Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3137Visninger
AA

7. Kapitel 5

 

#Morgen. Skal vi tage ud til søen efter skole? Super, henter dig når du har fri. Knus Jessi#

Jeg smiler til min skærm og taster et hurtigt svar.

#Klart. Har fri kl. 3. Knus#

”Godmorgen fremmede,” siger en velkendt stemme lige ved siden af mig, og jeg nærmest springer op i chok.

”Åh… Mike. Hva’ så?” mumler jeg nervøst og gør mit bedste for at undgå hans undersøgende mørke øjne, med iriser der er så mørke, at grænsen mellem pupil og iris er helt udtværet. Før i tiden fandt jeg hans øjne fascinerende. Nu føler jeg bare, at de skjuler på så meget, jeg ikke kan læse, en person jeg slet ikke kender.

”Hvor har du været? Jeg har ringet til dig konstant det sidste døgn. Du virkede lidt… fra den i går morges,” jeg kan ikke længere afgøre om det er bekymring eller hån, jeg ser i hans øjne. Bogstaverne M. T. skrevet på en spejlblank overflade med knaldrød læbestift kører for mit indre blik.

”Jeg har det fint. Jeg var sammen med Jessi,” svarer jeg og beder til, at han ikke kan høre, hvordan min stemme ryster. Han rynker forvirret panden.

”Jessi? Hvem?” det går op for mig, at jeg ikke har fortalt Mike om pigen i det store hus.

”Ehh, en pige der er flyttet ind på min vej. Hun er rigtig sød,” svarer jeg fraværende og kigger ned af gangen. Hvis der findes en Gud, sender han Calvin ned af gangen nu. Men der er ingen tegn på den mørklødede hud og de store krøller. Ergo: ingen Gud. Pisse ærgerligt, for at sige det lige ud.

”Nå okay. Vil du hænge ud i dag? Jeg har fået en ny film om romerriget, og jeg har ikke set den endnu, så vi kunne se den sammen,” foreslår Mike, med tanke på vores fælles obsession for romerriget. Fra hans side politikken og samfundet, fra min side oceanerne af veltrænede fyre i bar overkrop.  Okay, jeg tager det før tilbage, tænker jeg, mens jeg jubler indvendigt. Der findes helt sikkert en Gud.

”Desværre, jeg skal være sammen med Jessi. Vi skal ned til søen. Sorry,” svarer jeg, ikke spor ked af det. M. T.

”Vi ses senere,” skynder jeg mig at afslutte samtalen og styrter ned mod mit skab. Den velkendte paranoide frygt sniger sig ind på mig. Jeg fumler med låsen, river mobilen op af lommen og går ind på noten, inden jeg så meget som har skubbet lågen lidt op. Jeg åbner skabet og lader øjnene løbe over det renpudsede spejl med dagens besked tværet ud på overfladen. Jeg bemærker kort at skriften er grimmere denne gang, mere udtværet. Mine fingre flyver hen over tastaturet, og jeg kigger efter, om jeg har stavet det rigtigt, så jeg kan søge på det senere. George R.R. Martin, A Clash of Kings. Jeg laver et mellemrum, bider sammen om min underlæbe og tilføjer to bogstaver. M. T. Åh Gud. Mine fingre borer sig ned i min bukselomme, og jeg hiver papirservietten op og tørrer den hen over spejlet. Der sidder stadig nogle rester fra dagens budskab.

”Det fjerner du vel inden i morgen, gør du ikke?” mumler jeg for mig selv og skubber skabet i. Hvordan det nogensinde skal lykkes mig at samle mig om fysik, er et mysterium, jeg aldrig vil løse.

 

”Xandra, vil du ikke spise frokost med mig?” spørger Lucy efter samfundsfag. Jeg takker i mit stille indre den Gud, jeg tidligere fastslog eksisterer og nikker ivrigt. Til mit held bryder Mike sig ikke synderligt om Lucy. Lige så falsk som den diamant, min onkel hævdede at have givet min moster – for at citere ham direkte.

