Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3134Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

”Jeg regner med at spille noget fra La finta semplice til forårskoncerten,” siger Mike et sted i udkanten af min bevidsthed. Alle mine tanker kredser om pigen fra i går, Jessi. Mon hun starter her på skolen? Jeg fik ikke spurgt hende, og pludselig har jeg bare virkelig meget behov for at vide det.

”Det kan du godt huske, hvad er, ikke?”

”Mmhh?” mumler jeg fraværende og kigger rundt mellem de velkendte ansigter. Lucy sender mig et smil, som jeg villigt gengælder, og vi passerer hinanden. Intet tegn på at den blonde dronning er ankommet.

”Xandra? Hører du overhovedet efter? Jeg fortalte dig det i går i telefonen. Du ved, et af Mozarts stykker?” han lyder stærkt irriteret, men det har jeg ikke overskud til at tænke nærmere over.

”Jo, jo jeg kan godt huske det,” fastslår jeg fraværende, og prøver at ignorere den dårlige samvittighed Mikes opgivende suk giver mig.

”Undskyld Mike. Jeg er bare lidt fraværende i dag,” forsvarer jeg mig selv og sender ham et svagt smil. Han nikker bare.

”Det er okay,” mumler han og stopper ved sit skab. Jeg tripper lidt, overvejer om jeg skal blive stående og vente, men længere nede af gangen kommer Calvin gående, Mikes musikmakker og ven, og det overbeviser mig om at jeg nok bare skal fortsætte uden Mike. Calvin brydes sig ikke synderligt om mig, eftersom jeg har beslaglagt noget af den tid, Mike plejede at tilbringe med ham. Mike og Calvin har været venner lige siden de var seks og mødte hinanden ude foran musikskolen, Calvin med en violin på ryggen og Mike med sine klavernoder under armen.

”Vi ses,” mumler jeg og fortsætter ned af gangen, helt ned til bunden hvor ”A” er. Aldric. Jeg åbner skødesløst mit skab og kigger med jævne mellemrum ned af gangen for at spejde efter en perfekt solbrun hud og det lyse hår. Jeg finder de bøger, jeg skal bruge, imens en intens røde farve irriterer yderst i mit synsfelt, og først da jeg smækker skabsdøren i, går det op for mig, hvad det er. Langsomt åbner jeg døren igen og kigger forvirret på spejlet, der hænger på indersiden af lågen. Tre ord slynger sig hen over den blankpudsede overflade med rød farve. Animam pro vita. Animam pro vita?! Jeg stirrer forvirret på det og uden at tænke over det, lader jeg pegefingeren glide ned gennem den røde farvelade. Farven går af og sidder fast på spidsen af min finger. Det slår mig hvad det er: læbestift. Knaldrød læbestift.

Da jeg var yngre, var jeg bedste veninder med Hallie. Faktisk var vi bedste venner indtil for to år siden. Hun kom ind på min hospitalsstue, og jeg kunne straks se hvordan arrene overalt på min krop skræmte hende. Skabte afsky i hende. Siden da mistede vi kontakten. I hvert fald, da vi var yngre, så vi en film hvor en pige tegnede på sit spejl med en læbestift. Vi huggede min mors dybrøde læbestift og skrev en masse ting på mit spejl. Mor blev vildt sur, da hun opdagede det. Det viste sig at vi havde nakket en af hendes Chanel-læbestifter.

Jeg stirrer på min pegefinger og derefter på spejlet, hvor ordene stadig pryder overfladen. Hvem har brudt ind i mit skab?! Hvem har pudset spejlet, for at overtegne det med nogle sindssygt underlige ord?! Pludselig føler jeg mig paranoid. Jeg har det som om alle ser ind i mit skab og ser de ord, forstår de ord jeg ikke forstår. Og dømmer mig. Hurtigt river jeg nogle papirer op af min taske og tørrer ordene væk. Der er stadig rester af rød læbestift, da jeg er færdig, men man kan ikke se, hvad der stod før. I det fjerne, som flere kilometer væk ringer klokken og jeg smækker skabsdøren i og skynder mig til time, mere fraværende end jeg har været hele dagen. Animam pro vita?!

 

”Mike?” jeg læner mig op af skabet ved siden af hans.

”Mmm?”

”Ved du tilfældigvis, hvad Animam pro vita betyder?” spørger jeg forsigtigt og tøvende. Noget siger mig… jeg har bare på fornemmelsen, at det måske ikke er det smarteste at råbe op om, hvordan nogen har skrevet noget på mit spejl. I mit låste skab.

”Nej? Hvor har du det fra?” Pis. Mike med hans utrolige paratviden er ikke i stand til at svare på det spørgsmål, der har cirkuleret rundt i mit hoved hele dagen.

”Ehh, det kan jeg ikke huske. En eller anden skolebog,” lyver jeg og svinger tasken over skulderen. I det samme vi tager det første skridt, mærker jeg smerten skyde op gennem mine ben. Kan den her dag overhovedet blive værre? Nu har jeg pludselig også det, lægerne kalder eftersmerte, og må ynkeligt stå og krympe mig midt på en menneskeproppet gang. Diskret finder jeg mit pilleglas frem med smertestillende og håber, at jeg kan nå at kværne to, før Mike vender sig om og opdager, at jeg ikke følger med. Selvfølgelig er det ønsketænkning, jeg kan ikke undgå at se medlidenheden i hans øjne, da han betragter mig kaste to hvide piller ind i munden og hurtigt kyle glasset tilbage i tasken.

”Er du okay?”

”Jeg har det fint!” bider jeg irriteret. Nogen gange undrer jeg mig over, hvorfor han overhovedet gider at være min ven. Jeg er en røv overfor ham det meste af tiden, og når jeg ikke er, er det for det meste, fordi vi ikke siger noget.

