Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3238Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

 

~•~ 2 år senere ~•~

 

Biiiip. Biip bip. Bip bip bip. Biiiiiiiiiiiiiiiiiiip!! Jeg smadrer hånden ned på mit natbord i håb om at ramme det insisterende væggeur og måske give det en hjernerystelse eller noget i den retning. Jeg fumler lidt rundt på bordet, får fat i det og trykker på sluk-knappen. Jeg nyder stilheden i tre sekunder og rejser mig modvilligt. Mandag. Grrrr. Jeg kan høre mrs. Hyde nede i køkkenet, hvor hun er i gang med at lave morgenmad til mig. mor ansatte mrs. Hyde for to år siden, da vi flyttede til Elsinore, en times kørsel fra LA. Mor sagde at mrs. Hyde var husholderske, men jeg ved udmærket godt, at hun er her for at holde øje med mig. Efter mit nummer på hospitalet, en tid der føles som meget lang tid siden, har lægerne insisteret på at trække mig gennem det ene psykologforløb efter det andet. Det siger alle sammen det samme. ”Og hvordan har du det så med det?”. Bare tanken gør mig aggressiv. Mor siger også, at vi flyttede hertil for at jeg kunne komme væk fra alt det, der var sket. Sandheden er, at hun så det som den perfekte undskyldning for at flytte tættere på LA og dermed sit arbejde. Jeg går ud fra at det er en win-win situation: hun får det som hun vil have det og fremstår som den perfekte forælder. Jeg var bare glad for at komme væk.

”Xandra, er du vågen?” kagler mrs. Hyde fra underetagen. Jeg slæber mig hen til mit skab.

”Ja!”  Jeg holder to striktrøjer op foran mig og ender med at krænge den beige over hovedet. Jeg gør aldrig noget ved mit hår, det hænger bare. Før i tiden var jeg meget forfængelig med mit lange, kulsorte hår. Jeg brugte timer på at børste det, krølle det, sætte det og forgifte det med olier. Det ændrede sig, da halvdelen af mit hoved blev barberet skaldet, fordi jeg havde fået en flænge i kraniet, lægerne skulle sætte sammen. Få dage efter jeg kom tilbage fra hospitalet, låste jeg mig inde på badeværelset og barberede hele mit hoved skaldet. Jeg kunne ikke holde ud at halvdelen var langt og halvdelen væk. Siden har jeg bare ladet det vokse og  det bølger nu til kæben. Jeg stryger det fraværende om bag øret og trækker i et par neutrale jeans.

Mit eget spejlbillede undgår jeg helst, så da jeg er færdig, griber jeg min taske og tvinger mig selv til ikke at glo ind i de kolde blå øjne, der kigger tilbage fra den blanke overflade. Jeg ved, hvad jeg vil se. En hals og et bryst, der er oversået med små snitsår, og et enkelt iøjefaldende ar, der trækker sig hen over min ene kind. Da jeg ramte ind i en bil den nat for to år siden, kurrede min fødselsdagsgave, en splinterny Audi, ud i vejkanten og smadrede mod et træ. Forruden smadrede, og det regnede med glasskår ned over min krop. Jeg går aldrig med hverken kortærmet bluse eller shorts. Min krop har de sidste to år været vansiret af ar fra den nat. Natten der ødelagde mit liv.

”Xandra, du kommer for sent!” råber mrs. Hyde, og jeg skynder mig ud på gangen og ned af trappen. Mrs. Hyde er en flot dame midt i fyrrerne med langt kastanjefarvet hår og den fineste lysebrune teint, den hudfarve man kun kan få, hvis ens mor er mulat og ens far hvid. Jeg vil ønske, at jeg havde mrs. Hydes kulør. I stedet er jeg bleg og næsten sygelig at se på. Det eneste gode ved min hudfarve er, at arene ikke er så opsigtsvækkende, som de ville være på brun hud.

”Din morgenmad er klar,” smiler hun og forsvinder igen ud i køkkenet. Jeg følger tavs efter og kan allerede mærke, at det bliver en dårlig dag. Ikke nok med at det er mandag og dermed taco-dag i kantinen – jeg hader mexicansk mad – så har jeg også gymnastik om mandagen. Jeg deltager aldrig, min mor har hundrede procent fritaget mig fra idræt, da jeg ikke må løbe på grund af mine ben, men det faktum at jeg ikke er med, gør at alle andre begynder at stille spørgsmål. Jeg har aldrig fortalt nogen i Elsinore om, hvad der er årsagen til mine ar, og at jeg ikke må løbe. Af skam, tror jeg. skam over hvor uendelig dum jeg var den nat. Jeg ville ønske jeg kunne tage det hele tilbage. I øjeblikket hvor min kæreste sad med tungen ned i en andens hals, virkede det som en meget god løsning at komme væk fra festen, før jeg smadrede noget, så som en antik vase eller hans ansigt. Den beslutning gjorde, at jeg smadrede så meget mere den nat, deriblandt en dyr Audi og adskillige liv.

Mrs. Hyde har lavet frisk frugt i tern og ristet toast til mig. Hun ved lige, hvordan man gør min mandag bedre.

