masse narkomaner derinde. Og at der engang var en sindssyg, som skjulte sig der i måneder,” rabler han af, tydeligvis i den tro, at han skræmmer mig. Fanden tage min nysgerrighed. Jeg slynger min taske over skulderen.

”Det er jo bare historier,” fastslår jeg.

”Xandra, lad vær med at tage derhen. Jeg har en dårlig fornemmelse med det sted,” får Mike fremstammet. Bedende. Jeg ser forvirret på ham og smiler så beroligende.

”Slap nu af, Mike. Jeg skal bare mødes med Jessi. Hvad skulle der kunne gå galt?”

 

Kommenter gerne. Resten kommer ud i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...