”Fedt. Jeg skal bare lige ud og tjekke min makeup,” smiler hun og tager sine ting. Jeg følger efter hende ud på toilettet, hvor hun placerer sin makeuppung på vasken og begynder at fjerne resterende makeup under øjnene med fingrene.

”Jeg har seriøst de mest irriterende øjne på planeten. Makeuppen falder af dem efter en time,” beklager hun sig og smiler venligt til mig, ”ikke som dine øjne, der ligner en million helt uden makeup.” Hun begynder at forny sin fundation, og jeg tager mod til mig og kigger mig ind i spejlet.  Først er arret over min kind, det eneste jeg ser. Så bliver resten af mit ansigt langsomt hevet ud af tågen, der slører mit syn på resten af mig. Den let arrede hvide hud, de alt for markerede kindben. Hen over den lille næse og de flotte læber, jeg altid fremhævede med vilde farver i mit tidligere liv. Mine øjne bevæger sig hen over det sorte, kæbelange hår, der bølger let ned af min kind. Jeg stopper ved de kolde, følelsesløse lyseblå øjne. Den matte hinde over dem får mig til at se fraværende og apatisk ud. Jeg hader dem. Jeg hader dem virkelig.

”Åh Gud, jeg skulle aldrig have taget læbestift på. Det er så besværligt,” lyder Lucys melodiske stemme, og hun tværer et nyt lag rød læbestift ud over de fyldige læber. Jeg måber diskret. Knaldrøde. Den knaldrøde læbestift. Hun retter på det naturlige lyse hår og smiler indbydende.

”Skal vi smutte?” jeg trækker vejret dybt og opdager at hendes læbestift stadig ligger på kanten af vasken.

”Du går bare i forvejen. Jeg skal lige på toilettet,” hører jeg mig selv sige.

”Klart. Vi ses senere.” Hun forsvinder ud af døren med klikkende hæle. Med rystende fingre tager jeg læbestiften og fjerner låget. Langsomt bevæger jeg den mod spejlet og stopper så en halv millimeter fra overfladen. Jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre det.

”Tag dig så sammen, Aldric!” hvæser jeg og bevæger stiften det sidste stykke. Mine bevægelser former et M, og da jeg fjerner læbestiften fra spejlet sidder mit hjerte helt oppe i halsen på mig. Det er præcis det samme.

Den samme farve, den samme tykkelse, selv den samme konsistens. Åh nej. Ikke Lucy. Ikke Mike. Ikke dem. Hvad helvede er der sket med den her verden?! Det føles som om der ruller en flodbølge ind over mig, kaster mig mod klipperne igen og igen. Jeg griber fat i kanten på vasken og kigger ind i mine egne øjne. Hinden forbliver på plads. Man kan ikke se, hvad der foregår inde i mig i dette øjeblik. Jeg er bare tom. Men det er jeg jo netop ikke! Jeg er fyldt ud af følelser, modstridende følelser, der kaster sig mod hinanden i vilde kampe. Vrede, frygt, forvirring, nervøsitet, paranoia, angst. Dødsangst.

”Hvad vil de mig?” hvisker jeg til mig selv. Hvad har jeg gjort? Max Creston. Jeg har dræbt.

”Det var ikke med vilje. Det var ikke med vilje. Det var ikke med vilje,” jeg vil gerne stoppe ordene, men de kaster sig ud af mig som et mantra, der kun er til for at holde mig ude af sindssygen, ”det var ikke med vilje. Det var ikke med vilje. Det var ikke med vilje.” Jeg bider tænderne sammen og tager nogle dybe indåndinger gennem næsen. Det lille M håner mig fra spejlets overflade. Hvad kan jeg gøre? Hvad skal jeg gøre? Hvad er mine muligheder? Jeg lukker øjnene. Jeg har ingen muligheder. Absolut ingen. Hvad kan jeg gøre? Hvad har jeg? Initialer, der passer på min bedste vens navn. En læbestift magen til min venindes. Jeg har intet. Kun et par beskeder på et spejl. Der er ingen, der har gjort mig fortræd fysisk. Endnu. Men psykisk, der har de vundet. Jeg er nedbrudt, mine nerver hænger i tynde tråde. Jeg kan intet gøre. Jeg skal intet gøre. Jeg ved jo ikke engang med sikkerhed, hvem det er.

