Mirrors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2012
  • Opdateret: 22 nov. 2012
  • Status: Færdig
To år efter en skæbnesvanger bilulykke, hvor dengang 16-årige Xandra kørte i meget fuld tilstand og dræbte en ung mand, begynder hun at modtage underlige beskeder. Disse beskeder tvinger Xandra tættere på det uundgåelige opgør mellem hende selv og sine minder. ** Er med i "Besat-konkurrencen", så smid gerne et like. Det super flotte cover er lavet af Matia. **

59Likes
46Kommentarer
3149Visninger
AA

10. Epilog

 

 

Tre dage senere

 

Maria tripper på bare tæer ned ad trappen og lister sig forbi sin lillebrors værelse. Han sover stadig tungt. Det er søndag, og kun Maria og hendes mor står tidligt op om søndagen og hygger sig lidt alene. Det er en slags tradition, der har været der så længe, Maria kan huske. De sidste to år har den været uendelig vigtig for Maria. Det lange, mørkebrune hår, der bølger helt ned til hofterne, hænger i dag frit, selvom Maria foretrækker det væk fra sit ansigt. Siden Max… i ren hypotetisk forstand lovede hun ham aldrig at klippe sit hår, fordi han syntes, det var så smukt. Selvom han mente det i komplimentform og ikke bogstaveligt, har hun ikke klippet sit hår, siden han sagde det. Hendes mor pusler rundt køkkenet, men der er ualmindeligt stille. Det går op for Maria, at moren ikke nynner, sådan som hun plejer søndag morgen.

”Godmorgen,” siger Maria morgenhæs og sætter sig ved kogeøen. Moren smiler, men smilet når ikke hendes øjne, og sætter en kop te foran sin datter.

”Er der noget galt?” spørger Maria forsigtigt og nipper til den varme drik.

”Nej, nej, ikke rigtigt. Eller, altså… jeg tjekkede vores telefonsvarer i går, da I andre var gået i seng. En politimand har indtalt en besked på vores svarer, mens vi var i New York,” begynder hun, og Maria spidser ører. Sidst en politimand ringede hjem til familien Tefferson var… hun vil ikke tænke på det.

”Ja?” hun presser forsigtigt på for flere oplysninger. Hendes mor vrider sig utilpas og holder øjnene på opvasken, hun er ved at tage.

”Jo altså, det viser sig, at Xandra Aldric har begået selvmord,” siger hun stille.

”Xandra? Hende der…?”

”Ja, hende.”

”Hvordan? Hvorfor?” ordene snubler ud af munden på Maria. Xandra Aldric. Hun troede aldrig, hun skulle høre det navn igen. Eller… hun håbede.

”Det er faktisk vildt makabert. Du kan godt huske, at de flyttede til Elsinore lidt efter ulykken, ikke? Der ligger det her forladte lejlighedskompleks, og det var der, hun gjorde det. Hun brød ind i en af lejlighederne. Politimanden sagde, at først skar hun sin pulsåre over og skrev Animam pro vita på væggen. Med sit eget blod,” hendes mor gyser og Maria måber. Det er fandme en anden Harry Potter, det her, tænker hun overvældet.

”Hvad betyder det?”

”Det er latin og betyder Et liv for et liv” svarer moren prompte og rødmer let. Maria tænker på den gang, hun var nødt til at forklare sin mor hvad Carpe diem betyder. Det er helt sikkert ikke moren selv, der har fundet betydningen.

”Hvorfor skrev hun det?”

”Det kommer. Derefter stak hun en kniv i ryggen på sig selv. Hvordan det lykkedes hende, aner jeg ikke. Politimanden sagde, at det var meget usædvanligt. Der skal stor selvkontrol og styrke til for at begå selvmord på den måde,” Maria kan forestille sig, hvordan moren rynker panden ved sine egne ord. Hun har altid sagt, at selvmord er den lette vej ud, vejen for de svage.

”Men hvorfor ringede de og sagde det til os?” det er det, der plager Maria. Hendes mor skurer energisk på en gryde.

”Jo… det viser sig, at der er sket nogle mærkelige ting for Xandra det sidste stykke tid. Hun har modtaget beskeder skrevet på spejle, og dem har hun skrevet ned på sin mobil. Det er en masse om hævn, og selvfølgelig også det der med et liv for et liv. Den sidste besked… den sidste besked fortæller tilsyneladende, hvem der har sendt dem.”

Maria holder vejret. Det er faktisk ret spændende, som en krimi eller sådan noget.

”Hvem var de fra?”

”Ja, ifølge afsenderen var de fra… dig,” hendes mor er gået i stå. Jeg burde være forvirret og bekymret, tænker Maria. Hun er det helt modsatte. Hun er nysgerrig.

”Men jeg har jo været i New York de sidste tre uger sammen med jer?” siger hun uforstående. Hendes mor nikker.

”Det er derfor, de kan være sikre på, at du ikke har… myrdet hende. Det tog lidt tid, før de opdagede, at det var et selvmord, for det lignede åbenbart et mord.” Der er stille lidt.

”Jamen, hvorfor begik hun selvmord?” Maria kan ikke dy sig for at spørge.

”Skyld. Hun var fuldstændig besat af skyld. Tanken om at have slået en anden ihjel. Den blev for meget for hende,” moren tager stadig ikke blikket fra opvasken, mens hun halvhviskende udtaler ordene. Det er som om hun har brug for noget at holde fast i, i denne sindssyge verden.

”Til at starte med troede de, at det var en pige ved navn Jessi Non, der havde slået hende ihjel. Eftersom vi har et alibi, troede de også, at hun var den, der havde sendt beskederne i dit navn. Xandra havde fortalt en ven, at hun skulle mødes med Jessi ude i lejlighedskomplekset, og det fortalte han selvfølgelig videre til politiet…” hendes mor tøver åbenlyst, og Maria skriger nærmest indvendigt efter mere, ”men så opdagede de noget mærkeligt.” Hun holder inde, lægger opvaskebørsten fra sig og vender sig langsomt mod datteren, der sidder der, lidt betuttet og forvirret med det lange hår bølgende ned langs siden.

”De opdagede, at Jessi Non overhovedet ikke eksisterer. Der hvor Jessi, ifølge Xandra, boede, bor der to gamle mennesker og deres hund. Jessi har aldrig været i Elsinore, og man kom hurtigt frem til at den eneste, der havde set Jessi, var Xandra selv.”

”Vent lidt. Du siger altså at Jessi, Xandras veninde, slet ikke eksisterer? Altså, overhovedet ikke?” Maria måber igen. Sådan noget sker kun på tv. Det burde det i hvert fald, men hun er havnet lige midt i det.

”Det er præcis det, jeg siger.”

”Så Xandra har altså selv…?”

”Ja.”

”Shit.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...