Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3112Visninger
AA

6. Kapitel 4

 

 

Jeg åbner browseren og skriver ordene i søgefeltet. Animam pro vita. Der går et øjeblik, så dukker der 16.300.000 resultater op på Google. Jeg kæmper mig gennem den ene side om en speciel slags sundhedskur efter den anden og giver op efter en halv time. Der er intet. Jeg ryster opgivende på hovedet. Bildte jeg mig det ind? Måske stod det slet ikke på mit spejl. Måske var det træthed, eller måske er jeg syg? Jeg lægger hånden på panden. Nej. Det var der. Det er helt sikkert. Jeg tager en impulsiv beslutning og griber min iPhone. Jeg laver en ny note, hvor jeg skriver ”Lektier” først og laver et par mellemrum. Paranoiaen raser i mig. Mine fingre ryster, mens jeg skriver ordene Animam pro vita og smider mobilen fra mig. Jeg støtter hovedet i hænderne og tager et par dybe indåndinger. Sammen med Jessi lykkedes det mig at glemme den underlige episode i skolen, men nu rammer den mig for fuld hammer.

”For helvede,” mumler jeg stille og hiver et par hulk tilbage, inden de slipper ud. Hvorfor aner jeg ikke. Altså, hvorfor jeg græder. Jeg har ikke grædt siden… siden ulykken. Det er egentlig underligt. Selv ikke da jeg dumpede Jay, min kæreste gennem et år, på min egen dramatiske facon, græd jeg. Men nu fordi der er nogen, der har lavet en dårlig joke med mig, bliver jeg pludselig vildt paranoid og bange.

Jeg kan faktisk godt lide historien om, hvordan jeg slog op med Jay og så uden at sige et ord til ham. Sygeplejerskerne fjernede roserne og den knuste vase, men jeg gemte en under sengen. Da vi kørte hjem fra hospitalet, bad jeg min mor om at holde ind til siden ved Jays hus. Jeg humpede op til hoveddøren med mine klodsede krykker og efterlod den knækkede rose på hans dørtrin. Tre timer efter ændrede han sin status på Facebook fra ”i et forhold” til ”singel”. En masse af hans venner kommenterede, at han bare kunne skrive og at det var synd for ham. Hvorefter jeg nedværdigede mig til at skrive denne kommentar ”Ja, det er skide synd for ham at han snavede med en anden pige lige foran mig.” Efter den kommentar var der ikke flere, der skrev i det opslag. Jeg fortrød det senere, men det endte med at blive lige meget. Jeg flyttede jo alligevel.

”Xandra? Er du hjemme?” råber min mor nede fra gangen, hvor hun lige er trådt ind. Mit hjerte banker hurtigere i chok.

”Ja!” halvråber jeg tilbage og slukker arrigt computeren. Derefter tager jeg et langt bad. Jeg har en fobi mod badeværelser. Der er for mange spejle. Det slår mig, at det egentlig er underligt, at det lige er et spejl, jeg modtager den besked på, nu hvor jeg er så utryg ved mit eget spejlbillede. 

”Måske… måske er det meningen,” siger jeg højt ud i rummet og glor på mig selv i det duggede spejl. Tanken skræmmer mig ærlig talt af helvedes til. Hvis det er virkelig er med vilje, så er det en, der kender mig godt. De færreste kender til den væmmelse og vrede jeg føler ved mit eget spejlbillede. Med rystende fingre tørrer jeg duggen af spejlet og ser på arret. Jeg er vansiret, jeg bærer for evigt rundt på synlige minder af den største fejl i mit liv. En enkelt tåre, den allerførste i to år, glider ned af mine kind.

 

”Hvis vi skal nå til matematik til tiden, skal du altså hente dine bøger nu,” siger Mike og tager sin taske. Han presser sin lille, tykke bibel ned i den, hans hellige bog som han altid har med sig. Når man først møder Mike, kan man slet ikke regne ud, at han er kristen. Men det er han altså, med krop og sjæl. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet tvunget i kirke om søndagen af den dreng. Et stille suk slipper fra mig. Jeg har gjort mit bedste for at undgå at gå ned til mit skab ved at knevre løs, og Mike må have fornemmet min utilpashed.