”Nå, jeg smutter skat. Jeg skal køre Jackie i skole,” siger hun friskt og kysser mig på kinden, før hun flyver ud afkøkkenet med jakke og taske svævende efter sig. Jackie er mrs. Hydes søn, en lille dreng med enorme brune øjne og det kæreste betuttede smil. Hun fik ham ret sent, måske fordi hun også blev gift rimelig sent, og han er ni år gammel. Nogen gange føler jeg lidt, at jeg er hendes andet barn. Hun er her i hvert fald mere end min mor, selvom hun kun er her to timer om morgenen og to timer om aftenen. Så gør hun så også rent om fredagen, men ellers arbejder hun på en cafe i dagtimerne.

”Din bus kører om ti minutter!” råber hun, før hun smækker hoveddøren og forsvinder. Jeg svælger lidt i stilheden, der nu fylder det enorme hus, rejser mig og sætter min tallerken i opvaskemaskinen.

”Så er det bare mig. Igen,” mumler jeg selvmedlidende ud i det halvtomme rum og går med slæbende skridt ud i gangen, hvor jeg snupper min skoletaske og trasker ud af huset. Jeg er ofte alene. Min mor kommer først hjem sent om aftenen, og som sagt er mrs. Hyde der ikke så tit. Min far har jeg aldrig mødt. Faktisk tror jeg ikke engang, at min mor aner hvilken af sine mange beundrere i hendes unge dage, det egentlig var, der efterlod et uvelkomment halvt sæt kromosomer inde i hende. Hun fik mig i hvert fald allerede som 19-årig til sine forældres store foragt. De slog hånden af hende og ville ikke vide af hende – og mig – i mange år. I hvert fald ikke før hun fik succes inden for sit felt og pludselig var en vigtig person i den rige verden.

Vi bor i en stor villa i et lukket kvarter, hvor man skal have en kode for at komme ind gennem porten. Jep, en kode. Det betyder, at jeg er tvunget til at gå tre gader væk for at tage skolebussen. En anden grund er, at ingen andre end mig i dette kvarter tager bussen. Alle andre unger, der bor her, har en bil. Mine nye klassekammerater har efterhånden vendt sig til at jeg, på trods af min mors succes, ikke har en bil. Hvad de ikke ved er, at grunden er ganske simpel: jeg har intet kørekort.  Jeg når lige bussen og sætter mig forrest i den gamle, gule bumlebus på de sorte, ødelagte sæder. Selv de offentlige busser er mere charmerende.

”Hey Xan,” siger en velkendt stemme ved næste stop og Mike Tellon sætter sig ved siden af mig.

”Hey Mike.” Mike og jeg har et meget… tavst venskab. Vi sidder sammen i bussen til og fra skole, sidder ofte ved siden af hinanden i skolen og arbejder meget sammen i gruppearbejde. Men helt generelt siger vi ikke så meget til hinanden. For det meste. Nogen gange taler vi som sindssyge, men aldrig når der er andre i nærheden. Vores samtaler foregår bag lukkede døre. Jeg har tit haft lyst til at fortælle ham om bilulykken, men har simpelthen ikke haft modet til det. Mike er ikke min eneste ven, jeg fungerer fint sammen med en del andre, men Mikes venskab er helt sikkert det, der betyder mest for mig. Jeg vil ikke kunne bære at miste det. Desuden skammer jeg mig så dybt over den nat. Det er for hårdt at tale om.

Jeg læner kinden mod den kolde rude og kigger ud i den ulidelige varme. Det er hårdt at være i lange bukser og bluser i 30 graders varme. Men… bare synet af mine lår giver selv mig kvalme. Instrumentbrættet blev klemt ned over mit skød og jeg sad sådan i ti minutter, før politimændene fik mig skåret fri. Jeg har et ar med bredde som en terning hen over begge lår. Der er forbandet varmt i bussen, og jeg tager mig selv i at brokke mig højlydt indvendigt over mit mistede kørekort, det kørekort jeg havde været den stolte ejer af i sølle syv timer.

Det er ikke normalt, at en spritbilist får taget sit kørekort, den står enten på seks måneder i en celle eller en bøde på 5000 dollars. Åh, mit elskede Amerika. Man kan sgu betale sig fra stort set alt i dette land. Der var bare en ting ved mit uheld, der gjorde det til et ikke helt klassisk spritbilist-uheld. Hvis det kun havde været mig, der havde været involveret i ulykken, kunne min mor betale bøden, og vi ville have fortsat, som vi plejede. Men en ting ændrede hele situationen og kunne have resulteret i, at jeg kom 14 år i spjældet, hvis retten ikke havde fået medlidenhed med mig. Én ting, der tog mit kørekort og tvang mig til at forlade den by, jeg var født og opvokset i. Når man, fordi man har været så fucking dum at drikke alkohol og køre midt om natten i regnvejr, smadrer direkte ind i en anden bil og dræber en anden person på stedet, så kan man oftest ikke nøjes med en bøde på 5000 dollars. 

 

Kommenter gerne

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...