Når Ministeriet Kalder

Aliaga har aldrig været i Rusland før, og møderne trækker ud. De er ikke lige interessante, og hun føler sig overflødig. Men så er der hendes afdelingsleder. Lucius. Åh, Lucius. Det er da det eneste der gør den her tur udholdelig. Forhandlingerne tager for lang tid, og som den eneste kvinde på teamet er hun sikker på at der er et eller andet lusk i gang. Det er en god ide at du har læst HP, inden du læser denne Movella.

2Likes
0Kommentarer
325Visninger
AA

1. Når Ministeriet Kalder

Der er ikke meget at gøre når man pludselig skal en tur til Rusland, og det var ikke sådan Aliaga planlagde at bruge sin weekend, men her sidder hun, til et møde der ligner så mange andre møder, med afdelingschefen der ligner sig selv. Lucius. En smuk mand. En gift mand. En hun slet ikke burde tænke sådan om. Det gør det ikke lettere at de på hotellet har værelser op til hinanden. Men det kan hun ikke gøre noget ved. Hendes lår er som så mange andre gange helt klemt sammen når hun tænker på ham, og indholdet af det taktiske møde her i Rusland siger hende ikke meget. Det gør Lucius' stemme til gengæld.
"Så det I siger er at den her aftale kun går igennem hvis vi imødekommer den her lange liste krav?"
"Da, Hr. Malfoy, det er lige præcis det det handler om."
"Så lad os betragte dette møde som hævet. Jeg er nødt til at drøfte det med vores minister."
"Det kan vi selvfølgelig godt forstå. Hvis det stod til mig, Hr., så var de her krav ikke på listen. Men det er desværre ikke mig der bestemmer. Jeg er kun mægler i denne sag."
Aliaga sukker. Det her møde har trukket ud. Lucius er selvfølgelig i stand til at tage den beslutning det handler om. De har fået grønt lys derhjemme fra, men det betyder ikke at Hr. Konstantin Gregorijus ikke at vide. Gregorijus er nu en sær mand. Han virker uhyggeligt intelligent, men det vedkommer ikke sagen. Hun har hørt meget om den høje slanke mand, men ikke meget godt. Måske er det politisk set godt. Han virker til at være en der kan få manipuleret med sagerne, men Lucius har gennemskuet ham, og derfor har han ikke afsløret at han er beslutningsdygtig. Hun rejser sig og giver så hånd til Konstantin Gregorijus.
"Det var en fornøjelse at møde dem Hr. Gregorijus. Jeg ser frem til forhandlingerne i morgen formiddag."
Da han kysser hendes kind bliver hun ikke paf, nej, det minder hende om hendes skoletid i Frankrig, og hun kysser hans igen, men der er noget der siger hende at Lucius ikke bifalder det. Måske det bare er fornemmelsen af hans blik der borer sig ind i hendes ryg.
"Konstantin.. Vi ses."
De to mænd er åbenbart kun på håndtryk, men så igen, hun er selv mest med som det tynde ingefærøl i denne sammenhæng. Hun kan egentlig ikke rigtig se hvad hun laver her. Det her er mere en sag for Lucius, men hun pynter åbenbart på det. Det gør hans sure mine til gengæld slet ikke.
"Aliaga.. Vi vender tilbage til det her. Mød mig på mit værelse kl 19. Det burde give dig tid til at få spist," siger Lucius, nu på engelsk i stedet for det franske der var lettere for russerne at mødes over, og hun nikker.
"Men, Lucius.. Jeg forstår det ikke.. Hvorfor skal jeg med?"
Han ser på hende, og, hvis hun har tydet det rigtigt ser han ikke bare på hende, men betragter hende, og han smiler så, hvilket ikke sker tit.
"Du ville kalde mig diskriminerende hvis du vidste hvorfor jeg tog dig med. Vi ses senere."
Hun når ikke at sige et ord inden han er væk, og hun klapper munden sammen igen mens hun for sig selv mumler 'mænd' uden at have forstået det, indtil hun møder Gregorijus igen i elevatoren, hvor han nikker høfligt af hende.
"Din chef har forladt dig, kan jeg se, Fru Gellantara."
"Frøken om jeg må bede. Ja, han skal have fanget ministeren. Tidszoner, De ved. "
"Frøken siger De? Må jeg invitere Dem på aftensmad så? Det her møde har efterhånden trukket ud alt for længe. Hvis De ikke ville have noget imod det ville jeg gerne vise Dem et spisested her i Skt. Petersborg De helt sikkert vil finde fortryllende."
Da han siger sådan forstår hun pludselig Lucius' ord og hun rødmer en smule. Det er altså sådan at hun skal arbejde med forhandlingerne.
"Konstantin.. Må jeg kalde Dem det? Jeg ved ikke om det er en god idé. Vi er midt i de her forhandlinger, og jeg er bange for at nogen vil tolke det som at vi to går bag ryggen på vores chefer for at rykke ved løsningen."
"Du kalder mig lige hvad du vil frøken," siger han med et glimt i øjet, øjne som hun ellers ikke har tænkt meget over, men nu hvor hun er inviteret ud, er hun alligevel ramt af nysgerrighed omkring manden. Han er ikke grim. Slank, som hun lagde mærke til før, senet om man vil, bredskuldret, omkring en meter og firs, hvilket er meget af de russere hun har set de sidste par dage, og med et par legesyge brune øjne, som en hundehvalp der lige har fundet en legekammerat. For slet ikke at nævne de fantastiske kindben. Hvis ikke hun var så vild med en anden, så havde han været et godt bud, men ak, hendes hjerte vil noget andet.
"Jeg er meget smigret. Lad mig klæde om først. Vil du hente mig foran mit hotel om tyve minutter?"
 

Jeg beklager at den slutter her i dette kapitel, men hvis I vil læse videre, så skriv det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...