 

Da jeg går forbi Jessis hus, kan jeg ikke lade vær med at spejde efter hende i haven, men selvfølgelig er hun der ikke. Hvorfor skulle hun også være det? Jeg går underligt slukøret videre mod mit eget overflødige palæ. Og får et kæmpe chok, da jeg når vores låge. Jessi griner af mit ansigtsudtryk og vinker.

”Hey,” smiler hun som om det er det mest naturlige i verden at hun står der, lænet op af min havelåge efter fem minutters samtale dagen før. Det er det måske også. Som nævnt er mine sociale evner ikke ligefrem noget at råbe højt for.

”Hej,” smiler jeg usikkert og låser lågen op, ”hvad så?”

”Ikke meget. Jeg tænkte bare, at jeg ville kigge forbi. Se om du ville hænge ud.” Nu har jeg ikke hængt ud siden femte klasse, men hvem ved, hvad sprogmoden er inde i den glamourøse storby. Måske er det stadig sejt at hænge ud derinde.

”Øh, klart. Her eller hos dig?” jeg når ikke at sige sætningen til ende, før hun er gennem lågen og inde i min have.

”Lad os bare være her,” siger hun og fortsætter op mod huset. Jeg følger desorienteret efter. Da vi når hoveddøren, stopper hun igen op, og venter kun til sekundet efter jeg har drejet nøglen, før hun er inde i gangen og med halvdelen  af kroppen inde i et af skabene, hvor hun fisker et stort tæppe, jeg ikke engang vidste vi havde, frem.

”Skal vi ikke tage sol? Du kunne godt bruge lidt farve,” siger hun, som om vi har kendt hinanden altid. Som om vi er barndomsveninder. Hallies stemme genlyder i mit hoved. Du trænger til lidt farve, søøøde. Jeg ryster på hovedet, som var mindet om hende en irriterende flue, der summer rundt og laver uorden i mine tanker.

”Jo, okay. Jeg henter lige noget at drikke, så,” og min solcreme, tilføjer jeg i mit stille sind. Hun nikker bare og går ud i varmen igen. Jeg ser mig forvirret om, som om jeg ikke kan finde rundt i mit eget hus og sætter så kursen mod mit værelse, hvor jeg smider tasken og finder min solcreme i bunden af skabet. Jeg har ikke haft brug for den i to år. Så går det op for mig, hvad jeg er i gang med at gøre. Det at tage sol indikerer at tage i hvert fald et lag tøj af. Og så vil hun se… jeg overbeviser mig selv om at jeg jo ikke behøver at blotte mere af min hud end som den er nu og sætter kursen mod køkkenet, hvor jeg tager to glas af den sur-søde lemonade, mrs. Hyde havde med i går. Ud i forhaven ligger Jessi på maven på tæppet og kigger på sin telefon. I undertøj. Hun har et flot sæt hvidt lingeri på, der fremhæver hendes smukke hud, og jeg bander af mig selv. Jeg skulle have sagt nej. Jeg skulle have foreslået at lave noget andet i stedet for at følge efter som en lille hundehvalp. Jeg stiller glassene i græsset og sætter mig tøvende ved siden af den græske gudinde. Hun vender sig smilende mod mig, og hendes øjne klemmer ligesom lidt sammen.

”Hvis du vil optage bare lidt d-vitaminer, er du nødt til at smide den enorme trøje og de bukser,” griner hun og ruller om på siden. Hendes krop er selvfølgelig helt perfekt proportioneret. Måske skal jeg bare indse, at hun er perfekt, i hvert fald hvad angår udseende. Hun er næsten uvirkelig. Jeg tøver.

”Kom nu. Vi er jo bare to piger, det er ikke fordi en fyr beder dig om at smide klunset,” presser hun grinende. Jeg vil gerne gøre hende glad. Hvad er det for en tanke? Jeg vil gerne gøre den her vidt fremmede pige glad?! Hvad helvede er der galt med mig? Ikke desto mindre krænger jeg sweateren over hovedet og afslører den absolut ucharmerende bh. Jeg føler mig med det samme utilpas.

”Jeg kommer om lidt,” med de ord styrter jeg ovenpå og tager et par lårkorte shorts på, der har ligget og rådnet på øverste hylde i mit skab. Derefter finder jeg min pæneste bh, tager den på, og skifter så tilbage til den gamle. Det er bare for kikset at skifte bh for at tage sol, bare fordi hendes undertøj ligner noget fra et modemagasin. Jessi sender mig et tilfreds blik da hun ser min mundering og jeg mærker lettelsen strømme gennem mig. Da jeg kommer tættere på kan jeg se hvordan hendes blik følger arene på min krop, hele vejen op til det der skamferer mit ansigt. Så siger hun, totalt upåvirket: ”Du er altså virkelig bleg.”

 

Til aften er jeg ved at tage livet af mrs. Hyde. Hun har medbragt Jackie, som hun altid gør om tirsdagen, hvor min mor arbejder længe – for som man nok kan regne ud, er min mor ikke den mest pædagogiske på denne jord. Normalt laver jeg lektier og leger med ham, men i dag kredser alle mine tanker om eftermiddagen med Jessi. Vi tog sol. Vi snakkede. Vi grinede. Et par gange føltes det som dengang, jeg var veninder med Hallie. Men for det meste føltes det nyt og spændende. Der er bare en ting, der går mig på, og jeg kan ikke huske hvad. Først da vi sidder midt i maden, slår det ned i mig som et lyn og den kartoffel, jeg lige har proppet i munden, glider ud og lander på tallerken med et hult, lille bump. Hun vidste præcis, hvor hun kunne finde tæppet. Og hun har aldrig været her før. Aldrig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...