”Skal jeg følge dig derned, miss?” joker han for at løfte stemningen. Desværre overvælder panikken mig, og det er fuldstændig umuligt for mig at tage det cool.

”Nej!” kommer det lidt for hurtigt. Så løsner jeg op og smiler beroligende, ”vi behøver ikke begge at komme for sent. Vi ses til time.” Med de ord vender jeg rundt på hælende og stormer ned til mit skab. Åh nej. Lad det nu være normalt. Jeg fumler så meget med låsen, at jeg næsten ikke får det låst op. Men det gør jeg, og der venter den på mig. Spejlet er gjort helt rent, der er ikke spor af de rester tilbage, jeg efterlod på spejlet i går. Jeg lukker øjnene. Pis altså. Også denne gang er det skrevet med rød læbestift. DGT, 1. Mos. Kap 9, v 5-6. Under disse forkortelser står der to bogstaver, der får mig til at rynke panden. De står ikke som en del af beskeden, nærmere som en underskrift. M. T. Jeg kan mærke hvordan vandet fylder mine øjne, men jeg lader det ikke løbe. Jeg griber i stedet min mobil, skriver det hele ind i noten fra i går og tørrer spejlet over med en papirserviet.

”Xandra? Er du okay?” jeg knalder skabsdøren i så hårdt, at det ringer for ørene og vender mig mod Lucy, der ser bekymret på mig.

”Jeg har det fint,” kvækker jeg hæst og griber mine bøger. Uden at kigge ind i hendes bløde, mørke dådyrøjne stormer jeg til matematik. Der sidder en tyk klump i min hals og truer med at komme ud i form af min halvfordøjede morgenmad. Jeg burde virkelig tage hjem, tænker jeg, før jeg undskylder for min matematiklærer at jeg kommer for sent og glider ned på min plads bagerst i klassen. Hvem der bare lå under sin dyne lige nu.

 

Jessi møder mig ved porten. Portner-John er der ikke, han holder sikkert en kort pause. Det er jo ikke fordi, han behøver at være der, for at vi kan trykke koden ind og gå ind af porten, men de velhavende idioter, der bor i kvarteret, tror at det giver mere sikkerhed, at der faktisk sidder en person og glor, mens man trykker koden.

”Hej Jess,” smiler jeg og lader hende give mig et kort kram.

”Hey søde. Haft en god dag?” vi begynder at gå ned mod mit hus. Jeg er lidt utilpas ved hendes brug af ordet ”søde”. Vi mødte hinanden for to dage siden, og hun opfører sig allerede som om vi har været veninder i flere år.

”Nogenlunde. Så god som en dag med to matematiktimer kan være. Hvad med dig?” hun trækker på skuldrene.

”Fin nok,” er hendes kortfattede svar. Jeg låser lågen op, og præcis som i går er hun ved min dør, før jeg når at opfatte det. Vi går ind i stuen og kaster os i sofaen. Jessi begynder at bladre gennem min mors modeblade og kommer med små kommentarer, hver gang hun ser noget hun kan lide, og noget hun hader. Jeg griner, og vi snakker om alt og ingenting. Hun fortæller om en fyr ved navn Finn, som hun havde noget med inde i LA.

”Han var en komplet nar. Jeg har seriøst aldrig mødt en, der havde færre brikker at flytte rundt med,” griner hun, og man kan se væmmelsen i hendes øjne, ”tror du din mor bliver sur, hvis jeg sætter ring om de ting, jeg gerne vil have?” jeg ryster på hovedet og tager en tår af den latte, jeg fremstillede til os for lidt siden. Jessi tager en kuglepen i venstre hånd og sætter en ring rundt om en hvid kjole.

”Nå, men Finn troede altså, at jeg ikke ville opdage, at han gik ud med min kusine, mens vi var sammen. Tumpe,” ler hun og kigger på en prisliste i bunden af en side for at tjekke prisen på et armbånd. Hun smiler, tilfreds med det hun ser og sætter en ring rundt om armbåndet. Derefter ser hun undersøgende på mig.

”Hvad med dig? Har du noget med nogen?”

