Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3123Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

 

 

”Op med knæene! Kom så, giv lige det sidste!” brøler mr. Welsh ud over den pustende afgangsklasse, der tonser rundt i cirkler i gymnastiksalen med en høj popsang kørende i baggrunden. Jeg læner mig op af muren og lukker min bog efter et hurtigt kig på uret, der fortæller mig, at timen er slut om to minutter. Charles Baudelaires Syndens Blomster glider ned i min stilrigtige, men diskrete skoletaske, og jeg tager mine sko på, klar til at forlade gymnastiksalen så snart den forbandede klokke ringer. Jeg propper høretelefonerne i ørene og går ud af halen, da den skingre lyd spredes over hele skolen og bringer budskabet, at den herlige frihed er kommet. Jeg vender øjne af mig selv og trasker ud i varmen med kurs mod parkeringspladsen. Der er stadig et kvarter til bussen kommer, men jeg foretrækker at vente ude i den ulidelige varme end i et omklædningsrum fyldt med nøgne piger med flotte, ar-løse kroppe.

”Miss Aldric! Xandra Aldric!” råber en stemme bag mig, og jeg river desorienteret musikken ud af ørene, mens jeg vender mig mod miss Vermont, den kvindelige gymnastiklærer, ”hvor skal du så hen?”

”Ud til bussen, miss?” svarer jeg forvirret og slukker for musikken på min iPhone 5. Hendes øjne gnistrer vredt. Hun hader mig, for hende er mennesker med dårlig kondi er som fisk uden gæller: unaturlige og vanskabte. Kun en person på skolen ved noget om min ulykke, og det er inspektøren. Han var heldigvis indforstået med at holde det hemmeligt.

”Vi holder en hurtig samling inde i omklædningsrummet. Vi skal aftale nogle ting omkring volleyball turneringen, vi snart skal deltage i,” hvisler hun. Miss Vermont ligner lidt en slange i ansigtet og faktisk også lidt på kroppen. Når man nu siger ”miss”, skulle man tro, at hun er ung. Men nej, hun er nærmere 45 end 25, og med den mest ucharmerende overkrop i mands minde. Hun giver mig kuldegysninger. De små stikkende øjne og den løse hud overalt på den skræmmende tynde krop, giver ikke ligefrem point på skønhedskontoen. Med en personlighed som hendes er det ikke noget under, at hun stadig er ”miss”.

”Miss Vermont, skal jeg virkelig…” jeg færdiggør ikke sætningen, da hun spidder mig med øjnene, gør tegn til at jeg skal følge efter hende og forsvinder ind i pigeomklædningen. Jeg følger slukøret efter og sætter mig på en bænk længst muligt væk fra de halvnøgne, solbrune Californien-tøser. Igen, hvad ville man ikke give for ikke at ligne et omvandrende lig. Miss Vermont pludrer løs om holdfordelinger og udskiftere og potentielle navne til vores volleyballhold. Jeg lukker ørene for uvedkomne information og funderer i stedet over, hvordan miss Vermont mon ville se ud, hvis hun for en gangs skyld tog en bh på. Da Lucy er færdig, kommer hun over og sætter sig ved siden af mig. Jeg sender hende et vemodigt smil og kigger frustreret på klokken. Fem minutter til bussen kører. Lucy vender øjne af noget miss Vermont siger og sender mig sit særlige flabede grin. Alle elsker Lucy af den simple grund, at hun er sød ved alle. Uden undtagelse. Selv mig, freaken med for meget tøj på, gider hun være sammen med. I starten troede jeg, at hun var den type, der var besat af at alle skulle kunne lide hende, men snart gik det op for mig, at hun bare er sådan. Sød, åben, sjov. Hun får mig til at føle mig værdsat, når hun snakker med mig. Jeg skæver op til uret og krymper mig utilpas. To minutter til bussen kører. Ser ud til, at jeg må gå hjem i dag. Bare tanken er smertefuld for mine hærgede ben. Lucy ser undersøgende først på mig og så på uret, hvorefter hendes hånd ryger i vejret som en raket.