”Okay,” ånder jeg, ”okay.” Jeg tager min taske, vasker M’et væk og går med rank ryg og løftet hage ud på gangen. Godt nok er jeg i kaos indeni. Men jeg vil aldrig give dem den tilfredsstillelse at se det.

 

Jeg stiger ikke på bussen efter skole, men stiller mig for at spejde efter Jessi. Mike kigger underligt på mig, men gør ingen indsats på at kontakte mig. Jeg føjer den til ”Mike-listen”, listen i mit hoved over underlige ting, han har gjort siden beskederne begyndte at komme. Bussen kører, og jeg er stort set alene på pakeringspladsen.

”Hej søde,” perler en stemme, og jeg smiler til Jess der uventet er dukket op på siden af mig. Jeg giver hende et kram, og vi går ned til søen. Lidt fra det forladte lejlighedskompleks Tender Creek er der en stor blå-grøn sø. Vi sætter os på en stor sten ved bredden og kigger på det stille vand, der spejler himlen.

”Hvem var ham fyren, der kiggede så underligt på dig?” spørger hun pludselig efter et par sekunders stilhed.

”Så du det?” jeg havde slet ikke opdaget, at hun var kommet så tidligt.

”Jeg så det på afstand. Nå?”

”Det var bare Mike. Min… ven,” mumler jeg og kan mærke hendes blik på mig. Rødmen breder sig over mine kinder, da jeg husker hvilket ”tilfældigt” navn, jeg gav hende dagen før, da vi legede ”lad os hade Jay”.

”Aha. Det er altså Mike,” smiler hun hemmelighedsfuldt.

”Ja… vi er ikke så gode venner for tiden. Jeg vil helst ikke snakke om det,” undgår jeg det spørgsmål, jeg ved der kommer.

”Det er i orden,” lover hun og tager til min overraskelse min hånd, ”men hvis du har brug for at snakke om det senere, eller noget andet for den sags skyld, så siger du bare til.” Jeg nikker overvældet. Ikke engang Hallie var så sød ved mig.

”Tak Jess. Du er en god veninde.” Jess nikker og kigger ud mod søen.

”Jeg kendte en, der druknede sig selv,” kommer det pludselig uventet. Jeg ser overrumplet på hende.

”Det er jeg ked af. Hvorfor?”

”Skyld. Han havde ved et uheld skubbet sin lillesøster ud over en kant på en familieferie.” Min kæbe falder ned i mit skød. Hold da op.

 

Derhjemme smider jeg tasken på værelset og åbner min computer. Jeg kan ikke vente. Jeg er nødt til at få fred. Med rystende fingre åbner jeg Google og skriver i søgefeltet: George R.R. Martin, A Clash of Kings. Efter at have kigget på det ene søgeresultat efter det andet med steder, hvor man åbenbart kan købe bogen, tilføjer jeg et ord i søgefeltet. Revenge. Da hævn virkede til at være hovedemnet i bibelstykket (ja, Mikes religion er også føjet til ”Mike-listen”), kan det være, det giver pote. Et af de første hits er et citat fra bogen på en hjemmeside med bøger:

“I will hurt you for this. I don't know how yet, but give me time. A day will come when you think yourself safe and happy, and suddenly your joy will turn to ashes in your mouth, and you'll know the debt is paid.”

― George R.R. Martin, A Clash of Kings.

Stille læser jeg det højt for mig selv; ”Jeg vil såre dig for det her. Jeg ved ikke hvordan endnu, men giv mig tid. En dag vil komme, hvor du tror, at du er i sikkerhed og kan være glad, og pludselig vil din lykke forvandles til aske i din mund, og du vil vide at gælden er betalt.” Jeg begynder at sitre over hele kroppen. Al varme forlader min krop. Der er ingen tvetydighed i denne besked. Det handler helt sikkert om hævn, om gengæld. Nogen vil hævne Max Creston. Om de holder sig til syge beskeder på mit spejl… se, det er det, der bekymrer mig. 

 

Kommenter gerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...