”Ikke lige for tiden,” mumler jeg undvigende og lyser så op i et smil, ”men jeg datede en fyr, der hedder Jay før i tiden. Det var før vi flyttede til Elsinore. Han var… tja, et røvhul,” griner jeg og tager den gennemsigtige lak på stuebordet og begynder at lakere mine fingernegle. Hun griner.

”Fortæl!”

”Der er ikke så meget at fortælle. Same old story. Han snavede med en anden til en fest, og jeg droppede ham. Vi har ikke snakket sammen siden den fest,” jeg tænker slet ikke over, hvad jeg siger.

”Hvad? Snakkede I slet ikke sammen? Droppede du ham bare over SMS? Du er sgu hård, Xas,” griner hun, som om tanken om det er forfriskende. Jeg ler.

”Faktisk så droppede jeg ham lidt mere dramatisk. Han sendte mig en buket roser efter festen. Jeg kastede den mod væggen og afleverede en knækket rose ved hans dør. Det var ligesom det,” jeg kan godt selv høre, hvor melodramatisk jeg var dengang. Jessi knækker sammen af grin.

”Jeg var vred,” griner jeg til mit eget forsvar og puster på neglene for at få lakken til at tørre.

”Jeg skal fandme huske den metode,” ler hun og kaster modebladet på bordet. Hendes øjne skinner.

”Har du stadig hans nummer?” spørger hun så.

”Ja? Hvorfor?”

”Skal vi ikke skrive til ham?”

Nej!

”Årh, kom nu. Han bor jo flere timer væk. Det er ikke sådan, at du kommer til at møde ham i nærmeste fremtid. Det kunne da være sjovt, kunne det ikke?” presser hun bedende. Jeg tøver og tager så min iPhone op af lommen.

”Jess, hvis du skriver noget pinligt, får du altså med mig at bestille!” advarer jeg og sætter mig tæt op til hende, så jeg kan se hvad hun skriver. Hun fniser og begynder at skrive en besked.

#Hey Jay. Tænkte bare på hvordan du går og har det? – X#

”Dramatisk med det der ’x’,” mumler jeg tørt, og hun trykker på send.

”Jeg er vild med dobbeltbetydninger,” griner hun, ”x er både dit forbogstav og betyder ukendt. Det er genialt.”

”Hvis du siger det.” I det samme vibrer min mobil, og jeg kigger måbende på Jessi, der ser sindssygt spændt ud. Jeg bider sammen om min underlæbe og åbner beskeden.

#Xandra? Hold op hvor er det længe siden! Jeg har det fint nok. Hvad med dig? Er det en fed by du er flyttet til? Xoxo#

Jeg ruller med øjnene af slutning. Jessi himler også med øjnene og begynder at taste et svar. Så stopper hun op og ser på mig med skinnende øjne.

”Kom med et drengenavn,” siger hun udfordrende.

”Hvad?” spøger jeg forvirret.

”Bare sig et eller andet.”

”Ehh, Mike,” siger jeg, da det er det første, der falder mig ind.

”Super!” hendes fingre danser igen hen over touch-skærmen.

#Jeg har det virkelig godt! En masse nye venner og så har jeg Mike, min kæreste. Hvordan går det med dig og hende pigen, du var sammen med til festen? Er I stadig sammen?#

”Det sender du ikke!” gisper jeg, men det er for sent. Hun har trykket send.

”Narren skal da vide, at du ikke har glemt det!” påstår hun. Jeg syder.

”Fint! Skal vi så ikke også tage Finn, nu vi er i gang?!” sprutter jeg. Jessi griner bare upåvirket.

”Ham satte jeg da på plads for længe siden! Du skal komme dig over Jay og anerkende, at han er langt under dine standarter i dag. Det er det, jeg hjælper dig med.”

”Nå så det er det, du kalder det?” mumler jeg tørt. Mobilen vibrer igen.

#Fedt at du har fået en kæreste. Det blev aldrig til noget. Jeg var bare fuld og dum, det var dig jeg var vild med. Jeg har aldrig undskyldt for det der skete den aften. Det har plaget mig længe#

#Det skulle du have tænkt over noget før# send.