”Miss Vermont, må jeg foreslå, at vi snakker videre om det her næste mandag? Nogen af os skal med bussen, og den kører om lidt,” smiler hun sødt. Hendes utrolige magi virker også på lærerne, der alle kan lide hende i modsætning til mig, som de bare betragter som tvær og uarbejdsvillig. Miss Vermont sender hende et mildt blik, kun beregnet til hendes yndlinge.

”Okay så. Smut I bare,” jeg flyver op, giver Lucy et overvældet taknemmeligt smil og styrter ud mod parkeringspladsen.

”Du kører da i din egen bil, Luce?” spørger en af hendes gode veninder overrasket.

”Ja, men det er ikke alle, der gør det,” hører jeg Lucy svare, før jeg svæver ud af døren og halvløber ynkeligt humpende ned mod busstoppestedet. Ved hvert skridt skyder en smerte op gennem mine ben og intensiveres lige ved de brede af på mine lår. Jeg har efterhånden vendt mig til den sindssyge smerte, men den er stadig overvældende. Jeg kaster mig ind i bussen som den sidste og dørene lukker lige bag mig. Bussen sætter i gang før jeg når at sætte mig, hvilket betyder at jeg må svaje og steppe hele vejen ned til Mike, med den utilfredse buschaufførs øjne i ryggen. Jeg ville sgu også være sur, hvis jeg var en mand i fyrrene, 20 kilo overvægtig og halvskaldet, hvis eneste beskæftigelse er at køre forkælede highschool-unger til og fra skole. Jeg sætter mig forpustet og med forvrænget udtryk ved siden af Mike og begynder at massere mine mishandlede ben.

”Hvorfor er det egentlig, du ikke kan løbe?” spørger han uventet. Jeg løfter et øjenbryn og beslutter, at sarkasme er den bedste måde at undgå spørgsmålet.

”Hej til dig også, Mike. Ja, jeg har haft en fremragende dag,” siger jeg halvkoldt og læner mig tilbage i sædet.

”Hvorfor? Og sagde du lige fremragende?”

”Hvad hvis jeg gjorde?” han ruller med øjnene og ser afventende på mig. Når Mike endelig beslutter sig for at føre en samtale, er han meget direkte og ikke særlig empatisk. Det overrasker mig lidt, at han sidder og spørger mig om noget i offentligt rum. Det er meget ulig ham. Han må være meget nysgerrig denne gang.

”Er det ikke lige meget? Jeg er bare kommet til skade engang,” det lyder mere fjendtligt, end det er meningen, men jeg har virkelig ikke lyst til at fortælle Mike, at jeg har slået et andet menneske ihjel. Ikke med vilje selvfølgelig, men stadig. Den slags er bare for langt ude.

”Okay, jeg fatter det. Du stoler ikke nok på mig til at fortælle det. Fint nok.”

”Hold op med at være tøsefornærmet. Det klæder dig ikke,” vrænger jeg og river demonstrativt min bog op af tasken. Lige før jeg skal til at stå af, åbner Mike munden igen.

”Undskyld. Det var ikke min mening at snage.” jeg trækker på skuldrene og sender ham det særlige smil, der er reserveret til ham. Det lille smil, der siger det hele.

”Vi ses i morgen, smukke,” mumler jeg sløret i sjov og han dasker til mig.

”Det kan du bande på, møgunge,” ler han, en meget sjælden og velkommen lyd. Asfalten knaser under mine fødder, da jeg stiger ud af bussen, som stort set ikke engang lader mig komme ud, før den fortsætter med hvinende bremser. Jeg sender et surt blik efter den og trasker de tre gader hen til porten, hvor portner-John som altid sidder og ser ud til at røvkede sig.

”Hej John,” siger jeg og prøver desperat at presse et smil frem til ham. Han er altid så sød ved mig.

”Hej Xandra. Har du haft en god dag?” spørger han, mens han åbner porten.

”Nogenlunde. Hvad med dig?”

”Behøver du spørge?” joker han tørt og taster min kode ind i systemet. Jeg smiler medlidende.

”Vi ses.”