#Jeg ved det. Hallie og jeg savnede dig i lang tid. Men jeg er glad for at du har det godt i den nye by# Jeg tager mobilen fra Jessi, vreden bobler i mig. Flere år gammel indestængt vrede.

#Hvad med Hallie? Du er vel sammen med hende i dag, er du ikke? Det var du også dengang, ikke?# send. Jessi ser anerkendende på mig. Svaret er længere undervejs denne gang.

#Jeg var ikke særlig sød dengang. Jeg behandlede dig aldrig ordentligt# jeg lukker øjnene i smerter. Jeg vidste det. Jeg vidste det bare!

#Det tager jeg som et ja. Ja, du var mig utro. Med min bedste veninde#

#Ja. Det var jeg. Undskyld# jeg har lyst til at kaste mobilen ind i væggen.

”I det mindste er han ærlig,” mumler Jessi. Hun har vist dårlig samvittighed over, at hun fremkaldte det her. Jeg nikker fraværende.

”Ja. Endelig er han ærlig. Godt den idiot ikke er en del af mit liv længere.”

#Okay. Farvel Jay# send.

”Undskyld Xas,” siger Jess stille.

”Det er okay. Det lettede faktisk lidt,” siger jeg overbevisende. Faktisk har det bare forstærket min kvalme. Jessi nikker tøvende.

”Skal jeg lakere dine tånegle?”

 

Jeg stirrer længe på Googles søgefelt og skriver så det fra min note ind. Der kommer intet, jeg kan bruge. Ikke et eneste hit, der giver mig et svar. Opgivende prøver jeg at samle mig om mine lektier og begynder at læse religion, da mine øjne falder på en forkortelse, der står over et uddrag af Biblen. 2. Mos. Jeg slår mig for panden. Selvfølgelig! Anden Mosebog! Hvor mange gange har Mikes præst ikke plapret løs om den del af Biblen? Jeg griber min telefon og går ind på noten.

”DGT… Det Gamle Testamente! Det Gamle Testamente, første Mosebog, kapitel 9, vers 5 til 6,” siger jeg højt for mig selv og kan ikke lade vær med at smile. Jeg har knækket den! Så forsvinder mit smil, og jeg finder en net-bibel. Mine fingre ryster, mens jeg skriver mine oplysninger ind. Kapitel 9 af første Mosebog dukker op på skærmen, og jeg skimmer teksten, til jeg finder stedet hvor der står v5. Al blod forlader min krop og jeg bliver knastør i munden. Jeg sidder som forstenet, læser versene igen og igen.

”Shit,” hvisker jeg.

v5 Og jeres eget blod vil jeg kræve hævn for; af ethvert dyr vil jeg kræve hævn for det, og af ethvert menneske vil jeg kræve hævn for et menneskes liv. v6  Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket.

Jeg ryster på hovedet igen og igen. To lys. Hvinende bremser. Kaos. Flammer. Mørke. Det kan ikke passe. Det kan ikke være derfor.

”Selvfølgelig er det derfor!” hvæser jeg af mig selv og hviler hovedet i hænderne. Max Creston. Det er ham det handler om. Det handler om hævn. Nogen har opdaget min hemmelighed. Nogen ved, at jeg dræbte Max.

”Åh Gud,” græder jeg og kigger på noten på min mobil. Animam pro vita. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder, men det må være vigtigt. Det må være vigtigt. Mit blik falder på det sidste stykke af bibel-beskeden. M. T. Initialer. M. T. Hmmmm. Jeg vrider min hjerne, men kan ikke komme på noget. Igen slår jeg Animam pro vita op på Google, igen uden held og går til sidst i seng. Jeg har ikke lavet nogen af mine lektier, men jeg kan ikke samle mig om dem. Mit hoved kører rundt.

Animam pro vita. Hævn. Den, der udgyder menneskets bold, skal få sit blod udgydt af mennesker. To blændende lys. M. T. Hævn. Animam pro vita. Død.

Jeg bevæger mig langsomt ned i en urolig søvn og lige før den overmander mig, slår et navn ned i mig, rammer mig direkte i mellemgulvet og får mig til at sprænge op og styrte ud på toilettet for at brække mig.

M. T.

M. T.

Mike Tellon.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...