”Ses.” Jeg skynder mig, så hurtigt jeg kan på mine ynkelige ben ned af vejen, men bliver distraheret ved synet af en pige på min alder, jeg aldrig har set før. Hun ligger og tager sol i en af de enorme forhaver. Hun er smukt solbrun og med det fineste lange lyse hår. Kun iført en hvid bikini og store Dolce & Gabbana solbriller, ligner hun definitionen på den perfekte LA pige. Jeg kan ikke holde mig fra at kigge fascineret på hendes smalle talje og skuldre, og føler mig lidt som en stalkertype, da hun tager mig i det. I stedet for at blive fornærmet som de fleste rigmandsunger i dette kvarter, smiler hun indbydende, løfter hånden og vinker. Jeg vinker tøvende tilbage med et lille usikkert smil.

”Hej,” selv hendes stemme er perfekt, melodisk og sød, på en underlig måde. Hun rejser sig med samme elegance som en kat og går med modelskridt på de lange ben hen til de høje jernhegn, der omkranser hendes smukke palæ.  Jeg stopper forvirret op og begynder at pille ved en løs tråd på striktrøjen. Hvad vil hun?

”Jeg hedder Jessi,” smiler hun, sætter solbrillerne op i panden og rækker hånden ud gennem tremmerne. Hendes øjne er en skinnende blå, meget lig min, men med ti gange mere liv og glæde i dem. Ikke så… kolde. Jeg tager tøvende hendes hånd, og hendes øjne fokuserer kort på det iøjefaldende ar, der slynger sig over min højre hånd, før de smukke øjne igen er i mine.

”Jeg hedder Xandra,” svarer jeg og prøver at proppe en styrke ind i min stemme, der altid er svag og hæs. En bivirkning af de lykkepiller jeg hver aften mod min vilje tager.

”Xandra? Hvordan staver du det? K-a-s-a-n-d-r-a?” spørger hun interesseret. Jeg rynker forvirret panden. Hvad er det for noget at spørge om?

”Ehh, nej. X-a-n-d-r-a,” siger jeg og slipper hendes hånd.

”Med x? Virkelig? Sejt!” griner hun og læner sig ligesom op ad hegnet. Hun minder mig om en eller anden. Jeg kan bare ikke lige sætte fingeren på hvem.

Ifølge smalltalkens gyldne regler er det nu min tur til at komme med et emne. Desværre gik alle mine sociale evner tabt sammen med mit hår og min skønhed. Og Max Crestons liv.

”Så… er du ny her?” spørger jeg endelig, desperat efter at virke høflig og holde samtalen i gang.

”Ja, vi flyttede ind i weekenden,” smiler hun og afslører to dybt charmerende smilehuller, et i hver kind, ”jeg elsker det her. Det er så anderledes fra, hvad jeg er vant til fra LA.” Aha. Så hun er fra LA. Min intuition er ikke helt gået tabt endnu.

”LA? Fedt.”

”Er du der tit?”

”Min mor arbejder der, så ja,” smalltalk har ærlig talt altid virket komplet ligegyldigt og falskt på mig, selv i mine udadvendte dage. Pludselig griner Jessi og sender mig et undskyldende blik.

”Ja undskyld, men smalltalk er ikke lige min ting. Jeg har altid været dårlig til det,” ler hun og jeg griner overrasket.

”Også jeg,” indrømmer jeg og rødmer. Hun griner og ryster på hovedet, som for at gøre et forsøg på at lette den akavede stemning.

”Nå. Sker der ellers noget spændende her på stedet?” spørger hun oprigtigt interesseret.

”Det ved jeg ikke. Spørg dem på den anden side af vejen, de har ry for at være nogle værre party-unger,” griner jeg. Hun ler.

”Det skulle jeg måske gøre.” Jeg tripper lidt.

”Nå. Det var hyggeligt at snakke med dig Jessi, men jeg må hellere se at komme hjem,” smiler jeg. Selvom der ikke er nogen der venter på mig dér, tilføjer jeg i mit stille sind.

”Okay. Vi ses lige pludselig, Xandra,” siger hun venligt og vinker en gang, før hun går tilbage til sit lyseblå håndklæde. Mens jeg med en underlig fornemmelse i maven fortsætter ned mod mit eget hus, slår det mig, hvem hun minder mig om. En kønnere, langt brunere version af mig før ulykken. 

 

Kommenter gerne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...